Jesus i Helligdommen eller forbillede og modbillede af Uriah Smith

Indhold

Indledning 6

Kristus som Skaber 9

Kristus som genløser. 14

Kristi menneskevorden 19

Grundprincipper i striden mellem synd og retfærdighed 23

Lærdom af korset 28

Kristus – bibelens tema 32

Den evige pagt 34

Offersystemet 37

Helligdommen 40

Tjenesten i helligdommen 57

Den symbolske betydning af helligdommens tjeneste 65

Den nye pagts helligdom 71

Tjenesten i den himmelske helligdom 77

Særskilte indvendinger besvaret 82

Kristi præstedømme 89

Den himmelske helligdoms renselse 93

»Da skal helligdommen komme til sin ret igen.« 97

Symbolsk tidsregning 105

Daniels ottende kapitel forklaret ved det niende 109

De halvfjerds uger. 112

De forskellige tidsafsnit henhørende til de halvfjerds uger. 120

Den bestemte dag 135

Etdomsværk 139

Det himmelske tempel oplades 143

»Guds hemmelighed« fuldkommet 147

Forsoningen 150

Prøvetidens ende 155

De syv sidste plager. 159

Syndebukken 163

Syndens ophør. 170

Slutning 173

Noter 178

Jesus i Helligdommen

Forord.

I denne bog optager vi et overordentlig vigtigt emne til drøftelse: Jesus i helligdommen. Vi betragter ham i al hans gerning i forbindelse med Frelsens plan fra først til sidst, men i særdeleshed hans sidste, afsluttende værk for syndere, før nådetiden ender. Vi betragter ham som den udsendte af Faderen, hans repræsentant blandt menneskene. Vi betragter ham som vor Lærer og Vejleder. Vi betragter ham som vort eksempel, »Troens Begynder og Fuldender«. Men fremfor alt betragter vi ham som vor Frelser, Genløser og Fbrbeder, der skænker os evigt liv og evig salighed.

Mange falske opfattelser om vor Frelser har gjort sig gældende blandt menneskene, egnet til at vildlede og forføre; thi al sandhedens fjende gør sig al mulig flid for at fremstille Kristus i et falsk lys for verden. Derfor vil nogle, at vi skal betragte Jesus blot som et menneske, vist nok et godt menneske, men ikke som Faderens enbårne Søn. De vil, at vi skal betragte ham blot som en skabning og ikke som den, gennem hvem alle ting er skabt. De hævder at han ingen tilværelse havde, får han blev født af jomfru Maria, og fornægter, hvad han var i begyndelsen, og den herlighed, han havde hos Faderen, før verden var. De fremstiller ham som ophavet kun til lykken og ikke til selve livet ved sin store fortjeneste. Således fremstilles Jesus i et falsk lys både med hensyn til sin natur, sit væsen og sine underfulde gerninger. Hensigten med denne bog er således at fremstille vor Frelser for læseren, så han ikke skal bedrages af disse vildfarelser, men se ham som han er i gerning og sandhed, »al guddommens fylde legemlig.«

Hvis vi kan bidrage til, at læseren ud fra skriftens eget synspunkt kan få et klart blik på Jesus, hvor alt ellers ville være dunkelt for ham, vil hensigten være nået Særlig har vi lagt vægt på at fremhæve den stilling Jesus indtager i Frelsesplanen, og den gerning, han udfører som vor mellemmand, da dette er en sag af overmåde stor vigtighed og af overordentlig interesse. Her vil man finde betragtninger, som vi håber ikke alene vil anses som nødvendig til en korrekt forståelse af genløsningens store værk, men som vil være af stort prak-

FØRSTE KAPITEL.

Indledning.

Da Johannes Døberen udbrød, idet han pegede på Jesus: »Se det Guds Lam, som bærer verdens Synd!« bragte han med det samme det store tema om menneskeslægtens fald og genrejsning på bane. Verdens første og dødeligste pest er synden. Alle dens lidelser og sorger, dens veer og skuffelser, dens for­dærvede sæder og onde lidenskaber – hovmod, had, misundelse og hævnlyst –dens torne og tidsler, dens sumpe og vildmarker, dens lyseste og kæreste forhåbninger slået og gemt i gravens gru og mørke – alt dette har sit udspring fra, sin næring og beståen i denne ene bitterheds rod, dette upastræ: synden. Verden er ødelagt og ruineret, så længe giften af dette dødelige onde flyder i menneskenes årer.

Den eneste redning er derfor syndens borttagelse. Den ene, uundgåelige betingelse for genoprettelsen af freden, lykken og paradiset er, at menneskene bliver fri for denne spedalskhedens plage, at synden og kærligheden til den –synden, der som en giftig urt har spredt sig og fordærvet sind og hjerte –bliver udryddet af menneskets sjæl, og forbandelsen med alle de mærker, den har efterladt sig, bliver fjernet fra jorden for stedse.

Men hvem er mægtig til at udføre denne store gerning? Hvilke midler vil slå til for at få den fuldbragt? Mennesker kan ikke gøre det Engle kan ikke gøre det Der er kun en, som er så højt ophøjet, så stor i ære, så mægtig i kraft, at han kan udrække sin arm og løfte af menneskenes skuldre denne frygtelige byrde; der er kun et navn under himmelen givet blandt mennesker, ved hvilket de kan blive frelst – navnet Jesus, der bæres af det ophøjede væsen, som Johannes pegede på – det Guds Lam, Guds enbårne Søn, født af Faderen fra evighed.

Således peger Johannes her på verdens tunge byrde og sorg: synden. Han viser os, hvad der alene kan bringe befrielse: syndens borttagelse. Og han nævner den, ved hvem det alene kan ske: det Guds Lam.

Derved stilles vor Herre og Frelser straks i forgrunden på den skueplads, hvorpå hele menneskeslægtens opmærksomhed burde være rettet Alles øjne burde være vendt mod ham, vor eneste tilflugt, den eneste håbets stjerne, der lyser i denne verdens mørke; og røsten af den mand, som fremstod i Judæas ørken for at berede Herrens vej, var idet den lød høj t og klart i folkets øren og bød dem at »se« på ham, kun et udtryk for den naturlige følelse, der rører sig i ethvert virkelig opvakt hjerte.

Men så stor er syndens lammende magt, at den blotte åbenbarelse af den sandhed, at redning er tilvejebragt, ikke er nok til at vække sjælen. For de blindes øjne må der sættes et blændende lys, for de døves øren må der lyde et gennemtrængende råb, for at de kan forstå og fatte, at der er frelse for dem fra synd og død. Derfor opløftede den mærkværdige forløber for Kristus sin røst og råbte: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« Profetierne havde længe forudsagt hans komme; nu var han kommet og menneskene kunne se ham. Senere lærere af Guds ord gentog atter og atter den samme opfordring som Johannes. Paulus siger: »Vi ser hen til troens begynder og fuldender, Jesus.« Atter siger han: »ham, som »en kort tid var blevet gjort ringere end englene«, Jesus, ham ser vi, fordi ham led døden, »kronet med herlighed og ære«, og på to andre steder pålægger han os udtrykkelig at betragte Jesus: »Betragt ham, som tålmodigt har lidt en sådan modsigelse af syndere mod sig, for at I ikke skal blive trætte og modløse i eders sjæle;« og atter: »Betragt vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Kristus Jesus.« Heb 12,2.3; 2,9; 3,1.

Og vor Herre selv har lagt endnu stærkere vægt på dette. »Kom hid til mig,« siger ham, »og jeg vil giver jer hvile! Tag mit åg på eder, og I skal finde hvile for eders sjæle.« Matt 11,28-30. Han vidner, at han er det sande vintræ, og at vi er grenene, og at ligesom grenen ikke kan bære frugt, når den er skilt fra træet, således kan vi slet intet gøre uden ham. Joh 15,1-6. Og atter henvender han sig til os ved den samme apostel: »Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.« l Joh 5,12. Den største straf udtales over den, der træder Guds søn under fode (Heb, 10,29.), medens den, der sejrer, har det løfte, at han skal sidde med Kristus på hans trone. Ab 3,21.

Disse skriftsteder udgør en indledning til de underfulde åbenbarelser ved­rørende ham, om hvem Johannes talte. De begynder med at vise os årsagen, hvorfor vi bør se hen til Jesus og »betragte« ham, vor bekendelses apostel og ypperstepræst. Den kendsgerning, at en levende forbindelse med ham er af så stor vigtighed for vort fremtidige liv og vor sande lykke, burde vække i os en inderlig længsel efter desto større kendskab til hans natur, stilling og det værk, han udfører, samt på hvilke betingelser den levende forbindelse med ham, hvorpå vor lykke beror, kan vedligeholdes.

»Betragt vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Kristus Jesus.«

»Hovedsagen i det, som her siges, er: Vi har en sådan ypperstepræst, som sidder ved højre side af majestætens trone i himlene som en tjener ved helligdommen og det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et menneske.«

ANDET KAPITEL.

Kristus som Skaber

Kun Gud er uden begyndelse. På det tidligste tidspunkt, en begyndelse var mulig – en periode så fjern, at den for den menneskelige tanke er entydig med evigheden – udgik ordet »I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.« Joh 1,1. Dette uskabte ord var det væsen, som i tidens fylde blev kød og boede iblandt os. Hans begyndelse var ikke lig noget andet væsens i hele universet. Den omtales i så mystiske udtryk som: »Den enbårne« (Joh 3,16; l Joh 4,9.), »Den enbårne af Faderen« (Joh 1,14.) og: »fra Gud er jeg udgået og kommen.« Joh 8,42. Således fremstod Guds søn, ikke ved en skabelse, men ved en eller anden guddommelig tilskyndelse eller virken, kendt alene af den alvidende og mulig kun for den almægtige. Og da var også den Helligånd til, den Ånd, kaldet Guds Ånd og Kristi Ånd, der udgår som deres repræsentant, og gennem hvem de åbenbarer sin kraft Sal 139,7.

Sønnen var i Fladerens lignelse og var lig med Eaderen. Så vidner Paulus for brødrene i Filippi: »Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjener skikkelse på og blev mennesker lig… ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja døden på et kors.« Fil 2,5-8 Ordene »røvet bytte« betegner her noget, man »griber efter«, »holder fast ved« eller »foretrækker« for noget andet, hvormed det sammenlignes. Menneskene havde syndetog måtte gå fortabt, medmindre et middel til deres frelse kunne tilvejebringes. Ingen uden Kristus, det eneste væsen undtagen Gud, der var hævet over loven og derfor i stand til at møde dens krav på syndens vegne, kunne redde dem. Men ville han gøre det? Dette var det spørgsmål, der var af så uendelig stor betydning for menneskeslægten, hvis skæbne nu lå i vægtskålen. Der var altså Kristus, Himmelens Majestæt, Faderen lig og delagtig i hans herlighed; han kunne have »holdt fast ved« og »foretrukket« at forblive i denne stilling. Men i så fald måtte mennesket gå fortabt Skulle han beholde sin stilling og lade mennesket dø? Eller skulle han give afkald på den og komme en oprørsk verden til hjælp? Dette var det spørgsmål, som skulle åbenbare » Kristi sindelag« for verdensaltet, der nu stod i spændt forventning. 0 fryd dig, du jord! – han agtede det ikke for et »røvet bytte«, noget, der var at vælge « eller »foretrække «, at fastholde sin stilling som Faderens jævnbyrdige i himmelen, hvortil han med rette var beskikket, og lade verden gå sin undergang i møde; nej, drevet af usigelig kærlighed ilede han straks de fortabte til hjælp. Han forlod sin høje stilling i himmelen, afklædte sig al sin himmelske prydelse, gav afsig selv afkald på al sin glans og ære, forringede sig, påtog sig Abrahams natur, og tog en tjeners skikkelse på sig, blev menneske, opfyldte på menneskenes vegne lovens krav og blev lydig indtil døden, ja korsets død, for at hver den, som ville tro på ham, ikke skulle fortabes, men have et evigt liv!

Apostelen stiller i denne beretning vor Herres Jesu oprindelige ophøjelse i modsætning til den ydmygelse, han var villig til at lide for menneskets skyld; men en hel side af denne modsætning mangler, medmindre Kris tus var, førend han påtog sig at forløse mennesket, lige med Gud. Derfor må det være forstået, at Paulus tydelig hævder, at Jesus havde en sådan stilling. Han bekræfter Johannes’ vidnesbyrd, at »ordet var Gud«.

I denne herlighedens tilstand var Kristus før alle ting. I Ab 3,14 fore-kommeren benævnelse på ham, som oversætterne har gengivet med »Guds skabnings begyndelse (ældre overe)«¹, hvilket nogle mener må betyde, at skaberværket begyndte, ikke ved ham, men med ham, hvorved de sætter ham på lige fod med skabte væsener, hvorimod meningen i ordet snarere indbefatter begrebet af »Ophavsmand«, – at han er, ikke »begyndelsen« men begynderen til Guds skabning. Og hensynet til andre skriftsteder, byder at vi holder os til denne mening. Intet af skaberværket blev udført, før Kristus optrådte virksomt på scenen som den handlende; for det blev alt udført ved ham. Johannes siger: »Alt er blevet til ved ham, og uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet til.« Og Paulus stadfæster i hebræerbrevet Johannes’ ord, når han siger, at Gud har sat sin Søn til »arving over alle ting«, og at han er »hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede«, og at ved ham har han »gjort verden«. Heb 1,2.3. Men i Kolossenserbrevet harvi et endnu tydeligere vidnesbyrd. I kapitel 1,15-17. siger han om Kristus: »Han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengie eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham.«

Sønnen er Gud sammen med Faderen. Alt andet, det være sig levende eller livløst, er blevet til, frembragt ved Faderen og Sønnen. Faderen er oprindelsen dertil, og Sønnen er den handlende, gennem hvem alt er blevet udført Der findes ingen fornuftige væsner, hvor høje de end måtte være, i himmelen eller på jorden, ingen keruber eller serafer, ingen værdigheder eller mægtige herredømmer, myndigheder eller magter, uden at de blev skabt ved den Herre Jesus Kristus. Han var før dem alle, er over dem alle og opholder dem alle; for »alle ting består ved ham«. Den samme apostel erklærer i hebræerbrevet, at han »bærer alle ting ved sin krafts ord« Heb 1,3. og de fireogtyve ældste i den himmelske verden udbryder i deres tilbedelse af ham, som sider på tronen: »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.« Ab 4,11. Det er intet under, at Kristus i sin sidste bøn for sine disciple nævner den herlighed, han havde hos Faderen, før verden var, og udtrykker ønsket om, at også de, når det behager Faderen, måtte få den forret at beskue denne herlighed sammen med ham. Joh 17,5.24.

Således føres vi til det tidspunkt, da denne verden blev skabt De skriftr steder, vi allerede har henvist til, viser os, hvilken del Kristus havde i denne udfoldelse af Guds almagt Da Gud i begyndelsen skabte himlene og jorden (l Mos.l), var Kristus den handlende, gennem hvem det skete; for »Uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet til«. Joh 1,3. Da Guds Ånd svævede eller rugede over vandene, var det Kristi Ånd med dens livgivende evne, som bredte sig over dybet. Da Gud sagde: »Der blive lys!« og der blev lys var det Kristi røst, som lød. »Den Gud,« sagde Luther, »som ikke taler gennem Kristi mund, er ikke Gud. Og da Gud så alt det, han havde gjort, og det var såre godt, da var det Kristi øjne, der overskuede den herlige scene. Da »Morgenstjernerne jublede til hobe, og alle Guds børn råbte med fryd «, var det om Kristi værks herlighed, de istemte sin himmelske frydesang. Job 38,4-7. Da han talte, og det skete, og han bød, og det stod der (Sal 33,6.9.), var det Kristus, som udtalte det altformående, skabende ord.

Kristus sabbatens ophav. – Den samme som skabte denne jord og indret-tede den til et bosted for menneskene, og som indstiftede ægteskabet og gav det første menneskepar deres yndige arv i eje, var også den, som tilbragte den syvende dag i hellig hvile og betragtning og således lagde grundvolden til den nyskabte verdens sabbat eller hviledag. Derpå velsignede han dagen og satte den til side til helligt brug. Idet han adskilte den fra al anden tid og opsatte en grænse for den, som aldrig skulle overskrides, indviede han den for evigt til sin egen tilbedelse og til et minde om sit skaberværk; for som skrevet står, han »helligede« den, det vil sige, han satte den under bestemt lovbuds beskyttelse, hvorved dens overholdelse blev forordnet At »Hellige« betyder intet mindre end dette. Da Kristus så udtrykkelig erklærede for folket, medens han vandrede hernede, at »sabbaten blev til for menneskets skyld« (Mark 2,27.), vidste han, hvorpå hans erklæring var grundet; for han var selv den, som gjorde, at den blev til, og han vidste, bedre end menneskene kan vide det, hvad dens hensigt og mål var.

Kristus kundgjorde loven på Sinaj. – Eftersom forkyndelsen af sabbatsbudet på Sinaj kun var en gentagelse af sabbatens »Helligelse«, udtalt i Eden og eftersom Kristus var den, som her gjorde den til en uforanderlig forskrift for menneskeslægten, er det klart at han også må have været den, som forkyndte den tillige med de andre bud i den moralske lov på Sinaj, – visselig ikke uafhængig af Faderen, men i forening med ham, her ligesom i alle de andre gerninger, hvori de handlede i fællesskab. At det var Kristi røst, der for folkets øren fra det bævende bjerg, da Guds lovs principper blev forkyndt en sådan herlighed og kraft, er tydeligt anført af hebræerbrevets forfatter. Idet han taler om »den nye pagts mellemmand, Jesus«, og hentyder til den tid, da Loven blev forkyndt under torden og ild på Sinaj, siger han: »Hvis røst dengang rystede jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu en gang vil jeg ryste, ikke alene jorden, men også himlen.« Heb 12,26.

At dette siges om Kristus, derom kan der ikke være spørgsmål. Jorden bævede under guddommens fodtrin, og den ærefrygtindgydende røst, der hørtes, da den moralske lovs forskrifter blev indskærpet, var en røst, som slog hele Israels forsamling med frygt Endog Moses blev forfærdet og bævede, og hele jorden rystede. Hele verden hørte røsten og bævede for den, fordi den lov, som der var forkyndt, gjaldt verden. Og da røsten var Kristi røst, viser det os, i hvilket forhold han står til denne den kongelige lov, indbefattet i de ti bud. Men dette udelukker ikke Faderen fra scenen. Da Kristus er uadskilleligt forbundet med faderen i alle tings tilblivelse, uadskilleligt forbundet med ham i at forordne love og oprette regeringsstyrke inden for hele hans herlige område, så var han heller ikke skilt fra ham i den ærefrygtindgydende scene på Sinaj. Som den, der handlede for Faderen i alt, hvad de i deres forenede råd besluttede at gøre, talte han også for Faderen i alt, hvad de i forening fandt påkrævet at forkynde. Ligestillet i den myndighed, hvorved loven blev forordnet, angik det dem også lige meget, når den skulle kundgøres. Hvad som helst Gud gør, det gør Kristus, fordi Gud gør det gennem ham; og hvad som helst Kristus gør, det gør Gud, fordi Kristus gør det ved ham; og Kristi ord er Guds ord, fordi Kristus modtager dem af ham. Således siger Paulus: »Efter at Gud fordum har talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, har han i disse sidste dage talt til os ved Sønnen.« Heb 1,1-2. Og Kristus selv havde forud vidnet, at hans gerninger var hans Faders gerninger, hans, som havde sendt ham, og at hans ord ikke var hans egne, men sådanne som han havde modtaget af sin fader. Joh 14,10.24.

Denne forening mellem Faderen og Sønnen tager intet bort hverken fra den ene eller den anden, men gør dem begge stærke. Deri har vi, når den Helligånd tages med, hele Guddommen. Således er vi i stand til at »se Jesus« i al hans fylde og herlighed; for det behagede Gud, at »al fylde« skulle bo i ham, ja endog »hele Guddommens fylde legemlig«. Kol 1,19;2.9. Og idet vi »ser hen til Jesus«, beskuer vi ham således, da Guddommen endnu var ene i hele universet

I forhold til alt andet, levende eller livløst, alle lysende kloder, der fylder rummet, alle fornuftige væsner oventil og nedentil, troner, herredømmer, myndigheder og magter, synlige og usynlige, var han før dem alle, idet han som et uskabt væsen indtog sin plads som Faderens »enbårne Søn«. »I begyndelsen var ordet« Førend noget af alt det skabte blev til, var Kristus. Derefter be­gyndte skabelsen, til hvilken han var »Begynderen«, Ophavet Af alt under ham var han Skaber. Og ligesom alle skylder ham deres tilværelse, er de også beroende på ham for deres ophold og beståen; for han »bærer alle ting ved sin krafts ord«. Heb 1,3. Grundet på dette forhold siger det sig selv, at alle verdener og herredømmer, alle væsner, høje eller lave, derfor står under hans autoritet og er underlagt hans vilje. Hvem kan vel fatte Kristi overvættes herlighed og kraft, idet han således står som hoved for hele verdensaltet og alt, som deri er, som Skaber, Opholder, Hersker?

TREDJE KAPITEL.

Kristus som genløser.

Dette er dog ikke alle hans veje. Havde ikke utroskab fået indpas i hans fredfyldte og lykkelige herredømme, da er det muligt, at han på denne måde alene – som Skaber, Opholder og Hersker – ville have åbenbaret sin herlighed. Man da verden blev styrtet i synd og dog lå indenfor nådens rækkevidde, åbnede der sig en ny skueplads for udfoldelsen af de egenskaber, som indtil da havde slumret i Guddommens barm. Den holdning, Gud iagttog overfor de af sine skabninger, som var fanget i syndens snarer, blev et vidunder for de himmelske hærskarer; og den stilling, Kristus indtog overfor en tabt verden, overgik alle de andre åbenbarelser af Guddommens væsen, som universet hidtil havde været vidne til. Guddommelig kærlighed og miskundhed, retfærdighed og sandhed udfoldede sig her i en så skøn forening og i en så omfattende udstrækning, at det til evig tid vil vække både skyldfrie engles og geniøste menneskers forbavselse og undren.

De før anførte ord af Johannes løfter sløret for genløsningens forunderlige hemmelighed: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« Lammet står som symbol på et offer; og ved at give Kristus dette navn tilkendegiver Johannes måden, hvorpå den gerning at borttage verdens synd skulle udføres. Intet uden et offerlam kunne gøre fyldest – ikke noget jordisk lam; for der står skrevet, at blod af okser og bukke ikke kunne borttage synd. Men det måtte være netop det, som Johannes udpeger Det Guds Lam. Intet andet end så dyrebart et offer kunne svare til hensigten. Intet, der var skabt, ville være tilstrækkeligt. Det måtte være en, i hvem selve guddommen boede.

Da Johannes udtalte hine ord i jødernes påhør, havde dette folk i femten-hundrede år daglig haft foran sig et levende billede på offer for synd. I deres hellige, højtidelige offertejeneste var offerlammets blod blevet udgydt på deres altre, og røgen af ofrene var opsteget som en Gud behagelig røgelse mod himmelen – behagelig, fordi den var et bevis på anger fra menneskets side. Udgydelsen af blod, tegnet på et forspildt liv, var nødvendigt, for at det kunne blive et virkeligt offer for synd; for apostlen siger udtrykkelig, at »der opnåes ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt«. Heb 9,22. Tilgivelse (egtl. tilbagekaldelsen) betegner bortfjernelse af synd; og et blik på det virkelige forhold vil overbevise os om rigtigheden af denne fremstilling, og hvorfor det er nødvendigt, at der skal blod til for at forsone for synd.

Universets Gud er ikke forvirringens Gud. Der hersker orden overalt i hele hans riges område; men orden opretholdes ved lov; og en lov må, om den skal glæde som lov, pålægge straf. Straffen for synden var døden. »Synde er lovbrud.« 1. Joh 3,4. »Den sjæl, som synder, den skal dø.« Ez 18,20. Dette varden uigenkaldelige dom, der udtaltes over dem, der viste ulydighed mod Guds retr færdige og hellige lov. Ingen, der fordomsfrit betragter sagen, kan have noget at udsætte på denne dom. Når det gælder en, der modtager livets herlige gave ufortjent og dog ringeagter den sammen med alle de privilegier, livet skænker ham, og trodser Gud og rejser sig til strid mod hans vilje ogveje, så kunne Gud visselig ikke andet end betragte hans liv som forspildt og fratage ham den dyrebare gave, han satte så lille pris på. Derfor er det gamle testamentes straffedom: »Den sjæl, som synder, den skal dø,« gentaget i det nye: syndens løn er døden.« Rom 6,23.

Det er altså livet, loven kræver af enhver overtræder. Men hvad har det at gøre med den erklæring, at »uden blodsudgydelse sker ikke forladelse«? Forklaringen herpå findes i tredje Mosebog. Blodet er livet. 13Mos 17,14: »Thi om alt køds sjæl [eng. liv] gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl [liv] er dets blod.« I vers 11 læser vi videre: »Thi kødets sjæl [liv] er blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.« Frembæreisen af blodet var således et bevis på, at livet var taget for at møde lovens krav, og at dens krav, nemlig, at »den sjæl, som synder, den skal dø«, derved var blevet stillet Men dersom synderen selv skulle møde dette krav, dersom blodet, der skulle gøre forligelse, var hans eget blod, hvad ville der da blive af hans liv? Hans synd ville vel blive bortskaffet, men han ville selv omkomme i ødelæggelsen; han måtte forgå i sine overtrædelser.

Da menneskene således havde styrtet sig ned i denne hjælpeløse og håbløse tilstand som følge af ulydighed mod befalingen om ikke at æde af kundskabens træ (et forbud, der berørte ethvert princip i Guds lov), da var det, at Frelseren fremtrådte for at yde dem hjælp. Kristus alene kunne, som hævet over loven, udføre denne gerning. Hvert eneste skabt væsen var loven underkastet og kunne derfor kun måde dens krav for sig selv. Loven kræver fuldkommen lydighed og intet væsen, som var loven underkastet, kunne yde mere end det Men af Kristus, hvis selve natur stemte med lovens krav, havde loven intet at kræve. Han kunne derfor betale en gæld for andre. Han kunne som Skaber møde lovens fordringer på hvilken som helst af sine skabningers vegne. Og som vi har set, er han alles Skaber og kunne derfor møde lovens krav for alle.

Dette ville ikke udsætte hans rige for nogen fare; for hans regerings retskaffenhed ville blive opretholdt, hans egen ære ville forblive uplettet, og lovens højhed ville blive vedligeholdt Kristus kunne således fremstille for loven et fejlfrit liv, som kunne møde alle dens krav – et liv af større værd end alle skabte væsener tilsammen; og synderen kunne, ved at han fik lov til at påberåbe sig det offer, der var tilvejebragt for udslettelsen af hans synder, og det blod – Kristi blod – ved hvilket der var sonet for lovens krav, som om det var hans eget, således sikre sig bortskaffelsen af sin synd og samtidig leve. Denne frikendelse af synderen var ikke at betragte som en indrømmelse til synden selv; for den skrækkelige straf, der krævedes, var et vidnesbyrd om dens frygtelige natur, og at den ikke var at anse som en ubetydelighed, man kunne se bort fra. Denne ordning om tilgivelse kunne ikke tages til indtægt for, at synderen kunne vedblive i sin synd; for kun på den betingelse kunne genløsningens goder sikres og fordelen ved den tilbudte nåde opnås, at der i det angerfulde hjerte virkedes en afsky for synden og i hans liv en afståelse fra dens gerninger.

Kristus blev ikke ofret af hævnlyst fra Guds side eller som et udslag af en vrede, han ikke kunne stille på nogen anden måde; nej, det var en «uudsigelig gave», Gud i sin kærlighed skænkede verden i Kristus. Kristus vidnede herom selv for Nikodemus: »Thi, således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh 3,16. Det var ingen vilkårlig udøvelse af uret og grumhed mod en uskyldig, for at den endnu genstridige og ubodfærdige synder på uretfærdig vis kunne undfly de lovmæssige følger af sine gerninger; thi offeret var frivilligt fra Kristi side. Faderen blot indviligede i hans forslag om at ofre sig, han dømte ham ikke dertil. Kristus gav sig selv for os. Heb 7,27. Af egen fri vilje gik han – den uskyldige – ind på at tage den skyldiges plads og betale det, som loven krævede for syndens udslettelse, for at den skyldige ved at træde i forening med ham kunne anses som uskyldig. »Hans sjæl bragte skyldofferet.« Es 53,10. Han »ofrede sig selv som et ulasteligt offer for Gud«. Heb 9,14. Han, som var uden synd, blev til synd, for at vi, som havde synd, kunne blive uden synd. Denne herlige sandhed er i skriften fremsat i følgende betryggende ord: »Thi den, som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi i ham skal blive retfærdige for Gud.« 2Kor 5,21.

Det ville i sandhed have været et vidunderligt skue, om Kristus var kommet herned for at udføre denne gerning i sin egen ophøjede natur og stilling; en guddommens repræsentant i magt og herlighed; men da ville menneskene have frygtet for at nærme sig ham. De ville have veget tilbage i fordærvelse og ærefrygt. De ville have smægtet for hans overvældende herlighed. Modsætningen mellem ham og dem ville have været for pinlig. De ville have betragtet ham som en, der stod langt borte, og have set et svælg mellem ham og dem så stort, at det ville trodse alle deres forsøg på at overstige det Hans eksempel ville have forekommet dem alt for højt til, at de kunne efterfølge det Kristus fandt det derfor ikke tjenligt at komme på den made. Han måtte komme mennesket nærmere end det Han ville ikke alene række sin arm ned, men han ville selv komme ned. Han ville ikke nærme sig mennesket kun som en besøgende fra en anden verden, men som en fra deres eget land og af deres egen slægt. Han ville ikke frelse dem alene som Guds Søn, men som Menneskesønnen.

Det ville have været et stort skrid t for ham, om han havde påtaget sig engles natur. Men han ville ikke engang det. Nej, han ville stige helt ned og blive mennesker lig. Herom vidner apostlen tydelig nok: »Thi han tager sig dog ikke af engle, men Abrahams afkom tager hans sig af.« Heb 2,16. Det vil sige, han påtog sig menneskenes natur, for at han kunne »få fat på« dem, som én læsemåde har det Således fornedrede han sig og påtog sig en tjeners skikkelse, idet han indvilgede i at komme i svage, syndige menneskers lignelse. Fil 2,8.1 syndigt køds lignelse Rom 8,3. steg han ned til selve dybden af menneskets faldne tilstand og blev lydig til døden, ja endog korsets vanærende død. Han blev gjort ringere end englene for at lide og dø for os. »Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.« Heb 2,9.14.15. Han, som var ophøjet, blev fornedret, for at vi kunne blive ophøjet Han som var rig, blev fattig, for at vi, som er fattige, kunne blive rige. Han, som var udødelig, blev dødelig, for at vi, som er dødelige, kunne blive udødelige. Himlens herlighed ombyttet med jordens mørke! Himlens rigdom opgivet for jordens fattigdom! Selve livskilden ombyttet med gravens kolde muld! Hvorledes kunne livets herre, han, som Faderen havde givet at have livet i sig selv, komme ned klædt i dødelig dragt og lide og dø for menneskeslægten? Hvorledes kunne udødeligheden blive til dødelighed?

Da Kristus forlod himmelen for at dø for en fortabt verden, aflagde han også foren tid sin udødelighed, men hvorledes kunne han lægge denne fra sig? At han gjorde det er sikkert, ellers havde han ikke kunnet dø; men han døde som en hel personlighed, for at guddommeligt væsen, som Guds søn. Ikke blot legemligt, så at ånden, det guddommelige, vedblev at leve; for da havde verden kun haft en menneskelig Frelser, et menneskeligt offer for synden; men profeten siger, at »hans sjæl« bragte skyldofferet. Es 53,10. Men hvordan dette kunne ske er et spørgsmål, der ligesom hundrede andre spørgsmål kunne fremføres angående dette guddommelige værk, men som vi med vor menneskelige evne ikke formår at besvare. Denne mageløse begivenheds natur, om ikke måden, hvorpå den foregik, forklarer Paulus delvis i ITim 3,16: »Og, som enhver må bekende, stor er den gudfrygtighedens hemmelighed: Gud er åbenbaret i kød, retfærdighed i ånd, set af engle, prædiket blandt hedninger, troet i verden, optaget i herlighed.« »Ordet,« siger Johannes, »blev kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårnes af Faderen, fuld af nåde og sandhed.« Joh 1,14.

FJERDE KAPITEL.

Kristi menneskevorden.

Således kom Guds Søn til verden, født af en kvinde. Hemmeligheden ved hans forunderlige menneskevorden hører til de undere, englene begærer at skue ind i. IPet 1,11,12. Hermed driver tvivleren gæk, og den frække spotter gør sig lystig over forestillingen om Guds Søns mirakuløse undfangelse og fødsel. Dersom sådanne mennesker kunne overvinde tomheden i sit eget sind længe nok til at skænke dette emne en alvorlig og fornuftig tanke, så kunne man rette dem det spørgsmål, at hvis der skulle lægges en plan til menneske­nes genløsning, hvad de da ville foreslå, for at det kunne ske. Om det var nød­vendigt, at et guddommeligt væsen skulle komme til verden som menneske og påtage sig menneskenes natur, hvorledes ville de da, at denne forandring skulle foregå? Kunne der findes et medlem af den menneskelige familie, som ikke var født af en kvinde? Kunne et guddommeligt væsen blive et menneske blandt mennesker uden at blive født under menneskelige forhold? Og hvad salgs kvinde ville vel blive valgt i dette øjemed? Kunne det blive nogen anden end en ren og elskelig ung jomfru, en sådan, som skriften siger, at Maria, Jesu moder, var? Lad derfor alle kævlere skamfulde trække sig tilbage for det uundgåelige og for den guddommelige nedladelse, der åbenbares under planens iværksæt-telse. I stedet for som tvivleren at lede efter et eller andet punkt, der kan gøres til genstand for hån og spot – ligesom ørnen bespejder landskabet, ikke på grund af dets dejlige frugter og blomster, men for at finde et eller andet foråd-net ådsel, som den kan mætte sig med – søger en kristen hellere at komme i en sådan stemning, at han kan sætte sig ind i englenes sang og den himmelske budbærers forkyndelse, når han siger: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!« (Luk 2,10.11.) Den tankefulde, angergivne synder, som føler sig nedtrykt af syndebyrden og inderlig længes efter befrielse fra dens mangt, er kun alt for glad over, at en plan blev udtænkt, hvorved et guddom­meligt væsen, kaldet »Jesus«, fordi han skulle »frelse sig folk fra deres synder«, kunne komme ham til hjælp, og han er alt for lykkelig herover til at føle sig oplagt til at standse op drive gæk med den måde, hvorpå det behagede Gud at lade det ske.

Ja, hvilket gådefuldt problem er ikke denne samme Jesus for en ugudelig verden! Spørgsmålet vedrørende ham har virkelig altid været det samme som Pilatus’: »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« Man ser på hans liv og finder ingen fejl derved, ingen brist i hans karakter, som det mis­tænksomme øje kan kigge ind i, ingen plet på hans klædebon, som bagvasker­ens tunge kan udstøde, ingen forseelse i ord eller handling, som kan vække spot og dadel. Hvad kan man da gøre med dette pletfrie menneske og samtidig retfærdiggøre sin egen handlemåde, når man forkaster ham? Hvis han var god, hvorfor da ikke søge at ligne ham? Hvis han førte et ædelt og helligt liv, viet til kærligheds- og barmhjertighedsgerninger, hvorfor da ikke træde i hans fodspor og hjælpe de trængende og være til velsignelse for verden? Menneskene lader hånt om hans jordiske oprindelse, som om det var en fabel eller en forbrydelse, og dog indrømmer de, at han var det bedste menneske, der nogensinde har levet de glemmer, hvor urimeligt det ville være at antage, at den mest ophøjede karakter, som verden nogen gang har set, kunne have et sådant ophav. De kalder ham et udmærket menneske, uovertruffen i retskaffenhed og ædle dyder, men glemmer, at dersom han ikke var, hvad han gjorde krav på at være, hvilket de ikke vil erkende, da var han en af de frækkeste bedragere, som nogen sinde har vildledt menneskeslægten. Ja, hvad skal vi gøre med Jesus, som kaldes Kristus? Hvis han var, hvad han foregav at være, vil ingen være fræk nok til at benægte, at sand visdom og sund fornuft gør krav på, at vi vedkender os ham og efterfølger ham som vor Herre og mester. Og vi kan kun forkaste ham på vor egen risiko. Hvis han derimod ikke var, hvad han bekendte sig til at være, men en fræk forfører og ugudelig bedrager, som påstod, at han kom ned fra himlen, at han var den Højestes Søn, hellig og ubesmittet, vejen, sandheden og livet, det sande vintræ, den gode Hyrde, den eneste vej, ad hvilken man kan komme til Gud, den eneste dør, der fører ind til den himmelske fold, – hvis han under et sådant foregivende alligevel hele tiden kun var et bedraget, syndigt, fejlende menneske, hvorfra fik han da kraft til at leve det liv, han levede, og til at stadfæste sin mission ved de undere, han var i stand til at gøre? Han må have været enten det bedste eller det værste menneske på jorden. Han kunne ikke være begge dele samtidig. Hvis han var det værste menneske, hvorledes kan da det forklares, at han var den ypperste i enhver dyd og enhver egenskab, der forbinder mennesket med Gud? Hvis han var det bedste menneske, hvilket endog hans bitreste fjender er tvunget til at indrømme, hvorfor da betragte ham på en måde, som gør ham til det værste? Hvad skal vi gøre med Jesus, som kaldes Kristus? Dette spørgsmål hører med til den slags, som aldrig kan blive afgjort, før det er afgjort ret; og kun den afgør det ret, som kommer til ham, vedkender sig ham som sin Frelser fra synd og tager hans liv som sit mønster, hans kraft som sin styrke, hans retfærdighed som sin fortjeneste, – tager hans gavnlige åg og lette byrde på sine skuldre og på sit hjerte og således finder hvile for sin sjæl.

Da Kristus påtog sig vor natur, kom han i en stilling, hvor han kunne kalde os brødre. Heb 2,11. Han kan derfor have medlidenhed med vore skrøbelighe­der; thi han blev prøvet i alle ting i lighed med os, dog uden synd; og idet han således selv blev fristet, kan han komme dem til hjælp, som fristes. Heb 4,14; 2,18. Han kom herned for at gå med os gennem livets skole og vise os vejen. Han kom ned blandt sine lærlinge for i deres nærværelse at løse de vanskeligste opgaver, hvorover de var kommet så håbløst i vildrede. Han færdedes på ethvert sted, vi bliver bedt om at færdes på. Han blev prøvet i alle ting i lighed med os, og i alle ting vandt han sejr for os. Han tog vore sygdomme på sig og bar vore pinsler. Han forringede sig. Han blev foragtet og forkastet af menneskene, fordi de ikke ville fornægte sig kødets attrå, men havde velbehag i uret færdighed. De så ikke i hans udseende noget, de havde lyst til, fordi de ikke ville følge ham på dydens, renhedens og fredens vej, den vej, han alene kunne godkende. Mørket forstod ikke lyset Hans vej førte ikke til ære, glans eller rigdom, og menneskene vendte sig bort fra ham. »En mand fuld af pine og velkendt med sygdom« er ikke af dem, som verden agter. Han blev plaget, slået, og gjort elendig; men det var for vore overtrædelser og misgerninger, han led, og det er ved hans sår, vi har fået lægedom. Hans sjæl havde møje, og han stod imod indtil blodet, idet han kæmpede mod synden. (Se Es 53; Heb 12,4.) Under alle disse erfaringer bør vi »betragte ham« og lære af ham, for at vi ikke skal blive trætte og miste vore sjæle. »Derfor,« siger Paulus, »måtte han blive sine brødre lig i alle ting, for at han skulle blive en varmhjertig og trofast ypperstepræst f or Gud til atforsone folkets synder« (Heb 2,17); og den forsikring, vi har i kap. 4,15. er den naturlige følge heraf: »Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ej kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en sådan, som er prøvet i alle ting i lighed med os, dog uden synd.«

Således har Kristi efterladt os sit liv som et eksempel. Han lærte os at gøre vel, og om vi må lide for det, da at bære det tålmodigt »Thi,« siger Peter, »dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.« (IPet 2,21-22.) Sin karakter og sin stilling som skaber tabte han ikke ved at komme til denne verden for at fuldbringe forløsningens store værk; derfor kan enhver af hans skabninger, som han kom for at genløse, ved troen tilegne sig det syndfrie liv, han levede for os, som sit eget. Dette liv, åben­baret i vor natur ophøjer Guds regerings retvished og frikender hans majestæt for enhver urimelig beskyldning om, at han forlangte af menneskene (eller det kunne synes, som om han forlangte af dem) mere, end de kunne gøre, og fordømte dem, fordi de ikke opfyldte de krav, som det var umuligt for dem at opfylde. Dette fremholdes klart af Paulus i Rom 8,3.4. »Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyl­des i os.« Himlens majestæt beskyldes foruretfærdighed. Det påstås, at intet menneske kunne holde loven, som Gud forlangte, ved nogen kraft, det ejede i sig selv, eller som stod til dets rådighed; at det ikke var retfærdigt at forlange af menneskene, at de skulle holde en sådan lov, og at de aldrig burde blive fordømt, fordi de bryder den. Loven var, som apostlen siger, »magtesløs på grund af kødet«; det vil sige at kødet, menneskets kødelige natur, gav slavisk efter for fristelsen og brød loven; men der fandtes ingen kraft i loven til at genløse; derfor, omend loven var givet til liv, det vil sige, til at bevare menneskene på lydighedens vej, som er livets vej, så ejede den dog ingen kraft til at føre dem tilbage, efter at de havde trådt ind på dødens vej; de var, hvad loven angik, dømt til døden. Men Gud sendte sin søn til verden for at vise, at hele fejlen lå hos kødets usle eftergivenhed for synden og ikke i nogen uretfærdighed hos loven. Han kom i syndigt køds lignelse for at gøre det beviseligt for alle, der havde nogen del i striden, at det var muligt for mennesket i kødet at holde loven. Han bevise dette ved selv at holde den. Stillet under vor tilværelses forhold og i vor natur udviste han en så fuldkommen lydighed med ethvert princip og enhver forskrift, at endog den Alvidende selv ikke kunne opdage nogen brist deri. Hele hans liv var som en genpart af denne lov i dens åndelige væsen, i dens hellige, retfærdige og gode krav. Derved fordømte han synden i kødet, ved selv at leve i kødet uden at synde og viste, at det var muligt for menneskene at leve således. Det var en fuldstændig og sejrrig ophøjelse af den kendsgerning, at Gud ikke er uretfærdig i sine krav, at han ikke forlangte mere af menneskene, end de kunne gøre, intet mere, end de burde have gjort, og at fordi de ikke gjorde, hvad de kunne og burde gøre, blev de med rette fordømt. Dersom Kristus her som menneske kunne holde loven og til fulde fuldbyrde Faderens vilje, da kunne menneskene også have gjort dette, og derfor står de målløse foran den trone, der viser sig at være retfærdighedens trone, og overfor den lov, der viser sig at være hellig, retfærdig og god, og overfor Kristi pletfrie liv, som det viser sig at være muligt at leve i en verden som denne og i en stilling betydelig vanskeligere end den, hvori Adam befandt sig, da han så slavisk gav efter for fristelsen.

FEMTE KAPITEL.

Grundprincipper i striden

mellem synd og

retfærdighed.

Men dette har en endnu dybere betydning. Kristi liv var et bevis, ikke alene for denne verden, men for alle verdener på; at Guds veje er retfærdige og sande. Selve roden til striden findes i Satans oprør mod Guds Søn. Denne løgn­ens fader beskyldte Guds regering for, at den var grundet på egennytte og undertrykkelse, at Gud og Kristus kun havde egen ophøjelse og vinding for øje på bekostning af deres skabningers frihed og lykke, og at uretfærdighed og partiskhed i stedet for retfærdighed og sandhed var deres troens grundvold.

Alt dette kommer tilsyne i den fristelse, hvorved vore første forældre blev forført til synd. På den mest indsmigrende måde indskød Satan denne tanke i Evas sind, da han sagde: »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!« IMos 3,4.5. Det argument, han således i virkeligheden fremstillede for Eva var dette: »Gud og Kristus nægter jer det gode, I burde have. De holder jer borte fra den stilling, I burde indtage. De frygter for, at andre skal opnå at blive ligestillet med dem, og de er bestemt på at forebygge det De er egennyttige og partiske. Her er et træ, hvis frugt vil løfte jer ud af denne lave, slaviske tilstand. Derfor siger de, at om I æder deraf, skal I dø. Men heri lyver de; thi I skal visselig ikke dø.«

Dette var det samme princip, som Satan forud for denne tid havde næret for sit eget vedkommende, og som var blevet årsag til hans fald. Han fik den besynderlige idé, at han blev holdt i en ringere stilling end den, han var egnet til at indtage. Og ved at nære denne falske forestilling gav han efter for det hovmod, hvorfra den havde sit udspring, og tragtede efter at sidde med den højeste på hans trone. Således vidner profeten, idet han taler om Satan: »Og du, du sagde i dit hjerte: Til himmelen vil jeg stige op [eller: i himmelen vil jeg blive æret] over Guds stjerner vil jeg rejse min trone, og jeg vil sidde på for­samlings-bjerget i det yderste norden; jeg vil stige op over skyernes toppe, jeg vil gøre mig den højeste lig.« Es 14,13.14. (GI. overs.) At det var ved denne formastelige anmasselse, at det onde kom ind i verdensaltet og blev årsag til Satans fald, bekræftes af Paulus i ITim 3,6., hvor han kalder opblæsthed »Djæ­velens dom«.

Således fremførte Satan for hele universet den beskyldning mod Gud og Kristus, at de herskede for dem selv alene, at de ikke havde nogen omhu for deres skabninger, at de aldrig ville gøre noget til deres bedste, at de ville, at alle andre væsner skulle være dem underlagt, for at de selv kunne drage fordel af deres fornedrelse, og at de var partiske, idet de gav nogle bedre vilkår end andre. Besjælet af sådanne følelser som disse kunne Satan ikke have noget begreb om den guddommelige kærlighed, der boede i Faderens og Sønnens bryst. Denne kærlighed var der hele tiden og ventede kun på en anledning til fuldt ud at åbenbare sig. Og den viste sig i al sin rige fylde, da planen til faldne menneskers frelse blev lagt. Dog har der visselig altid været nok af den fremvist, så det ufordærvede hjerte kunne fatte Guds natur og væsen.

Den måde, hvorpå menneskets oprør blev mødt, må derfor have været en fuldstændig overraskelse for ærkeforføren! At himmelen skulle skænke det bedste og største, den ejede, at den som, der er blevet sagt, skulle »tømme sit skatkammer« for at tilvejebringe forløsning for menneskene, at Gud skulle give sin egen elskede Søn, at Sønnen skulle indvilge i et sådant offer, ikke nølende og modstræbende, under protest og med uvilje, men af uimodståelig, brændende kærlighed, og længes efter at frelse de fortabte, – det var noget, som Satan aldrig havde drømt om. Med hvilken bestyrtelse må han ikke have set sit forsøg på at ruinere verden, som han fra først af var så vis på skulle lykkes, pludselig blive tilintetgjort på denne uventede måde – tilintetgjort ved denne åbenbarelse af Guds elskelige Søns karakter, ham, som han så ondskabsfuldt havde misrepræsenteret og søgt at skade! Nu vidste alle de syndfrie verdener, hvert eneste trofast væsen i hele universet, hvad himlens regering var. De vidste, hvad der boede i de hellige væseners hjerter, af hvem alle ting er. De vidste, hvilken ånd Satan besjæledes af i sin strid mod dem.

Kristi fremgangsmåde fra den tid, han samtykkede i at træde ud af sin stilling som ligestillet med Gud, hans liv her på jorden i sorg og lidelse og hans død som menneskes stedfortræder, modbeviste og til intet gjorde alle de mis­tydninger og falske beskyldninger, som Satan have fremsat mod Guds rege­ring, til uigenkaldeligt nederlag for den store oprører og hele hans hær. Her så man en åbenbarelse af kærlighed og miskundhed, forbarmelse og medynk, opofrelse og lidelse, langmodighed og tilgivelse, hvori der ikke viste sig den ringeste antydning af egennytte. Det er ikke på grund af noget ønske om selv.ophøjelse fra Guds og Kristi side, at dette blev gjort. Den eneste hensigt med denne forunderlige handling var menneskenes redning fra undergang og deres evige ophøjelse i herlighed. Satans løgn falder således tilbage på ham selv, og det med de mest skæbnesvangre følger. Menneskenes frelse kan naturligvis ikke andet end bidrage til større herlighed og ære for dem, som kunne udtænke og iværksætte en plan, der på en så vidunderlig måde fremstiller den evige kærligheds væsen; for Guds trone må, omgivet af den frelsende nådes regnbue, stråle med ny glans gennem hele hans herredømmes område. Men hovedhensigten med åbenbarelsen af Guds evige kærlighed i forløsningens herlige værk er at redde menneskene fra døden og skænke dem evigt liv i herlighed i det himmelske rige.

I lyset af disse kendsgerninger kan man lettere forstå det udtryk, der be­nyttes af Paulus i Kol 1,20. når han siger »Og ved ham at forlige med sig alle ting, det være nu de på jorden eller de i himlene, idet han gjorde fred ved hans korsets blod.« Hvad kan vel menes med de ord: at forlige ting i himlene? Eorligelsen af ting på jorden kan let forstås; for her foregår oprøret, og det er blandt de forførte her, at mennesker generhverves og forliges med Gud ved hans nåde. Men ingen sådan tingenes tilstand eksistere i himmelen eller, hvad her utvivlsomt hentydes til, de himmelske verdener; og dog synes en forligelse at skulle ske også der.

Satans oprør er selvfølgelig kendt gennem hele det himmelske rige og hans klagemål og beskyldninger vel forstået. Han havde indflydelse nok til at drage en mangfoldighed af de himmelske hærskarer med sig i sin utilfredshed. Hvor vidt hans indflydelse kan have spredt sig til andre væsener i andre verdener -ikke for at skabe oprør, men for at vække nysgerrighed eller frembringe en følelse af uvished – ved vi ikke; men noget i den stil ligger vistnok ikke udenfor mulighedens grænser. Men Kristi gerning som menneskenes genløser bort-fejer enhver tvivl, fjerner al uvished og tjener til at befæste alle i urokkelig troskab mod Gud, idet de deri ser åbenbarelsen af en kærlighed, der for evigt stempler Satan som den falske anklager, han er. Den forligelse, Kristus har tilvejebragt, bringer således ikke alene mennesket tilbage og bygger bro over oprøret, hernede, men dens indflydelse strækker sig til hele universet for at befæste alle verdener i deres troskab og forebygge al mulig disharmoni med Gud med hensyn til denne store strid i alle kommende tider. I overensstem­melse hermed finder vi, at de forløste priser Gud for, at han har skabt alle ting, og at fordi han ville det, er de og blev de skabt; og dette udbrud af lov og pris fæster sig sluttelig ved Kristi genløsningsværk som det, hvorom alt drejer sig, af hvilket det tydeligt fremgår, at hans skabningers højeste gode, åbenbaret i menneskenes genløsning, er Skaberens glæde, og at han ikke vil indskrænke eller afkorte deres rettigheder og privilegier, som Satan så hårdnakket påstår. Ab 4,11; 5,9.12.13.

Men hvad der nu egentlig menes eller ikke menes med at forlige de ting, som er i himlene, så kan intet menneske her på jorden komme bort fra det ansvar, der påhviler ham med hensyn til forligelsen af de ting, som er på jorden. Striden her angår hvert eneste medlem af den menneskelige familie, og alle må indtage deres standpunkt enten på den ene eller den anden side. Ved al den forførende, forblindende, lammende, vildledende og berusende indflydelse, han kan udøve, ved ethvert kunstgreb og anslag, han kan udtænke, ved enhver verdslig tillokkelse, han kan opfinde, ved enhver fordrejelse af fakta og forestillinger, han kan optænke, og de værste og laveste lidenskaber han kan optænde, søger djævelen at fa menneskene over på sin side til støtte for den påstand, at Guds og Kristi regering er partisk og uretfærdig, og at Gud er tyrannisk, når han pålægger menneskene love, som de ikke kan holde, og ubarmhjertig, når han staffer dem. På den anden side søger Kristus ved frem­visningen af en kærlighed og miskundhed, hvis dybde er uudgrundelig, hvis højde er umålelig, hvis længde og bredde er ufattelig, ved en plan til de fortabtes redning, overfor hvilken de himmelske hærskarer bøjer sig i beundring, ved en fornedrelse af sig selv for at løse mennesket op af dets faldne tilstand, ved synet af hvilken englenes hjerter bæver i undren, ved åbenbarelsen af en usigelig medlidenhed med menneskene i den elendighed, hvori djævelen har styret dem, ved løftet om guddommelig hjælp i al deres hjælpeløshed, idet han skænker syn for blindhed, styrke for svaghed, retfærdighed for synd, liv for død, – ved alt dette, som viser, at hans medlidenhed er uendelig, søger Kristus at fremstille for verden et billede af Guds hjertelag, overfor hvilket Satans listige og falske anslag f alder til jorden, og falskheden af hans beskyldninger mod Gud tydeligt ses, og ved alt dette søger han at vinde menneskene over på Guds og sandhedens side. Og ethvert menneske må ved sine handlinger vise, på hvilken side det vil stå. Lad enhver læser spørge sig selv: Hvor står jeg i denne store strid? På hvilken side gør min indflydelse sig gældende? Viser jeg ved min handlemåde, at Satan har ret og Kristus har uret? Thi alle må vide, at så længe nogen ikke står åbenlyst, helt og fast./br Kristus, er han imod ham; da siger han for hele universet, som er vidne dertil, at Satan har ret og Kristus uret Thi den, som »ikke tror Gud«, siger apostlen, »har gjort ham til en løgner.« 1.Joh 5,10

Desuden beder Gud alle mennesker om at lade sig forlige med ham. Forligeisens ord er betroet dem, som er villige til at gå ud og forkynde hans ord. I hver formaning, menneskene fremfører efter hans vitøe, i hver anledning, vi har til at lære hans sandhed at kende, hører vi Kristi egen stemme, der beder og om at forlige os med Gud. Hvor rørende lyder ikke apostlenes ord: »Så er vi da sendebud i Kristi sted, ligesom Gud formaner gennem os; vi beder i Kristi sted: Lad eder forlige med Gud! Thi den, som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi skal i ham være retfærdige for Gud.« 2 Kor 5,20.21. Og hvorfor skulle vi ikke lade os forlige med Gud? Den, som nægter at gøre dette, burde være i stand til at anføre en eller anden grund til, hvorfor han ikke gør det Hvad er der vel hos Gud, i hans natur, i hans orjd, i hans handlemåde med menneskene, og hvad han har til hensigt at gøre med dem i fremtiden, med hvilket vi ikke kan blive forligt? Lever du, læser, uden håb og uden Gud i verden? Skynd dig da at tale din sag. Lad verden høre dine grunde til, hvorfor du ikke vil lade dig forlige med Gud.

SJETTE KAPITEL.

                                                    Lærdom af korset.

Efter at Kristus helt havde fuldbyrdet Guds vilje i sit syndfrie liv, nærmede han sig som verdens store sonoffer korset. Han var uden synd, men blev gjort til synd for os. »Herren lod vores alles misgerninger ramme ham.« Es 53,6. Han »bar vore synder på sit legeme på træet« IPet 2,24. »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« Joh 1,29. Og lad os her mærke os, hvilken begivenhed disse skriftsteder sigter til. Det var, da han hang på træet – korset – at han, som Peter siger, bar vore synder på sit legeme. Det var der, han som Guds Lam efter Johannes’ vidnesbyrd bar verdens synd. Men da handlede han i egenskab af e t offer og ikke som præst, hvilket er en højest forskellig ting, som vi siden skal se. Som et offerlam gjaldt hans gerning hele verden, alle uden forskel. Det var nødvendigt, at de løsepenge, som blev givet for mennesket, skulle gælde hele verden, så at alle, som ville, kunne få godt af dem. Men derved ville dog ikke alle blive frelst uden forskel; det stadfæster ikke læren om hele verdens frelse; for mennesket er begavet med fri vilje, og dets antagelse af Guds gave må være frivillig, ikke tvungen. Og sin villighed til at modtage denne gave må mennesket vise ved at komme til Kristus som vor store ypperstepræst, der altid står klar til at skænke den fortjeneste, han ved sit liv og sin død har tilvejebragt for os, til alle, som ønsker at modtage den på den anviste måde, men ikke til nogen andre. Sonofferet var således fuldstændigt nok til at dække over alle menneskers skyld; for han, som blev gjort til synd for os, var alles skaber. Offeret var tilstrækkeligt til at udslette alle menneskers synder; for det liv, som således frivillig blev opgivet, opvejede ethvert liv, der havde sit udspring fra ham. Og dog frelser det ingen ved tvang.

Lad os høre nådens fremstilling i følgende samtale med loven: »O lov, vi ved, at ifølge dine krav er alle menneskers liv med rette forspildt; for alle har syndet; og den retfærdige dommers retvise kendelse er, at syndens løn er dø­den. Dersom menneskene selv skal betale skylden, da må de gå foragt, med vi ønsker at frelse dem. Derfor har den Herre Jesus gjort foranstaltning til at møde de krav, du har på alle overtræderes liv. Det er ikke meningen, at du skal slå noget af på dine krav, men at du skal lade dem falde på en stedfortræder, som indtager synderens plads for alle, der vil modtage ham som sådan. Kristus fremstiller sig selv frivilligt Han vil blive offeret på menneskenes vegne; for på ham har du intet krav. Fbr den kærligheds skyld, hvormed han har elsket dem, giver han sit liv og sin død frit til alle, som vil modtage gaven. Han indbyder dem til at forene sig med ham. Han fremstiller sig som en frelser, til hvem alle, der vil kan flygte og finde frelse. For sådanne bliver Kristi liv og død deres. Hvad offeret angår, er deres død gennem ham en opgivelse af livet for syndens skyld; og hvad livet angår, dækker det retfærdighedens klædebon, der tilvejebringes ved Kristi pletfrie liv, alt deres eget, og de ejer derved den skønne dragt, som de ville have ejet, hvis de aldrig havde syndet Derfor, o lov, er for den bodfærdiges vedkommende alle dine krav opfyldt i Kristus.«

»Godt,« svarer loven. »Mine krav er opfyldt, mine fordringer mødt Synderen kan gå fri!«

Og for at sikre sig denne velsignede forret behøver synderen kun i tro at vedkende sig Kristus som »det Guds Lam, der bærer verdens synd«.

Således er det store problem, om hvordan synderen kan blive retfærdig-gjort, hans synd udslettet, og han selv blive frelst uden nogen eftergivelse fra lovens side, uden noget indgreb i retfærdighedens fordringer, uden at Guds regerings ære, værdighed og sikkerhed på nogen måde sættes i fare, tilfreds­stillende løst. En betryggende foranstaltning er gjort for den angerfuldes ved­kommende for at værne om hans fremtid; for han vil herefter besjæles af lydighedens og underdanighedens ånd. Men dette alene strækker ikke til som grundlag f or den skyldiges tilgivelse. Der må hos Gud selv herske en følelse af, at retfærdighedens krav er opfyldt, og Kristi lidelse og død tjener netop som et sådant grundlag for hans tilgivende kærlighed. Alt, hvad mennesket har at gøre, alt hvad han kan gøre, er at modtage den forsoning, der så frit er tilveje­bragt for ham. Når han bekender sine synder og får tilgivelse, da er det ikke grundet på noget, han selv har gjort, men på, hvad der er gjort for ham af en anden. Er det ikke et under over alle undre, at nogen skulle nægte at blive forligt med Gud? Må det ikke forbavse hele himlen, at noget syndigt menne­ske, som er i så stor nød, skulle forsmå »den uudsigelige gave«? Mon ikke synet af forkastelsen af denne herlige gave stadfæster det ord, at »der er kun ét under større end troen, og det er vantrdens under«?

Vi må i forbigående sige et ord om det vidnesbyrd der her aflægges om lovens uforanderlighed, grundet på den kendsgerning, at Gud således blev åbenbaret i kødet og døde for menneskene, »afskaffer vi da loven ved troen?« spørger apostlen så betydningsfuldt i Rom. 3,31. Og svaret lyder lige så beteg­nende: »Detvære langtfra! Men vi stadfæster loven.«

Kun tre udveje kunne øjnes efter den forfærdelige ruin, synden var skyld i. Den ene var, at loven kunne tillades at gå sin gang, så at døden, som er syndens løn, blev bragt i anvendelse, og mennesket måtte forgå. Den anden udvej var, at der kunne ske forsoning for synden ved Kristi død til menneskenes frelse. Den tredje var, at loven, hvorved syndens erkendelse kommer, kunne bori tages, så at, grundet på, at »hvor der ikke er lov, der er heller ikke overtrædelse« (Rom 4,15), menneskene kunne anses som skyldfrie og derfor ikke fordømmelse og død underkastet Det første, at lade mennesket forgå, kunne Kristus i sin kærlighed til menneskeslægten ikke udholde; det sidste, at borttage loven, kunne han ikke gøre, da det ikke alene ville blive en sejr for Satan, men endvidere medføre universets ødelæggelse og en betingelsesløs overgivelse af alt til syndens herredømme. Hvis loven kunne være blevet forandret eller afskaffet, kunne menneskene være blevet frigjort fra syndens magt og dom (når undtages, at synden tilslut ville have medført alle tings undergang) uden Guds Søns død. Men dette gik ikke an. Loven måtte opretholdes. Universets orden og sikkerhed beroede derpå. Om der havde været en udvej, hvorved mennesket kunne være blevet frelst, uden at Kristus behøvede at dø, ville Gud visselig have valgt den, hellere end at Kristus skulle gennemgå en så frygelig ildprøve. Derfor burde et blik på det guddommelige offer på korset for evigt fastslå den kendsgerning hos hvert eneste menneske, at Guds trone ligeså snart kunne omstyrtes, som at loven kunne afskaffes eller den mindste bogstav eller tøddel deri forandres. Så uantastelig er den i sin værdighed, så uovervindelig i sine krav, at intet mindre end Guds Søns død kunne frelse det skyldbetyngede menneske fra dens strenge krav. Således stadfæster Kristi død loven; således er det, at troen på Kristus som den eneste, der kan frelse menneskene fra lovens overtrædelse, stadfæster loven; og dette er, hvad enhver troende sjæl bekender, når han flyr hen til Kristus for at blive frelst fra sine synder og den retfærdige dom, under hvilken loven holder ham, så længe som synden besmudser hans sjæl. Synden er en virkelighed, og evangeliet et godt budskab, fordi loven endnu stiller sine krav.

Kristi offer blev godkendt af Faderen. Dette bevidnede han ved at oprejse ham fra de døde og sætte ham ved sin højre hånd i himlen, langt over alle fyrstendømmer og magter og alt navn, som nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den tilkommende. Ef 1,20.21.1 denne høje stilling tjener han som præst på menneskets vegne. Heb 8,1.2; 7,25. Og denne stilling ved Eade-rens højre hånd vil han indehave, medens evangeliet lyder, og nåden tilbydes menneskene, og indtil alle hans fjender er ham underlagt, og han ombytter sin vigtige stilling som præst med sin stilling som konge, for dette var den befaling og det løfte, Pladeren gav ham, efter at han havde fuldbyrdet sin gerning på jorden og opfor til sin Faderes trone i himlen: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender til skammel for dine fødder!« Sal 110.1. Og apost­len siger udtrykkelig, at Kristus nu indebar den stilling på Eaderens trone, som fremholdtes i denne salme, og at han der venter på løftets opfyldelse. Læg mærke til hans ord; »Men han [Kristus] har ofret et offer for synder og sidder for stedse hos Guds højre hånd, ventende fremdeles, indtil hans fjender.

SYVENDE KAPITEL.

Kristus – bibelens tema.

I Kristus som den, der herligt fuldbringer genløsningens store værk, ejer bibelen sit fornemste tema. Han er alfa og omega, »troens begynder og fuldender«, den, som udtænkte planen til menneskets frelse, og som vil binge den til en herlig afslutning. Heb 12,2. Bibelen begynder med hans værk som skaber. Den slutter med hans komme anden gang som genløser. Han er gennem alle tider emnet for dens pris og genstand for dens forudsigelser. Flår mennesket forlod edens have, blev han fremstillet som »kvindens sæd«, der skulle knuse slangens hoved. IMos 3,5. gennem Noa advarede han den ugudelige verden om den kommende syndflod. IPet 3,19,20. Melkisedik, konge i Salem og den højeste Guds præst, var hans repræsentant. Heb 7. Abraham og Isak var forbilleder på ham. Sal 3,16; 4,28. Som profet og leder repræsenteres han af Moses. 5Mos 18,15. Han var med menigheden i ørknen (2Mos 18,15.) i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten. 2Mos 13,21. Hans første komme til verden var tydeligt forudsagt og tiden for hans åbenbarelse som Messias fastsat ved en bestemt og let forståelig profetisk tidsangivelse. Dan 9,25. Som et synd- og sonoffer lovsynges han i salmerne og profetierne. Som en barmhjertig ypperstepræst, der kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, kundgør apostlene hans pris. Og synerne om den herlighed, der skal åbenbares, når han opretter det rige, hvor synd og død er ukendt, og som aldrig får ende, har fyldt digtere og konger, profeter og apostle med hellig fryd og fremlokket de dejligste sange af himmelsk melodi blandt englenes hærskarer, de ophøjede væsener, der ønsker at skue ind i og udgrunde det forunderlige tema, 1.Pet 1,11.12.

Når derfor apostlen byder os at se på Jesus, så er det ikke noget be­grænset skue. For at se ham i alle hans veje og alle hans gerninger må blikket fare over hele synskredsen. Ser vi efter alle tings Skabe i; da servi Jesus. Søger vi efter verdens forløsei; da er det Jesus, vi føres hen til. Leder vi efter dem, gennem hvem alle Guds planer iværksættes, da er det Jesus. Ønsker vi at finde et syndoffer så fortjenstfuld!, at det kan sone for syndens dybeste fordærvelse, så finder vi det i Jesus. Tragter vi efter et sonoffer af så stort værd, at Gud kan vedkende sig det som et offer for en skyldig verden, da ser vi atter Jesus. Længes vi efter en, som kan bære menneskenes smertei; sygdomme og sorger og således også vore egne, finder vi ham i vennen Jesus. Ser vi på den menneskelige histories gang og spørger om betydningen heraf, da finder vi den i Jesus; thi al sand historie er kun en nedtegnelse af Guds planei; der tjener til hans værks fuldbyrdelse i verden. »Oldtidens historie kulminerede ved hans kors; thi mere tids historie har fået sit præg af hans værk.«² De senere tiders historie bestråles af glansen fra Golgatas høj, og alle begivenheder styres direkte eller indirekte med henblik på, at Guds nåderige hensigt med sit folk kan opnåes. Ser vi på de hellige dødes utallige grave, fæstes vore tanker ved Jesus, der skal opvække dem. Betænker vi de retfærdige levendes skæbne, fæstes vort blik atter ved Jesus; for han kommer for at hente dem. Betragter vi profetierne, ser vi Jesus; for det er om alle tings genoprettelse, der skal fuldbyrdes ved ham, alle de hellige profeter har talt fra verdens begyndelse af. Apg 3,19-21. Og ønsker vi at dvæle ved de helliges fremtidige arv, ser vi atter vor elskede Jesus i al hans herlighed; for det er ham, som opretter riget og byder sin faders velsignede at komme og tage det i eje i al evighed. Matt 25,34.1 hvilken retning vi således kaster hl ikke l, oven til eller neden til, på de ting, der er nær, eller de, der er langt borte, på fortiden, nutiden eller fremtiden, i enhver bibelsk læresætning, i enhver praktisk sandhed, entten det gælder alle tings ophav eller alle tings fuldendelse – overalt ser vi Jesus, summen af det hele, begyndelsen og enden, kilden til al forsmag på sand lykke og glæde, han, hvis hele væsen er liflighed, og som er udmærket fremfor titusinde, vort alt i alle.

OTTENDE KAPITEL.

Den evige pagt.

I den foregående almindelige betragtning af emnet er mange punkter, som fortjener et mere indgående studium, og som det ville lønne sig nøjere at betragte, kun flygtig blevet hentydet til. Læserens opmærksomhed vil nu særligt blive henledt på Kristus som sonofferet samt de midler, hvormed den store sandhed i et tidsrum af firetusinde år blev fremholdt for verden, at der var gjort en udvej til, at synden kunne blive sonet ved blod – det eneste, der kan stille det menneskelige hjertes trang. Gud siger til David: »Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte.« Sal 89,4. Dette må hentyde til Kristus; for det er forbundet med et løfte, som alene kan opfyldes i Kristus. Luk. 1,32.33.1 det »fredsråd « mellem Faderen og Sønnen, hvori forløsningens plan blev udtænkt og fastslået (Zak 6,13), indgik Gud i en højtidelig pagt med sin søn om, at han ville give ham alle dem, der ville antage hans offer. Joh 6,39.40. Dette er nådens pagt, »den evige pagt«, stadfæstet ved Kristi blod, og kaldet »den nye pagt«, da den blev fuldbragt og stadfæstet på korset Den pagt, som sluttedes med Israel ved Sinaj, blev kaldet den »første« eller »gamle« pagt, ikke fordi den blev stiftet først i tidens løb, men fordi, den, afhængig kun af dyrs blod, kunne blive og blev stadfæstet og fuldbragt – som berettet i 2.Mos 24,8; Heb 9,17-20. – før den anden, med hvilken det sande sonoffer for hele verden var forbundet, blev stadfæstet Denne sidste kunne nemlig ikke siges at være nildt afsluttet, førend Kristus, som gjorde testamentet, havde beseglet det det med sit eget blod på Golgata. Heb 9,16,17.

Kristi blod var den evige pagts blod. Tro mod denne sin pagt førte Gud Kristus op fra de døde. »Men Fredens Gud, som i kraft af en evig pagts blod, har ført den store fårenes hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde, han gøre eder fuldkommen i al god gerning, så I gør hans vilje, og han virke i eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Kristus! Ham være ære i al evig­hed! Amen.« Heb 13, 20.21. Denne pagt, »stadfæstet af Gud om Kristus«, indbefatter alle de løfter om åndelige velsignelser, som Gud har tilsagt menne­skenes børn. Adam var forbundet med den ved det løfte, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved. Noa var forbundet med den som menneske slægtens anden stamfader og den eneste, der fandtes retfærdig og ustraffelig blandt sine samtidige. Abraham var forbundet med den ved løftet om, at i ham skulle alle Jordens slægter velsignes. David var forbundet med den ved den forsikring, at på hans trone skulle hans sæd, Kristus, regere til evig tid. Dette kaldes »Davids rige nåde, den vise«; for således siger profeten: »Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt; de trofaste nådeløfter til David.« Es 55,3. Og Paulus sætter dette i sin tale i Antiokia (Apg. 13,34), som han også siden skrev til hebræerne, således som før anført, i forbindelse med Kristi opstandelse. Hans ord lyder således: »Men at han har oprejst ham fra de døde, så han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, derom har han således sagt: Jeg vil give eder de hellige forjættelser til David, de trofaste.«

I denne pagt, som sikrer Kristus lønnen for hans møje (Es 53,11.), har vi skriftens udvælgelse og forudbestemmelse, der volder mange mennesker så meget besvær. Det er simpelthen en »nådens udvælgelse «, ikke en udvælgelse af særskilte individer, udkåret og bestemt for himmelen uden hensyn til deres egen vilje og frie valg og handlemåde, men kun af dem, der er villige til at antage Kristus som deres Frelser og gøre hans vilje. »Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.« Joh 1,12. De, som Faderen har givet ham, er de udvalgte; og alle er givet ham, som er villige til at modtage ham, og han skal ingen miste af dem, men oprejse dem på den yderste dag. Joh 6,39.40.

Da frelsens plan var lagt, og Kristus havde tilbudt sig at nedlægge sit liv for at genløse menneskene, var han allerede, hvad planens hensigt og øjemed angår, selve sonoffret og kaldes derfor det slagtede Lam, »fra verdens grundvold blev lagt«, eller fra den tid, nådens husholdning blev oprettet. Ab 13,8. IPet 1,20 .Man gør vel i at mærke sig, at der ikke står noget sted at han var det slagtede Lam₎₄/ørverdens grundvold blev lagt, hvilket kunne lede til den slukning, at menneskets fald og dets genløsning ved Kristi død var fastsat og forudbestemt, før verden blev til, og mennesket blev skabt. Dette ville lægge et alt for kraftigt våben imod den guddommelige regering i den vantros hænder.

Men, siger den vantro med en vis overlegen mine, vidste Gud ikke på forhånd, at mennesket ville synde? Var det derfor ikke en fastslået kendsgerning, at det måtte synde? Og blev så ikke Gud, da han skabte mennesket med fuldt kendskab hertil, ansvarlig for syndens indgang i verden? Således kunne det vel synes fra dette synspunkt og efter dette ræsonnement. Men eftersom skiften ikke fremstiller det således, er det ikke nødvendigt at drage en sådan slutning. Gud skabte menneskene, som han jo måtte med alle de væsener, der skal tjene ham, men fornuft og fri vilje, for at deres tjeneste ikke skulle være mekanisk og tvungen, men frivillig og utvungen. De kunne således enten adlyde ham eller ikke, enten vise troskab eller synde, som de selv ville. De måtte selv bestemme, hvilken vej de ville slå ind på. Gud tvang dem ikke til at synde, ej heller var det hans hensigt, at de skulle synde. Tværtimod gjorde han al den foranstaltning han kunne optænke, og gav dem enhver mulig tilskyndelse (uden dog at indskrænke deres frie vilje) til at blive på lydighedens vej. Selvfølgelig vidste Gud, at menneskene som frie skabninger kunne synde, men dette er jo helt forskelligt fra alt sige, at han vidste, de ville synde.

Og er ikke dette så langt, som det er nødvendigt for os at gå? For Guds alvidende øje lå jo enhver vej, Adam som en fri skabning med frit valg kunne slå ind på, med alle de følger, det måtte have for ham, idet han fulgte sin tilskyndelse, klart udlagt Ligeledes lå også ethvert skridt, som det var nødvendigt at tage for at møde alle påkommende tilfælde, åbent og klart for ham. Hvad mere kræves der? Intet kunne være en overraskelse for ham. Da han vidste, at det var muligt for mennesket at synde, kunne han selvfølge tilvejebringe ethvert middel, som det var nødvendigt at anvende mod den tingenes tilstand, som ville blive følgen deraf, om den skulle indtræde. Men, spørger nogen, siger ikke Peter, at Kristus var forud bestemt til sin gerninge,før verdens grundvold blev lagt? IPet 1,20. Nej, ikke forud »bestemt«, som der står i den almindelige oversættelse, men forud »kendt«, proegnosmenou. Kristus kunne være forud kendt efter Guds plan som en genløser for i påkommende tilfælde at gøre forsoning for synd uden at være forud bestemt til at afhjælpe en trang, der allerede eksisterede. Mennesket valgte at synde; og da fremtrådte han, de – forud i Guds råd var kendt som den, der i det tilfælde, om det skulle indtræffe, kunne tilvejebringe frelse, for at optage sin gerning og blev, som Peter siger, ved tidernes ende åbenbaret for verden.

Dette syn på sagen indskrænker ikke Guds forudviden, men viser os den i en endnu større fylde. Mennesket vedbliver at være et væsen med frivilje og frit valg, og tvivleren står fastbundet Det kunne derfor kun med rette siges om Kristus, at han er det slagtede Lam, fra verdens grundvold blev lagt, netop som skriften omtaler ham; thi det ville åbenbart være ligeså selvmodsigende at omtale ham som slagtet, før verdens grund blev lagt, før menneskets handlemåde krævede et sådant offer, som det ville have været at fremstille et forbillede på Kristus i edens have forud for menneskets fald, førend en Genløser gjordes nødvendig.

NIENDE KAPITEL.

Offersystemet.

Så snart som menneskene ved overtrædelsen af den moralske lov var ble­vet syndere og behøvede en frelser, behagede det Gud gennem forbilleder og skygger at fremstille den Frelser, der skulle komme; og en anden lov, loven om forbilleder og skygger og kødelige anordninger, blev anordnet for at vejlede menneskene i deres tilbedelse i forbindelse med brugen af disse symboler. Udenfor edens have begyndte offerrøgen straks at opstige mod himlen. Dette var oprindelsen og begyndelsen til den siden så almindelige skik overalt i ver­den at frembære ofringer. Ofringerne var befalet af Gud og fastsat i et meget vigtigt øjemed. Men hvor sørgeligt er de ikke blevet forvandsket fra deres-oprindelige bestemmelse! Til hvilken meningsløs farce af skuffende spot har ikke al retfærdigheds fjende gjort dem! Der er oprejst altre, og offerdyrs blod har flydt i alle lande; for i sit inderste har menneskene en pinlig fornemmelse af, at de er skyldige, og at der på en eller anden måde må sones for synden. Men blod af dyr kan aldrig borttage synder. Hvorledes har ikke sjælefjenden ved at skjule den sande Gud for menneskene, ved at indføre guder efter det menneskelige hjertes egne begreber, hævngerrige og vederstyggelige, ved at bedrage dem vedrørende hensigten med ofringer, ved at belaste tjenesten med grusomme ceremonier og smudse den til med urene lyster, – hvorledes har han ikke derved gjort det til en forfærdelig forbandelse, der fra først af var tilveje­bragt for menneskene for at stille en naturlig trang hos dem og åbne en udvej, hvorved de i tro kunne gribe den levende Frelser!

Det var ved tro, at ofringer blev fremført i begyndelsen. Om det første offer, hvorom vi har nogen beretning, læser vi: »Ved tro ofrede Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den, fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit velbehag i hans gaver og ved den taler han endnu, skønt han er død.« Heb 11,4. Går vi tilbage til den oprindelige nedtegnelse i IMos 4,3-9., ser vi straks, i hvilken henseende Abels offer var bedre end Kains. Kain frembar et offer af Jordens frugt; men Abel frembar af sin hjords førstefødte. Hvad Kain frembar kunne i sig selv have været af ligeså stor værdi og ligeså smukt som det, Abel frembar. Men en ting manglede, for at det kunne blive et offer, som Gud kunne antage: der var intet blod i det; det bestod bare af jordens frugt. Men Abel ofrede blod, det eneste, der kunne være et forbillede på en genløser, som skulle komme og udgyde sit blod for menneskenes synders skyld; for »uden blods udgydelse sker ikke forladelse«.

Abels offer viste tro på en sådan genløser, og det behagede Gud. Kains deri­mod viste ingen tro; for det var et offer uden blod, og derfor kunne Gud ikke vedkende sig det Troen, som var selve sjælen i og indbegrebet af hele offer­systemet, kom ikke til syne ved Kains offer, og derfor havde dette offer ingen betydning. Hvor troen mangler, bliver tjenesten blot en tom efterabelse. Og fordi Gud vedkendte sig Abels offer, der blev fremført på den af ham selv fore­skrevne måde, og ikke fandt behag i Kains tomme ceremoni, hvormed der ingen tro var forbundet, blev Kain vred og rejste sig mod Abel og slog ham ihjel. Her har man begyndelsen til striden mellem sandhedens efterfølgere og vildfarelsens trælle, og siden har det altid gået i samme retning. Abel repræ­senterer alle, der er blevet forfulgt for sandhedens skyld, medens alle forfølgere er Kains børn og vil vedblive at være det indtil tidens ende. Det princip, som ligger til grund herfor, har altid været og vil altid blive det samme. Dette fremgår tydeligt af disse Johannes’ ord: »Ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin border. Og hvorfor myrdede han ham? fordi hans gerninger var onde, men hans broders retfærdige.« Uoh 3,12

I den jødiske husholdning nåede de t sys tern, der bestod af forbilleder, skyg­ger og ofringer, sin største fuldkommenhed. I de forudgående tider, da hver mand var præst i sin egen familie, havde menneskene udvist sin tro på den kommende Frelser ved sine familieofringer, der blev frembaret efter den un­dervisning, der var givet i eden og mundtlig overleveret fra slægt til slægt Men tiden var nu kommet, da en mere fuldstændig og bedre overskuelig anskuelses-undervisning skulle forelægges verden. Jakobs sønner drog ned til Ægypten som en enkelt familie; de kom tilbage som en stor nation. Gud antog sig dem som sit folk og indtrådte i en så inderlige forbindelse med dem, at han fremstillede sig som viet til dem; for idet han bebrejder dem for deres utroskab, siger han: »Jeg var dog deres ægtemand.« Jer 31,32 Nu kunne han organisere et teokrati i verden og oprette blandt nationerne et synligt rige, der var hans egnet, hvorved hans navn og hans sandhed kunne blive kundgjort i alle lande. Han sluttede en pagt med (57) dem og lovede at gøre dem til et helligt folk, et ejendomsfolk, det fornemste blandt alle rigerne, en pryd i verden, dersom de ville adlyde hans røst og holde hans pagt. 2Mos 19,5.6 Dette var også den eneste stilling, de kunne indtage som hans repræsentanter på jorden. Men de viste sig sørgelig ustadeige i at holde sine løfter og tilbøjelige til frafald. 2Mos 32 Dog forsikrer Nehemias os om, at Herren ikke forlod dem eller forkastede dem derfor, men var langmodig og miskundelig mod dem og vedblev lige fuldt med den gerning, han havde besluttet at udføre gennem dem. Neh 9,12-25.31.32 Han betroede dem sin lov og gav dem de levende ord, de ti budord. Apg 7,38 Derefter lod han dem bygge sig en bolig, som de kunne føre med sig på deres vandringer, for at han kunne bo iblandt dem og gå med dem og give dem hvile. 2Mos 33,14 Og da de omsider fik det forjættede land i eje, skete det i overensstemmelse med den pagt, han havde sluttet med dem ved Sinaj. 2Mos 23,27 5Mos 11,25 Jos 1,3-7; 21,44.45

TIENDE KAPITEL

Helligdommen

Vi er nu nået til det punkt i vort studium, da den underfulde bygning, som Gud lod Israels børn opføre, for at han kunne bo iblandt dem, gør krav på vor opmærksomhed. Rettelig betragtet ses den at kaste lys over de mest vidun­derlige og vidtstrækkende sandheder. De redskaber, som fandtes deri var for­billeder på evangeliets velsignelser. Den tjeneste, som forrettedes deri, afbildede Kristi gerning. Intet menneske kan se hen til Jesus og få en rigtig forståelse af hans stilling og værk uden at betragte sagen i lyset af denne Guds helligdom, bygget af Moses i ørknen – denne skygge kastet på jorden for at fremstille »det himmelske «. Den blev kaldt både tabernaklet og helligdommen; men dens fornemste ogmest almindelige navn var »helligdommen«; og under dette navn vil vi nu have lejlighed til med udelt interesse at studere den vigtige plads, den indtager i Guds nådes husholdning.

Læseren vil nok tillade, at vi i forvejen kommer med nogle udtalelser, som han, om de ikke til fulde fastslås, før vi kommer til slutningen på vor bevisfø­relse, har fuld frihed til at forkaste sammen med det, vi heri tilsigter at fremholde som sandhed. Denne helligdom vil findes vor opmærksomhed værd som det store midtpunkt, hvorom frelsens plan gennem Jesus Kristus drejer sig. Den var ikke noget, der kun angik det gamle testamentes tid, men den har sin plads også i det nye. Næst efter Kristus selv, den nye pagts tjener, og den midlergerning, han udfører, kræver helligdommen vor opmærksomhed som det sted, hvor forløsningens uudgrundelige gerning foregår ogfuldbyrdes. Der findes ikke noget andet enkelt emne forbundet med frelsens plan, hvori vi ser de forskellige åbenbarelser i Guds ord samle sig til et så harmonisk hele som heri. De forskellige dele af et hjul kan, betragtet hver for sig, besidde symme­tri og skønhed; men det er kun, når de aDe er sammenføj et ved navet i midten og fælgene yderst, at deres brug og værd som dele af et fuldkomment hele ses. Således er det også med sandhedens store hjul. Alle de enkelte dele ejer styrke og skønhed i sig selv, men samlet om Helligdommen som det centrale nav forenes de alle til et harmonisk hele. Dette emne udgør midtpunktet i alle de store sandheder, som er os åbenbaret Derfra udstråler de i alle retninger. Det forener de to store husholdninger, den jødiske og den kristne, og klargør deres forhold til hinanden. Det er enestående deri, at det forklarer for os vor Herre Jesu Kristi stilling og værk. Som en skinnende fakkel kaster det sit lys over hele den jødiske husholdning. Belyst heraf bliver Mosebøgerne – med sine udførlige skildringer af slagtofre og brændofre, sine skikke og ceremonier og alt, hvad dermed var forbundet, som i almindelighed anses for at være så anderle­des uden interesse og mening – fulde af liv og skønhed.

I dette emne har man nøglen til udtydningen af nogle af de vigtigste profe­tier, som gælder vor tid. Undlader fortolkeren at bruge denne nøgle, kan han næppe komme til nogen rigtig slutning; men bruger han den, vil han sjældent fare vild. Det viser os, hvor vi befinder os i verdens historie. Det besvarer spørgsmålet: Hvordan skrider natten? Det sætter loven på rette plads, åbner hjerterne for partisk kristendom, viser den søgende vejen til Kristus, fremstiller, hvordan dommen går for sig, hvorledes og hvornår nådens værk for syndere vil få ende, Kristus åbenbares, genløsningen blive fuldbragt og den evige pagts velsignelser blive opnået Fbrunderligt er det, at et emne, som indtager en så vigtig plads i den guddommelige husholdning, så længe er blevet overset Og forunderligt er det også, at der findes så få selv nu, som skænker det nogen videre opmærksomhed, langt mindre gør det til genstand for alvorlig gransk­ning. Kun i én bevægelse blandt menneskene har det fået en fremstående plads. Alene blandt ét folk er det gjort til genstand for en omfattende drøftelse og omfattes det med glæde, som vi herefter skal se.

Men lad os først gøre os bekendt med denne bygning og betragte dens op­rindelse og konstruktion. Dernæst kan vi drøfte dens brug og bestemmelse. Der findes vel ingen bedre indledning til denne del af emnet end apostlens ord i brevet til hebræerne. I ottende kapitel taler han om de to pagter, den første og den anden, den gamle og den nye, under hvilken sidste vi nu lever. I niende kapitel viser han os, at begge disse pagter havde en helligdom, og siger:

»Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom. Thi i den var der indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes »det hellige«. Og bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes »det allerhelligste«. Deri stod et gyldent røgelsesalter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen, og Arons stav – den, som havde blomstret – og pagtens tavler. Oven på den stod herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket« osv. vers 1-5.

Lad os nøje betragte disse apostel-ord. De både indleder og afgør en vigtig side ved dette spørgsmål, som der hersker uenighed om. De siger os tydelig, hvad der i en vis tid udgjorde Herrens helligdom. I det tidsrum, der indgår under den første pagt, et tidsrum af omtrent 1500 år, fra Moses til Kristus, medens det tabernakel, der her så nøje er beskrevet, eksisterede, kan der med disse apostlens ord for øje ikke være nogen tvivl om, hvad der da udgjorde helligdommen. Vender vi os til tidligere tiders optegnelser, finder vi der en mere udførlig beskrivelse af denne bygning, der på grund af sin brug som sandhedens guddommelige tempel fortjener at betragtes med udelt og sti­gende interesse.

Gå da tilbage til den tid, da israelitterne blev befriet fra Ægyptens trældom. De var netop kommet over på den anden side af Det røde Hav gennem den vej, Herren åbnede for dem, medens vandet stod som en mur på begge sider. Ægypterne, som forsøgte at gøre ligeså, var midt i havet, da Gud befalede Moses at udrække sin stav, og de blev overvældet af den rivende strøm og druknede. Lyt til den sejrssang, som Moses da sang: »Herren er min styrke og lovsang, og han blev mig til frelse; han er min Gud, og jeg vil prise ham,« eller der står på engelsk: »Jeg vil berede ham en bolig.« 2Mos 15,2.

Her findes den første hentydning til den bygning, som Herren snart ville lade opføre, for at han kunne bo iblandt sit folk. 12Mos 15,17. forekommer ordet »helligdom« forførste gangi biblen: »Du skal føre dem ind og plante den på din arvs bjerg, det sted, du har beredt til din bolig, o Herre, den helligdom, o Herre, som dine hænder har grundlagt« Heraf har nogle draget den slut-ning, at Kanaans land, hvori Israels børn tilslut skulle bo, måtte være hellig­dommen. Men man må betænke, at den her anvendte talemåde forekommer i en jublende sejrssang, hvor et poetisk billedsprog er fuldt ud berettiget. Ordet »helligdom« anvendes ved navneombytning på det sted, hvor Israel skulle bo, fordi der skulle helligdommen tilsidst blive opslået og udgøre den vigtigste genstand i landet I Salme 78 skildrer David dette afsnit i Israels historie og giver os således en inspirere t forklaring over denne sang af Moses. Han siger: »Han bragte dem til sit hellige [eng.: sin helligdoms] land, de bjerge, hans høje vandt.« vers 54. Og med henblik på templet, siger han i vers 69: »Han bygged sit tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som jorden.«

går vi nu tilbage til anden Mosebog, finder vi i det 25. kapitel og fremover en mere udførlig beskrivelse af denne helligdom, og hvorledes den skulle byg­ges. Gud talte med Moses om de offergaver, folket skulle bringe, så hans bolig kunne opføres, og sagde: »Og de skal gøre mig en helligdom, og jeg vil bo midt iblandt dem.« Vers 8. Ordet »helligdom« forklares som: et »helligt sted«; og dertil må føres, efter denne Guds åbenbarede hensigt’ »den højestes bolig«. Hvad dens brug i skriften angår, må den derfor, så længe den bestod her på jorden, betragtes som Guds synlige bolig blandt menneskene. Hvor tjener ikke denne kendsgerning til at forøge den interesse, med hvilken den burde betragtes af enhver sandhedssøgende sjæl!

I den tredje måned efter Israels børns udgang af Ægypten kom de til Sinajs ørken. Moses fik der befaling til at stige op på bjerget for at tale med sin skaber. Denne mindeværdige sammenkomst varede i 40 dage og 40 nætter. Der fik Moses at se et billede af helligdommen og alle de hellige kar og modtog fuldstændig underretning med hensyn til dens opførelse og indretning. Læseren vil gøre vel i at studere den nøjagtige beskrivelse af tabernaklet, som findes i 2Mos kap. 25-31. Lad det være nok her at sige, at det var en ualmindelig pragtfuld bygning. Da den fra først af blev indrettet efter Israels forhold før deres indgang i Kanaans land, var den således sammensat, at den med lethed kunne tages ned, flyttes fra sted til sted og sættes sammen igen på de forskel­lige stoppesteder på deres rejse. Med dette for øje var bygningens vægge dan-netafløse, opretstående planker sammenføjet med tværstænger, og både plan­kerne og stængerne var belagt med guld. Bygningen var 30 alen lang, ti alen bred og ti alen høj. Ved den østlige ende, som udgjorde indgangen, stod fem støtter af akacietræ, belagt med guld, og med kroge af guld og fodstykker af kobber. Over tabernaklet, efter at det således var opført, lagdes fire forskellige slags tæpper. Det første og inderste tæppe var af fint tvundet lin, broderet med figurer af keruber i blåt, purpur og skarlagen. Dette måtte udgøre et overmåde smukt og prægtigt loft Det andet tæppe var af geddehår. Det tredje af røgfarvede væderskind og det fjerde ogsidste af takasskind tjente til dække over de andre. Et rigt broderet dække, der hang på de fem støtter, som var belagt med guld og stod ved indgangen mod øst, udgjorde tabernaklets dør.

Dette hellige telt var delt i to afdelinger ved et forhæng, som hang på fire støtter af akacietræ, der var belagt med guld og sat i fodstykker af sølv. Der siges intet om de to afdelingers forholdsvise størrelse, men forholdet var vist det samme, som siden efter blev iagttaget i templet (l Kong 6), hvor to tredje­dele af rummet udgjorde den første afdeling og den øvrige tredjedel den an­den. Her ville altså den første afdeling, det hellige, blive tyve alen lang, og ti alen bred og ti alen høj, medens den anden afdeling det allerhelligste, ville blive ti alen hver vej og således udgøre et fuldkomment kvadrat.

I den første afdeling eller det hellige var der tre redskaber, som vi må fæste os lidt ved: Guldlysestagen, bordet med skuebrødene og røgelsesalteret Lysestagen var af rent guld, bordet og røgelsesalteret af akacietræ, men belagt med guld. Lysestagen havde tre arme på hver side, som med den midterste stang udgjorde syv lamper. Disse holdtes hele tiden brændende, og alene på den måde blev helligdommen oplyst På bordet lå tolv brød, som skulle forestille Israels tolv stammer. Disse brød skulle byttes hver sabbat, da friske brød blev lagt på bordet i stedet for de gamle. Røgelsesalteret blev benyttet til at ofre vellugtende røgelse på i forbindelse med ofrene. I den anden afdeling, det allerhelligste, var der også tre redskaber, som vi må mærke os: Arken, nåde­stolen og keruberne. Arken var en kiste af akacie træ, treogenhalv alen lang og halvanden alen bred og halvanden alen høj. Den var belagt både indvendig og udvendig med purt guld. I denne ark lå de to stentavler, som indeholdt de ti Guds bud, skrevet med Guds egen finger. Den blev lavet specielt i dette øje­med. Nådestolen, som udgjorde arkens låg, var af purt guld, og keruberne, som også var af purt guld, stod på hver sin ende af nådestolen. Den kaldtes nådesfofett, ikke fordi ypperstepræsten nogen gange sad der under tjenesten i helligdommen, men fordi nåden der havde sit sæde. Thi på forsoningsdagen blev, som vi senere skal se, blodet stænket på arkens låg for at tilfredsstille den lovs krav, som forvaredes derunder; og gennem denne tjeneste blev nåde skænket angrende syndere.

Det var over arken, ovenover nådestolen, i helligdommens allerhelligste, at Guds synlige nærværelse åbenbaredes, og fra dette højthellige sted plejede Gud at tale med sit folk. Og derfor beder David: »Du, som troner på keruberne, åbenbar dig i herlighed.« Sal 80,1.

Til at udføre hele dette underfulde arbejde kaldte Gud særskilte personer, som han dygtiggjorde ved at lade sin ånd hvile over dem. Helligdommen var derfor ikke bare menneskers værk; den var et under Helligåndens vejledning udført mesterligt kunstværk. Hvilket indtryksnildt skue må ikke helligdommens indre have frembudt! Der var vægge med et udseende af massivt, rent guld, hvori lyset fra guldlysestagens syv lamper gav genskin og kastede sine stråler i alle retninger! Der var bordet med skuebrødene og røgelsesalteret, der i lyset fra guldlysestagen glitrede som blankt guld! Der var tæppet, som dannede det pragtfulde loft med de mystiske englefigurer i blåt, purpur og skarlagen! Alt bidrog til at gøre det til et skue af uforlignelig skønhed. Og bag det andet forhæng var desuden den synlige åbenbarelse af Guds herlighed, foran hvilken ingen kunne træde ind og leve undtagen ypperstepræsten en gang om året. Heb 9,7.

I det andet år efter Israels børns udgang af Ægypten, på den første dag i den første måned, blev tabernaklet oprejst Moses bredte teltet over tabernaklet og lagde vidnesbyrdet, stentavlerne med de ti bud, i arken, satte nådestolen over den, bragte den ind i tabernaklet og ophængte forhænget. Han satte bordet med skuebrødene og guldlysestagen ind i den første afdeling og tændte lamperne for Herrens åsyn. Han satte det gyldne røgelsesalter foran forhænget og brændte vellugtende røgelse på det. Og på alteret foran tabernaklets dør ofrede han brændoffer og madoffer, ligesom Gud havde befalet. Da dækkede skyen sammenkomstens telt, og Herrens herlighed fyldte tabernaklet 2Mos 40. Den bolig, som Gud havde befalet folket at bygge, for at han kunne bo iblandt dem, var nu fuldført, og ved sin herligheds sky, i hvis nærhed ikke engang Moses kunne komme, vedkendte Gud sig deres værk og tog sin bolig i besiddelse. Enkelthederne vedrørende alt det, der her er hentydet til, vil man kunne finde i en del af anden Mosebog, hvortil læserens opmærksomhed allerede er henvist Gud havde nu taget sin bolig i besiddelse midt iblandt sit folk.

Vi har nu for os helligdommen, som Moses lod den opføre i Sinajs ørken 1490 år før Kristus. Med pagtens ark, nådestolen og Guds herligheds sky ud­gjorde den midtpunktet f or Israels religiøse tilbedelse under det tidligere for­billedlige system. Som allerede bemærket var israelitterne dengang på sine vandringer, og helligdommen var, som den først blev givet dem, indrettet efter deres specielle forhold. Den var sammensat således, at de med lethed kunne tage den ned og bære den med sig på deres rejser. Den kunne også straks opsættes, hvor som helst Herren, som ledte dem i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten, anviste, at de skulle slå lejr. 4Mos 9,15-23.

Levitterne var udset til tjenesten ved helligdommen, og de havde fået det hverv at bære den og alle dens hellige kar, når lejren skulle flyttes. Således var det hele tiden under de 40 år, de vandrede i ørknen. I denne tid kaldes den bygning, som Gud selv gjorde til sin helligdom, og hvor hans tjeneste blev udført, helligdommen på 60 forskellige steder som følger: 2Mos 25,8; 30,13.24; 36,1. 3. 4. 6; 38,24-27; 3Mos 4,6; 5,15; 10,4; 12,4; 16,33; 19,30; 20,3; 21,12,23; 26,2; 27,3.25; 4Mos 3,28.31.32.38.47.50; 4,12.15.16; 7,9.13.19.25.31.37.43. 49.55.61.67.73.79.85.86; 8,19; 10,21; 18,1.3.5.16; 19,20.

Det vil være af interesse i korthed at følge denne bygnings historie under de forskellige omvekslinger, så længe den udgjorde helligdommen eller Guds bolig på jorden. Længe efter at Israel ifølge Herrens løfte havde indtaget Kanaans land, indtog helligdommen en ny plads som:

1.Tempel.

Ved denne tid behagede det Gud, at helligdommen skulle oprettes i en mere varig skikkelse. Det var ikke længere nødvendigt, at den skulle være således indrettet, at den kunne flyttes fra sted til sted. Tiden for Israels vandringer var forlængst forbi. De var nu fast bosatte i det forjættede land. Den lange periode på over 400 år, da Israels anliggender forvaltedes af dommere, og stillingen ofte var usikker og vanskelig, var også til ende. Israels stammer var forenede og dannede et nyt og mægtigt rige. På Davids tid udøvede det he­braiske herskevælde sin største magt og indflydelse.

Tiisids t gav Gud David ro for alle hans fjender rundt omkring. 2Sam kap 7 og 8. Da kom han til at fæste sine tanker ved Guds hus og udtalte sig således til profeten Natan herom: »Se dog! Jeg bor i et hus af cedertræ, medens Guds ark bor imellem telttæpper.« Dette hentyder uden tvivl til det telt, han havde opslået for Guds ark i Davids stad, hvortil muligvis hetitten Urias ord (2Sam 11,11.) også hentyder.

Profeten billigede, hvad der lå David på hjerte: at opføre en passende bygning, hvortil Guds ark kunne få en fast plads, og han sagde:» Gå hen og gør alt, hvad der er i dit hjerte! Thi Herren er med dig.« Men i den samme nat talte Herren til profeten og bød ham at sige til kongen, at han ikke skulle bygge ham et hus til at bo i, fordi han havde været en krigens mand og udgydt meget blod. Dette var et meget vigtigt og helligt værk. I dette hus ville Herren række fredens oljekvist til en oprørsk verden, og kun de, som havde tilbragt deres liv med fredelige sysler, kunne ansættes ved dets opførelse.

2.TempIet bygget efter et billede.

Ikke desto mindre gav Gud David ved sin Ånds åbenbarelse et nøjagtigt billede af templet og alt dets tilbehør, ligesom han havde givet Moses et billede af tabernaklet i Sinajs ørken. Dette finder vi i IKrøn 28,llff. I det 19. vers siger David: »Om alt dette har Herren undervist mig ved et skrift til mig fra sin hånd, om alle billedets værker.«

Foruden det, at han således modtog billedet, blev det ham også tilladt at gøre rigelige forberedelser for den kommende bygning. Dens opførelse blev overladt til hans søn Salomo, og til ham og fyrsterne gav David følgende højti­delige formaning vedrørende arbejdet: »Så giv da eders hjerter og sjæle hen til at søge HERREN eders Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Hel­ligdom, så at HERRENs Pagts Ark og Guds hellige ting kan føres ind i huset, der skal bygges HERRENS navn.« IKrøn 22,19. Dette tempel skulle bygges på Moria bjerg i Jerusalem.

Atter siger han, i IKrøn 28,10.: »Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et hus til Helligdom! Gå til værket med frimodighed!«

Bemærk, det var helligdommen, der blev gjort så omhyggelige forberedel­ser for – den helligdom, hvoraf David havde set et billede, hvortil han havde samlet materiale, og om hvilken han gav denne formaning.

Den inderlige forbindelse, der bestod mellem templet og dets forbillede, tabernaklet, ses af hele bygningens indretning og redskaberne deri. Ligesom tabernaklet havde templet sit hellige og allerhelligste, skønt disse afdelinger i længde, bredde og højde var akkurat dobbelt så store som tabernaklet Det allerhelligste var således tyve alen på hver led i stedet for ti og det hellige tyve alen langt og 40 alen bredt i stedet for ti alen langt og tyve alen bredt

Foruden disse afdelinger var der en tyve alen lang forhal ved indgangen, og bygningen var omgivet af kamre for præsterne foruden flere forgårde og dæk­kede buegange, som omgav det hele. Det dækkede et stort areal og frembød et imponerende og prægtigt skue. Ragende op fra sin anselige højde ligesom et bjerg af marmor og guld stod det for verden som et bygningsværk, hvis skønhed og pragt overgik alt, hvad menneskene nogensinde før havde set De udskårede keruber på husets vægge, belægning af purt guld indvendig ogud-vendig, dørene af oliventræ prydet med udskåret arbejde og belagt med guld svarende til udskæreisen tillige med de utallige andre kostbare prydelser og forskønnelser – alt var tilvejebragt til en værdi, som det var umuligt at beregne.

To kæmpemæssige keruber af oliventræ belagt med guld, hver ti alen høj, blev forarbejdet for det allerhelligste og stillet på hver sin side af det sted, hvor arken skulle stå.» Og man udbredte kerubernes vinger, så den enes vinge rørte ved den ene væg, og den anden kerubs vinge rørte ved en anden væg, medens deres vinger midt i huset rørte vinge ved vinge.« IKong 6,27. Således udgjorde de et træffende symbol på de to husholdninger, der overspænder nådens frelses-værk og berører hinanden over nådestolen og Guds lov.

Mange af helligdommens kar blev også forstørret og flere taget i brug ved tjenesten i templet Ti guldlysestager oplyste det hellige, og på ti borde lå det indviede brød, som hver sabbat blev lagt for Herrens åsyn. 2Krøn 4,7.8.

Efter syv år og seks måneders forløb fra den tid, arbejdet blev påbegyndt, var bygningen færdig, skønt indvielsen ikke fandt sted før det følgende år, det tolvte i Salomos regering. Efter at alting var beredt for denne glædelige begi­venhed, forsamlede Salomo Israels ældste og alle stammernes overhoveder, øversterne for Israels børns husfædre, for at føre Herrens pagts ark op fra Davids stad til dens nye hjem. IKong 8. »Og kong Salomo og med ham hele Israels menighed, som havde forsamlet sig hos ham, var foran arken og ofrede småt kvæg og stort kvæg, som ikke kunne tælles og ikke beregnes for mang­foldighed.« Hvilket imponerende og frydefuldt skue må ikke dette have været! (71)

De førte også tabernaklet med sig op til templet. Det oprindelige tabernakel blev ladt tilbage i Gibeon 38 år forud, og det er den almindelige formodning, at David havde bygget et nyt telt for arken, da han førte den ind i sin stad. Hvilket af disse var det, som blev ført til templet? Nogle tror, at begge blev ført dit. Dr Clarke mener, hvad der synes at være det mest sandsynlige, at det oprindelige tabernakel blev ført op fra Gibeon for at opbevares i templet som et minde, og at det midlertidige telt, der var oprejst af David, blev ødelagt.

Arken blev ført ind i det allerhelligste og stillet mellem kerubernes vinger; og således blev den atter forbundet med helligdommen efter at have været skilt fra den i 136 år. Gud billigede alt, hvad der var blevet gjort som en passende beredelse for hans tilbedelse efter de tiders forholde; og ligesom han havde taget det første tabernakel i besiddelse (2Mos 40,34.), således tog han nu også dette i besiddelse: »Og det skete, da præsterne gik ud af helligdommen, da fyldte skyen Herrens hus. Og præsterne kunne ikke blive stående for at forrette tjeneste for skyen; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus.« l Kong 8,10.11.

Dette var en glædesdag i Israel. De tusinder af offre, som blev fortæret på altrene, den sky af vellugtende røgelse, som opsteg fra templet, lyden af de mange musikinstrumenter, røsten af sangerne, den vise Salmons uforlignelige bøn, det nye tempels herlighed, den uhyre mængde mennesker og fremfor alt Herrens herligheds sky, idet han tog sin bolig i besiddelse, – alt dette tjente til at gøre dette til den mest imponerende gudstjeneste, der nogensinde er forrettet i denne verden enten før eller siden den tid.

22.000 okser og 120.000 får udgjorde Salomos takoffer. Desuden ofrede han slagtofre, brændofre og drikofre, og hele den forsamlede mængde ofrede til Herren. I fjorten dage holdt Salomo og alt folket fest for Herren, og siden vendte folket tilbage til deres hjem, glade og vel til mode over alt det gode, Herren havde gjort mod dem.

Under Israels ørkenvandring blev, som vi allerede har set, tabernaklet kaldt helligdommen 56 gange. Fra den tid af, da det blev ført ind i det hellige land, og indtil dets indlemmelse i templet er det i følgende skriftsteder nitten gange til kaldt helligdommen: Josva 2,26; IKrøn 9,29; 22,19; 24,5; 28,10; 2Krøn 20,8; Sal 20,2; 28,2; 29,2; 68,24; 73,17; 17,13; 78,54.69; 96,6.9; 134,2; 150,1.

3.TempIets ødelæggelse.

Med indvielsen af Salomos tempel nåede den jordiske helligdom højdepunktet af sin herlighed. Dens hellige kar var fuldkomne og komplette. Den indeholder den samme ark, som Moses havde gjort efter Guds egen anvisning; og arken indeholdt de selvsamme sten tavler, hvorpå Gud havde skrevet med sin egen finger. Templet var en overmåde prægtig og herlig bygning, og der var intet tO hinder for, at den levitiske gudsdyrkelse kunne udføres i al sin fuldendt-hed.

Det ville være en fornøjelse at dvæle længe både ved templet og helligdom­men under disse lykkelige forhold; men syndens mørke spøgelse med de uundgåelige straffedomme og ulykker, det bebuder, viser sig snart atter på scenen.

Templet blev indviet år 1005 f.Kr. 34 år derefter, 971 f.Kr., erklærede Sifak, ægypternes konge, krig mod Rehabeam, indtog Jerusalem og bortførte templets skatte, l Kong 14,25.26; 2Kong 12,9. Men da kongen ydmygede sig og omvendte sig fra de synder, som havde ført Guds domme over ham, vendte Herren sin vrede fra ham. Vers 12.

Joas begyndte udbedringsarbejdet på templet år 856 f.Kr. 2Kong 12,4.5. Akas, Judas konge, blev indviklet i krig med kongerne af Israel og Damaskus og ranede templet 740 f.Kr. for at kunne betale TilgatrPileser, Asyriens konge, hos hvem han havde søgt hjælp. 2Krøn 28,21.22. Ezekias, hans søn, erstattede i en vis grad dette tab, men blev tilsidst nød til at tage alle templets rigdomme for at købe sig fred med Sankerib, som var draget op imod ham. 2Kong 18,14-16.

Manasse, Ezekias’ søn og efterfølger, vanhelligede Herrens tempel ved at oprejse altre for hele himlens hær, endog i Herrens hus’ forgårde (2Kong 21,4-7.), hvorfor Gud overgav ham i den assyriske konges hånd. Han blev lagt i lænker og ført til Babel (2Krøn 33,11.) år 677 f.Kr. Men da han ydmygede sig og angrede sin synd, blev han ført tilbage til sit eget rige og bestræbte sig for at godtgøre, hvad han havde forbrudt, da han vanhelligede Herrens hus. vers 14-16.

Josias, Judas konge, arbejdede ivrigt for at udbedre templet 2Kong 22,4-6. Han befalede, at levitterne skulle sætte Herrens ark ind i helligdommen på dens rette sted, og at de ikke længere skulle bære den omkring, hvilket de muligvis havde gjort under de ugudelige kongers regering, som havde hersket før ham. 2Krøn 35,3.

Men det var blot ubetydelige forseelser og ulykker sammenlignet med den ødelæggelsens storm, hvis fremrykkende skygge nu begyndte at falde over det hellige land. Fblket var sunket så dybt i synd, at Gud ikke længere kunne bo iblandt det Zefanias klager over, at dets profeter var letfærdige pralene, troløse mænd, at dets præster havde vanhelliget helligdommen og gjort vold på loven. Zef 3,4. Hos profeten Ezekiel (kap 23,38.39.) lægger Herren folket det samme til last og tilføjer (kap 24,21.): »Se, jeg vanhelliger min helligdom.« Altså:

4.Gud giver atter afkald på sin Helligdom.

Gud hjemsøger aldrig sit folk med straffedomme uden forudgående advar­sel. I al hans handlemåde med sit folk ned igennem tiderne er der ingen undta­gelse fra denne regel. Denne gang gives advarslen i disse ord:

»Gå dog hen til mit hellige sted i Silo, hvor jeg først stedfæstede mit navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit folk Israels ondskabs skyld. Og nu, fordi I øver alle disse gerninger, lyder det fra Herren, og fordi I ikke ville høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, derfor vi jeg gøre med huset, som mit navn nævnes over, og som I stoler på, og med stedet, jeg gav eder og eders fædre, ligesom jeg gjorde med Silo.« Jer 7,12-14. se også kap 26,1-7.

Hvad havde Gud gjort med Silo? Lad David svare: »Gud hørte det og blev vred, og han blev såre ked af Israel. Og han forlod sin bolig i Silo, det telt, han havde opslået iblandt menneskene. Og han gav sin styrke hen i fangenskab og sin herlighed i fjendens hånd.« Sal 78,59-61. At gøre det samme med templet ville være at forlade det og give det over i fjendens hænder.

Den måde, hvorpå folket forholdt sig overfor denne advarsel, beseglede Guds hensigt i denne henseende. »De spottede Guds sendebud og foragtede hans ord og forhånede hans profeter, indtil Herrens vrede mod hans folk tog således til, at der ikke var nogen lægedom.« 2Krøn 36,16.

Nebukadnezar, kongen af Babylon (det første verdensrige, hoved af guld på det store symbolske billede i Dan 2), var det redskab, Gud valgte til sin hensigts fuldbyrdelse. År 606 f.Kr. blev Jerusalem indtaget, templet plyndret og en del af de hellige kar bortført og sat i Belustemplet i Babylon, og en stor mængde affolket blev ført i fangenskab, og den kongelige families sønner og folkets fyrster blev gildinger og slaver i kongen af Babels palads; hele landet blev gjort skatskyldigt, Jojakim blev kongen af Babels tjener, og de forud-sagte 70 års fangenskab tog sin begyndelse. Jer 25,11.12; 2Krøn 36,6.7.

På grund af Jojakins, Jojakims søns, dårlige opførsel drog Nebukadnezar op mod Jerusalem for anden gang i år 599 f.Kr., ved hvilken lejlighed han end yderligere plyndrede Guds hus og dets hellige kar. vers 10.

Tilsidst førte Zedekias, Jojakins efterfølger på Judas trone, den frygtelige ødelæggelse over Jerusalem, der medførte, at byen for en tid udslettedes af jorden. Zedekias var tåbelig nok til at trodse den konges magt, som allerede to gange havde indtaget Jerusalem. Nebukadnezar drog derfor tredje gang op imod den dømte stad, fast bestemt på, at han denne gang for stedse ville kue dens oprørte ånd. Efter omtrent et års belejring faldt staden, år 588 f.Kr. Alle de kar, som fandtes i Herrens hus blev bortført, og man sikrede sig alle de skatte, som fandtes i hvert eneste hus i staden. Derefter blev templet og hele staden opbrændt med ild. Dens mure, fæstninger og tårne blev nedbrudt, og hver bygning blev jævnet med jorden indtil grunden, hvor staden lå, når undtages dyngerne af det ufortærede affald, var så bar, som om ingen menneskelig fod nogen sinde havde betrådt den.

Det samme som Gud havde gjort med helligdommen i Silo, havde han nu gjort med helligdommen i Jerusalem, men med en tifold tungere straffedom. I lyset af disse kendsgerninger er det let at forstå følgende hentydninger til helligdommen: Sal 74,3.7; 79.1; Es 63,18; 64,10.11; Ez 24,21; Jer 51,51; Klag 1,10; 2,7.20; 4,1.

Medens Israel således var adspredt blandt nationerne, og deres skønne helligdom i Jerusalem lå i ruiner, lovede Gud selv at være dem en helligdom en lille tid i de lande, hvorhen de skulle komme. Ez 11,16. Henimod slutningen af det 70-årige fangenskab bad Daniel til Gud således: »Lad dit åsyn lyse over den ødelagte helligdom.« Dan 9,17. 5.En helligdom på betingelser.

Medens jøderne i det 70-årige fangenskab i Babylon, år 606-536 f.Kr., høstede frugten af sit frafald fra Gud, fremstillede herren for dem en ny helligdom, underfuld og herlig, som de skulle komme i besiddelse af, og hvis tjeneste de kunne glæde sig over, dersom de ville gå ind på de betingelser, hvorpå den blev dem tilbudt Denne helligdom har aldrig eksisteret på jorden; og ganske naturligt opstår nu spørgsmålet om, hvorfor denne profeti aldrig er blevet opfyldt, og gør krav på bevarelse. Den vantro vil straks besvare det med den påstand, at Guds ord har slået fejl. Andre går ud fra at tiden for denne forudsigelses opfyldelse endnu ikke er kommen, at den skal opfyldes engang i fremtiden, i det forventede timelige tusindårsrige, da de forestiller sig, store ting skal ske, som de med et mindre velbegrundet håb glæder sig over. Vi bør derfor for kritikkens skyld i forbigående give denne profeti lidt opmærksomhed. Hvad vi her vil bekræfte er, af forudsigelsen ikke har slået fejl, fordi intet Guds ord kan slå fejl, og at den ikke vil blive opfyldt i en kommende tidsalder, fordi den tingenes tilstand, som fremstilles deri, er af en sådan art, at den ikke på nogen mulig måde kan eksistere under Kristi fremtidige regering. I sandhed, en sådan tingenes tilstand kunne ikke engang eksistere under evangeliet i verden i denne tidsalder. Om forudsigelsen derfor i det hele taget er blevet opfyldt, måtte det være under den forrige eller mosaiske tidsalder. Men en sådan opfyldelse har man aldrig bevidnet, og spørgsmålet står endnu åbent til besvarelse. Vi har allerede hentydet til den kendsgerning, at den profeti, hvoraf dette om helligdommen er en del, blev givet på betingelser, det vil sige, hvis folket ville gå med på visse ting, ville profetien blive opfyldt; men hvis de undlod dette, ville den ikke blive opfyldt Betingelserne var, at folket skulle gøre en grundig, gennemgribende forandring, at de skulle omvende sig fra deres frafald, som havde ført de daværende ulykker over dem, og med bluelse og et sønderknust hjerte ydmygesigfor Herren i betragtning af deres svundne forseelser. Hvis de ikke ville gøre dette, da havde Herren ikke i sinde at skænke dem de velsignelser, han nu tilbød dem; for det ville være som at kaste perler for svin. I Ez 43,11. siger Herren: »Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør dem templets omrids og indretning« osv. Dette for­udsætter at hvis de ikke ville gøre dette, ville de aldrig komme i besiddelse af den dem tiltænkte helligdom. Forudsigelsens opfyldelse beroede således helt og holdent på folkets handlemåde. Men skammende de sig da? Gik de ind på betingelserne? Nej, aldeles ikke. Jeremias siger i sin profeti (kap 6,15.), at de ville ikke; og da de under Kyros’ regering havde anledning til at vende tilbage til deresland, var der kun forholdsvis få, som havde så megen nidkærhed for Herren, at de modtog tilbudet

Men for at gøre sagen dobbelt sikker vil vi lade enkelthederne i profetien selv vise, i hvilken husholdning den måtte opfyldes, om den i det hele taget skulle gå i opfyldelse. Man vil da snart komme til den slutning, at den var bestemt til at få sin opfyldelse, ikke i den kommende tidsalder, i udødelighed­stilstanden, ikke heller i den nærværende tidsalder, men i fortiden. Dette vil klart fremgå af nogle af de udsagn, vi mærker os i selve forudsigelsen:

1. Den skulle opfyldes, medens omskærelsen endnu stod ved magt. Ez 44,9.
   Men omskærelsen blev afskaffet ved Kristi første komme. Gal 5,2; 6,12.

2. Den skulle opfyldes, medens skilsmisse endnu var tilladt. Ez 44,22. Men den lov er nu afskaffet Matt 5,31.32; 19,8.9.

3. Den skulle opfyldes, medens den jødiske lov, som skelnede mellem rene og urene dyr, anerkendtes. Ez 44,23.31. Men dette gælder ikke nu. Apg 10,11- 16; Rom 14.

4. Ofringerne, brændofre og syndofre af okser og bukke, skulle da stå ved magt Ez 46. Men sådanne ofre ville i fremtiden såvel som nu være synd mod Gud, et tegn på, at man ikke troede, at Kristus, modbilledet, var kommet. Heb 9,9-14; 10,1-14.

5. Højtiderne og jubelråbet skulle stå ved magt. Ez 45,21-25; 46,9.11.17. Men disse anordninger blev naglet til korset Kol 2,14-17.

6. Det levitiske præstedømme skulle fortsætte. Ez 40,46; 44,15. Men Melkisedeks præstedømme, som ikke overlades til nogen anden, har trådt i dets sted. Heb 5,6.

7. Den skulle opfyldes, medens »adskillelsens mellemvæg« endnu eksisterede, hvilket alle disse anordninger viser, og medens man endnu anerkendte
   forskellen mellem »Israels hus’ sæd« og den fremmede. Men denneadskillelsens mellemvæg er nu nedbrudt, og denne forskel eksister ikke længere. Ef 2,14.

Alle disse betragtninger viser, at løftet om ovennævnte helligdom alene kunne have fundet sin opfyldelse, medens den jødiske husholdning med sine forbilleder og skygger endnu bestod; men denne husholdning har veget for den nye husholdning eller evangeliets tidsalder. Og grunden til, at profetierne ikke blev opfyldt, og Israel aldrig fik den her beskrevne helligdom, har vi allerede anført

Hvad skal vi da sige om dem, der hævder, at denne profeti vil få sin opfyl­delse i fremtiden? Nogle fa betragtninger vil fastslå dårskaben af en sådan anvendelse.

1.1 den kommende tidsalder skal Kristus være Israels fyrste, og der skal kun være en fyrste. Luk 1,32.33. Men den fyrste, som fremstilles hos Ezekiel, er et svagt, dødeligt menneske, hvilket ses af visse udtryk vedrørende ham.

2. Han pålægges at ofre en okse til syndoffer for sig selv. Ez 45,22. Men Kristus, den tilkommende tids fyrste, er selv det store syndoffer, der blev frembaret for verden. Uoh 2,1.2.

3. Han skulle ofre alle slags ofre for sig selv. Ez 4,1-8 Men Kristus bragte alle disse ofre til ophør ved sin død. Dan 9,27; Ef 2,15; Kol 2,14.

4. Gud siger til de fyrster, som Ezekiel omtaler: »Hør op at fortrænge mit folk.« Ez 45,9 .Men under Kristi regering vil ingen blive fortrængt eller underkuet; for hans øvrighed skal være til fred og hans styrelse til retfærdighed. Es60,17-19.

5. Den fyrste, Ezekiel omtaler, skulle have sønner og tjenere, til hvem hankunne, om han ville, give arv; men denne skulle gives ham tilbage i Jubelåret;og det var ham forbudt at undertrykke folket Ez 46,16-18. Det ville jo værebespotteligt at anvende dette på Kristus, på hvem det dog måtte anvendes,om denne profeti sigtede til fremtiden.

6. Og endelig, under de forhold, Ezekiel skildrer, er ægteskab, skilsmisse ogdød. Ez 44,22.24-27. Men i den tilkommende tilstand skal de hverken tage tilægte eller bortgiftes, men er engle lige og kan ikke mere dø. Luk 20,35.36.

Det er således klart påvise, 1) at Ezekiel ikke hentyder til den tilkommende verden eller tidsalder; 2) at han ikke hentydertil den nuværende husholdning; 3) at hans profeti udelukkende hentyder til den svundne eller mosaiske hus­holdning; 4) at profetien var givet på betingelser, og da tiden nu er gået, og betingelserne aldrig er blevet mødt, er den aldrig blevet og vil aldrig blive opfyldt

På den bygning, som omtales hos Ezekiel, anvendes ordet »Helligdom« atten gange som følger: Ez 41,21.23; 42,20; 43,21; 44,1.5. (vers 7 og 8 hentyder til Salomos tempel).9.11.15.16.27; 45,2.3.4.18; 47,12; 48.8.10.21.

6. Helligdommen i sin sidste skikkelse.

Da de 70 år af Israels fangenskab var gået, og Judas land havde ligget øde og således gjort fyldest for sine sabbater, som folket ved sin ugudelighed havde berøvet det (3Mos 26,34.35; 2Krøn 36.21.), opvakte Herren ifølge sit ord Kyros’, kongen af Persiens, ånd, så at han lod udråbe over hele riget, at hvem som helst, der var iblandt dem af Guds folk, kunne vende tilbage til Jerusalem, om han ville. Kun to stammer, Juda og Benjamin, anerkendte, som stammer betragtet, dette som Guds kald og benyttede anledningen. Flertallet af de andre stammer valgte at fortsætte i deres ugudelighed og forblive i hedningernes land. Nogle fra hver af stammerne sluttede sig dog til det tilbagevendende selskab, så at »hele Israel« var repræsenteret, og alle stammerne blev forplantet i Judæa efter fangenskabet Ezra 6,17.21; 8,35; 10,1; Apg 26,7. Den tanke, som nogle har, at der er ti tabte stammer, som engang i fremtiden skal blive genoprettet, er således kun en indbildt formodning. 2Kbng 17,18-23.

I alt 42.000 personer, nok til at befolke en ganske almindelig by, vendte efter Kyros’ befaling tilbage til Jerusalem for at genopbygge Herrens hus. De hellige kar, som var bortført, blev også ført tilbage. Ezra 5,13-15.52 år efter det første tempels fuldstændige ødelæggelse blev grundvolden til det andet tempel lagt af Zerubabel. Profeterne Haggai og Zakarias opmuntrede dem, som byggede. Ezra 5,1; 6.14. På grund af samaritanernes og andres indflydelse blev arbejdet forhindret i femten år; men endelig blev bygningen færdig og indviet i Darius Hystaspis’ sjette regeringsår, 515 f.Kr., 21 år efter dens påbegyndelse.

Da grundvolden til dette hus blev lagt, opløftede de yngre blandt folket et stort fryderåb; men de gamle, som havde set det forrige hus og mindedes dets herlighed, græd, når de tænkte på, hvad der ville fattes i dette hus. Ezra 3,10-13. Dog skulle det sidste hus tiisids t få større herlighed end det første; for i tidens fylde skulle han, som var alle nationernes forventning, livets og herlighedens herre, komme til det. Haggaj kap 2.

Hvad der fattedes i det andet tempel – Det var ikke størrelse, at det første tempel overgik det andet; for dette havde de samme dimensioner som det for­rige, da det blev bygget på den samme grundvold. Men de kendetegn på guddommelig yndest, som udgjorde det første tempels herlighed, savnedes helt i dette. Hertil regnede jøderne fem, nemlig: 1) arken og nådestolen, som var over den; 2) Guds herligheds sky over nådestolen; 3) Urim og lummim; 4) den hellige ild på alteret; 5) profetiens ånd.

Hvad var der blevet af arken? – Vedrørende dette spørgsmål har der været fremsat mange formodninger. At den sammen med andre af helligdommens større genstande ikke blev ført til Babylon medgives i almindelighed; thi om så var, ville den være blevet bragt tilbage med andre hellige skatte, der var bortført (Ezra 1,8-11.), og man ville uden tvivl have sagt noget derom. Nogle menei; at denne blev bortgemtogforvaretaf Jeremias. Et sted iMakkabæernes bog støtter denne anskuelse. Det hedder der, at profeten Jeremias, »efter at der var kommet et svar fra Gud, bød, at tabernaklet og arken skulle bæres efter ham, og hvorledes han kom ud til bjerget, hvor Moses steg op, og så Guds arvedel. Og da Jeremias kom derhen, fandt han en klippehule, og bragte tabernaklet og arken og røgelsesofrets alter derind og tillukkede døren. Og nogle af dem, som fulgte med, gik hen for at mærke sig vejen, men de kunne ikke finde den. Men da Jeremias fik det at vide, dadlede han dem og sagde: Det sted skal være ubekendt, indtil Gud samler sit folks menighed igen, og vil være dem nådig.« 2Makk 2,4-7. Og af dette sidste udtryk har nogle sluttet, at den skal blive opdaget og bringes for lyset igen før enden. Prideaux fortæller, at »de fleste af jøderne påstår, at kong Josias, da han var blevet underrettet af profetinden Hulda om, at templet straks efter hans død ville blive ødelagt, satte arken i en hvælving underjorden, som Salomo, der havde forudset denne ødelæggelse, havde ladet bygge til dens opbevarelse.« Som bevis herpå henviser de til 2Krøn 35,3. Men Prideaux mener, at »disse ord ikke viser andet, end at Manasse eller Ammon havde flyttet arken fra det sted, hvor den havde stået, og at Joas befalede, at den atter skulle sættes tilbage på sin rette plads.«

Men undtagelse af stedet i Makkabæernes bog er det hele kun formodninger. Men med hensyn til arken kunne der synes at være større sandsynlighed for, at Gud på en særskilt måde ville tage sig af den fremfor det øvrige (empeludstyi; for dette var jo kun menneskeværk; og skønt arken blev forarbejdet af mennesker og endog stentavlerne blev beredt af Moses efter Guds anvisning (2Mos 34,L), var dog skriften »Guds skrift, indgraveret på Tavlerne« (2Mos 32,16; 5Mos 1,4.), og det synes næppe rimeligt, at Gud ville tillade, at et værk af hans hænder, som han havde holdt så helligt, at endog hans eget folk ikke kunne se på det og leve (ISam 6,19.), skulle blive genstand for ugudelige menneskers spot og ødelæggelse. Det er meget mere behageligt og tilfredsstillende at antage, at den blev omhyggeligt opbevaret, som der står i Makkabæernes bog, selv om det medfører, at man må anse den sidste del af det anførte sted som en sand profetis k ytring om, at den endnu skal blive opdaget og bringes for lyset i de sidste dage, til stadfæstelse af Guds ord, når tvivleren og den højere kritik bestræber sig for at tilintetgøre det Den manglende ark blev dog, hvad den ydre form angik, erstattet; for en ark af samme form og størrelse som den første blev forfærdige t og sat på det dertil bestemte sted i det andet tempel;³ men den indeholdt ikke lovens tavlet; kun to rul-lei; hvorpå de ti bud var skrevet; deri var der ingen åbenbarelse af Guds herlighed over den, og intet orakelsvar kom fra den.

Urim ogTummim. – Disse var det tredje, der nævntes, af hvad der manglede i det andet tempel. Vedrørende spørgsmålet om, hvad Urim og Tummim egentlig vai; udtaler Prideaux den mening, at disse ord anvend­tes alene til at betegne »den guddommelige fuldkommehed og kraft tillagt brystpladen, der var indviet til at modtage orakelsvar fra Gud på en sådan måde, som Guds ord foreskrev, når som helst ypperstepræsten iført dette søgte råd hos ham, og at navnene Urim ogTummim anvendtes som betegnelse på det lys og den fuldkommenhed, som altid udmærkede disse orakelsvar; for disse svar var ikke som de hedenske orakelsvar gådefulde og tvetydige, men altid tydelige og klare, aldrig mangelfulde, hverken hvad svarets udførlighed angik eller med hensyn til dets pålidelighed og sanddruhed. Derfor oversættes Urim og Tummim i Septuaginta med ordene delosin kai aletheian, dvs. åbenbarelse og sandhed, fordi alle disse orakelsvar, der fremkom gennem Urim og Tummim, altid var klare og åbenbare, og sandheden i dem altid sikker og ufejlbar. Man gjorde brug af Urim og Tummim, når man ønskede at søge råd hos Gud i vanskelige og vigtige anliggendet; der angik hele Israel som et folk.«⁴

Fem hundrede år gik hen. Som man vel kan vente blev templet gennem denne tid så forfaldent, at det i høj grad trængte til restaurering. Så besluk tede Herodes den store for at indsmigre sig hos jøderne, at han helt ville ombygge det Det gamle tempel blev nedrevet til grunden, og arbejdet på det nye blev påbegyndt år 19 f.Kr. Det var dette tempel, jøderne hentydede til, da de sagde til Frelseren ved hans første påskefest år 28 e.Kr.: »I seksogfyrre år har der været bygget på dette tempel.« Joh 2,20. Det var blevet fuldført året forud, år 27 e.Kr, det samme år, som Jesus begyndte sin offentlige virksomhed. Hvor lykkelig ville ikke jøderne have været, om de havde kendt deres besøgelsestid, vedkendt sig Kristus som deres Herre og modtaget de velsignelser, han kom for at give dem.

Betragtet udvendig fra var dette tempel, som blev bygget af Herodes, med det samme genstand for verdens beundring og misundelse. »Dets udsende,« siger Josefus, »frembød alt, som kunne fængsle sindet og forbavse øjet; thi det var på alle sider beslået med solide guldplader, så solen, når den skinnede på det, gav et så kraftigt og blændende genskin, at beskueren var nød til at vende sit blik bort derfra, da han ligeså lidt kunne tåle dets blændende skin som solens glans.« »Betragtet på afstand syntes det som et vældigt bjerg dækket med sne; thi hvor det ikke var beslået med guld, var det usædvanligt hvidt og glitrende.«

Således føres vi ned til vor Frelsers tid. Den pagt, der havde anordninger for gudstjeneste i forbindelse med »en jordisk helligdom«, nærmede sig sin afslutning. Det store sonoffer, som alle offere i helligdommen pegede hen til, var lige ved at blive ofret Vor Frelser var optaget med sin store missions-gerning for menneskene. Hvor ofte ville han ikke have samlet dem for at oplyse deres formørkede forstand, læge deres frafald og redde dem fra fordærvelsen; men de ville ikke. Deres hårdnakkede genstridighed fremtvang tilsidst denne sørgelige erklæringfra hans læber: »Se, eders hus skal lades eder øde.« Matt 23,38. Ja, deres skønne hus blev, da Guds ånd og hans egen nærværelse var borte, kun en mørk og øde grav. Og idet Kristus med tunge skridt og et bedrøvet hjerte forlod templet i bevidstheden om den frygtelige straffedom, der var i vente for dette folk, følte han sig tvunget til at kundgøre, ikke i vrede, men i sorg, at templet skulle falde sammen, og at der ikke skulle lades sten på sten tilbage i det

Som allerede bemærket var dette Tempel netop blevet fuldført, da Kristus begyndte sin jordiske mission år 27 f.Kr. Hans virksomhed varede i tre og et halvt år, indtil påskehøjtiden om foråret 31 e.Kr. Lige før sin død udtalte han ovenstående sørgelige dom over folket Hvor lidet de anede, da de tog det nye og herlige hus i besiddelse, at dets tid, og dermed også deres egen, skulle blive så kort. De havde aldrig været bedre tilfreds med deres åndelige stilling end netop da. Aldrig før havde de hævet sig så højt på den åndelige stoltheds tinde som da. Og aldrig før havde de været så nær ødelæggelsen. Hvilket slående eksempel på åndeligt selvbedrag! De kunne have vedkendt sig forløseren og være blevet frelst. Den forbilledlige gudstjeneste ville selvfølgelig have ophørt; men Jerusalem ville være blevet skånet, og templet ville fremdeles have stået og været midtpunktet for den endnu herligere evangeliets tjeneste. Thi kun én ting behøvedes, nemlig at de skulle underkaste sig Guds plan og vise lydighed mod hans vilje, for at nationen kunne blive bevaretog Jerusalem stå som hovedstad og en pryd for hele jorden. Jer 17,24-27. Men de kendte ikke deres besøgelsestid, de vidste ikke, hvad der tjente til deres fred, og derfor var det skjult for deres øjne. Luk 19,41-44.

Ifølge Guds plan var tjenesten i den jordiske helligdom nu til ende. Og da midt under de rædselsfulde scener, mørket og jordskælvet, som ledsagede Guds Søns korsfæstelse, det prægtige forhæng, som hang foran det allerhelligste, af usynlige hænder blev revet itu, var det et alvorsfuldt tegn på, at tjenesten var til ende; for i ham, som hang på korset, fandt alle forbilleder sit modbillede, alle skygger deres virkelighed.

Kun nogle få år senere blev vor Frelsers forudsigelse bogstaveligt opfyldt Jøderne gjorde oprør mod Rom, og de romerske hære omringede Jerusalem. Staden faldt Titus, den romerske general, ønskede at skåne et så prægtigt sejrstrofæ som templet, men en romersk soldat, drevet af vanvittig forblindelse, eller måske af guddommelig indskydelse, steg op på sin kammerats skulder og kastede en flammende brand ind gennem forgårdens gyldne gitterværk. Templet stod straks i luer. Ingen magt kunne rede det Ilden jævnede det med jorden, og Ibrentuis Rufiis drev sin plov over den plet, hvor templet engang stod

Denne ødelæggelse år 70 f.Kr. falder på samme måned og samme dag i måneden som ødelæggelsen af Salomos tempel ved Nebukadnezar år 588 f.kr, 658 år forud.

ELLEVTE KAPITEL

Tjenesten i helligdommen.

Vi har taget et kort overblik over den jordiske helligdom. Som vi har set, blev den indlemmet i Salomos, Zerrubabels og Herodes’ tempel, og vi har fiilgt dens historie ned til år 70 e.Kr., da den forsvandt fra jorden. Bibelen anerken­der ingen anden helligdom end denne i det lange tidsrum fra Moses til Kristus. Den var for det jødiske folk det synlige sindbillede på Guds bolig iblandt dem. Men alene det, at Herren var med dem, boende i Helligdommen, var ikke nok. De behøvede endnu at lære, hvorledes de kunne nærme sig ham for at blive benådet I dette øjemed blev offersystemet anskaffet. Til ofringer brugtes fem slags dyr: Okser, bukke, får, turtelduer og unge duer. De fornemste ofre be­stod af syndofre, skyldofre, brændofre, mad- og drikofre og takofre. Vi har allerede nævnt den kendsgerning, at ofringen var en guddommelig anordning. Dette fremgår klart deraf, at vi allerede i Adams familie finder denne vigtige anordning fremstillet som en anordning i brug uden nogen beretning om dens indførelse; og tanken om at fremstille et uskyldigt offer til soning for synd kunne hverken have haft sin oprindelse hos menneskene, ej heller kunne offeret have været antageligt for ham og benyttet i forbindelse med hans tilbedelse, hvis det have været en menneskelig oprindelse. Før Moses’ tid synes det at have været brændofferet, som var mest almindeligt i brug. Der nævnes ikke noget andet slags med undtagelse af Kains, som blev forkastet, fordi dette ikke indeholdt blod og derfor ikke kunne afbilde den kommende Genløser. Men under den jødiske husholdning blev offersystemet udvidet og udviklet til fuldkommenhed. Især kom syndofferet nu i brug og blev et af de mest fremstående og vigtige ofre i hele gudstjenesten.

Rundt om tabernaklet var der en forgård, hundrede alen lang og halvtreds alen bred. Enderne vendte mod øst og vest, og indgangen, der vendte mod øst, var tyve alen bred og bestod af et dække. I den vestlige halvdel af denne forgård stod tabernaklet, der allerede er beskrevet I den østlige halvdel, et areal på halvtreds alen i firkant, stod bækkenet og bærndofferalteret i nærheden af tabernaklets dør. Hertil havde alt folket adgang. Det var den genstand, som stod nærmest, når de trådte ind i forgården. I helligdommens første afdeling kunne blot præsterne gå ind og i det allerhelligste blot ypperstepræsten, og det kun en gang om året. Men alle kunne bringe deres ofre hen til kobberalteret i forgården. Dette var derfor i virkeligheden stedet, hvor Gud og folket mødtes. På dette alter ofredes det hele af brændofrede og alle dele af andre ofre af dyr, som ofre til Herren. Syndofrene blev brændt udenfor lejren.

Blandt de forskellige ofre var: 1) de nationale eller sådanne, som blev ofret på hele nationens vegne; 2) de officielle eller de, der blev ofret af præster og øvester i deres stilling som embedsmænd; 3) de personlige eller de, som blev ofret for enkelte individer. Præstedømme t var detaronitiske eller levitiske, da Levi stamme var udset til denne gerning. Ypperstepræstedømmet var i første omgang indskrænket til Arons familie. De nationale ofre omfattede de sta­dige, de festlige og de lejlighedsvise ved særskilte anledninger. De stadige ofre indbefattede den daglige tjeneste i helligdommen og bestod af det sædvanlige morgen- og aften-brændoffer (2Mos 29,38-43.), ofringen af vellugtende røgelse på det gyldne røgelsesofferalter hver morgen, når ypperstepræsten gjorde lamperne rede, og hver aften, når han tændte dem (2Mos 30), det foreskrevne ekstraoffer på Herrens sabbater samt på de årlige sabbater, nymåner og høj­tider. 3Mos 28.29. Hvad der forstås med de officielle ofre fremgår tilstrække­ligt af selve navnet Men den del af tjenesten, som var viet til personlige ofre, var den vigtigste og mest omfattende del og fortjener som sådan en mere grun­dig betragtning.

Den tjeneste, der blev udført for enkeltpersoner, som havde syndet, bestod af flere indtryksfulde og højtidelige handlinger. De vigtigste blandt disse var følgende: Når en person havde syndet, sikrede han sig et sådant offerdyr, som loven foreskrev, som da skulle dø i hans sted. Dette offer bragte han til præ­sten til tabernaklets dør. Derpå lagde han sin hånd på offerdyrets hoved og bekendte sin synd over det Ved således at fremstille sig selv og sit offer for præsterne udførte den ofrende en højtidelig religiøs handling.

»At komme til alteret var at komme til Herren; at komme med et villigt sind og opfylde lovens betingelser var at bede om en andel i de løfte i; som var knyttet dertil. Dernæst kom håndspålæggelsen. Efter at offeret højtideligt var fremstillet, lagde den ofrende sin hånd på dets hoved, uan­set om ham var præst eller lægmand, konge eller ældste. Denne handling udgjorde en indvielse af offeret til det øjemed, for hvilket det var ført did.«⁵

»Det er umuligt i noget tilfælde at skille den handling at lægge hånden på offerdyrets hoved fra anerkendelsen og overførelsen af synd. Den sær­skilte tjeneste, blodet skulle udføre i alle ofringei; var at gøre forsoning for synderens skyld på alteret; og den ofrendes håndspålæggelse var et udtryk for hans ønske om gennem offeret at finde befrielse for sin synde­byrde og blive benådet hos Gud. Vi lærer af jødiske kildei; at håndspålæg­gelse altid var ledsaget af syndsbekendelse. Og i den eneste forklaring, som Moses selv har givet os over betydningen af denne anordning – som den forekommer i forbindelse med tjenesten på forsoningsdagen – frem­stilles den som ledsaget, ikke alene af syndsbekendelse, men også af skyld­ens overførelse til offerdyret »Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved og bekende over den alle Israels børns misgerninger og al deres overtrædelse i alle deres synder; og han skal lægge dem på bukkens hoved.«⁶

Ved at synderen lagde hånden på offerdyret og bekendte sin synd, anså man synden som overført fra den angrende synder til offeret; og det øvrige af tjenesten blev udført i overensstemmelse med denne forudsætning.

»Den højtidelige skik at lægge hænderne på offeret var uden betyd­ning, dersom den ikke betegnede overførelsen af den o f rendes synd til det offer, der blev taget i hans sted. Ofringerne tjente således til stadig at ind­prente i Folkets sind nødvendigheden af en forsoning og den eneste måde, hvorpå den kunne tilvejebringes – ved at ofre liv for liv.«⁷

Dette begreb om overførelsen af synderens skyld til offeret, der da blev behandlet som synderen selv, bør vi omhyggeligt mærke os. Som Dr. Alexan­der sigen Dersom handlingen ikke betegnede dette, var den uden betydning. Denne forudsætning ligger til grund for hele helligdomstjensten; og dersom dette ikke var tilsigtet, var hele tjenesten kun en komedie. Efter at synderen havde bekendt sin synd og overført den til offerdyret, stod det tilbage, at dyret skulle dø på grund af denne tilregnede synd. Dette gjorde synderen med sin egen hånd og aflagde derved den mest slående bekendelse, som det i dette tilfælde var muligt, om, at han var skyldig til døden. Dernæst gik tjenesten over til præsten. Han tog blodet, og var det et syndoffer, hvilket var det første i en række af de ofre, en synder skulle bringe, bar han det (blodet) ind i hellig­dommen så nær arken, der indeholdt loven, som det var muligt under den daglige tjeneste, lige fra forhænget, der skilte det hellige fra det allerhelligste, og stænkede af det syv gange for forhænget Eftersom blodet er livet (3Mos 17,11.), og i dette liv var syndeskylden, så var den omstændighed, at blodet var kommet ind i helligdommen, et bevis på, at livet var taget, og at synden i og med dette blod var indført i helligdommen selv. Det var ikke alle offerdyrs blod, som således blev ført ind i helligdommen; men de, der blev behandlet på denne måde, fremstillede systemet som et hele. Men i alle tilfælde havde præsten en tjeneste at udføre med blodet Han tog sig altid af dette, og hvad som helst han end gjorde med det, enten han bar det ind i helligdommen og stænkede det foran forhænget, eller han stænkede det på brændofferalteret eller strøg det på alterets horn eller hældte det på jorden ved alterets fod, var det lige så meget et vidnesbyrd om, at den ofrendes synder var fjernet fra ham selv og taget ind i helligdommen ved tjenesten der og således da fandtes i selve helligdommen.

På denne måde forrettedes tjenesten gennem året Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned foregik denne tjeneste; ofrene førtes i uafbrudt række til helligdommen, syndsbekendelsen gik stedse for sig, blodet flød rigelig til forsoning, og de alvorsfulde præster vedblev højtideligt med at stænke dette tegn på et forspildt liv foran den brudte lov. Der skete således en stadig over­førelse af synd fra folket til offerdyrene og gennem dem til helligdommen hele året igennem. Hvad blev der da af disse synder? Måske kunne man spørge: Hvorfor behøvedes der at gøres mere med dem? Hvorfor var ikke dette nok til at bortskaffe dem? Havde ikke synderen fået tilgivelse, og var ikke det alt, der krævedes? Siges der ikke, at præsten skulle tage synderens offer og med det gøre forligelse for hans sjæl? Jo, hvad den enkelte synder angik, da var der sket forsoning for hans synd ved det offer, han bragte til præsten; men som allerede påvist var synden ikke dermed udryddet Synderen havde fået tilgivelse, fordi synden var fjernet fra ham. Men den var overført til offerdyret og siden til helligdommen; og det var derfor nødvendigt, at noget mere skulle gøres med den. Det kunne ikke tillades, at synden for stedse skulle ophobe sig i helligdommen. Således bliver altså spørgsmålet: Hvad blev der videre gjort med disse synder, og hvad blev der af dem til sidst? Vor søgen efter svaret på dette spørgsmål fører os til den anden vigtige gerning i forbindelse med tjenesten af helligdommen, nemlig:

Helligdommens renselse. – Een dag om året var bestemt til denne del af tjenesten. Det var den tiende dag i den syvende måned og den vigtigste dag i den årlige tjeneste, som da fandt sin afslutning. Den kaldtes forlige Isens dag, fordi det var den store forsoningsdag. I modsætning til den individuelle forsoningtjeneste, der udførtes gennem året, blev der på den dag udført en generel forsoninstjeneste for hele folket Det var en usædvanlig højtidelig dag. Hensigten med den var at fjerne synden fra folket og fra helligdommen. Hand­lingen på den dag havde at gøre med hele folket; for alle måtte ydmyge deres sjæle, og enhver, som ikke ydmygede sig på den dag, skulle udryddes affolket 3Mos 23,27.29. Tjenesten på den dag bragte således i en vis forstand alle fol­kets synder fra det foregående år frem, for at en endelig afgørelse kunne finde sted. Og det er uden tvivl dette, Paulus hentyder til, når han siger: »Men ved ofrene sker årligt synders ihukommelse.« Heb 10,3. Som vi allerede har set, blev synderne ved den daglige tjeneste båret indi helligdommen; tjenesten på forligelsens dag derimod viser os, hvorledes de blev båret ud deraf.

Den fornemste del af tjenesten på den dag var den, som blev udført i den anden afdeling eller det allerhelligste. Denne afdeling, hvori arken og loven og nådestolen fandtes, og hvor herlighedens sky eller det synlige tegn på Guds nærværelse viste sig, var så hellig, at ingen måtte gå derind hele året igennem. Selv ypperstepræsten var forbudt under dødsstraf at gå derind udenfor forsoningsdagen og selv da kun for at udføre den højtidelige tjeneste, der var forbundet med denne afdeling. 3Mos 16.2. Således siger Paulus, at i den anden afdeling »gik alene ypperstepræsten ind en gang om året, ikke uden blod som han ofrede for sig selv og for folkets forseelser«. Heb 9,7. Når denne forsoninsgerning i det allerhelligste sammen med de forskellige handlinger forbundet dermed var udført, da var tjensten i helligdommen gennem året fuldendt Så blev det allerhelligste atter tillukket for dødelige mennesker for et helt år, og gerningen i den første afdeling eller det hellige begyndte igen og vedblev som før indtil den næste tiende dag i den syvende måned, da hellig­dommen atter blev renset

Beskrivelsen af denne særskilte eller årlige tjeneste i det allerhelligste, hvor­ved helligdommen blev renset, findes i 3Mos 16 .Vi henleder læserens opmærk­somhed på nogle af de væsentligste træk ved denne tjeneste. Gennem Moses gav Herren følgende undervisning angående Aron, præsten: »Tal til Aron, din broder og sig, at han ikke til enhver tid må gå ind i helligdommen indenfor forhænget lige for nådestolen, som er over arken, for at han ikke skal dø; thi jeg vil åbenbare mig i skyen over nådestolen.« 3Mos 16,2. Herren mødte un­dertiden med sit folk på andre steder (2Mos 29,42.43 osv.), men over nåde­stolen mellem Keruberne i den jordiske helligdom må betragtes som det sted, hvor Herren i almindelighed åbenbarede sig, og hvorfra han havde sagt, at han ville tale med dem. I hvert fald havde han lovet at møde med præsten på forligelsens dag.

Det var noget frygteligt alvorsfuldt således at komme i Guds umiddelbare nærværelse, og det måtte ikke ske uden en passende forberedelse og ganske bestemt ikke på en letsindig eller ligegyldig måde. Derfor skulle præsten ofre en ung okse til syndoffer og en vædder til brændoffer og gøre forligelse for sig og sit hus. 2Mos 16,6.11-14. Efter at han således, såvidt det lod sig gøre ved denne tjeneste, selv var befriet fra synd, var han skikket til i dagens øvrige højtidelige tjeneste at stå som en midler mellem Gud og folket

Derefter s kul le han tage af Israels børns menighed to gedebukke og fremstille dem for Herrens ansigt ved indgangen til sammenkomstens telt vers 5,7. Den ene af disse bukke skulle slagtes, og dens blod bæres ind i det allerhelligste; den anden skulle være syndebukken; men det var ikke overladt til Aron at bestemme, hvilken af de to, der skulle tages til hvad. Herren selv afgjorde det, idet Aron efter hans anvisning kastede lod om dem. Vers 8. Når dette var gjort, skulle han slagte den buk, hvorpå loddet for Herren faldt, til et syndoffer for Folket og bære dens blod indenfor forhænget og stænke det med s in finger på nådestolen⁸ (sonedækket) fortil og foran nådestolen (sonedækket) syv gange.

Der anføres to særskilte grunde, hvorfor dette blod blev ofret: 1) for at gøre forligelse for Israels børns overtrædelser i alle deres synder; 2) for at rense eller gøre forligelse for Helligdommen. Disse vigtige kendsgerninger frem-holdes klart i 3Mos 16,15-22. Vi vil her anføre nogle af disse vers:

»Derefter skal han slagte folkets syndofferbuk, bære dens blod inden for forhænget og gøre med det som med tyrens blod, stænke det på sonedækket

og foran sonedækket Således skal han skaffe helligdommen soning for Israels urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbaringsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres uren­hed. Intet menneske må komme i åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe soning i helligdommen, før han går ud igen. Således skal han skaffe sig selv, sit hus og hele Israels forsamling soning. Så skal han gå ud til alteret, som står for Herrens åsyn, og skaffe det soning; han skal tage noget af tyrens og bukkens blod og stryge det rundt om på alterets horn, og han skal syv gange stænke noget af blodet derpå med sin finger og således rense det og hellige det for israelitternes urenheder. Når han så er færdig med at skaffe helligdom­men, åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem. Aron skal lægge begge sine hænder på hovet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle de­res synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et ødeland, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen.«

Denne buk blev fjernet fra folket. Den kom aldrig mere ind i lejren. Og med den ansås den synd, som den bar, for evigt fjernet fra folket og skulle aldrig mere stå frem mod dem. TVaditionen siger, at bukken blev nedstyrtet fra en stejl skrænt og dræbt. Hvordan dette nu end forholder sig, er det dog sikkert, at den på en eller anden måde ynkelig omkom, og med den fjernedes også den syndebyrde, den havde båret, fra Israel. Den mand, som skulle føre syndebuk­ken bort, måtte tvætte både sig selv og sine kæder i vand, førend han vendte tilbage til lejren. Hele tjenesten var beregnet på at indprente i Israels børns hjerter Guds hellighed samt hans afsky for synden, og at de ikke kunne have noget med den at gøre uden at blive besmittet.

Ved syndebukkens bortsendelse blev folket fri for følgen af deres synder, for hvilke der var gjort forligelse. Indtil da var de det ikke; for enhver måtte ydmyge sig, medens forligelsens gerning gik for sig, og den, der nægtede dette, skulle udryddes af folket 3Mos 23,29.30.

Præstens gerning i forbindelse med helligdommens renselse er atter kort skildretiSMos 16,29.30.33.34:

»Det skal være eder en evig gyldig anordning. Den tiende dag i den syvende måned skal I faste og afholde eder fra alt arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder. Thi den dag skaffes der eder soning til eders renselse; fra alle eders synder renses I for Herrens åsyn.« »Og han skal skaffe det allerhelligste soning; og åbenbaringsteltet og alteret skal han skaffe soning; og præsterne og alt folkets forsamling skal han skaffe soning. Det skal være eder en evig gyldig anordning, for at der kan skaffes israelitterne soning for alle deres synder én gang om året. Og Aron gjorde, som Herren bød Moses.«

I tilknytning til ovenstående ønsker vi at fremstille nogle tanker, der er værd at overveje, vedrørende syndens tilgivelse og udslettelse. Hensigten med an­tagelsen af et offerdyr som en stedfortræder for synderen var ikke, at det, der skete med offerdyret, skulle være den endelige straf for synderens synd, men kun at skaffe et middel, hvorved skylden kunne fjernes fra synderen. Udgy­delsen af offerdyrets blod skete ikke for at udslette synden i den forstand, at den var helt udryddet, men kun for at befri synderen for hans skyld og tilveje­bringe et middel for syndens overførelse til et andet eller en anden. Gennem offerdyrets blod blev overtræderens synd overført til helligdommen. I dette stykke bestod synderens handlemåde i en tilståelse af, at han var skyldig over­for loven og ønskede tilgivelse ved troen på en stedfortræder. Og derved sik­rede han sig tilgivelse, og hans synd blev bortfjernet og ville vedblive at være det på visse betingelser. Synden blev ham ikke tilregnet og ville ikke blive det, så længe som han opfyldte betingelserne for at blive fri for den. Han var relativt set og på visse betingelser fri. Men lovens uigenkaldelige dom over synden er døden, og menneskets eneste frelse består i at holde sig fri for dens besmit­telse, indtil denne dom er fuldbyrdet

På forsoningsdagen tog præsten, efter at han have taget et offer for hele folket, blodet af dette almindelige offer og stænkede det på nådestolen (sone­dækket) lige ovenover loven for at stille dens krav. Når lovens krav således var stillet, gav den afkald på alle de synder, der var overført til Helligdommen, og derved også på overtræderne, fra hvem disse synder var kommet. Derefter tog ypperstepræsten alle synderne på sig og bar dem ud af helligdommen. Og idet han lagde sine hænder på syndebukkens hoved, bekendte han over den alle disse synder og overførte dem derved fra sig selv til bukken. Derefter bar bukken den bort, og med dens undergang blev de udslettet

Syndens udslettelse er deres absolutte bortkastelse, en udryddelse af dem for evig, så at de aldrig mere stilles frem for synderen. Tilgivelse sikredes ved det offer, synderen frembar; men en udslettelse kunne alene ske ved forligelsens tjeneste. Tilgivelsen var på betingelse, udslettelsen absolut. Mere vil blive sagt herom under en anden afdeling af emnet

Ceremonien med syndebukkens bortsendelse på forligelsens dag fastslår tydeligt den kendsgerning, at synden i sig selv betragtet anses som noget vir­keligt, et mørkets og dødens væsen i abstrakt betydning, og at den forfølges af lovens hævnende magt, indtil den ikke mere er til. Dersom synderne ikke ansås for at være noget virkeligt, der måtte bortfjernes, og dersom de ikke ved Arons hånd blev lagt på syndebukkens hoved og derefter ved denne båret ud i ørkenen og tilintetgjort, da er beretningen kun opdigtet og vildledende. Men ingen af Guds anordninger bør betragtes på den måde.

Det spørgsmål, hvorfor offeret, som synderen bragte under den mosaiske husholdning, ikke strakte til for at borttage hans synd, kan besvares fra et andet standpunkt med Paulus’ ord i Heb 10,4: »Thi det er umuligt, at blod af ofre og bukke kan borttage synder.« Det bedste offer, der kunne fremføres under hin husholdning, var ikke værdifuldt nok til at opfylde kravet Et dyrs liv kunne ikke i værdi ligestilles med et menneskes liv. Der var ingen mulighed for, at det kunne sone for hans synder, uden at mennesket eller Guds regering måtte forringes. Derfor blev i virkeligheden ikke en eneste synd borttaget under hele denne tjeneste. Men hvorfor blev den da vedligeholdt med så me­get blodsspild og så meget arbejde i det lange tidsrum af femtenhundrede år? Svaret er: Som et middel, hvorved menneskene kunne udvise deres tro. Dette blod kunne ikke borttage synd, men det kunne på en for alle parter passende måde fremstille den sandhed, at et bedre offer var tilvejebragt og til sin tid ville blive åbenbaret for verden; og ved den foreskrevne måde at anvende dette forbilledlige blod kunne synderen vise, at han troede på den kommende frelser, og at han i troen tilegnede sig hans fortjeneste og stolede alene på ham til frelse fra synd. Heri lå hele fordelen ved offerstystemet Uden en sådan tro fra dens side, som bragte offeret, var alle hans bestræbelser kun en forgæves og unyttig ceremoni.

Men tiden kom, da menneskene ikke længere kunne vise deres tro på den måde. Helligdommen og dens tjeneste skulle ikke bestå for bestandig. Det mere fuldkomne, som den afbildede, skulle åbenbares i tidens fylde. Som vi allerede har set, forsvandt selve helligdommen i året 70 e.Kr, og tjenestens gyldighed ophørte egentlig, da Kristus erklærede for jøderne: »Se, eders hus skal lades eder øde,« og da midt under korsfæstelsesscenen forhænget i temp­let splittedes fra øverst til nederst og blottede alteret, som så længe havde været skjult og bevogtet for ugudelige og vanhellige menneskers nysgerrige blikke.

Det vil derfor nu være på sin plads, at vi overfører vor granskning på det område, hvor vi kan vente at finde, hvad hensigten med alle disse ceremonier var, og lære betydningen af helligdommen og dens tjeneste at kende, samt hvad der fandt sted, da den helt ophørte. Ligesom knoppen udfolder sig til en blomst, således vil vi finde disse ting udfolde sig i Guds Søns herlige evange­lium. Medens vi foretager vore undersøgelser på dette felt, vil vi ofte finde os foranlediget til at henvise til den undervisning, der gives os i den gamle hus­holdning; dog må vi, før vi forlader dette system for Guds tilbedelse som en væsentlig del af vort studium kaste et blik på dets belærende og ophøjende symbolske betydning.

TOLVTE KAPITEL.

Den symbolske betydning af helligdommens tjeneste.

Apostlen siger, at jødernes religiøse system var »et forbillede indtil den nærværende tid«. Det var forordnet af Gud og tjente i et vigtigt øjemed her på jorden i næsten ligeså lang tid, som den evangeliske tidsalder nu har varet Det kaldes i 2Kor 3,7. »dødens tjeneste«, fordi dødsstraf derunder – det var jo et teokrati – blev pålagt overtræderen af at de ti bud, fordi disse var indlemmet i deres borgerlige love. Dog var denne anordning i herlighed. 2Kor 3,7-11. Ifølge apostlenes forklaring i dette kapitel har der aldrig været noget her i verden mere herligt med undtagelse af evangeliet, af hvilket det blev efterfiilgt At det var »end ikke herligt« var ene og alene, fordi noget, som var mere herligt, nemlig Kristi evangelium, indtog dens plads. Vers 10. Det var det bedste der kunne gøres for hin tidsalder og hint folk under de daværende forhold. Det var en udfoldelse af Guds planer og forsætter vedrørende forløsningsværket, så hurtigt som menneskene var færdige til at anerkende, vurdere og antage dem. Det fortjener, ikke at ringeagtes, men at studeres. Dets særskilte formål var foruden dets sindbilledlige betydning at indplante i menneskenes hjerter den lydighed, hyldest og tilbedelse, de skyldte Gud. Derfor var de gudstjenestelige former, det foreskrev, beregnet på at vække i den tilbedendes sind den tanke, at Gud kom nær til ham, og han kom nær til Gud, og således opfostre hos ham en troens og angerens ånd. Det var bestemt til at vække og fastslå i folkets sind bevidstheden om synd og antyde, hvorledes synder kan tilgives og Gud acceptere sit folks ydmyge og ærbødige tilbedelse, røgende bemærkninger af Hengstenberg vedrørende jødernes ceremoniallov vil her finde sin anvendelse:

»Det bedste forsvar for den ceremonielle lov ligger i at påvise dens formål, thi disse gendriver de beskyldninger, der fremføres imod dem.

Først: Den tjente til stadig at opelske den religiøse stemning. Den påmindede israelitterne i alle deres forbindelser om Gud; tanken på Gud blev indført i alle forhold i folkelivet

For det andet: Den gjorde krav på erkendelsen af synd og fremkaldte således det, der allerførst er nødvendigheden for at få del i forløsningen, nemlig en følelse af trang til forløsning; loven var – og den var tilsigtet at skulle være – et tungt åg og ville derfor vække en længsel efter forløseren.

For det tredje: Den tjente til at skille Israel fra hedningerne; den oprettede mellem den en adskillsens mellemvæg, hvorved samkvemmet dem imellem forhindredes.

For det fjerde: Mange ting i den ceremonielle lov tjente ved de indtryk, de gjorde på sindet, til at vække ærbødighed for hellige ting hos et sanseligt folk.

For det femte: Et særskilt kendemærke på den ceremonielle lov var dens syrn- , bolske betydning. Folket, som stadig var bundet til disse ydre genstande, var endnu ikke i stand til at tilegne sig oversanselige sandheder udtrykt ved ord. Det var nødvendigt, at sandheden så at sige skulle nedlade sig og antage en skikkelse, hvori de med deres fatteevne kunne gribe den, berede sig et legeme af synlige ting for at befri folket fra dets trældom under det synlige. Ville vi ikke hellere tale til den stumme end benytte os aftegn dertil? Den ceremonielle lov var ikke i modsætning til tilbedelse af Gud i ånd og sandhed, men en ufuldkommen form af samme tilbedelse, en nødvendig forberedelse for den. Den her anvendte ordning forandrede ikke den sande tilbedelses væsen, men var blot afpasset efter omstændighederne, som store bogstaver er for børn, der endnu ikke kan læse almindelig skrift«

En bemærkning af J.P Thompson, D.D., er det også værd at lægge mærke til:

»Det var aldrig meningen, at det af Moses så omhyggeligt udarbejdede system for Guds tilbedelse skulle være nok i sig selv. Men dets forskellige ofre, dets bønner og lovsange, dets præstelige tjeneste i alle dens former var for­bundet en indre følelse af anger, tro, taksigelse, kærlighed og hengivenhed. De højtidelige ceremonier var et passende ydre udtryk for hjertes følelser i betragtning af dets synd og sorg og Herrens godhed og miskundhed. De skulle føre til en bedre forståelse af de løfter, der forestod og styrke træn på deres opfyldelse. De vakte i den troendes hjerte en forventning af messias og lagde vægt på den vigtige forsoningslære, fremstillet igennem det daglige offer, et forbillede på det Guds Lam, slagtet fra verdens grundvold blev lagt«

Tabernaklet blev bygget af materialer, der blev skænket affolket Enhver, som kunne give af et villigt hjerte, skulle bringe en gave. Den lærdom, der ligger heri, er, at Gud ikke kan tage imod nogen gave, som ikke gives frivillig. Og den beredvillighed, hvormed de efterkom opfordringen om at bringe materialer til Helligdommen, må med rette vække beundring. Og deres overordentlige gavmildhed er ikke mindre beundringsværdig. De bragte en sådan mangfoldighed af gaver, at det var umuligt, at bruge dem alle, og det blev nødvendigt at afholde dem fra at give mere. Har man nogensinde set et sidestykke hertil i noget andetforetagende? Heri gav folket et tydeligt bevis på en grundig omvendelse, en fuldstændig oprejsning fra det frafald, hvori det så nylig var sunket Materialerne til helligdommen bestod af guld, sølv og kobber, som de havde ført med sig f rå Ægypten, vævet tøj, purpur og skarlagen og fint hvidt linned, for hvis fabrikation ægypterne var berømte, stoffer af gedehår og væderskind fra deres egne hjorde, takasskind, som kunne fås i overflod i omegnen af det røde hav, arkacietræ, der voksede vildt i ørknen, olie og røgelse, der blev tilberedt af stof, som var forhånden, urter, juveler og ædel­stene, der ejedes af familiernes og stammernes overhoveder.

Tb personer, Bezalel og Oholiab, blev kaldt af Herren og fyldt med Guds Ånd, med visdom og forstand og færdighed i alle hånde arbejde og kunstværk for tabernaklet Den lærdom, vi kan drage heraf, er, at Gud ofte håret særskilt arbejde, som skal udføres, og at han kalder og dygtiggør sådanne dertil, som han ser er skikket til at udføre det Moses var den dygtigste til leder, Aron var bedst egnet til ypperstepræst; men ingen af den kunne måle sig med Bezalel og Oholiab i at udføre kunstnerisk arbejde for tabernaklet. Om disse mænd er der blevet sagt, at de var kaldet af kunstnere; og medens deres hænder var beskæftiget med at omforme stoffet til nyttige og skønne figurer, kunne de glæde sig over, at de arbejdede ligeså direkte i Herrens sag, som om de havde forrettet tjeneste ved alteret Men disse mænd skulle også undervise andre, som var kunstfærdige og vise af hjertet, hvori vi har en garanti, om en sådan behøvedes, for det rigtige i ved undervisning at søge at udvikle de evner, man allerede har som en Guds gave. Alle forstandige af hjertet, som Gud havde givet visdom, skulle deltage i denne undervisning, hvilket viser, at alle talenter er en gave fra Gud. Ligesom Bazalel var kaldet til kunstner, således er mænd kaldet til andre livsstillinger – kaldet til agerdyrkere, til købmænd, til lærere, til læger, til statsmænd eller hvilken som helst anden stilling, hvortil Gud har gjort dem skikket ved at give dem talenter, der skal bruges til hans ære. Når nogen fristes til at rose sig af sin dygtighed eller sine bedrifter eller sin ejen­dom, som om det alt var opnået ved hans egen fortjeneste, så udfordrer Her­ren ham med det spørgsmål: Hvem har givet dig magt til at samle dig vælde eller at gøre dette eller hint? Store åndsevner er en gave fra Gud, ligeså meget som et rent og helligt hjerte er af Guds nåde. Men desværre er disse to ikke altid uadskillelig forbundet Hvor mange har ikke gode evner, men mangler nåden! Hvor mange er der ikke, som bruger sine forstandsevner og sin kunstfærdighed, ikke til at forherlige Gud, men til at bringe fordærvelse over sig selv med andre ved sit vanhellige liv. Bedre er et godt hjerte med mindre skarpsindighed end kæmpeevner uden gudsfrygt.

Medens vi søger at udgranske, hvilke lærdomme det var ment, at vi skulle få af helligdommens materialer, udstyr og tjeneste, vil det være godt altid at erindre følgende fornuftige advarsler, den første af Stuart Robinson, D.D., den anden af Albert Barnes.

»Det er ganske klart, at hensigten med tabernaklet og sidenhen med templet var, at de gennem symboler skulle indprente i folkets sind store og vigtige sandheder vedrørende forløsningens plan. Thi vi finder den symbolske gudstjeneste på det tætteste forbundet med folkets hele tænkesæt i eftertiden. Dog er det sikkert en fej Itagelse at forsøge på at tillægge enhver del deraf en forbilledlig eller symbolsk betydning, da mange ting som i enhver anden bygning blev ordnet, som det var mest bekvemt.«

Hr Barnes siger:

»Ingen, der er kendt med de mange fortolkninger, der er fremkommet, kan tvivle på, at man har begået en stor fejl ved at fortolke det gamle testamente på en fanatisk måde og gøre hver nagle og støtte til etforbillede og hver kends­gerning i dets historie til et symbol. Intet er mere egnet til at udsætte den videnskabelige fortolkningskunst for foragt, og intet vanærer bibelen mere end at gøre den til en bog fuld af mørke taler. Bibelen er en forståelig bog.«

Men det er ganske naturligt, at visse slående og nyttige lærdomme, som det endnu er umagen værd at grunde på, blev indtrykt på folkets sind. Der var aldrig på noget tidspunkt mere end et tabernakel og et tempel forbundet med den sande gudsdyrkelse. Dette udgjorde gennem hele Israels historie et slå­ende vidnesbyrd imod alle de landes afguderi, som omgav dem, hvor hvert særskilt sted havde sin guddom og hver høj sin lund med særlige former for afguderi. Akacietræet, som benyttedes så meget til tabernaklet og dets red­skaber, var et symbol på varighed. Østerlændingene kaldte det for »lignum imputrabile«, det uforgængelige træ, hvilket skulle tilkendegive, at det aldrig rådnede. Guld står blandt alle folkeslag som et billede på det, der er herligt og skønt. Det eftertragtes af konger og fyrster, for at de kan smykke sig og sine slotte dermed. Sølv anses som et symbol på renhed og kobber på kraft Når vi kommer til de vævede tæpper, der skulle bruges til dækker og forhæng, vid­nede da ikke de t fine hvide linned om hellighed, det blå om himlens hvælving, purpuret om det kongelige klædebon og skarlagenet om det frie og lykkelige liv, som Gud ønsker, at hans børn skal nyde? Hele prisen for de materialer, som benyttedes ved tabernaklets opførelse, anslås til en og en fjerdedel million dollars. Professor Bush fremsætter den tanke, at anvendelsen af så stor en rigdom ved dets opførelse »havde en dobbelt hensigt: 1) at indprente i folkets sind den guddommelige majestæts herlighed og vælde; 2) at antydde den ydre forms pragt og glans de åndelige tings overvættes herlighed, afbilledet deri­gennem.«

Som allerede bemærket blev tabernaklet først oprejst som en flytbar bygning og måtte som sådan bygges, netop som den blev bygget »At søge efter en dybere og åndelig betydning af sådanne ting som plankerne og stængerne, ringene og støtterne og de forskellige slags tæpper og dækker, hemper og hager osv. er derfor,« siger Fairbairn, »at gå helt ind på gisningens område og give fantasien frit spillerum.«

Lysestagen var dannet i form af et mandeltræ, det første træ, som vågner op af vinterens søvn og fremviser vårens knopper og blande. Dets stammer og grene veksler med gyldne blomster og frugter og kunne således passende be­tegne, at Gud søger efter en lignende levende og frugtbringende karakter hos sit folk, lyset, som udstrålede fra lysestagens lamper, var et skønt symbol på det åndelige lys, Gud altid ønsker at sende sit folk. Lyset, som udstrålede fra lysestagens lamper, var et skønt symbol på det åndelige lys, Gud altid ønsker at sende sit folk. Salveolien og røgelsen blev tilberedt på en omhyggelig og kostbar måde og måtte ikke anvendes i noget verdsligt øjemed, hvilket tilken­degiver, at intet almindeligt eller vanhelligt måtte blandes med Guds værk og tilbedelse. Røgelsen var et sindbillede på bøn. Loven var langt ind i arken, men over den var nådestolen, hvormed fremstilles hovedbegrebet i evangeliet Det viser, at loven og evangeliet altid går sammen. De kan ikke skilles ad. At afskaffe loven ville være at gøre evangeliet overflødigt og værdiløst. At afkaste evangeliet ville være at overlade menneskeslægten til fortabelse. Men der er endnu en lærdom at drage af, hvad der her er sagt om loven. Da anvi­ningen til opførelsen af tabernaklet blev givet, var arken, hvori loven skulle opbevares, den første genstand, som blev beskrevet. Således har synderen, når han kommer til Kristus, allerførst med loven at gøre; for det er loven, som overbeviser om synd. Han må tro, at Gud »er til, og at han bliver deres Beløn­ner, som søger ham«, og at han altså vil overlade til deres egen skæbne dem, der ikke søger ham. Ikke før synderen således er grebet og tugtet af loven, vil han se sit behov for det hjælpemiddel, der er tilvejebragt ved evangeliet. Men når han, således vakt, søger hjælp hos Kristus, da finder han ikke loven stå­ende ved dørtærsklen til den guddommelige nådes tempel, som om den ville sige: opfyld først mine krav, og siden kan du gå ind og søge nåde hos Gud; men han finder en indbydelse til at komme ind, og da vil han få nåde nok til at holde loven. Nu finder han loven i det allerhelligste, og de første ting, som møder hans blik, er alteret, offeret og præsten, hvorigennem han kan opnå den ret-færdighed, der vil bringe ham i harmoni med loven, og hvis savn har forvoldt al hans elendighed. Han kan komme uden nogen egen retfærdighed, og han må komme på den måde; for han har ingen at bringe med sig; men han må have en hunger og tørst efter retfærdighed, at da siger disse nådens foranstaltninger til ham: Gå frit ind og find den nåde, du søger, og som vil sætte dig i stand til at holde loven. Og således bliver loven tilsidst indesluttet i hjertets ogsindet inderste helligdom, og da »fuldbringes lovens krav« i ham, som apostlen siger; og da kan han også med ham istemme og sige: »Jeg har lyst til Guds lov efter det indvortes menneske.« Rom 8,4; 7,22.

De tolv brød henlagt på skuebrødsbordet kan betegne Guds børns stadige festmåltid hos Herren og den stadige meddelelse af hans nåde, eftersom de har behov. Der var også visse ting i forbindelse med ypperstepræstens dragt, som indeholdt trøst og opmuntring for Guds folk. Livkjortlen af guld, blå, pur­purrød og karmoisinrød uld og fint tvundet lin henledte tanken på kongelige klæder og tilkendegav den høje stilling, den person indtog, som var folkets ypperstepræst. Overkjortelen, et længere klædningsstykke, af blåuld havde på sin nederste kant en rad af granatæbler, østens kæmpefrugt, med bjælder af guld, hvis lyd folket kunne høre, og hvoraf de vidste, at den, der gjorde tjeneste for dem for Guds åsyn, ikke var omkommet, men at hans tjeneste for dem var antagelig, og at de var benådet Livkjortelen havde to skulderstykker smykket med onyxstene, hvorpå var indgraveret navnene på Israels tolv stam­mer, hvilket skulle betegne, at deres tjener for Herren bar dem på sine skuldre, et symbol på styrke. Også på brystspannet var Israels børns navne indgravere t på tolv forskellige stene, som var indfattet deri; dette skulle han bære på sit bryst, over sit hjerte, når han udførte den store forsonergerning for folket Hermed betegnes, at verdens store ypperstepræst har kraft til at bære sit folk på sine skuldre, kraft til at opholde dem og ønsker at indeslutte dem i sit hjerte. Urim og Tummim, der betegner »lys og fuldkommenhed«, viste det guddom­melige lys, der strålede frem af brystspannets ædelstene som svar på de bøn­ner, ypperstepræsten opsendte til Herren. Hermed betegnes den guddomme­lige ledelse, Herren forunder dem, der søger at vandre på hans veje. Og så var der en plade af purt guld fæstet på præstens hue, hvorpå var indgraveret disse højtidelige ord: »Helliget Herren.« Dette måtte sikkert være en stadig påmin­delse for folket om det store mål, de kunne opnå gennem denne tjeneste, og om den karakter, der burde udmærke det folk, som fremstillede sig for Herrens alter.

Således pegede alt det, som stod i forbindelse med jødernes gudsdyrkelse, hen på Kristus og havde til mål at hæve deres sind opad mod det høje og hel­lige og lede dem til sandheden, og det skulle for verden være den banende vej, hvorpå menneskene skulle føres fremad til hans komme, der i tidens fylde skulle åbenbares som menneskenes lys og liv.

TRETTENDE KAPITEL.

Den nye pagts helligdom.

Læseren vil nu forstå, hvorfor vi har anvendt så megen plads til betragtnin­gen af den jordiske helligdom og dens historie. Det er, fordi, som Paulus så tydelig og bestemt erklærer, den bygning, der blev oprejst af Moses på Guds befaling, og som senere blev efterfulgt af de tre templer bygget af Salomo, Zerubabel og Herodes, var den første pagts helligdom; og det var af vigtighed at forstå hvor fremragende en stilling denne indtog i den gamle husholdning. Ordet »Helligdommen« forekommer omtrent 140 gange i det gamle testa­mente, og i næsten hvert eneste tilfælde anvendes det på denne bygning. Den var ingen ubetydelig genstand, ingen bagatel i den guddommelige husholdning på den tid. Overalt fremholdes den for os som helligdommen, det hellige sted, den højestes bolig blandt menneskene. Og Paulus stadfæster alle disse udsagn, når han så tydelig vidner, at dette var den første pagts helligdom.

VI ønsker, at læseren under betragtningen af dette emne skal forstå denne fremstillings fulde værdi. Her kan der ikke være nogen grund til menings­forskel. Her må alle, som tror på bibelen indtage et fælles standpunkt Her har vi for os denne ordning, der bestod i et tidsrum af 1500 år. PVa Moses til Kristus var denne genstand og ingen anden bibelens helligdom. Og vi har fuldt denne helligdoms historie ned til år 70 efter Kristus, da den forsvandt; og siden har der ikke mere eksisteret noget lignende på jorden. Følgende spørgsmål er derfor nu betimelige: Har der ikke været nogen helligdom noget sted siden den tid? Har noget andet trådt i stedet for denne helligdom? Hvis dette sidste er tilfældet, hvad er det da? Har en anden helligdom trådt i dens sted, hvornår og hvorfor skete det, og hvor er den?

Den pagt, hvortil den jordiske helligdom hørte, har veget pladsen for den nye pagt Jer 31,31. Heb 8.1042. Vi lever nu under den nye pagt; for Kristus stadfæstede den ved sin død på korset: »Thi hvor der er et testa­mente [pagt], er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godgøres.« Heb 9,16. Kristus sagde til sine disciple, da han gav dem kalken ved nadveren: »Dette er mit blod, pagtsblodet⁹, som udgydes for mange til syndernes forladelse.« Matt 26,28. De to pagter fremstilles tydeligt i bib­len som stående i et sådant forhold til hinanden, at de i de ydre træk er genparter af hinanden. Der må derfor i den nye pagt findes træk, som svarer til de væsentlige særegenheder ved den gamle pagt Den gamle pagts helligdom må følgelig finde sin genpart i en helligdom, der tilhører den nye pagt Og biblen anerkender ingen steder noget som Guds helligdom med undtagelse af den helligdom eller de helligdomme, der var forbundet med disse to pagter. Den nye pagt har derfor en helligdom såvel som den gamle.

Dette ses tydeligt af Påulus’ ord i det skriftsted, der ligger til grund for disse betragtningen Heb 9,1: »Nu havde vel også den første pagt anord­ninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom.« Apostlen påpeger det forhold, de to pagter står i til hinanden; og ordet »også« viser, at de ting, han nævner, tilhører begge. Den ene havde anordninger for gudstjene­sten; den anden havde også sådanne anordninger. Den ene har en hellig­dom; den anden har også en helligdom. At Heb 9,1. hentyder til den gamle pagt, kan der ikke vare nogen god grund til at tvivle på, uanset det, forun­derligt nok er blevet draget i tvivl, fordi ordet »pagt« er et indskudt ord. Men et kort overblik over Heb 8, fra 6. til det sidste vers, vil til fulde be­kræfte, at kap 9,1. hentyder til den gamle pagt I kap 8,6. står den »Men nu har han fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser.« Her står ordet »pagt« i teksten, og ingen strid kan opstå derom. Men så læser vi i vers 7: »Hvis nemlig den første [pagt] havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet.« Her er ordet »pagt« udeladt; men kan der være nogen tvivl om, at der her hentydes til den gamle pagt? Aldeles ikke. I vers 8-12 citerer apostlen den nye pagts løfteq som Herren havde givet ved pro­feten Jeremias over 600 år forud, stillerden nye modsætning til den gamle, som da stod ved magt, samt viser den nye pagts fortrin fremfor den gamles. Derefter fortsætter han i vers 13: »Når han siger en »ny pagt«, [ordet »pagt« udeladt i 1871 overs.] har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.« Her er ordet »pagt« atter udeladt¹⁰ Men kan der være nogen som helst tvivl om, at det er den nye pagt, hvorom han netop har talt, der her hentydes til, og at adjektivet »første« straks efter hentyder til den gamle pagt? Nej, slet ingen. Passerer vi nu lige forbi kapitelindelingen (der er foretaget af mennesker) og læser det første vers i kap 9, så forsætter han med samme tanke: »Nu havde vel også den første pagt anordninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom.« Her forekommer ordet pagt heller ikke i grundteksten, men det er indskudt (og med rette) af oversætterne; for kan der være nogen tvivl om, at der her hentydes til den gamle pagt? Nej, bestemt ikke noget mere her end i kap 8,7, hvor ordet »første« hentyder til den gamle pagt, og i Kap 8,13. hvor ordet »ny« hentyder til den nye pagt Det er om pagterne, apostlen taler, og han skiller mellem den ved disse adjektiver. Ordet »første« i kap 8,13. er man enig om hentyder til den gamle pagt Er det da muligt, at det samme ord i det følgende vers (kap 9,1.), brugt på samme måde om samme emne, kan hentyde, ikke til pagten, men til noget helt andet, uden at der er den ringeste antydning til eller grund til at tro, at emnet er forandret? Det er aldeles umuligt En sådan påstand er ikke alene et brud på logikkens love, men en fornægtelse af et direkte vidnesbyrd.

Når vi nu altså har det fastslået, at apostlen i Heb 9,1. hentyder til den første pagt, så vil det være let at gøre en anvendelse af de skriftsteder, der om handler overgangen fra den gamle husholdning til den nye; i modsat fald bliver der kun forvirring, for den gamle pagts helligdom må stå i samme forhold til den nye pagts helligdom, som den gamle pagt selv står til den nye. Og her forudsættes der ikke at være nogen meningsforskel. Alle må være enige om, at de står som forbillede og modbillede. Den gamle pagts anordninger var forbiDeder; den nye pagts er deres modbilleder. Paulus forklarer dette tyde­liget, når han siger (Heb 10,1.): »Thi loven, som kun var en skygge af de til­kommende goder og ikke tingenes billede selv, kan aldrig ved de samme årlige ofre, som de hele tiden frembærer, gøre dem fuldkomne, som kommer frem med dem.« Her kaldes loven, den mosaiske husholdning med dens anordnin­ger for gudstjenesten, dens årlige ofre, en skygge af de tilkommende goder; og hvad disse »goder« er, fortæller den samme apostel og i Heb 9,11: »Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed,« osv. Det er altså de ting som står i forbindelse med Kristi ypperstepræstelige tjeneste, der er selve kernen, af hvilken de mosaiske anordninger var skygger. Den mosaiske husholdnings helligdom var skyggen; den nuværende husholdnings helligdom er virkeligheden. Det tidligere var forbilledet, denne er modbilledet Men den tidligere husholdnings helligdom var tabernaklet, bygget af Moses. Af hvad var dette tabernakel et forbillede eller en skygge?

Svaret på dette spørgsmål fremgår klart af flere skriftsteder, hvorpå vi nu særskilt vil henlede læserens opmærksomhed. Herren sagde til Moses: »Og du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt i blandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig.« 2Mos 253-9. »Se til, at du udfører det efter det forbillede, som vises dig på bjerget« vers 40. »Og du skal rejse boligen på den måde, som vises dig på bjerget« 2Mos 26,30. »Som det vises dig på bjerget, skal du lave det.« 2Mos 273- »Vore fædre i ørknen havde vidnesbyrdets telt, indrettet således som han, der talte til Moses, havde befalet, efter det forbilede, som han havde set« Apg 7,44. »Så længe det første tabernakel endnu er der. Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre.« Heb 9,8.9. »Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort af hænder og kun er et billede af den sande.« vers 24.

Disse skriftsteder udelukker al argumentation. De kræver intet ræsonne­ment, hvorfra man drager slutninger. De indeholder tydelige udtalelser, der må godkendes, hvis man ellers tror skriften. De vidner om, at tabernaklet, bygget af Moses, den første pagts helligdom, ikke var en orginalbygning; det var bygget efter et forbillede, et mønster; det var kun en afbildning af noget andet og midlertidigt givet til folket på den tid; og det, efter hvis lignelse det blev dannet, siges at være det sande tabernakel; må være den nye pagts helligdom; for Gud vedkender sig kun disse to helligdomme i forbindelse med sin gerning, nemlig den sande og den forbilledlige, der blev gjort efter den. Den forbilledlige var det tabernakel, der blev bygget af Moses. Hvad er da den sande?

Vedrørende dette punkt synes teologerne underligt nok at være kommet i forlegenhed og urede. Spørger man: Hvad er den sande helligdom, hvoraf den jødiske helligdom var en afbildning? Svarer en: »Det er jorden.« »Det er him­len,« siger en anden. »Den optager både himmelen og jorden,« siger en tredje. »Det er det hellige land,« forsikrer en fjerde. En femte svarer: »Det er menig­heden,« en sjette: »Det menneskelige legeme,« en syvende: »Menneskets hjerte,« en ottende: »Herren selv.« Og om dette sidste synes en hel skare at være enige, idet de indbilder sig i Kristi person at finde modbilledet til hellig­dommen selv, alle dens dele, alt dens tilbehør og alle dens redskaber, der brug­tes ved tjenesten. Heri finder man et udslag af den gisningens og indbildningens åndsretning, som man i betragtning af ovenstående tydelige skriftsteder i så høj grad må beklage.

Ville det ikke være vel med alle disse modstridende røster for os at lade en apostel tale og så lytte til hans ord? Heldigvis taler den store hedningernes apostel så tydeligt herom, at han ikke kan misforstås. Hør hvad han siger: »Men hovedsagen i det, som her siges, er: Vi har en sådan ypperstepræst, som sidder ved højre side af Majestætens trone i himlene som en tjener ved hellig­dommen og det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et men­neske.« Heb 8,1.2.

I de syv foregående kapitler af Hebræerbrevet har apostlen ledet tanken ind på Kristi præstedømme. Han har sammenlignet det med Arons præstedømme i det profetiske ords lys. Han påviser storheden af Kristi præstedømme fremfor Arons. Kristus er en præst til evig tid efter Melkisedeks vis.

Efter at han tydeligt har vist, at en præst i lighed med Melkisedek skulle indsættes, siger han til os i begyndelsen af det ottende kapitel, som før anført, hvad hovedsagen i hans argument er: »Vi haren sådan ypperstepræst« Hvem er han? »Kristus.« Hvor er han? »I himlene.« På hvilket sted er han tjener? I »det sande tabernakel,« ikke i det forbilledlige, som fandtes her på jorden. Hvem oprejste dette tabernakel eller denne helligdom? »Ikke et menneske,« som Moses, der byggede den jordiske helligdom, men »Herren«. Hvor er denne sande helligdom? Selvfølgelig i himlen, hvor ypperstepræsten er. Kunne ikke Kristus være præst her på jorden? Nej, for gennem det aronske præstedømme var der draget omsorg for al tjeneste af den slags, som skulle udføres her på jorden; og den tids præster tjente, siger Paulus, ved »en afbildning og skygge af det himmelske«. Heb 8,4.5

Denne fremstilling fortjener en grundig og omhyggelig overvejelse. De to husholdninger er her sidestillet; det forhold, de står i til hinanden, er tydeligt tilkendegivet, såvel som den tjeneste, der tilhører hvert sted, hvor tjenesten forrettes, og ved hvem den forrettes. I følgende sammenligning vil vi lade nr. l betegne den gamle husholdning og nr. 2 den nuværende.

Nr. l Præstetjensten forrettet af Aron og hans sønner. 2Mos 28,1.

Nr. 2 Præstetjensten forrettet af Kristus, en præst til evig tid efter Melkisedeks vis. Heb 7,12-15.

Nr. l Præstetjensten forrettet her på jorden. Heb 8,4

Nr. 2 Præstetjensten forrettet i himlen. Heb 8,1.2; 9,11.12.

Nr. l Forrettet i den jordiske helligdom, oprejst af mennesker. Heb 8,1.2; 9.11.12

Nr. 2 Forrettet i den himmelske helligdom, som Herren har oprejst og ikke et menneske. Heb 8,1.2; 9.11.12.

Nr. l Skyggen. Heb 10,1.

Nr. 2 Virkeligheden.

Nr. l Forbilledet

Nr. 2 Modbilledet

Hvor er nu vor præst? I himlen. Hvor er nu vor Helligdom? I himlen. Er Helligdommen i himmelen en virkelig Helligdom? Ja, ligeså virkelig som præ­sten, vor Herre Jesus Kristus, som tjener deri.

Det måsikkert være indlysende for alle, atden store orginalhelligdom, Moses havde som mønter, da han byggede den tids helligdom, omtaltes i disse skriftsteder. Den mosaiske husholdnings helligdom var kun en efterligning af denne husholdnings helligdom. Den husholdnings præstetjenste var en efterligning af denne husholdnings præstetjeneste. Den husholdning med hele dens tjeneste fyldte den nærværende husholdnings tilværelse. Den blev givet med henblik på denne, den skulle blot indlede denne. Det var den nærværende husholdning, som er den ene vigtige i hele ordning. Den ophørte, da tiden var ude, og den indtog dens plads. Tjenesten på Jorden endte, og tjenesten i himmelen begyndte. Menneskene har nu hverken præst eller helligdom på jorden; men de har både en præst og en helligdom i himlen. Takket være Gud, at en så vigtig sandhed med så vidtrækkende følger er så tydeligt åbenbaret

Alle disse enkeltheder er så tydeligt fremsat af apostlen Paulus, at, ingen som tror på, at han talte drevet af Guds Ånd, et øjeblik kan tvivle på hans vidnesbyrd. Dette burde ende al strid angående dette punkt

Denne helligdom i himmelen kaldes af David, Habakuk, og Johannes »Guds tempel i himlen« (Sal 11,4. Håb 2,29. Ab 11,19; 16,17.), af Zakarias og Jere­mias, Guds »hellige bolig« (Zak 2,17. Jer 25,30.), af Paulus »et større og mere fuldkomment tabernakel, som ikke er gjort med hænder« (Heb 9,11.), »den sande« (vers 24), »de himmelske ting« (vers 23).

Men nogen kunne sige: Dette lyder meget godt som et argument, men det er dog muligt, at der kunne være en eller anden fejl et sted i forudsætningerne eller slutningerne. Om blot nogen havde været i himmelen og set denne hellig­dom, da ville vi nok tro, at der er en helligdom der, som er den nuværende husholdnings helligdom. Nuvel, vil du antage en sådan persons vidnesbyrd? Godt, du skal få at se. Johannes blev i et syn ført til himmelen og vist de ting, som var der, og han har tydeligt fortalt os om nogle af de ting, han så. Han så et tempel der, som han kalder Guds tempel; og dette var helligdommen; for det havde redskaber, som kun tilhørte helligdommen. Ab 11,19. Han så, at »syv lamper brændte foran tronen «. Ab 4,5. Her har man modbilledet til den gyldne lysestage med dens syv arme i den jordiske helligdom. Han så et røgelsesalter, et røgelsesalter af guld og »megen røgelse,« hvilket altsammen udelukkede tilhørte helligdommen. Ab 8,3. »Og Guds tempel blev opladt i himlen, og hans pagts ark blev set i hans tempel.« Ab 11,19. Hvad var arken? Et redskab, der tilhørte helligdommen, og intet andet; den fandtes i det allerhelligste og intet andet sted.

Således så Johannes helligdommen i himlen; og han har givet os en beskri­velse af den og de vigtigste dele af dens tilbehør. Hvad mere behøver vi? Moses siger, at han gjorde helligdommen efter et »billede«, som blev vist ham; Paulus siger tydeligt, at dette billede var den »sande helligdom«, og at den nu er »i himlen«, og Johannes bekræfter dette ved at sige, at han så den der. Hvorle­des kunne noget bevis være mere tydeligt og afgørende? Hvilket bevis af no­get andet slags findes dervel, somkan fremsættes? Det vil være overflødigt at spørge nogen, der antager bibelen som Guds ord, om han tror disse profeters og apostles vidnesbyrd vedrørende dette emne. Han må visselig tro dem, så længe som han bekender sig til at tro på den hellige skrift.

FJORTENDE KAPITEL.

Tjenesten i den himmelske

helligdom.

Da det nu er tydeligt fastslået, at der er en virkelig helligdom i himlen, Guds tempel, hvor menneskene har en virkelige midler, Jesus Kristus, den retfær­dige, som står rede til at træde frem for dem, så vækkes der straks interesse for tjenesten i denne himmelske helligdom, og man spørger: Hvori består den tjeneste, der er forbundet med dette sted, og hvorledes udføres den? Idet vi begiver os ind på dette felt, der udgør den vigtigste del af det emne, vi har under betragtning, overlades vi ikke til selv at finde vejen alene. Herren har sat vejvisere til at føre den søgende sjæl ind på den rette vej. I sin af Gud inspirerede kommentar over det forbilledlige offersystem i brevet til hebræ­erne har Paulus på det tydeligste trukket en sammenligning mellem dette sy­stems præstetjenste og den tjeneste, vor Herre Jesus udfører som præst efter Melkisediks vis. Vejledet af apostlen kommer vi til følgende slutninger:

1. Den jordiske helligdom møder sit modbillede i det sande tabernakel, som
   Herren har oprejst og ikke et menneske, hvoraf den med sine to afdelinger
   udgjorde et nøjagtigt billede eller skygge. Heb 8,2.5; 9,8.9.12.23.24.

2. De forbilledlige ofre møder deres modbillede i det store offer på Golgata.
   Heb 7,27; 9,11-14; 10,10.12.14.

3. Det forbilledlige præstedømme møder sit modbillede i vor Herres Jesu
   præstedømme. Heb 4,14; 7,23.24; 8,1.2; 9,11.24.25.

4. Ligesom de jordiske præster havde ofre at frembære, er det nødvendigt,
   at Kristus også har noget, han kan ofre. Det fremholdes tydelig i Heb 8,3.

5. Præsternes gerning i det jordiske tabernakel møder sit modbillede i Kri­
   sti tjeneste i helligdommen oventil. Heb 8,5.6 At Kristus er vor ypperstepræst,
   og at han er opfaret til himmelen for der at træde frem for os, vil ingen af dem
   nægte, for hvem dette skrives.

Hvornår begyndte han sin tjeneste i den himmelske helligdom? Da han opfor til himmelen for at åbenbares for Guds åsyn for os. Heb 9,8.11-12.24; 19,12. Herom kan der ikke være delte meninger; for disse skriftsteder fem-holder det tydelig.

Hvor begyndte han sin tjeneste? Var det på et sted, der svarer til den første afdeling, det hellige, i den jordiske helligdom, eller på et sted, der svarer til det allerhelligste? Med andre ord, gør Kristus tjeneste i to afdelinger i Helligdom­men oventil, så at han på et eller andet tidspunkt forlægger sin tjeneste fra den ene til den anden afdeling, ligesom ypperstepræsten gjorde i sin tjeneste i helligdommen her på jorden? Eller tjener han kun i en afdeling – den, der svarer til det allerhelligste? Uagtet alle beviser som støtter den kendsgerning, at Kristus begyndte sin tjeneste i den første afdeling af den himmelske helligdom, er der dog nogle, som afviger på dette punkt og påstår, at han kun tjener i det allerhelligste. Denne anskuelse er i virkeligheden, at der i modbilledet kun findes et »allerhelligste«, og at dette er hele himlen; følgelig har Kristus kun et sted at tjene i, og hans gerning går for sig uden forandring i sin art eller med hensyn til sted fra begyndelsen til enden. Lad os se, hvad denne anskuelse vil lede til:

1. Tjenesten i det allerhelligste består ifølge forbilledet af »Helligdommens renselse«, uanset hvor denne finder sted, eller hvor længe den varer. Efter ovennævnte anskuelse begyndte altså helligdommens renselse, da Kristus opfor til himlen, og han har ikke udført nogen anden gerning i de svundne attenhundrede år, og den er endnu ikke fuldført! Hvorfor kan den da ikke med ligeså stor ret vedblive i attenhundrede år til og endnu meget længere? Sådant er efter hele begrebet om helligdommen ganske urimeligt; for i forbilledet var denne gerning et særskilt værk, der optog kun en del af en dag om året og afsluttende en runde af tjenester, som næsten udelukkende udførtes i den første afdeling.

2. Den jordiske helligdom var en skygge af den himmelske, og den jordiske havde jo to afdelinger; men hvis den himmelske kun har en afdeling, det allerhelligste, hvordan kunne den da kaste en skygge med to afdelinger ned påjorden? Om nogen kan vise os et monument med kun et tårn, som i den samme
   sols lys kaster en skygge, der viser to tårne, da kan man tale om en himmelsk helligdom med een afdeling, som kasteren skygge her på jorden med to. Indtil det sker, burde de, der har nogen agtelse for sig selv som mennesker med almindelig opfattelsesevne og sund fornuft, aldrig nævne noget sådant urimeligt Men hvis der er to afdelinger i den himmelske helligdom, så er dette afgørende for tjenestes vedkommende; der må udføres en tjeneste i hver afdeling; for der ville visselig ikke blive indrettet en afdeling, hvori ingen tjeneste udførtes.

3. Men præsternes tjeneste var ligeså meget en skygge af de himmelske ting som stedet, hvor tjenesten udførtes. Og langt den største del af deres tjeneste udførtes i den første afdeling eller i det hellige. Men en tjeneste udført af den jordiske præst i det hellige kunne ikke være en skygge af en tjeneste, der udførtes af Kristus kun i det allerhelligste. Altså, i lyset af den anskuelse, vi nu drøfter, blev hele denne tjeneste i det hellige i 364 af årets dage et billede eller en skygge af – intet! og dette trods apostlenes tydelige erklæring, at de tjente – selvfølgelig i al sin tjeneste – som en afbildning og skygge af Kristi tjeneste i himlen.

4. Dersom himmelen kun er det allerhelligste, hvad da forhænget, som i forbilledet delte mellem dette og det hellige? Man anfører undersiden Heb 10,19.20. som bevis for, at forhænget betegnede Kristi kød. Dette skal vi siden omtale. Det er tilstrækkeligt her blot at bemærke, at hvis dette er tilfældet, så gik Kristus, da han gik undenfor forhænget, hvilket de siger, han gjorde, da han opfor, og hvilket Paulus vidner, at han har gjort (Heb 6,19.20.), indenfor sit kød – noget, der ville være meningsløst. Disse skriftsteder erklærer kun, at hans kød er den nye og levende vej, der blev indviet for os, ikke at det er forhænget Hans kød, eller hvad der er det samme, hans offer, er det, hvorved vi i troen går ind i helligdommen, som disse vers siger.

5. Det skriftsted: »Men han har frembaret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved hos Guds højre hånd« (Heb 10,12.), er blevet fremholdt som bevis for, at Jesus ikke tjener på to steder i helligdommen. Hertil svares, at hvad hans stilling som siddende ved Faderens højre hånd angår, så ville det være ligeså rigtigt at fremstille ham som stående ved Faderens højre hånd. Apg 7,55.56. Endvidere kan bemærkes, at endog når han ses at komme i himlens skyer, siges han at »sidde hos kraftens højre hånd «. Matt 26,24. Mark 14,62. Således kan han visselig være ved Faderens højre hånd på begge steder i helligdommen. Men Paulus aflægger et direkte vidnesbyrd angående dette punkt Han siger, at Kristus er helligdommens tjener; og det ord, der her er oversat »helligdommen« (Heb 8,2.), står i grundteksten i flertal og betegner »hellige steder«. Man kan derfor med rette slutte, 1) at vor Frelser kan tjene i to hellige steder og dog være hos Faderens højre hånd, og 2) at han må tjene i begge de hellige steder, ellers er Paulus’ vidnesbyrd om, at han er helligdommens, de hellige steders, tjener, falsk; for en præst, som blot skulle udføre tjeneste i det allerhelligste, kunne ikke være »de hellige steders« tjener.

6. Atter: Nogle har henvist til Heb 9,8.24. og 10,19. som bevis på, at Kristus kun gør tjeneste i det allerhelligste, Men i det første og sidste af disse skriftsteder hvor ordet »Helligdommen« forekommer, står det i grundteksten i flertal, akkurat som i Heb 9,12.25. Og udtrykket »i himmelen selv« i kap 9,24. er intet bevis imod, at der er to afdelinger i den himmelske helligdom; thi de er begge, taget under et, midtpunktet for Kristi midlergerning, den ene er lige så meget »himmelen selv« som den anden. Disse skriftsteder afgiver altså, i stedet for at vise det modsatte, et tydeligt bevis for, at der er to helligede steder i den himmelske helligdom, og at Kristus gør tjeneste i dem begge.

Blot et par ord med hensyn til, hvorledes synderen sættes i stand til at til egne sig Kristi offer. Under den forbilledlige tjeneste lagde synderen sin hånd på offeret og bekendte over det sin synd, som han ønskede tilgivelse for, og offeret blev da slagtet og dets blod frembaret, som allerede før sagt. I den nuværende husholdning er Kristus det store offer, modbilledet til alle de ofre, som fremførtes under loven. Han har allerede udgydt sit blod, idet han blev dræbt ved synderes hænder. Synderen kommer nu til Kristus og lægger i vir­keligheden sine hænder på ham ved at bekende sin synd og søge tilgivelse gennem hans blod. Han bekendelse og bøn godkendes; thi Kristus siger, at den, som kommer til ham, vil han ingenlunde stødde bort Ved denne handling får synderen tilgivelse, hans synd bliver overført til offeret, og gennem dette ved præstetjensten, som også udføres af Kristus, til helligdommen. Dette sker nu i virkeligheden, ligesom det før skete billedligt under den forbilledlige tjeneste.

Dersom nogen skulle komme på den tanke, at fordi Paulus siger, at vi indgår i helligdommen, de hellige steder, ved troen, derfor skulle ordet stå i ental, fordi vi ikke kunne gå ind på to steder samtidig, vil det være tilstrækkeligt at erindre, at disse skriftsteder ikke indebærer, at vi skal gå ind på begge steder samtidig. Det var uden tvivl denne vanskelighed, der fremstillede sig for oversætterne, så de med vilje gengav ordet i ental, uagtet det i grundteksten står i flertal. Kristus udfører sin tjeneste henholdsvis i begge de hellige steder, i det hellige, til hans gerning der er afsluttet, og siden i det allerhelligste, når tiden kommer, da værket der skal fuldbyrdes. Og Paulus siger, idet han taler til menigheden efter Kristi himmelfart, at vi indgår i helligdommen, de hellige steder, ved troen. Det vil sige, at menigheden ned igennem tiderne finder Kristus ved troen, der hvor han er. De, som lever, medens Kristus tjener i den første afdeling, finder ham der, og de, som lever, medens han tjener i den anden afdeling, finder ham der. Begge afdelinger i det »sande tabernakel«, hver til sin særskilte tid, er åbne for menigheden ved troen, så de kan nærme sig deres store ypperstepræst og fremføre alle deres begæringer for ham.

Dersom der da er to afdelinger i helligdommen oventil, hvor Kristus tjener, hvilket vi har vist, at der må være, og dersom Kristus tjener i begge, hvilket forbillederne antyder, og Paulus tydelig erklærer, så følger heraf, at Kristus på et eller andet tidspunkt i sin tjeneste, må forlægge denne fra det hellige til det allerhelligste for der at udføre en særskilt gerning, ligesom ypperstepræsten under den forbilledlige tjeneste gjorde på forsoningsdagen. Men i forbilledet var tjenesten i det allerhelligste den sidste gerning i den årlige runde af tjenester i helligdommen, hvorefter, som vi har set, et nyt års værk påbegyndes. Således må også i modbilledet Kristi gerning i det allerhelligste være den sidste del af hans præstelige tjeneste og udgøre fuldendelsen af han midlergerning for menneskene. Thi Kristus fuldender ikke en tjenestens runde en gang hvert år, således som det skete i forbilledet, men han udfører al sin præstelige gerning engang for alle. Under forbilledet var det nødvendigt at gøre tiden fortjenesten kort, så at den samme ypperstepræst kunne fuldbyrde hele tjenesten og derved være et passende forbillede på Kristus. Dette gjordes muligt derved, at hele tjenesten kun var af et års varighed. Men hver af disse årlige runder afbildede Kristi ene store runde engang for alle, hvori han for evigt vil afslutte den gerning, han tilsidst udfører i det allerhelligste.

Disse betragtninger fører til slutninger så vigtige og så slående, at vi for et øjeblik vil standse for videre at fastslå den påstand, at Kristus gør tjeneste i to afdelinger i den himmelske helligdom, ved at gendrive to væsentlige indven­dinger, som ofte fremføres derimod.

FEMTENDE KAPITEL.

Særskilte indvendinger besvaret.

1. Inden for forhænget

Vi har fremsat afgørende beviser på, at Kristus påbegyndte sin tjeneste i den første afdeling i den himmelske helligdom, og nogle af de mindre vægtige indvendinger. Der fremkommer imod denne anskuelse, er blevet besvaret Der er dog endnu nogle punkter, som vi må berøre.

Paulus’ vidnesbyrd i Heb 6,19.20. anføres for at bevise, at Kristus, da han opfor til himmelen, må have gået ind i det allerhelligste: »Hvilket vi har som sjælens trygge og faste anker, der går indenfor forhænget, hvor Jesus som forløber er gået ind for os, han, som efter Melkisedeks vis er blevet en ypper­stepræst til evig tid.«

Den påstand, der her fremføres, er, at forhænget, indenfor hvilket Kristus er trådt, fremstiller det forhæng, som adskiller det hellige og det allerhelligste, og at dersom Kristus gik indenfor dette forhæng, da han opfor, eller dersom han var der, da Paulus skrev, da var han i det allerhelligste.

Erkender vi vigtigheden af denne påstand, vil det føre til slutninger, som nøje må overvejes. Er der et forhæng, som skiller mellem det hellige og det allerhelligste (hvilket jo medgives i foranstående påstand), da må der nogen steder være et hellig så vel som et allerhelligste. Men dersom det allerhelligste er hele himmelen, hvor Kristus er gået ind, hvad og hvor er da det hellige? Det må være udenfor himmelen. Hvad er det da? Er det denne jord, som nogle påstår? Dersom det er udenfor himmelen, da må det være jorden; for det er det eneste sted, som vi har noget med at gøre uden for himmelen. Hvad skulle da det forhæng være, som adskiller mellem himmelen og jorden? At sige, at det er skyerne, gør forbilledet til en urimelighed.

Men videre, det hellige i helligdommen var dobbelt så stort som det aller­helligste, og dersom Jorden er det hellige i den sande helligdom og himmelen det allerhelligste, da følger det, om forholdet opretholdes, at denne vor lille jord, hvoraf der ville medgå 252 000 til at danne en klode af størrelse som solen, er dobbelt så stor som hele himmelen!

Men endvidere, svarende til forbilledet måtte Kristus forrette en del af sin tjeneste i det hellige. Dersom dette er jorden, burde han have forrettet en del af sin tjeneste her. Men Paulus siger udtrykkelig, at han ikke kunne være præst på jorden, fordi der var andre præster, som var indsat til at udføre al den tje­neste af den slags, som skulle udføres på jorden. Heb 8,4. Og han siger atter, at vejen til helligdommen ikke var åbenbaret, så længe det første tabernakel endnu bestod, og så længe nogen tjeneste endnu bestod, og så længe nogen tjeneste endnu udførtes deri. Heb 9,8.

I lyset af disse kendsgerninger er det på sin plads at spørge, om ordet »for­hænget« i Heb 6,19. betegner det andet forhæng? Svaret er: Nej; og dette er der beviser for, som vil være afgørende for enhver oprigtig sjæl. Der er kun to ord i det nye testamente, som er oversat med »forhæng«. Disse er kalymma og katapetasma. Det første forekommer kun fire gange, i vers 13.14.15. og 16. i 2Kor 3, og hentyder til det dække, der blev lagt over Moses’ ansigt Det an­den anvendes seks gange, en gang hver af Matthæus, Markus og Lukas, alle med henblik på forhænget i templet, som spittedes i to, da Kristus udåndede på korset (Matt 27,51; Mark 15,38; Luk 23,45.), og tre gange af Paulus i brevet til hebræerne, nemlig i kap 6,19; 9,3. og 10,20. Er der noget særegent ved Paulus’ brug af dette ord i Hebræerbrevet? Ja, for når han mener det andet forhæng, nævner han det specielt. »Men når det andet forhæng var det taber­nakel, som kaldtes det allerhelligste.« Heb 9,3. Dersom ordet »forhæng« over­altanvendtes som betegnelse på de t andet forhæng, hvorfor tilføjer da Paulus ordet »andet«? Hvorfor siger han ikke her bare: »Men bag forhænget«? Fbrdi det andet forudsætter, at der er et første, og han vidste godt, at der ved ind­gangen til tabernaklet hang et tæppe, som var ligeså meget et forhæng som det, der skilte mellem det hellige og allerhelligste; og for at gøre sig forståelig i undervisningen om helligdommen – et af Paulus’ vigtigste emner i Hebræer­brevet – skelner han på det nøjagtigste mellem de to, og når han mener det andet, siger han det

Ordet »forhæng«, katapetasma, defineres i Robinsons græske Leksikon som følger: »Et dække, forhæng, som hænger ned. I Septuaginta: Et forhæng, gardin, i tabernaklet eller templet, hvoraf der var to, nemlig et ved indgangen til den ydre helligdom (Heb. makak, sept katapetasma, 2Mos 26,36; 40,5.) og det andet foran det allerhelligste, der skilte dette fra den ydre helligdom.«

Dette er et godt vidnesbyrd om, at det samme ord anvendes som beteg­nelse på begge forhæng, detene ved indgangen, det andet i det indre af hellig­dommen. I grundsproget i 2Mos 35,12; 39,34; 40,21. og 4Mos 4,5. er begge de ord, som bruges for dække og forhæng sammenføjet, hvor der hentydes til det indre forhæng foran det allerhelligste, og dette kaldes der »det dækkende forhæng«. I »Cyclopedia of Biblical literature«, af McClintok og Strong, står der under udtrykket »Hanging« (dække):

»Dækket var et gardin, der brugtes som dør for en indgang. Det var gjort af forskelligfarvede stoffer, udfærdiget med broderier (saml Est 1,6)., og var i det mindste i et tilfælde ophængt på fem støtter af Akacietræ. Den samme benævnelse anvendes på den række gardiner, som var ophængt foran de for­skellige åbninger til tabernaklet og dets afdelinger. Af disse gardiner hang det første foran indgangen til tabernaklets forgård (2Mos 27,15; 38,18,4Mos 4,26.), det andet foran Tabernaklets dør (2Mos 26,36.37; 39,38.) og det tredje foran indgangen til det allerhelligste, ellers kaldet det dækkende forhæng. 2Mos 35,12; 29,34; 40,21.«

Disse citater giver os tilstrækkelige beviser for, at dækket ved den ydre indgang til tabernaklet var et forhæng ligeså vel som det, der hang foran det allerhelligste. Det samme græske ord og det samme hebraiske ord anvendes på begge.

Det, vi nu må komme på det rene med, er, i hvilken forstand Paulus anven­der benævnelsen »forhænget«. Alt beror på svaret på dette spørgsmål, fordi det er ham, der gør brug af denne talemåde. Som allerede bemærket er Paulus med undtagelse af de tre evangelister, som hentyder til forhænget i forbindelse med begivenheden ved korsfæstelsen, den eneste nytestamentlige skribent, som gør anvendelse af dette udtryk. Og med den sædvanlige nøjagtighed, hvormed han skriver, finder han det nødvendigt at skelne mellem de to. Og for så vidt som han en gang specielt nævner det andet forhæng, når han hentyder til det, må vi forstå, at han hentyder til det første forhæng, når han ikke således specielt nævner noget andet. At forstå det anderledes ville være det samme som at beskylde Paulus for en vis grad af unøjagtighed i sine skrivelser, noget, der ville være utilgængeligt hos en mand med hans dygtighed og uddannelse og ganske uforklarligt, når man ved, at han skrev vejledt af Guds ånd.

Vi kan derfor trygt sige, at det intet har at betyde, hvordan andre skribenter anvender ordet. Evangelisterne kan mene »forhænget« foran det allerhelligste, som de uden tvivl gør; og om andre skribenter har brugt det i samme forstand titusinde gange, har det ikke på nogen måde noget at gøre med dette tilfælde; thi Påulus har tydelig vist os, hvordan han bruger ordet, og det er alt, hvad vi behøver at vide for at forstå hans forklaring af det Når han mener det andet forhæng, siger han udtrykkelig »det andet forhæng«; og når han ikke anfører noget særskilt, kan han kun mene det, der var igen, nemlig det første.

Som det sidste og afgørende bevis for, at det forholder sig således, anmodes læseren om at slå op og læse Heb 10,19.20: »Da vi nu, brødre ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen [de hellige steder], idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme. « Apostlen forsikrer os her, at Kristus ved sit kød, sit offer, har indviet en ny og levnede vej for os gennem forhænget Og hvortil leder denne vej gen­nem forhænget? Ind i helligdommen, de hellige steder, det hellige såvel som det allerhelligste. Derfor er det at gå ind i det hellige eller den første afdeling det samme som at gå igennem eller »indenfor« forhænget, således som Paulus anvender udtrykket Og dette skriftsted svarer nøjagtig til Heb 6,19.20. Kristus, vor Forløber, er gået indenfor forhænget for at indvie denne levende vej for os ind i helligdommen. Dog tjener ikke Kristus i eller åbner vejen for os til begge afdelinger samtidig. Dette ville være at kuldkaste al orden og gøre vold på forbilledet Han tjener i den første afdeling, indtil hans gerning der er fuldført, og derefter går han indenfor det »andet« forhæng for at udføre den sidste del af sin alvorsfulde gerning, der består i at rense helligdommen og én gang for alle træffe en forføjning med hensyn til deres synder, der har søgt tilgivelse gennem hans blod.

Heri findes der harmoni, fornuft ogskriftmæssighed, et guddommeligt tre­kløver; og at stride herimod kunne synes direkte at lukke sine øjne mod lyset

Ved en ubetydelig omskrivning af Heb 10,19.20. vil det ses, at Paulus med udtrykket »forhænget« her hentyder til det virkelige forhæng i helligdommen og ikke til Kristi kød eller hans offer; men Kristi kød er den nye og levende vej, som han har indviet for os. Altså således: »Da vi nu, brødre ved Jesu blod har frimodighed til gennem forhænget at gå ind i helligdommen, idet han har ind­viet os en ny og levende vej, det vil sige hans jordiske legeme.«

Man vil lægge mærke til, at Paulus i brevet til hebræerne stadig går tilbage til Tabernaklet, oprejst af Moses og ikke til helligdommen, efter at den var indlemmet i templet Herpå grunder han alle sine illustrationer og erklæringer. På Kristi tid siges det, at der ved indgangen til det hellige var anbragt store fløjdøre, og det eneste forhæng, der da var, var det, som hang mellem det hellige og det allerhelligste. Dette vil forklare, hvorfor evangelisterne hentyder til det med det ene ord »forhænget«; thi der var da ikke noget andet. Men Paulus tager i Heb 6,19.20. sit udgangspunkt fra Moses’ tabernakel, som havde et forhæng foran indgangen til det hellige, såvel som et forhæng foran indgangen til det allerhelligste. Heraf ser vi, at »udenfor forhænget« i Heb 6,19.20. kun betegner indenfor det første forhæng eller den dør, som førte ind til det hellige.

2. Mellem Keruberne.

Der gøres endnu et andet forsøg på at finde en indvending imod den ansku­else, der her hævdes, at Kristus begyndte sin tjeneste i den første afdeling i den himmelske helligdom, da han opfor til det høje. Man siger nemlig: Gud omtales som den, der troner mellem keruberne. Disse keruber stod ved begge ender af nådestolen, der udgjorde arkens låg, og arken var altid i det allerhel­ligste eller den anden afdeling i helligdommen. Da dette altså var Guds faste bolig, så måtte Kristus, da han opfor og satte sig ved Fladerens højre hånd, følgelig gå ind der, hvor Gud var, i det allerhelligste, og kunne derfor ikke begynde sin tjeneste i det hellige.

De skriftsteder, hvor udtrykket »mellem keruberne« eller »på keruberne« forekommer, er følgende: 2Mos 25,22; 4Mos 7,89; ISam 4,4; 2Sam 6,2; 2Kbng 19,15; Sal 80,1; 99,1; Es 37,16; Ez 10,2.6.7. Man ser, at de alle er i det gamle testamente. De første fire hentyder direkte til arken i tabernaklet. Af de andre skriftsteder hentyder to til kong Ezekias’ bøn, og to benyttes af David, og alle fire synes at være taget fra tjenesten i helligdommen. Stedet hos Ezekiel er, hvad han så i sit syn.

Før de, der gør indvendinger mod den anskuelse, vi her hævder, kan finde støtte i disse skriftsteder, må det bevises, –

1. At Gud bandt sig urokkelig til den stilling der var mellem keruberne over
   arken og ikke mødte eller talte med sit folk på noget andet sted. Men dette
   strider mod skriften; thi der var tider, da han kom sammen med Moses og
   Israels børn ved tabernaklets dør. 2Mos 29,42.43; 33,9.10. Og atter: Gud tro­
   nede ikke mellem keruberne på arken, da Elis sønner tog den med i krigen, og
   den faldt i filisternes hænder. Det må bevises, –

2. At omend Gud kom sammen med og talte med sine tjenere fra sin plads
   mellem keruberne på arken hernede, så at dette sted endog kaldtes hans bo­
   lig, det også må være så i himmelen. Men dette følger ikke nødvendigvis heraf;
   thi om han benyttede sig af denne fremgangsmåde blandt menneskene på jor­
   den, behøvede det ikke derfor at være således i himmelen. Det må bevises, –

3. At keruberne, mellem hvem Gud troner i det høje, er keruberne over
   arken. Men dette kan ikke bevises; thi det fremgår af Ezekiels syn (Ez kap l
   og 10), at Guds trone i sig selv er en levende trone, båret af keruber af den
   højeste orden. Og den mest passende fremstilling af denne kendsgerning, som
   kunne gives her på jorden, var at angive stedet mellem keruberne over arken
   som hans bolig, når han ville sætte sig i forbindelse med menneskerne. Det må
   bevises, –

4. At Guds trone i himmelen er ubevægelig fæstet til et sted. Men dette kan
   ikke bevises; for i Ezekiels syn, hvortil ovenfor er hentydet, fremstilles den
   som fuld af liv og kraft og som flyttende sig, hvorsomhelst ånden ville gå. Og
   som det var i det jordiske tabernakel, således også her: den stod undertiden
   ved døren til Herrens hus. Ez 10,18.19. Det må bevises, –

5. At den erklæring, at Kristus opfor og satte sig ved højre side af majestæ­
   tens trone i himmelen, har hensyn til stedet fremfor til den stilling, han indta­
   ger der. Men dette kan ikke bevises; thi endog når Kristus ved sin genkomst
   åbenbares i himmelens skyer, siges han at »sidde hos kraftens højre hånd«.
   Matt 26,64.

Således må de, der vil benytte den kendsgerning, at Gud troner mellem keruberne, som bevis på, at Kristus ikke tjener i begge afdelinger af den him­melske helligdom, kunne se, at deres argumenter slår aldeles fejl.

Detfremgår af Ezekiels ophøjede beskrivelse af Guds trone, at denne trone

i sig selv er fuld af liv og bevægelse. Universets Skaber, som opholder alle ting og hersker over alle ting, er ikke indskrænket til noget vist sted. Og dog troner han mellem keruberne, fordi selve hans trone bæres af disse vidunderlige væsener. Endvidere er der tydelige beviser for, at da Kristus begyndte sin tjeneste oventil på Faderens trone, var denne trone i den første afdeling af den himmelske helligdom.

1. Johannes siger i det fjerde kapitel i åbenbaringens bog: »Derefter så jeg, og se, der var en dør opladt i himmelen.« Derved fører han os ind, ikke alene i himmelen, men i en vis afdeling i himmelen. Da så han Guds trone i al dens vælde og herlighed, og foran tronen så han syv lamper, der uden tvivl er modbilledet til lysestagen med de syv lamper, som stod i det hellige eller den første afdeling i helligdommen. Derefter føres Kristus frem på skuepladsen og beskrives både som løven af Judas stamme og som det lam, der var slagtet, hvilket betegner samtidig hans gerning som præst og hans ophøjede stilling og magt hos Gud; og han tager bogen, som var forseglet med de syv segl, og begynder at bryde seglene og oplade bogen til bedste for sit folk. Og det første segl fremviser for os den første eller apostolske menighed. Således åbnes scenen med Kristi præstetjenestes begyndelse; og ved den tid var Guds trone iden første afdeling i den himmelske helligdom, hvor modbilledet til den gyldnelysestage blev set

2. Dette syn på sagen fastslås ved vidnesbyrdet i Ab 11,19, hvor der står, at Guds tempel, hvor arken er, det allerhelligste, ikke blev oplukket, førend den syvende engel blæste i sin basun, da alle verdens riger var nær sin ende. Scenen i Åb 4, hvor Johannes først så Guds trone, foregik derfor visselig ikke i det allerhelligste.

3. Begyndelsen til den undersøgende dom er bragt til skue i Dan 7,9.10. Og det hedder, at »den gamle af dage satte sig« ved den tid. Ordene »satte sig« betegner både på hebraisk og græsk, efter Gesenius og Liddell og Scott, at »sætte sig på tronen« eller »som dommer at tage sæde i rådet«. Havde ikke den Gamle af Dage siddet på sin trone før nu? Jo bestemt; men udtryksmåden giver tydelig til kende, at han her indtog en ny stilling i et andet øjemed. En forandring sker deraf med hensyn til Fladerens sæde, når dommen begynder. Han indtager da en stilling, som han ikke havde før.

4. Kristi forhold til denne forandring med hensyn til Faderens sæde påpeges i vers 13.14: Jeg skuede i nattens syner, og se, med himmelens skyer kom der en som en menneskesøn, og til den Gamle af Dage kom han hen, og man førte ham frem for ham. Og han blev givet Herredømme og ære og rige,« osv. Dette er ikke Kristi andet komme til denne jord; thi den Gamle af Dage er ikke her; men han kom hen til den Gamle af Dage i himmelen, og han kom for at modtage herredømme og et rige, som han vil få ved slutningen af sin tjeneste som præst, men som han ikke vil fa før den tid. Her fremstilles derfor noget, som skal foregå i forbindelse med Kristi afslutning af sin tjenergerning som præst. Vi har set Kristus med Faderen på hans trone i det hellige. Men vi har også set Faderen forandre sin stilling og tage del i en ny handling, en doms-handling. Og for at være med der må han komme til det sted, hvor denne handling skal foregå. Derefter føres Kristus som den anden vigtige deltager i denne handling, ledsage t af en mangfoldighed af himmelske væsener, der om­giver ham som en sky af herlighed, frem til den Gamle af Dage, hvor denne da sidder, ifølge Dan. 7,13. Under den forudsætning, at tjenesten i den himmelske helligdom overføres fra det hellige til det allerhelligste henimod enden af Kristi gerning der, finder alt dette sin rette anvendelse og forklaring; men ikke på nogen anden måde kan det forstås og forklares.

Således bliver det stadig mere klart, at den anskuelse, at Kristus gik ind i det allerhelligste, da han opfor, står, set fra alle sider, i strid med både fornuften og skriften, medens enhver indvending mod den anskuelse, at han begyndte sin tjeneste i den første afdeling, forsvinder næsten af sig selv; thi Gud kan trone mellem keruberne, og Kristus kan sidde ved hans højre hånd og begge alligevel være i det hellige.

SEKSTENDE KAPITEL

Kristi præstedømme

I de foregående betragtninger er følgende kendsgerninger tydeligt blevet fastslået: at der er en virkelig, bogstavelig helligdom i himmelen, modbilledet til den jordiske bygning, kaldet »templet«, »Guds tempel« og »templet i him­melen«, og at Kristus, da han opfor til det høje, begyndte sin herlige tjeneste som præst i den første afdeling i det himmelske tabernakel, ligesom de jordiske præster, der tjente ved afbildningen og skyggen af de himmelske ting, begyndte deres tjenestes runde i den første afdeling i den jordiske bygning.

At denne kendsgerning er forklaret er af den allerstørste betydning. Andre slutninger af overordentlig vigtighed for menigheden og for verden følger uundgåelig heraf i hurtig rækkefølge, som vi snart skal se.

Før vi går videre, vil vi standse et øjeblik for at berøre endnu et spørgsmål – det eneste, der står tilbage i forbindelse med dette emne – vedrørende tiden forud for begyndelsen af Kristi tjeneste i himmelen.

Tjenesten i den forbilledlige helligdom fandt egentlig sin afslutning, da det sande offer blev ofret på korset, ogforhænget i templet splittedes i to fra øverst til nederst Det var da ikke længere til nogen nytte for synderen at fremstille sine ofringer der. Men Kristus opfor ikke til himmelen før 43 dage derefter, og han kunne selvfølgelig ikke påbegynde sin tjeneste før sin himmelfart Derfor bliver spørgsmålet: Hvordan var tilstanden i verden under den tid? Når der ingen tjeneste var på jorden, som gjaldt noget, og tjenesten i den himmelske helligdom endnu ikke var begyndt, var der da ikke et tidsrum af mindst 43 dage, hvorunder synderen stod uden nogen midler?

Som svar herpå kunne vi henvise til tiden, før det jordiske tabernakel blev oprejst, og før noget almindeligt præstedømme var indsat, til de ofringer, om hvilke Adam og Eva blev undervist, da synden drev dem til at gå ud af det hellige eden i verdens tidligste barndom. Ingen præster var da indsat, men synderen fremstillede sit offer for sig selv. Der var ingen helligdom åbnet, og ingen præstelig tjeneste var oprettet i himmelen. Og dog var de ofre, som da blev frembaret, når de ofredes på den rette måde, ligeså gyldige som noget, der nogen gang senere blev ofret forud for Kristus. Det store offer var endnu ikke frembaret, men de ofrende så fremad til det i troen, og troen på den kommende Genløser gav disse ofre al den betydning, de havde.

Det kunne siges, at omend der ikke var nogen tjeneste i himmelen i disse tidlige tider, havde menneskene dengang alligevel gyldige ofre, som de kunne frembære, hvilket de ikke havde, efter at forhænget i templet splittedes, og dets tjeneste ophørte. Dette er sandt; men i det selvsamme øjeblik var der et offer tilvejebragt, hvis fortjeneste de kunne påberåbe sig for Gud for sig selv. I virkeligheden var der intet ophold i tjenesten. De to systemer, det forbilledlige og det modbilledlige, berørte hinanden ved korset Der mødte skyggen helt fra eden af og nedover virkeligheden, og der var ingen tom plads mellem de to. Ligesom menneskene ved deres ofringer kunne vise deres tro på den kom­mende Genløser, uagtet der ikke forrettedes nogen tjeneste i himmelen, og ligesom disse ofringer var gældende helt hen til korset, således kunne menne­skene fra dette selvsamme øjeblik af, på grund af hvad der var tilvejebragt gennem evangeliet, vise deres tro på det offer, der var frembaret på korset, omend den virkelige begyndelse og Kristi tjeneste som præst endnu foren tid måtte udsættes.

Idet vejen således er ryddet op til dette punkt, vil vi nu betragte beskaffen­heden af den præstetjensten, Kristus påbegyndte, da han opfor. Tjenesten i det jordiske tabernakel blev udført af skrøbelige mennesker, der var sygdom og død underkastet, og den var derfor bebyrdet med sådanne ufuldkommenheder, som var uadskillelig fra de mangelfulde redskaber, ved hvilke den blev udført Kristi præstedømme er et ypperligere præstedømme, hvori det jordiske præstedømmes ufuldkommenheder intet tilsvarende finder. Dette fremgår tydeligt af følgende:

1. Kristus er en præst efter Melkisedeks vis og ikke efter Arons vis. Heb 5,6.

2. Der var ingen fuldkommenhed ved det levitiske præstedømme; thi i så fald havde det ikke været nødvendigt, at en anden præst skulle opstå efter Melkisedeks vis og ikke efter Arons vis. Heb 7,11.

3. De tidligere præster var mange, fordi døden ikke lod dem vedblive; men denne bliver til evig tid og har et uforgængeligt præstedømme. Vers 23.24

4. Det var nødvendigt for præsterne af Levis stamme at fremføre ofre daglig, indbefattende alle de forskellige ofre, der fremdrages af dem, som havde begået overtrædelse; men alt dette indbefattede Kristus i et offer, da han ofrede sig selv. Heb 9252628; 10,10.12.14.

5. Tjenestens runde i det jordiske tabernakel blev gentaget mange gange; men Kristi tjeneste udførtes én gang for alle. Heb 9,11.12.24.25; 10,3.12.

6. Alt det blod, som ofredes under den forrige husholdning, blev kun ofret for tidligere overtrædelser og gjaldt ikke for noget i fremtiden, medens fortjenesten ved det blod, der blev udgydt på Golgata, gjaldt ikke alene for den tidligere tid, men også for den kommende. Heb 9,14.15.

7. Eftersom Kristi blod er det eneste blod, der ofredes i forbindelse med tjenesten i den himmelske helligdom (enten det sker ved en virkelig fremstilling eller i kraft af dets fortjeneste er uvæsentlig), må dette blod danne grundlaget for tjenesten i begge afdelinger.

8. Så længe som Kristus beklæder præsteembedet, så længe er han Midler mellem Gud og menneskene.

Den væsentlige forskel mellem Kristi præstegerning og de levitiske præsters bygger derfor på følgende kendsgerninger: at Kristus under hele sin tjeneste kun fremfører et offer; at han lever altid og derfor ikke behøver at gentage sin tjeneste, men udfører den én gang for alle; at hans offer gælder for fremtiden såvel som for den forbigående tid; og at det gør fuldkommen og virkelig borttager alle deres synder, som tilegner sig dets fortjeneste. Der er intet i det faktum, at Kristus er en præst efter Melkisedeks vis og ikke efter Arons vis, som tyder på, at han ikke udfører et værk nøjagtigt som det, Aron udførte – så nøjagtigt, som de fuldkomne himmelske ting kan fremstilles ved de ufuldkomne jordiske ting. Og Paulus forsikrer os om, at han udfører netop et sådant værk; thi han siger, at de aronske præster i deres gerning tjente ved afbildningen og skyggen af det værk, som Kristus udfører i himlen.

Den slutning bliver derfor uundgåelig, at ligesom folkets synder under forbil­ledet blev ført ind i helligdommen ved offerdyrenes blod, således bliver de nu i virkeligheden ført ind i den himmelske helligdom ved Jesu blod. En sammen­ligning mellem tredje Mosebog og hebræerbrevet vil gøre dette ganske klart

Det fremgår, at det ikke var alle offerdyrs blod, præsten bar ind i hellig­dommen og stænkede foran forhænget. Det var blodet af de ofre, der kaldes syndofre, som blev anvendt på denne måde. Om disse ofre siger Wm. Smith i sin bibleordbog:

»Syndofferet fremstillede denne pagt som brudt af mennesket og atter istandsat ved Guds foranstaltning på grund af »blods udgydelse«. Dens sær­egne ceremoni bestod i, at præsten skulle stænke af blodet foran forhænget i helligdommen, stryge noget deraf op røgelsesalterets horn og udøse det øvrige ved foden af brændofferalteret. Kødet blev i intet tilfælde rørt af den ofrende; det blev enten opbrændt ved ild udenfor lejren eller spistes af præsten alene i det hellige, og alt, som kom i berøring med det, var helligt. Dette sidste adskilte det fra takofferet og viste, at den ofrende var uværdig til at have samfund med Gud. Udgydelsen af blodet – symbolet på liv – betegnede, at overtræderen på grund af sin synd fortjente døden, men at offerets død ved Guds nådes foranstaltning skulle gælde for hans død… I overensstemmelse hermed finder vi, at det i alle tilfælde var skik, at den ofrende lagde sine hænder på syndofferets hoved for på en almindelig eller særskilt måde at bekende sine synder, idet han sagde: »Lad dette være mit sonoffer.« Uden al tvivl vidnede syndofferet tydeligt om, at synden var tilstede hos mennesket, at ens løn var døden, og at Gud have tilvejebragt forsoning ved et dertil udset offers stedfortrædende lidelse.«

Alle havde anledning til at fremføre dette slags offer, hvis blod i visse tilfælde blev båret ind i helligdommen og skænket foran forhænget, først præsten (3Mos 4,3-12), dernæst hele menigheden (v 13-21), videre folkets øverste (vers 22-26) og endelig hvilken som helst af det menige folk (vers 27-31).

13Mos 16,23. læser vi: »Men ethvert syndoffer, af hvis blod der bliver båret ind i sammenkomstens telt for at gøre forligelse i helligdommen, skal ikke ædes; det skal opbrændes med ild.« Det synes at fremgå af apostlenes vidnes­byrd i hebræerbrevet, at af alle ofre var det særlig disse syndofre, hvis blod blev båret ind i helligdommen, og hvis kroppe blev opbrændt udenfor lejeren, som afbillede vor frelsers offer. Han siger (Heb 13,11.12): »Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe »opbrændes uden for lejren.« Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod.« Kristus var på en særskilt måde modbilledet til disse ofre. Og ligesom folkets synder førhen ved disse blev over­ført til helligdommen (thi apostlen siger, at deres blod blev båret derind for synden), således bliver vore synder ved Kristi blod, som frembæres i hellig­dommen oven til, overført til det himmelske tempel.

SYTTENDE KAPITEL.

Den himmelske helligdoms renselse.

En del vidnesbyrd blev i det foregående kapitel fremsat til bevis for, at vore synder bliver overført til den himmelske helligdom ved Kristi blod. Dette be­kræftes endvidere ved apostlens ord i IPet 2,24. »Han [Kristus], som selv bar vore synder på sit legeme på træet.« På korset bar Kristus være synder som et sonoffer. I den forstand bærer han dem ikke til nogen anden tid eller på noget andet sted. Her blev han fremstillet som »det Guds Lam, som bærer verdens synd«. Joh 1,29. Her blev han ofret som en forsoning for hele verdens synder. Men hvor meget ligger der i disse udtryk, at han bar vore synder på træet, og at han er det Lam, som bærer verdens synd? Jo det, at her blev det offer tilvejebragt, hvis fortjeneste hos Gud var tilstrækkelig til at udslette hele verdens skyld; at her blev et offer givet, hvorpå alle, som ville, kunne lægge deres synder. Men dersom ingen var kommet eller ville komme til Kristus, ville hans offer havde været forgæves. Om hans offer skal blive til fordel for den enkelte eller ej beror på individets egen handlemåde.

Skønt måden, hvorpå synderen nu kommer til Kristus, allerede er omtalt, er dette dog en sag af så stor vigtighed, at læseren vil bære over med en kort gentagelse og undskylde, om emnet bliver fremstillet »bud på bud, regel på regel, lidt her og lidt der«, således som dets dybe betydning gør krav på, at det skulle behandles.

Efter at Kristus havde bragt offeret, begyndte han sin gerning, som præst i helligdommen oventil, og indbydelsen sendtes ud i hele verden: Kom til mig og få tilgivelse og evigt liv. Måden, hvorpå vi kan komme, beskrives i Apg 20,21; ved »omvendelse til Gud og tro på den herre Jesus Kristus«. Vi bekender vore synder for Gud gennem Kristus, vort offer, ligesom den angrende synder i den forrige husholdning lagde sine synder på sit offer ved at bekende over det sine overtrædelser, således lægger vi vore synder på Kristus ved at bekende dem for Gud gennem ham. Derved finder den tidligere synders bekendelse og offer sit modbillede i vor syndsbekendelse for Gud gennem Kristus. Ved de mosaiske ofre blev synden ført ind i den jordiske helligdom; ved troen på Kristus som vort offer og ved vor bekendelse gennem ham overføres vore synder til den himmelske helligdom, hvor han tjener for os. Således forsætter vor Frel-ser det store værk, han påbegyndte, da han ved sin død bar verdens synd, idet han taler den angrende synderes sag gennem sit blod, som blev udgydt for dem. Og således sker der i denne husholdning såvel som i den forrige en overførelse af synder – før forbilledligt, nu i virkeligheden. Der er intet forunderligt eller mystisk ved dette. Enhver kan forstå det Sådan var tjenesten ved forbilledet, som var en skygge af det himmelske, og sådan er derfor også den him­melske tjeneste selv.

Ligesom der i forbindelse med syndernes overførelse til det jordiske taber­nakel opstod det spørgsmål: Hvad blev der af disse synder? således har vi her det samme spørgsmål at besvare angående syndernes overførelse gennem Kristus til den himmelske helligdom: Hvad skal der blive af disse synder? Vil de forblive der for evigt? Nej de vil engang blive fjernet, ligesom de blev i forbilledet; thi den himmelske helligdom vil blive »renset«, ligesom den jordiske blev.

Men herimod indvendes atter, at denne anvendelse ikke kan være berettiget, og at dette ikke kan hentyde til helligdommen i himmelen, fordi der intet er der, som behøver at renses, intet, som er urent, hvorpå en sådan talemåde kan passe. Og for nogle bliver denne lille anstødssten til et stort bjerg, som de hele tiden forgæves forsøger at overstige, og som fordunkler for dem alle de tydelige vidnesbyrd, der fra andre hold kan fremføres vedrørende dette spørgs­mål. Det er ikke så underligt, om denne tanke allerførst skulle opstå og frem­byde en tilsyneladende vanskelighed. Men ved lidt nærmere betragtning og eftertanke bliver sagen ganske klar. Læg mærke til, at denne renselse ikke er en renselse fra fysisk urenhed. Den kan ikke udføres med vand, sæbe, sand og børste. Det er en renselse, som udføres med blod. Men anvendelsen af blod er til renselsen en renselse fra synd; og Paulus vidner, at en sådan renselse er nødvendig både for den jordiske og den himmelske helligdoms vedkommende. Læseren bør nøje og omhyggeligt overveje apostlens vidnesbyrd angående dette punkt Han siger: »Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt Så er det da nødvendigt, at afbillederne fra den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse.« Heb 9,22.23. Ved en lille omskrivning vil betydningen af disse ord muligvis ses tydeligere, således: »Og næsten alt bliver ifølge loven renset med blod; thi uden blods udgydelse sker ikke forladelse. Af den grund var det nødvendigt, at den jordiske helligdom (forbilledet af den himmelske) skulle renses med blodet af disse jordiske ofre (offerdyrs blod, vers 19); og af samme grund var det nødvendigt, at også den himmelske helligdom skulle renses, men dette måtte ske med blod, som er bedre eller af større værd end blodet af dyr, blod, nemlig med Kristi eget dyrebare blod.«

Det kan vistnok med fuld vished siges, at enhver, som forstår sig på almin­deligt sprog, vil indrømme, at dette er nøjagtig den tanke, som apostlen her udtrykker; og altså bekræfter han med tydelige ord, at den himmelske hellig­dom skal renses. Enten det så er rimeligt eller urimeligt, så er dette netop, hvad apostlen siger, og de, som ikke stemmer overens med hans vidnesbyrd, må selv afgøre sagen med ham.

At synderne overføres til den himmelske helligdom fremgår af den kends­gerning, at det er nødvendigt, at den skal renses; og der kan intet andet være der undtagen synden, som gør en sådan handling nødvendig. Se på forbilledet Et renselsesværk blev ifølge Guds anordning udført med stor højtidelighed hvert år i forbindelse med helligdommen. Hvad tjente det til? Hvad var det, som gjorde den tidligere helligdoms renselse nødvendig? Ind i det allerhelligste måtte ingen uden ypperstepræsten gå, og han kun én gang om året Kunne der på et sted, som holdtes så nøje bevogtet, findes noget fysisk urent? Bestemt ikke. Og dog skulle den helligdom, det allerhelligste såvel som det hellige, renses. Atter vil vi anmode vore læserer, og især sådanne, som måtte gøre indvendinger mod de her fremsatte anskuelser, om nøje at overveje spørgs­målet: Hvorfor skulle den renses? Der kan kun gives et svar: Folkets synder var ført ind der, og det var fra dem, helligdommen måtte renses. Og denne renselse var, som vi har set, ikke en renselse fra materiel urenhed, men sim­pelthen en ceremoni, hvorved de til helligdommen overførte synder blev fjer­net og for evigt bortskaffet

Således er det også i modbilledet Der er intet bogstaveligt urent i den him­melske helligdom. Men alle deres synder, som har søgt tilgivelse gennem Jesu fortjeneste, er blevet overført dertil, og de må fjernes. Deri består Renselsen. Ingen anden renselse omtales. De ord om, at helligdommen skal få sin ret igen eller renses, bruges aldrig om nogen anden handling. Alle kan forstå dette; og der er ingen grund til at modsætte sig denne anskuelse.

Paulus’ vidnesbyrd i Heb 9,22-24, som for altid afgør dette punkt, er alle­rede blevet fremstillet Vi behøver næppe at gentage, at hans argument her gælder forladelse og udslettelse af synd. Han siger i nævnte vers, at det var nødvendigt, at den jordiske helligdom skulle renses, fordi synden skulle ud­slettes, og at det måtte ske med blod. Derpå vidner han tydelig, at det var nødvendig af samme grund, at den himmelske helligdom skulle renses på samme måde og ved de samme midler, kun at offeret her var uendelig meget bedre, da det skulle ske ved Kristi blod i stedet for offerdyrs blod. Det er ikke nødvendigt at dvæle længere ved dette punkt; apostlenes erklæring er tydelig nok. Intet andet lys behøves, når middagssolen stråler i sin fulde glans.

Det synes, at det nu må være klart, hvad der menes med helligdommens renselse. Den udføres med blod. Den er en del af Kristi gerning som præst, ikke som konge. Den er en gerning, som udføres i det allerhelligste, og hermed afsluttes helligdommens tjeneste.

Men nogen vil måske sige: Selv om nu alt dette forholder sig således, selv om der engang kommer en tid, da Kristus skal gå ind i det allerhelligste, i himmelen for at udføre sin afsluttende gerning, som præst, hvilken betydning har så dette for os? «VI kan jo intet vide om, hvornår det skal ske, og kan derfor ikke høste nogen praktisk nytte deraf.

Vent, min ven, her er det netop, folk er tilbøjelige til at fare vild, fordi de ikke kender skifterne. Gud har ikke ladet os i mørke angående en begivenhed af så stor betydning og interesse for os. Netop dette emne behandles i profetierne, og tiden er angivet, da denne store forandring skal foregå i himmelen og helligdommens renselse begynde. En videre granskning af dette vigtige tema vil føre os til slutninger mere overraskende end Noas budskab på syndflodens tid, Lots advarsel til indbyggerne i Sodoma og Gomorra eller for Frelsers alvors-fulde formaninger til folket på sin tid.

ÅTTENDE KAPITEL

»Da skal helligdommen komme til sin ret igen.«

I profeten Daniels ottende kapitel findes nedtegnet et af hans mærkeligste syner. Han ser en symbolsk fremstilling af flere jordiske riger, der skulle un­dertrykke Guds folk på jorden. Tilsidst ser han to himmelske væsener samtale med hinanden (utvivlsomt Mikael og Gabriel, der andetsteds nævnes i Daniels bog), og angående deres samtale siger han:

»Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: »Hvor lang tid gælder syndet om, at det daglige offer ophæves, ødelæggelsens mis­gerning opstilles, og helligdommen og hæren nedtrampes? « Han svarede: »2300 aftner og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen!«(eng. »ren­ses«). Dan 8,13.14.

Englene forstår, hvad der er tjenstligt for os at vide. Derfor stiller den ene hellige med forsæt i Daniels påhør den anden dette vigtige spørgsmål: »På hvor lang tid går synet,… at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse?« Og den tiltalte vender sig derefter til Daniel og giver ham dette svar til gavn for menigheden: »2300 aftner og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen!«(renses). Nu bliver det af vigtighed at udregne denne tidsperiode, at finde dens begyndelse og afslutning, for at profetien kan blive os til nogen nytte. Og medens vi gør dette, så lad os huske, hvad det er, vi har for os. Vi ser endnu »hen til Jesus«, omend vi er optaget med en profeti, thi profetien angår helligdommen, og helligdommen er det sted, hvor Jesus forretter sin tjeneste som præst, ja endnu mere, den angår helligdommens ret og renselse, afslutningshandlingen i Guds nådeværk for menneskene. Visselig vil ingen, som gerne gransker skriften, forbigå et emne, der lover så meget

Dette tidsrum på 2300 aftner og morgener er ikke forklaret i Dan 8; men nøglen til forklaringen findes i kap 9. Vi håber, at læseren nu er færdig til med ny interesse at kaste sig over studiet af disse dele af profetien. Begyndende med Kap 8,2 finder vi, at flere genstande fremstiller sig i rækkefølge for profets ens blik.

Første scene: Det første, han så, var en væder, som stod ved floden, og den havde to horn, det ene højere end det andet. Han så denne vædder stange mod vest og mod nord og mod syd med en sådan kraft, at intet dyr kunne holde stand for den, og den gjorde efter sin vilje og teede sig overmodig.

Anden scene: En gedebuk, som havde et anseligt horn mellem sine øjne, kom frem fra vest med en sådan hurtighed, at det så ud, som om den ikke berørte jorden; og den løb imod vædderen, stødte den omkuld, sønderbrød begge dens horn og trådte den ned. Og gedebukken blev såre mægtig; men som den var i sin styrke, blev det store horn brudt af, og i stedet for det vok­sede der pludselig fire anselige horn frem mod himlens fire vinde.

Tredje scene: Af det ene af disse fire horn så profeten et ganske lille horn skyde frem, og det voksede med vidunderlig hurtighed. Det blev vældig stort mod syden og mod østen og mod det dejlige land. Det voksede lige op til himelens hær, og det kastede nogle af hæren og af stjernerne til jorden og trådte dem ned. Ja det hævede sig lige til hærens fyrste og tog fra ham det bestandige offer og nedkastede hans helligdom, gav hæren til pris for frafaldet og kastede sandheden til jorden, og det udførte det og havde fremgang. Det lille horn blev overmåde stort

Fjerde scene: Andre ting viser sig nu for seerens blik. Himmelens beboere ser ikke med ligegyldighed på de begivenheder, der fremstilles ved disse sym­boler, især da de har betydning for Guds folk. Englene har interesse derfor og samtaler derom. Tb af dem har en samtale i profetens påhør. »På hvor lang tid,« siger den ene til den anden, »går synet om det bestandige offer og det ødelæggende frafald, at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse?« Derefter vender den tiltalte sig til Daniel, og som om han ved at rette svaret til ham ville tale til Guds folk, hvem svaret særskilt angik, siger han: »Indtil to tusinde og tre hundrede aftner og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen.«

Dette udgør hele synet og optager de første fjorten vers af kapitlet Det var nu nødvendigt, at det skulle forklares, og Daniel hører straks englen få en befaling om at forklare synet

»Medens jeg, Daniel, nu så synet og søgte af forstå det, se, da stod der for mig en som en mand at se til, og jeg hørte en menneskelig røst råbe over Ulaj: »Gabriel, udlæg ham syndet!« Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans komme blev jeg overvældet af rædsel og faldt på mit ansigt og han sagde til mig; »Se nøje til, menneskesøn, thi synet gælder endens tid!« Medens han talede med mig, lå jeg bedrøvet med ansigtet mod jorden; men han rørte ved mig og fik mig på benene og sagde: »Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i vredens sidste tid; thi syndet gælder endens bestemte tid.« Dan 8,15-19.

Det er umuligt at læse disse ord uden at blive klar over den interesse, hvor»med englen følger Guds planer vedrørende menneskene. Paulus siger i Heb 1,14, at de er alle tjenende ånder, og Peter vidner i IPet 1,12, at de ønsker at skue ind i de ting, som Gud forud har åbenbaret Således finder vi, at da Jo­hannes så de syv segl og begyndte at græde af frygt for, at ingen skulle findes hverken i himmelen eller på jorden, som var værdig til at oplukke bogen og bryde dens segl, og at de vigtige sandheder derfor for evigt ville forblive skjult, – da kom en af de ældste hen til ham og sagde, at han ikke skulle græde; Thi løven, som var af Judas stamme, ville oplade bogen. Åb 5,4.6.

Vender vi tilbage til Daniels bog, så finder vi, at Gabriel, tro mod befalingen, straks går tilværks med at udføre sin pligt og give den forklaring, der var ham pålagt at give.

Forklaring af det første symbol.

»Den tvehornede vædder, du så, er kongerne af Medien og Persien.« Dan 8,20.

Dette er tydelige ord. De kan ikke misforstås. Da dette er det første sym­bol, ved vi, på hvilket tidspunkt, synet begynder. Det begynder ikke med Ba­bylon, som synerne i det andetog syvende kapitel gør. Det babylonske rige var sin undergang nær i Belsazars tredje år, da dette syn blev givet, og synet be­gynder derfor med det medopersiske rige, der stod for tur. Vædderes to horn betegner de to magter, mederne og perserne, under én regering.

Det Medo-persiske overherredømme begyndte ved Kyros¹ erobring af Ba­bylon år 538 f.Kr. og varede til slaget ved Arbela, år 331 f.Kr., altså i 207 år. Så langt et tidsrum omfatter det første symbol. I forklaringen af det næste symbol har vi den magt, som omstyrtede det persiske rige og følgelig indtog dets plads.

Forklaring af det andet symbol.

»Den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft« Dan 8,21.22.

Dette er ligeledes klare og tydelige ord. Den verdensmagt, der ifølge profe­tien skulle opstå efter Persien, var Grækenland. Dette opfyldes, 207 år efter at synet var givet, da Alexander den store i slaget ved Arbela den l.okt 331 f.Kr. fuldstændig besejrede Darius Kodomannus’ hær og således blev uindskrænket hersker over riget i hele dets udstrækning.

Det store horn mellem bukkens øjne var den første konge, Alexander den store. Dette horn blev afbrudt Otte år efter slaget ved Arbela døde Alexander en drankers død den 12.nov, 323 f.Kr. kun 33 år gammel.

I stedet for dette første horn fremstod fire horn mod himmelens fire vinde. Englen sagde, at dette betød, at fire kongeriger skulle opstå af det folk. Efter Alexanders død var der megen splid og forvirring blandt hans tilhængere med hensyn til tronfølgen. Endelig blev det afgjort, at hans kødelige broder, den halvt vanvittige Filip Aridæus, skulle udråbes til konge. Af ham og Alexan­ders sønner, Alexander Agud og Herkules, blev det græske makedonske rige af navn opretholdt for en tid. Men alle disse personer blev snart myrdet; og da den kongelige familie da var uddøet, antog de øverstkommanderende for hæ­ren, der rådede som Guvernører i de forskellige provinser, navn af konger. Derved kom de i strid med hverandre, og efter femten års forløb fra Alexanders død af var stillingen den, at riget fandtes delt i fire dele, just som profetien havde erklæret Disse kongeriger opstod således omtrent ved år 308 f.Kr. De var: Makedonien i vest, TVakien i nord, Syrien i øst og Ægypten i syd, og de styredes henholdsvis af Kassander, Lysimakus, Seleukus og Ptolemæus. Det ved gedebukken fremstillede rige daterer sig fra år 331 f.Kr. til den tid, da den efterfølgende magt fremtrådte på scene, hvilket skete år 161 f.Kr., som vi snart skal se. Dette symbol omfatter således et tidsrum på 170 år. Forklaring af det lille horn.

»Men i deres herredømmes sidste tid, når overtrædelserne har gjort målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå. Hans mangt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige ting og have lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine råd og ødelægge mægtige mænd. Mod de hellige skal hans tanke rettes; hans svigefulde råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store ting for at styrte mange i ulykke i deres tryghed. Mod fyrsternes fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved menneskehånd.« vers 23-25.

Dette lille horn er ubestridelig et symbol på den magt, der opstod efter Grækenland som et verdensrige. Og dette var efter profetierne i Dan 2 og 7 Rom. Skulle man indtage dette standpunkt, at denne profeti ikke løber i lige linie med de andre, og at den lige fra begyndelsen bringer de samme verdens­riger frem igen på skuepladsen, måtte der angives særskilte grunde herfor. I dette tilfælde må selvfølgelig de t lille horn repræsentere Rom. Der findes imid­lertid dem, som har den anskuelse, at denne profeti ikke er ligeløbende med Dan 2 og 7, og at det lille horn i dette kapitel ikke fremstiller Rom; men gode grunde for denne anskuelse har de ikke leveret. Fbr at forebygge, at nævnte profeti skulle blive anvendt på Romerriget, indebefattende pavedømmet, har katolikkerne gjort den anvendelig på Antiokus Epifanes. Og denne papisternes anskuelse er blevet godkendt af de fleste protestanter, enten tankeløst, som det synes, eller af en eller anden egen årsag. Men denne anskuelse kan ikke være rigtig; thi der er endog flere og bedre grunde for, at dette symbol betegner Rom, end der er for, hvad de andre symboler betegner.

Det lille horn i Dan 8 betegner ikke Antiokus Epifanes, men derimod Rom. Dette er det let at bevise, dersom folk blot ville behandle profetiernes fortolk­ning, som de behandler pengesedler, det er, overbevise sig om deres ægthed, da ville der ikke være nogen vanskelighed. Man kan kun undres over, at nogen for alvor har antaget anvendelsen på Antiokus for rigtig.

Den påstand, som hævdes, er altså, at det lille horn i Dan 8 ikke betegner Antiokus, men at det betegner Romerriget; for –

1. Dette horn skød op af et af gedebukkens fire horn. Vers 9. Det var derfor et andet horn, forskelligt fra nogen af de fire horn. Som vi allerede har set, (162) var et af disse fire horn Syrien, der blev grundlagt af Seleukus, fra hvem den berømte kongeslægt, kendt i historien som Seleucuderne, udgik. Af disse var der 26 i følgende orden:

1) Seleukus Nikator, 2) Antiokus Soter, 3) Antiokus Theus, 4) Seleukus Callinikus, 5) Seleukus Ceraunus, 6) Antiokus den Store, 7) Seleukus Pilopater, 8) Antiokus Epifanes, 9) Antiokus Eupater, 10) Demetrius Soter, 11) Alexan­der Bala, 12) Demetrius Nikator, 13) Atriokus Theus, 14) Antiokus Sidetes, 15) Zebia, 16) Seleukus, søn af Nikator, 17) Antiokus Grypus, 18) Antiokus Cyzicenia, 19) Seleukus, søn af Grypus, 20) Antiokus Eufebes, 21) Antiokus, anden søn af Grypus, 22) Filip, tredje søn af Grypus, 23) Demetrius Gukeres, 24) Antiokus Dionysius, 25) Tigrans, 26) Antiokus Afiaticus, der var den sidste af Seleucudernes slægt, og som efter en fire års svag regering blev fordrevet fra sine landskaber af den romerske general Pompaj, år 65 f.Kr, hvorefter Sy­rien blev en romersk provins.

Vi ser således, at Antiokus Epifanes kun var en af de 26 konger i Syrien, den magt, der betegnes ved det ene af gedebukkens fire horn. Medens han rege­rede, bar han dette horn; og således kunne han ikke samtidig være en særskilt og uafhængig magt eller et andet anseligt horn, således som det lille horn var.

Romerriget var et sådant særskilt horn og skød, profetisk set, op af et af gedebukkens horn, således svarende nøjagtig til den profetiske beskrivelse. Hvorfor det fremstilles som voksende op af et af gedebukken horn vil tydeligt ses af følgende kendsgerninger: År 161 f.Kr. indgik romerne i forbund med jøderne (l Mak 8; Josefus’ »Antiquities«, 12. bind, kap 10, afs. 6; Prideaux, 2.bind. side 166). Nationerne bliver genstand for omtale i profetien, når deres historie falder sammen med Guds folks historie. Derfor blev profeten år 161 f.Kr. opmærksom på den romerske magt Men netop syv år tidligere, 168 f.Kr., havde Rom erobret Makedonien (et af gedebukkens fire horn) og indlemmet det i kejserriget Profeten havde blikket vendt mod gedebukkens horn, og da Rom havde gjort Makedonien til en provins og syv år senere ved forbundet med jøderne kom indenfor den profetiske synskreds, ville han selvfølgelig omtale det, fra dette synspunkt set, som skydende op af hint horn. Og som om det stammede derfra følger Profeten det på dets sejrrige løbebane.

2. Skulle man anvende det lille horn på nogen af disse 26 syriske konger, måtte det være på den navnkundige og mægtigste af den alle. Men dette var ikke Antiokus Epifanes. Thi historikerne oplyser os om, at hans navn »Epifanes«, som betyder den »herlige«, blev forandret til »Epimanes«, d.e. »Dåren«, på grund af hans usle og overdådige levned. Antiokus den store var muligvis den mest berømte af de syriske konger. Det lille horn kan ikke anvendes på Antiokus, men må betegne Rom; for –

3. Dette lille horn blev, sammenlignet med de foregående riger, Medien og Persien, »overmåde stort«. Der er efter profetien, idet herredømmet går over fra det ene rige til det andet, en stadig og gradvis forøgelse af magt Ved at anvende det lille horn på Antiokus, får man følgende resultater: 1) Vædderen »teede sig overmodig«. Var det sandt om Persien? Ja, 2) Gedebukken blev »såre mægtig«. Var det sandt om Grækenland? Ja, 3) Det lille horn blev »overmåde stort«, Var det sandt om Antiokus? Nej, bestemt ikke.

Det persiske rige kaldes bare »overmodigt«, selvom det herskede fra Indien til Ægypten, over 127 provinser. Grækenland, som var endnu større og vældigere, kaldes »såre mægtigt«. Derefter kommer den magt, der fremstilles ved det lille horn, og den kaldes »overmåde stor«. Var Antiokus stor sam­menlignet med Alexander, der erobrede verden, eller med den romerske magt, som erobrede endnu meget mere end alle Alexanders riger? Antiokus* rige var kun en del af det rige, der fremstilledes ved gedebukken. Er da en del mere end det hele? Vi finder følgende i »The religious Encydopedia« om forholdet mellem Antiokus og romerne: »Da han [Antiokus] fandt alle sine hjælpekilder udtømt, besluttede han at rejse til Persien for at opkræve skat og indkassere store pengesummer, som han havde samtykket i at betale romerne.«

Kan der siges om nogen konge, at han blev overmåde stor, når han ikke efterlod sig sit rige større, end han fik det? Men Newton siger, at Antiokus ikke udvidede sit kongerige. Han gjorde nogle midlertidige erobringer i Ægypten, men gav øjeblikkelig slip på dem, da romerne tog Ptolemæus’ parti og befalede ham, at han skulle give den tilbage.

Det vil sikkert ikke tage lang tid for nogen at afgøre, hvilken magt var den største, enten den, som måtte rømme Ægypten, eller den, som befalede den at rømme det, enten den, som pålagde den at betale skat, eller den som blev det pålagt? Den første var Antiokus, den anden var Rom. Med Romerriget som det tredje i rækken kommer vi til dette resultat: »Overmodig« – Persien; sandt 2) »såre mægtig« – Grækenland; sandt 3) »overmåde stort« – Rom; mere ef­tertrykkeligt sandt, end hvad der kan siges om en eller begge de andre.

4. Det lille horn skulle hæve sig lige til hærens fyrste, hvilken rangstitel uden tvivl passer på vor Herre. Men Antiokus døde, 164 år før Rristus blev født Der var imidlertid en magt, som hævede sig imod Frelseren. Det romerske rige stod på Kristi tid på sit højdepunkt Og det var Rom, som under Herodes bestræbte sig for at dræbe Jesus som barn. Senere hen, da Pilatus var landshøvding i Judæa, var det Rom, som i lydighed mod de frafaldne jøders afsindige skrig naglede ham til korset

Den samme gerning tilskrives den store ildrøde drage i Ab 12, et symbol, der så tydeligt betegner den romerske magt, at der ingen grund er til at tvivle derpå.

Antiokus svarer ikke til en eneste af profetiens beskrivelser, og derfor forla der vi ham her. Men om profetiens anvendelse på den romerske magt kan endvidere siges:

5. Dette var fra først af »lidet«. Således var den romerske magt; men den »voksede« og blev »overmåde stor« i tre forskellige retninger. Hvilket bedre 0udtryk kunne vel benyttes til at skildre denne magts fremgang, da den fra en lille begyndelse steg til at blive verdens herskerinde?

6. Det erholdt lande mod syd. Ægypten blev en romersk provins år 30 f.Kr. og vedblev som sådan i over sekshundrede år.

7. Det sendte sine sejrende legioner mod østen. Rom undertvang Syrien år 65 f.Kr. og gjorde det til en af sine provinser.

8. Det vendte sig mod det dejlige land. Judæa kaldtes således på mange steder i skriften. Sal 106,24; Sak 7,14; osv. FVa først af var det med løfte om bistand og venskab, at Romerne fik indflydelse over Judæa. Derefter gjorde de landet til en romersk provins år 63 f.Kr., og endelig ødelagde de Jerusalem år 70 e.Kr, opbrændte det herlige tempel med ild og adspredte jøderne over hele jorden.

9. Det voksede lige op til himmelens hær. Udtrykket »himmelens hær« må, symbolsk anvendt, med jordiske forhold for øje, betegne personer med en ypperlig karakter eller i en ophøjet stilling. Den store ildrøde drage (Ab 12,4), det hedenske Rom, siges at have kastet én tredjedel af stjernerne til jorden. Dette er den samme magt som det lille horn, der nu er under drøftelse, og dette skriftsted i Åbenbaringens bog henviser til den samme gerning, nemlig romernes forsøg på at undertrykke jøderne og berøve dem deres regenter.

10. Ved det blev det bestandige offer taget bort og den ødelæggende vederstyggelighed opstillet Kap 11,31. Medens Rom var den herskende verdensmagt, fandt en enestående forandring sted. Rigets religion blev ombyttet fra hedensk til kristen, det vil sige til den fordærvede form af kristendommen 0kendt som pavedømmet Og det sted, hvor hedenskabet så længe havde sin helligdom, nemlig Rom med dets Pantheon eller alle Guders tempel, blev nedkastet eller sat på et lavere trin ved forflytningen af regeringens sæde til Konstantinobel år 330 e.Kr. Således, som der står i Åb 13,2. gav dragen (det hedenske Rom) dyret (det pavelige rom) sin trone og stor magt.

11.1 fortolkningen i vers 23 kaldes denne magt »en fræk og rænkefuld konge«. Dette kan trygt siges om Rom med dets krigslyst og snuhed i at til­vende sig myndighed og vælde. Moses anvender en lignende talemåde på et sted, hvor han, som alle er enige om, hentyder til romerne. 5Mos 28,49.50.

12. Det skulle opstå i deres, de fire rigers, herredømmes sidste tid, når de nærmede sig deres ende. Det var netop på den tid, Romerriget opstod.

13. Det skulle ødelægge på uhørt vis. Det kan man høre alle de magter, som det med råhed omstyrtede, bevidne: Således gjorde Rom.

14. Rom har (i sin pavelige skikkelse) ødelagt de mægtige og de helliges folk, Guds folk, i større grad end alle andre magter tilsammen. Røsten af over 50 millioner martyrers blod opstiger til Gud og vidner imod det.

15. Og det har (gennem pavemagten) vist »kløgt« – drevet af bedrag, sin forførelse, blandt folket og sine listige anslag blandt nationerne for at opnå egen fordel og magtfylde.

16. Og det har »lykkedes «. Det har ført krig mod de hellige og undertrykket og overvundet dem.

17. Det har fuldendt sin løbebane og skal sønderbrydes – »uden menneskehånd«, vers 25. Hvor klart hentyder ikke dette udtryk til den sten, som, løsreven uden hænder, skal ramme billedet på fødderne og knuse det Således skal pavemagten snartforgå ogfortæres af Jesu herlighed ved hans andetkomme.

Således opfyldes gennem romermagten alle profetiens enkeltheder. Ingen anden magt opfylder en eneste af dem. Romerriget er den magt, det gælder. Det kan ikke være nogen anden.

Hvis nogen fremdeles i lyset af disse kendsgerninger vil påstå, at Antiokus var det lille horn, eller hvis han endnu nøler med at erkende, at Rom er den her betegnende magt, da kan man ikke gøre andet end at byde ham hånden og med den dybeste medlidenhed for den tilstand, han befinder sig i, udråbte: »Non compos mentis. Farvel!«

Hvorledes det her fremholdte vedrører det øvrige af profetien, vil vi snart se.

 

NITTENDE KAPITEL.

                                                  Symbolsk tidsregning.

Ved forklaringen af de hidtil fremstillede symboler har vi synets omfang klart for os. Det første symbol, Persien, optager et tidsrum af 207 år; det andet, Grækenland 170 år; det tredje, som vi har set betegnede Rom, både det hedenske og pavelige, fra år 161 f.Kr. til dets deling i ti dele før år 483 f.Kr, varede i 644 år; og kommer vi ned til enden af det pavelige overherredømme år 1798, har vi det lange tidsrum af 1959 år; og passerer vi videre ned til vor egen tid (for denne magt er endnu ikke sønderbrudt uden menneskehånd), har vi et tidsrum af ikke langt fra 2100 år, der optages af dette symbol.

Lægger vi disse tidsrum sammen, har vi fra begyndelsen af dette persiske riges overhøjhed år 538 f.Kr. til Roms fuldstændige deling i ti riger, år 483 f.Kr., 1021 år; til den nutidige omstyrtelse af det pavelige Rom i 1798 har vi 2336 år og ned til vor egen tid over 100 år til. Af så uhyre vid udstrækning er et syn, som vi her har under drøftelse.

Denne kendsgerning er at vigtighed, når vi nu nærmere skal betragte den genstående del af synet, der handler om tid. Der er kun et punkt, som ikke bliver forklaret i Dan 8, og det er de 2300 aftener og morgener eller dage, hvorom der tales i vers 14. Herom spørger vi nu:

1. Betyder udtrykket »aftener og morgener« almindelige dage, som man
   ellers ville forstå det af en sådan talemåde?

2. Har vi den rigtige læsemåde, 2300?

3. Er disse aftener og morgener bogstavelige eller symbolske, og kan vi
   vide, hvorlangt et tidsrum de optager?

Vedrørende det første spørgsmål vedlægger vi følgende vidnesbyrd fra Dr. Hales:

»Den tidligste tids inddeling, vi har er dagen. I den gamle, ærværdige beretning af Moses om skabelsen inddeles tiden i dage, idet et vist værk udføres hver dag. »Det blev aften, og det blev morgen, første dag.« IMos 1,5, osv. Her betegner ordet »dag« den almindelige dag, kalenderdagen, på 24 timet; indbefattende »aften«, naturlig nat, og »morgen«, naturlig dag, medens solen er enten under eller over horisonten på noget sted under jordens daglige omdrejning fra en givet meridian og tilbage did, svarende til en soldag i astronomien. Det er mærkeligt, at »aften«, naturlig nat, går forud for »morgen«, i den mosaiske beretning. Heraf følge i; at profe­ten Daniel i sin bekendte kronologiske profeti om de 2300 dage benytter den hebraiske sammensætningereb-bokei; aften-morgen, som betegnelse på en almindelig dag. Dan 8,14.«»

Atter siger Dr. Hales, idet han hentyder til samme tekst (i 2.bind, side 512, anm.): »aften-morgen var en almindelig dag eller kalenderdag.«

Således er det første spørgsmål tilstrækkeligt besvaret: Ordene »aftener og morgener« i Dan 8,14. anvendes som betegnelse på almindelige dage. Over­sættelsen er derfor rigtig.

På det andet spørgsmål: Er 2300 den rigtige læsemåde? svarer vi atter med et citat fra samme forfatter:

»Der er intet tal i biblen, hvis ægthed bedre kan påvises end de 2300 dage. Det findes i alle hebraiske udgaver af det gamle testamente, i alle Kennicotts manuskripter og De Ros is noteringer og i alle ældre oversæt­telser med undtagelse af Vatikanets eksemplar af Septuaginta, hvori der står 2400, samt hos Symmakus og i nogle eksemplarer omtalt af H ie ro ny mus, som har 2200; men begge disse er øjensynlig bogstavfejl, det ene større og det andet mindre, hvilke jo erstatter hinanden og fastslår i; 2300.«¹²

Da det nu er fastslået, at udtrykket aften og morgen betegner en almindelig dag, og at læsemåden, 2300, er rigtig, spørger vi igen: Er disse dage bogsta­velige eller symbolskel Dersom de er bogstavelige, får vi, når de divideres med 365, seks og en tredjedels år som det hele tidsrum. Dersom de er symbolske; så hver dag står for et år (Ez 4,6; 4Mos 14,34), udgør de et tidsrum af 2300 år. Hvilke af disse to anskuelser stemmer bedst med det øvrige af profetien?

Spørgsmålet har sikkert at gøre med synet i det meste af om ikke hele dets udstrækning, og som vi har set, strækker det sig over et tidsrum af over 2400 år. Dersom englen som svar angav et tidsrum på blot seks og en tredjedel år, ville der ingen overensstemmelse være mellem svaret og synet, i sammen­hæng med hvilket det var givet, eller mellem svaret og spørgsmålet selv. Hvis disse dage skulle forstås bogstavelig, ville de ikke engang dække det tidsrum, noget enkelt af de her fremstillede riger optog, langt mindre, når de alle tages sammen.

Dette er en symbolsk profeti; og det er derfor helt naturligt at slutte, at den tidsperiode, der omtales, må være af lignende art 2300 dage kunne svare til de dyrs levetid, som omtales i synet, hvis alt skulle tages bogstaveligt; men da disse dyr er symboler, som fremstiller riger, der bestod i en lang årrække, så må dagene også tages i symbolsk forstand og betegne år.

Den regel finder man også almindelig anerkendt i bibelen, at et kortere tidsrum står som betegnelse på et længere. I Ez 16 fremstilles jøderne under billedet af en pige, en kvinde i den unge alder, og med det forholdsvis korte tidsrum, det medgår til hendes udvikling, fremstilles nationen i dens ungdom og de år, under hvilke den nåede den modne alder. (Se Elliotts »Horæ Apocalypticæ«, 3.bind, side 241.)

Men ikke nok hermed, biblen fastslår endvidere nøjagtigt forholdet mellem bogstavelig og symbolsk tid. Under det selvsamme babylonske fangenskab, da Daniels profetier blev nedtegnet, fremstiller profeten Ezekiel år med dage. Han fik befaling til at kundgøre for sine medfanger ved floden Kebar i nærheden af Eufrat, hvilken skæbne der skulle blive Jerusalem til del under den sidste konge, Zedekias, og ligeledes grunden dertil. I dette øjemed skulle han lægge sig på marken med sit åsyn mod staden og lige således 390 dage på sin venstre side for Israels hus og 40 dage på sin højre side for Judas hus, hele tiden på en meget sparsom diæt, som under en hungersnød, ligesom de jøder, han repræsenterede, der blev belejret af fjenden. Og Gud sagde: »Een dag for hvert år giver jeg dig.« Ez 4,6.

Under denne fremstilling blev Ezekiel selv et symbol. Han optrådte i en symbolsk rolle, som et individ, der forestillede en nation, og de dage, i hvilke han spillede sin rolle, forestillede de dr, der var bestemt til straf over dem, han repræsenterede.

Et andet tilfælde, vistnok ikke af så åbenbar symbolsk beskaffenhed, men som ligeså afgørende viser, hvordan Gud bruger korte tidsafsnit som beteg­nelse på længere, samt forholdet mellem dem, findes i 4Mos 14,34: »Fyrretyve dage, et år for hver dag.«

Der indvendes mod denne fortolkningsregel, at den er ny, at den ikke har været kendt inden kirken fra Daniels dage til Wiclifs tid, og dernæst, at de, som godkender, at en dag står for et år, ikke stemmer overens i sine fortolkninger af profetien.

Den første af disse indvendinger viser Hr. Elliott ikke er velbegrundet, da den samme fortolkningsregel, om ikke den samme anvendelse af den her nævnte profeti, blev godkendt af Augustin, Tikonius, Primafius, Andreas, den ærværdige Beda, Ambrofius, Ansbertus, Berengaus, Bruno Astenfis, osv.

Hvad den anden indvending angår, hersker der sikkert ikke større uover­ensstemmelse mellem dem, der antager den regel, at en dag står for et år, end mellem dem, der hylder den opfattelse, at en dag er en dag; og det er ikke så underligt, at der har været modstridende anskuelser i fortiden, siden profetien var tillukket og forseglet indtil endens tid (Dan 12,4); men den antydning er klar, at da skulle seglet brydes, de forstandige skulle forstå den, at kundskab skulle blive mangfoldig angående disse ting. Vers 9.10. Og siden er den anskuelse, at en dag i symbolsk profeti står for et år, blevet fundet og hævdet som en nøgle til profetiens udtydning.

Men det, der ubestridelig fastslår gyldigheden af denne fortolkningsregl, er den kendsgerning, at vi, som lever i de sidste år af profetiens opfyldelse, nu er i stand til historisk at påvise fuldbyrdelsen af disse forudsigelser; og vi finder, at de 70 uger i Dan 9, de 1260,1290 og 1335 dage i Dan 7 og 12 og de 1260 dage og 42 måneder i Ab 12 og 13 og de 5 måneder i Åb 9,5. og timen, dagen, måneden og året i Ab 9,15. alle nøjagtig er gået i opfyldelse – en dag for et år.

De 2300 dage i Dan 8,14. er derfor 2300 bogstavelige år. Således nærmer vi os nu en fuld forståelse af, hvad vi har for os; thi det eneste spørgsmål, der nu står tilbage, hvad tiden angår, er: Hvor begynder disse dage, og hvor ender de?

TYVENDE KAPITEL.

Daniels ottende kapitel forklaret ved det niende.

Da vi nu har set, at de 2300 dage i Daniels ottende kapitel er symbolske og betegner 2300 bogstavelige år, kommer vi tilbage til spørgsmålet: Hvornår begynder de, og hvornår skal de ende? Synet om vædderen, gedebukken og det lille horn forklares tydeligt i ottende kapitel, Gabriel havde fået befaling til at forklare Daniel hele synet; men ved slutningen af kapitlet siger Daniel: »Jeg var forfærdet over synet, og der var ingen, om forstod det.«

Således ser vi, af hvad der står i slutningen af det ottende kapitel, at Gabriel endnu ikke helt havde fuldbyrdet sit hverv. Det punkt, der stod tilbage at for­klare, var de 2300 aftener og morgener. Hvorfor fortsatte han ikke med sin undervisning, indtil dette punkt også blev klargjort? Fordi Daniel havde hørt så meget, som han kunne tåle, og »blev aldeles afmægtig« og »syg en tid«. Men et sted må Gabriel have forklaret dette om tiden, ellers ville han være ulydig mod den befaling, han havde fået Vi kan være forvisset om, at der ikke var nogen undladelse fra hans side; for over femhundrede år senere finder vi ham ganske godt bekræftet som et Guds sendebud, udsendt i et hellig ærinde til Zakarias og Maria. Luk 1,19,26. Gabriel må derfor et eller andet sted have givet Daniels videre oplysning om den del af synet, som endnu ikke var forkla­ret, nemlig de 2300 aftener og morgener. Og vi må selvfølgelig søge derefter i de efterfølgende kapitler i Daniels bog.

Ikke fuldt et år er henrundet, før beretningen i niende kapitel begynder. For synet i det ottende kapitel var i Beltsazzars tredje år, det sidste år af det babylonske riges beståen. Samme år indtog Kyros Babylon, og Darius besteg tronen; og i det første år af hans regering blev synet i det niende kapitel givet Vi har nu nået til 538 f.Kr. En stor omvæltning har netop fundet sted. Verdens­riget har fået andre ved styret Babylon er gået under. Den stolte undertrykker af Guds folk ligger bøjet i støvet Medio-persien har taget scepteretniel ser i i dette en Guds styrelse og en opfyldelse af profetien. Han forstod at Herrens ord ved Jeremias, at 70 år skulle gå hen over Jerusalems ruiner, og at ved enden af dette tidsrum skulle Babels konge og folk blive hjemsøgt Jer 25,12. Han har set hjemsøgelsen over Babylon og slutter deraf, at befrielsens dag for hans folk er nær. De 70 år endte jo også virkelig to år senere, i Kyros’ første år, 536 f.Kr; og da udsendte Kyros sin befaling om, at jøderne kunne vende tilbage til sit land og genoprette templet

Daniel vendte derfor sit hjerte til at søge Herren og bede til ham om opfyl­delsen af hans ord. Denne Daniels mærkelige bøn nedtegnet i kap 9,4-19. Blandt andet siger han deri: »Og nu, hør vor Gud, på din tjeners bøn og på hans yd­myge begæringer, og lad dit åsyn lyse over din ødelagte helligdom.«

Vi husker, som Daniel uden tvivl gjorde, at de 2300 dage endte med et løfte vedrørende helligdommen. Og af dette udtryk i Daniels bøn fremgår det, at han på en eller anden måde havde forbundet slutningen af de 2300 dage med slutningen af jødernes 70-årige fangenskab. Det var nødvendigt, at han skulle komme til klarhed herover og i den hensigt var det, at englen atter besøgte ham.

Profeten bliver atter henrykket i et syn, og et himmelsk sendebud viser sig for ham. Vi beder læseren omhyggeligt mærke sig, hvem dette er. Vi fandt Daniel sidst i samtale med Gabriel. Kap 8,16. og flg.. Englen forklarede da for Daniel, hvad han havde set, og dette gjorde ham i overensstemmelse med det påbud, der var ham givet af en højere: »Forklar denne synet!« Han havde forklaret alt med undtagelse af tiden, da Daniel blev afmægtig, og han var nød til at holde op. Således slutter det ottende kapitel med, at Gabriel vender tilbage til himmelen med et delvis udført ærinde, og Daniel, som nu havde gen-, vundet styrke nok til at passe sin gerning ved kongens hof, står der og undres over synet, som han ikke forstod synet i det niende kapitel er det næste syn, profeten havde, såvidt vi ved. Atter får han besøg af den himmelske gæst Og hvem er det? »Gabriel,« siger profeten selv; og for at der ikke skal være nogen tvivl om, hvem han var, tilføjer han: »som jeg før havde set i synet« Således føres vi lige tilbage til synet i det ottende kapitel, og profeten erklærer, at den selvsamme engel, som han havde set den gang, nu atter var hos ham.

Synet i det niende kapitel begynder derfor, som synet i det ottende kapitel ender, nemlig med Daniel og englen Gabriel i selskab med hinanden. Og der er intet mellemliggende syn, som afskærer forbindelsen mellem disse to scener. Her har vi da to af de mange led, som binder disse kapitler sammen: det er det samme syn, det gælder, og den samme engel, der forklarer det, på begge steder.

Gabriel taler, og hans allerførste ord stadfæster det her fremholdte: »Daniel! Nu er jeg udgangen for at lære dig at forstå.« Det er det samme, som om han ville sige: Daniel! Da jeg sidst var hos dig og forklarede det syn, du havde, var jeg nød til at standse med min forklaring på halvvejen, fordi du ikke kunne tåle mere; derfor kunne du ikke forstå det; men jeg havde opdaget ved at lære dig at forstå det, og derfor er jeg nu kommet tilbage for at give dig den forkla­ring, som jeg da ikke kunne give dig.

Gabriel fortsætter – og hvert ord, han ytrer, styrker denne slutning. Hør, hvad han siger: »I begyndelsen af dine bønner udgik et ord, og jeg, jeg er kommet for at kundgøre dig det, thi du er såre elsket; så agt nu på ordet og giv agt på synet.«

Det ville Være til ingen nytte, om nogen ville nægte, at der her hentydes til et forudgående syn, og det ville være til ligeså lille nytte for nogen at nægte, at dette er synet i det ottende kapitel.

Vi vil nu foretage en prøve for til fulde at afgøre, om det standpunkt, vi her indtager, er holdbart eller ej. Hvis det niende kapitel er forbundet med det ottende kapitel, hvis synet i det niende kapitel er en fortsættelse af synet i det ottende kapitel, hvis det udtryk, der benyttes af Gabriel i det niende kapitel: »Giv agt på synet,« hentyder til synet i det ottende kapitel, og hvis han nu er kommet for at fuldende den forklaring, han der standsede med, – så vil han ganske sikkert begynde med det samme emne, som han efterlod uforklaret i dette syn, nemlig emnet om tiden. Dersom han gør det, da er forbindelsen mellem de to kapitler, som her hævdet, fastslået. Dersom han ikke gør det, da står spørgsmålet måske helt ubesvaret

Men hvad siger han? »Halvfjerds uger er afmålt over dit folk og over din hellige stad.« Han begynder således straks med emnet om tiden. Men hvordan ved vi, at denne tid har nogen forbindelse med tiden i det ottende kapitel? Jo, fordi han siger om den, at den er »afmålt«. Men der er ingen tidsperiode, fra hvilken de 70 uger kunne siges at være »afmålt«, undtagen de 2300 dage i .ottende kapitel. Således hænger de udtryk, der benyttes om tiden, på det nøjeste sammen, og Gabriel giver os en forklaring af de 2300 Dage ved at dele dem i to perioder, den første på 70 uger eller 490 dage og den anden på 1810 dage, og ved derefter at forklare den kortere periode, der udgør nøglen til det hele.

EN OG TYVENDE KAPITEL.

De halvfjerds uger (70).

Det er nu blevet påvist:

1) at der er en tydelig forbindelse mellem det ottende og niende kapitel hos Daniel;

2) at de 70 uger derfor udgør en del af de 2300 dage;

3) at disse uger er afmålt fra disse dage;

4) at de 70 uger udgør de første 490 dage af de 2300 dage;

5) at hvor de 70 uger begynder, der begynder også de 2300 dage.

Vedrørende tiden behøver vi nu kun yderligere at spørge: Fra hvilket tids­punkt skal de 70 uger regnes? De oplysninger, bibelen indeholder angående dette punkt, findes i den undervisning, englen videre gav Daniel i det niende kapitel. Efter at have oplyst ham om, at 70 uger var afmålt fra de 2300 dage og bestemt for hans folk og staden Jerusalem, går han straks over til at fortælle, hvornår de begynder, og hvilke begivenheder der udmærker deres afslutning:

»Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste kommer, er der syv uger, og i toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de toogtresindstyve uger skal en salvet bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste. Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse. Og pagten skal ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrøde offer ophøre, og øde­læggelsens vederstyggelighed skal sættes på det hellige sted, indtil den fast­satte undergang udøser sig over ødelæggeren.« Dan 9,25-27

Af dette vidnesbyrd vedrørende de 70 uger lærer vi:

1) at de begynder, når ordet udgår om at genoprette og ombygge Jerusalem;

2) at syv uger eller 49 år skulle medgå til dette genoprettelsesværk;

3) at 69 uger eller 483 år skulle nå ned til den tid, da den salvede, fyrsten, skulle åbenbares, d.e., da vor Herre skulle begynde sin offentlige virksomhed her på jorden;

4) at den salvede i den sidste eller 70. uge skulle befæste pagten (den nye pagt, Jer 31,31-34; Heb 8,8-12) for de mange;

5) at han i midten af den sidste uge skulle udryddes og bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre.

Disse udtryk kan ikke hentyde til noget andet end til hans korsfæstelse og den virkning det, at han således gav sig selv som et offer på korset, ville have på de jødiske ofre og ceremonien de skulle ophøre. Når de 70 uger derfor får sin rigtige plads, vil vi finde, at den 70. uge falder på et sådant tidspunkt, at begyndelsen af Kristi virksomhed falder sammen med begyndelsen af den 70. uge eller de sidste syv at de 490 år, og at hans korsfæstelse tre og et halvt år senere indtræffer i midten af denne sidste uge. Man kunne derfor for den sags skyld lade hele spørgsmålet bestemmes af tidspunktet for Kristi korsfæstelse, fordi dette er af ligeså stor betydning i den sag, de t her drejer sig om, som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem, hvorfra denne periode tager sit udgangspunkt

Men det er ikke vanskeligt at finde befalingen om at genoprette Jerusalem eller at forvisse sig om, at den udgik netop på et tidspunkt, der stemmer med profetiens anvendelse i alle dens dele.

Der er fire dekreter, som af forskellige personer til forskellige tider er blevet betragtet som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Disse er: 1) Kyros’ befaling om at genopbygge Herrens hus, år 536 f.Kr. (Ezra 1,1-4); 2) Darius’ befaling om at fremskynde dette arbejde, der var blevet forhindret, år 519 f.Kr. (Ezra 6,6-12); 3) Artaxerxes Longimanus’ befaling til Ezra, år 457 f.Kr. (Ezra 7); og 4) den befaling, der blev givet Nehemias af den samme konge i hans tyvende år, 444 f.Kr. Neh 2.

1. Hvad denne sidste angår, finder vi intet i den som gør det nødvendigt at ænse den som en persisk befaling. Det var påkrævet, at en sådan befaling skulle nedskrives og undertegnes af kongen. Men Nehemias fik intet skriftligt dokument. Hans befaling var kun mundtlig. Hvis man siger, at de breve, han fik udgjorde en sådan befaling, da blev befalingen udstedt, ikke til Nehemias, men til »statholderne hinsides floden«, og desuden ville det da have været flere befalinger, ikke bare en befaling, således som profetien har for øje.

2. Det, der gav Nehemias anledning til at begære tilladelse af kongen til at gå op til Jerusalem, var det rygte, som nogle af dem, der var vendt tilbage, havde bragt med sig, at de, som var der i landskabet, var i stor ulykke og forsmædelse, og at Jerusalems mure var nedrevet og dets porte opbrændt med ild. Neh 1. Hvilke mure og porte var det, som var nedrevet og opbrændt med ild? Sandsynligvis nogle af dem, der var opbygget af de jøder som var vendt tilbage til Jerusalem under en af alle de forudgående befalinger, Kyros’, Darius’ og Artaxerxes’; for man kan ikke for et øjeblik tro, at den endelige ødelæggelse af Jerusalem ved Nebukadnezar 144 år forud for den tid ville blive indberettet til Nehemias som en nyhed, eller at han ville have betragtet det, hvad han øjensynlig gjorde, som en ny ulykke, der fremkaldte ny sorg hos ham. Derfor var en befaling, som påbød opførelsen af disse mure og porte, udgået forud for befalingen til Nehemias.

3. Om nogen vil hævde, at befalingen til Nehemias må være den omtalte befaling, fordi hensigten med hans begæring var, at han ville bygge staden, da er det tilstrækkeligt at svare som før, at portene og murene var opbygget, før han rejste op til Jerusalem; og desuden blev det bygningsarbejde, han rejste der for at udføre, fuldført på 52 dage, hvorimod profeten angiver syv uger eller 49 år, i hvilke staden skulle ombygges.

4. Der var intet i befalingen til Nehemias, som ikke var indbefattet i de forudgående befalinger, medens disse befalinger allerede har sikret folket mange flere privilegier, end hans befaling gjorde.

5. Regner man fra den tid, befalingen givedes til Nehemias, år 444 f.Kr, kommer alle datoerne ud af orden; for fra det punkt varede ikke den tidernes trængsel, som skulle følge arbejdet med at ombygge staden med gader og mure, i syv uger eller 49 år, regnet fra den dato fører de 69 uger eller 483 år, som kun skulle nå til en salvet, en fyrste, os ned til år 39-40 e.Kr; men Jesus blev døbt af Johannes i Jordans flod, og hans Faders røst blev hørt fra himmelen sigende: »Denne er min Søn« osv., år 27 e.Kr, tretten år forud. Matt 3,16.17. Efter samme beregning sættes midten af den sidste eller 70. uge, som skulle bestemmes ved tiden for korsfæstelsen, til året 44 e.kr; men korsfæstelsen fandt sted tretten år forud, nemlig år 31 e.Kr. Og skulle de 70 uger eller 490 år dateres fra Atarxerxes’ tyvende år, når de ned til år 47 e.Kr.; men der er intet ved det tidspunkt, som udmærker deres afslutning. Derfor, hvis dette var det år og befalingen til Nehemias den begivenhed, hvorfra tiden skulle regnes, har profetien slået fejl. Men dette er kun et overvældende bevis på, at den teori, hvorefter man daterer de 70 uger fra befalingen til Nehemias i Artaxerxes tyvende år, er helt ubegrundet

Derfor lades denne befaling og dette tidspunkt ud af betragtning. Spørgs­målet drejer sig nu mellem de af Kyros, Darius og Ataxerxes udsendte befa­linger. Hvilken af disse, om det kun var en, og hvor mange, om det var flere, var det, der skulle udgøre den befaling, profetien hentyder til som udgangspunktet for de 70 uger?

Som allerede bemærket, må vi holde os til den ene eller til alle disse tre befalinger, udsendt henholdsvis af Kyros, Darius og Artaxerxes, som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Og valget må for en stor del bestemmes ved betragtningen af, hvor meget der tilsigtes i profetien vedrø­rende stadens genoprettelse.

Løftet indbefattede genoprettelsen såvel som opbyggelsen af Jerusalem. At genoprette og ombygge betyder mere end blot at bygge. Det at de nedrevne paladser blev genopbygget, at de forladte gader blev åbne for færdsel, at de med jorden jævnede mure blev genrejst og de sønderbrudte porte sat op, det alene var ikke nok til profetiens opfyldelse. Der måtte også foreskrives former for den almindelige gudsdyrkelse, udsendes vedtægter til rettens hævdelse, indsættes dommere til at fortolke lovene og en øvrighed til at udøve dem, så at hele statsstyret kom i den regelmæssige gænge, hvori det var, før Jerusalem blev ødelagt

1. Kyros’ befaling. – Da Kyros’ befaling står profetien nærmest, hvad ordet om at genoprette og ombygge Jerusalem angår, er det ganske naturligt, at vi betragter den først

Nogle har hævdet, at denne befaling af Kyros må være den omhandlende befaling, fordi Gud gennem profeten Esajas taler om Kyros som den, der skulle sige til Jerusalem »Det skal bygges.« Es 44,28. Men der er tre gyldige indven­dinger mod denne anskuelse:

1) Det er ikke Kyros, som hos Esajas siger til Jerusalem: »Det skal bygges,« men det er Herren selv, som siger dette. (Læs vers 26 og 27)

2) Kyros’ befaling angik kun Jerusalems tempel (se Ezra 1,2). Den indeholdt ingen bestemmelse vedrørende de andre ting, der, som vi har set, må indbefattes i en sådan befaling.

3) Regnet fra den tid, da denne befaling udgik, nemlig år 536 f.Kr, ville de 69 uger eller 483 år, som skulle nå ned til en salvet, en fyrste, ikke nå længere end til et tidspunkt, der ligger 53 år længere tilbage end tiden for Kristi fødsel. Følgelig har de, der anser Kyros’ befaling som den omhandlede befaling, gjort et forsøg på at forandre datoen for denne befaling og henlægge den til et tidspunkt sent nok til at harmonere med profetien angående Messias. Dette kan imidlertid ikke lade sig gøre, som vi snart skal se.

Vi har ikke ved disse bemærkninger i sinde at i nogen måde berøve Kyros’ befaling noget af dens vigtighed. Den indtager en fremstående plads i forbindelse med beretningen om Jerusalems genoprettelse. Det hverv, Kyros udførte, var betroet ham af Herren. Han blev kaldet ved navn over et hundrede år, før han blev født, og hans gerning var i al fald til en vis grad udpeget Og det, hans befaling sigtede på, var et af de første skridt, og et meget nødvendigt skridt, i arbejdet med genoprettelsen; men den var ikke omfattende nok til at svare til alt, hvad der sigtedes til i profetien. Sikkert nok blev noget af dette nødvendigvis iværksat i forbindelse med arbejdet, såsom bygning af huse for arbejdsfolkene, indførelsen af gudsdyrkelsen og en så stor istandsættelse af staden, at der kunne drives nogen forretning. Men disse ting var en naturlig følge af omstændighederne og ikke noget, der var specielt angivet i befalingen.

2. Darius’ befaling. – Darius’ befaling er den næste i rækken. Den foranlediges ved følgende hændelse: Året efter at jøderne havde begyndt på arbejdet efter Kyros’ befaling, bad deres fjender om tilladelse til at deltage med dem i arbejdet. Dette nægtede jøderne, hvorpå disse fjender forsøgte at hindre dem i at bygge og gøre deres forehavende til intet »i alle Kyros’ dage lige til Darius’, Persiens konges, regering«. Ezra 4.

Kyros døde syv år, efter at han havde udsendt sin befaling, og blev efter­fulgt af Kambyses (i Ezra 4,6 kaldet Ahasverus), som regerede syv år og fem måneder og siden blev efterfulgt af Mageren Smerdes (i Ezra 4,7 kaldet Atarxerxes), af hvem jødernes fjender havde sikret sig et edikt, der forbød en videre fortsættelse af arbejdet i Jerusalem. Ezra 4,21-24. Men da der blev tørke i landet, kundgjorde profeterne Haggaj og Zakarias jøderne årsagen til ulykken og formanede dem til at genoptage arbejdet på Guds hus, hvilket de gjorde år 520 f.Kr.

Atter forsøgte fjenderne at hindre dem og standse arbejdet, og da de ind­sendte en klage til Darius, der nu havde besteget den persiske trone, beor­drede denne en undersøgelse i rigets krøniker; og da Kyros’ befaling blev fun­det, udsendte han denne igen og tilføjede selv nogle nye bestemmelser, hvorefter arbejdet atter blev drevet med held.

Dette var den anden befaling; men der var kun gået sytten år, siden Kyros’ befaling udgik, og derfor passer denne ikke bedre til profetien end den forrige, hvad tiden angår. Og desuden var den blot en stadfæstelse af Kyros’ befaling og derfor alt for begrænset i sine bestemmelser til at kunne udgøre befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Men den var et videre skridt i arbejdet, og da den føjede noget til Kyros’ befaling, tjente den til at føre arbejdet frem mod det tilsigtede mål.

3. Artaxerxes Longimamis’ befaling. – Som den tredje og sidste i rækken har vi Artaxerxes Longimanus’ befaling, således som den foreskrives i Ezra 7. Denne Artaxerxes var den Ahasverus, som omtales i Esters bog, i hvilken omstændighed man må søge grunden til den velvilje, han viste det jødiske folk. Denne befaling blev givet Ezra på hans indtrængende bøn; thi der står, at kongen gav ham »al hans begæring«.

Læser man denne befaling omend let hurtig igennem ser man straks, hvor fuldstændig og udførlig den er i sine bestemmelser. Den er officielt affattet og kaldes udtrykkelig »en befaling«. Den er skrevet, ikke på hebraisk, men på kaldæisk eller aramæisk. »Således«, siger professor Whiting, »har vi her det oprindelige dokument, i kraft af hvilket Ezra blev bemyndiget til at »genop­rette og ombygge Jerusalem,« eller med andre ord, ved hvilket han fik magt (188) til ikke alene at opbygge mur og hus, men at ordne med sine landsmænds anliggender i almindelighed, »at beskikke dommere og lovkyndige til at dømme alt folket, som er hinsides floden«. Han var bemyndiget til at håndhæve sin Guds love, at straffe overtrædere med død, landsforvisning, straf på gods eller med fængsel. (Ezra 7,23-27)«

Vi finder ikke i nogen af de andre befalinger en sådan magt og myndighed som den, der her tildeltes Ezra. Denne befaling indeholdt, taget sammen med de andre, der var udstedt før den, alt, hvad der kunne gøres til gunst for et folk, der fremdeles skulle blive stående under persisk statsstyre. Og i Ezra 6,14. har vi en mærkelig erklæring, som viser, at alle disse tre befalinger, taget under et, betragtes som ordet om at genoprette og ombygge Jerusalem. Der står: »Og de byggede og fuldførte det efter Israels Guds befaling og efter Kyros’ og Darius’ og Artaxerxes’, Persiens konges, befaling.« Her angives disse tre kongers påbud som den »befaling« – altså i ental efter hvilken arbejdet i Jeru­salem blev fuldført Da altså denne sidste befaling, der indeholdt mere fuld stændige og udførlige bestemmelser end den sidste hånd lagt på værket; og når de foranstaltninger, som dette påbud indeholdt, blev gældende, da kan det siges, at den »udgik« i den forstand, som profetien sigter til.

Det står nu tilbage at fastslå, når denne befaling udgik, og at undersøge, hvorvidt den stemmer overens med den øvrige del af profetien eller ej.

Efter at vi nu har påvist, at befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem var den tredobbelte befaling af de persiske konger Kyros, Daruis og Artaxerxes, der gav jøderne myndighed til at genoprette deres tempel, deres gudstjeneste og deres stad og atter ordne deres borgerlige anliggender, og at denne befaling forelå i sin fulde udstrækning og udgik, da Artaxerxes Longimanus gav Ezra hans myndighed, og Ezra påbegyndte det arbejde, som befalingen gav ham frihed til at udføre, opstår så det spørgsmål: I hvilket år var det, at han fik denne befaling?

Ezra siger, at det var i kongens syvende år. Ezra 7,7.8.

Hvilket år var da det syvende år i Artaxerxes’ regering?

Følgende vidnesbyrd giver et klart og afgørende svar på dette vigtige spørgsmål:

»Bibelen giveros en fuldstændig sammenhængen kronologi fra ska­belsen til Kyros’ fødsel. Fra dette tidspunkt af og nedover har vi den uomtvistede ptlomæiske kanon og den ligeledes uomtvistede Nabonasar’ske æra, der når ned til og forbi begyndelsen af den kristelige tidsregning. På det tidspunkt, hvor den af Gud indblæste kronologi ophøret; begynder denne kanon, om hvis nøjagtighed der ikke hersker nogen tvivl. Således er der ingen afbrydelse i tidsregningen. Det er ved Ptolomæus’ kanon, at den store profetiske periode på 70 uger fastslåes. Denne kanon sætter Artaxerxes’ syvende år til år 457 f.Kr; og denne Kanons nøjagtighed konstateres af den nøjagtige overensstemmelse af over tyve formørkelser. De 70 uger begyndte ved udstedelsen af en befaling angående Jerusalems genoprettelse. Der udgik ingen befalinger imellem det 7. og det 20. år i Artaxerxes’ regering. De 490 åi; der begyndte med det 7., må begynde i 457 f.Kr og ende i året 34 e.Kr. Begynder man derimod med det 20. år (af Artaxerxes’ regering), så må de nå til 47 e.Ki; der kunne udgøre den nævnte tidsperiodes afslutning, så kan vi ikke regne fra det 20. regeringsår. Vi må altså gå ud fra Artaxerxes’ 7. år. Denne dato kan man ikke forandre fra 457 f.Kr uden først at have bevist, at Ptolomæus’ kanon er unøjagtig; men for at bevise dette måtte man nødvendigvis fastslå, at et stort antal formørkelser ved hvilke dens nøjagtighed atter og atter er blevet konstateret, ikke har været rigtigt beregnet Men et sådant resultat ville bringe alle kronologiske datoer ud af orden og give al bestemmelse vedrørende tidsberegninger fuldstændig i drømmernes vold, så at kronologien ikke blev andet end det rene gætværk. Eftersom de 70 uger må ende i året 34 e.Kr – medmindre da Artaxerxes’ 7. årer fejlagtigt angivet – og eftersom vi ikke kan forandre denne dato uden at have beviset; der kunne berettige en afvigelse, så spørger vi: hvilken begivenhed har vi, som kendetegner denne afslutning? Det tidspunkt, da apostlene vendte sig til hedningerne, falder nærmere sammen med nævnte tidspunkt end noget andet, som er blevet nævnt, og korsfæstelsen i året 31 e.Ki; i midten af den sidste uge, støttes af en mængde vidnesbyrd, der ikke kan afkræftes.«¹³

Videre anfører vi fra samme kilde:

»Der er visse kronologiske tidsangivelse!; som er anerkendt som fast­slået; og før afslutningen på de 70 uger kan henlægges til et senere tids­punkt, må disse tidsangivelser forandres, og det må påvises, at de ikke hvilede på en grundvold, der var sikker nok, og et nyt udgangspunkt må fastslås, hvilende på en sikre grundvold. Men hvad det angå i; at begyndelsen af Artaxerxes’ regering daterer sig fra 464-63 f.Kq så er dette fastslået af et samstemmigt vidnesbyrd af over tyve formørkelseq angående hvilke der er gjort mange beregningen der alle har vist, at de indtraf netop på den angivne tid. Før det kan påvises, at tiden for begyndelsen af hans regering er fejlagtigt angivet, må det først påvises, at tiden for disse formørkelserer fejlagtigt beregnet, Dette erder ingen, som har gjort, og heller ikke vil nogen forsøge på at gøre det Som følge deraf kan ikke hans regerings begyndelse flyttes fra den her fastsatte tidsangivelse.«¹⁴

Som det altså fremgår heraf, bestemmes det syvende år i Artaxerxes’ rege­ring for en stor del af historiske optegnelser vedrørende formørkelser og af astronomers vidnesbyrd angående tiden, da disse formørkelser indtraf. Med hensyn til den nøjagtighed, hvormed tidspunktet for de forskellige formørkelser kan fastslås, siger professor Mitchell:

»Gå 3000 år tilbage i tiden, stil dig på det mægtigste vagttårn Belus’ tempel i det gamle Babylon, og vend blikket udad! Solen er ved at forsvinde i en for­mørkelse, og stor uro har grebet de skrækslagne indbyggere. Vi har beretnin­gen om denne kendsgerning og oplevelse i vor besiddelse. Men hvorledes kan vi bevise, at beretningen er korrekt? Astronomen kan bestemme solens, jor­dens og månens afvigende bevægelser gennem hele denne periode på 3000 år. Med snilde gennemgår han de forskellige cykler hele 30 århundreder tilbage i tiden og forkynder, at på den og den time og den og den dag – således som kaldæeren har skrevet – fandt den og den formørkelse sted.«

Angående pålideligheden af Ptolomæus’ kanon siger Prideaux:

»Men da Ptolomæus’ kanon er konstateret ved hjælp af formørkelser så kan dens pålidelighed til enhver tid fastslås ved astronomiske bereg­ningei; og ingen har nogen sinde beregnet disse formørkelser udenat finde, at de indtræffer nøjagtig på de angivne tider. Da dette derfor er den sikre­ste vejledning, vi har i tidsregningen, og den også overalt bekræftes ved sin overensstemmelse med den hellige skrift, så kan man ikke afvige fra den på grundlag af nogen menneskelig autoritet«¹⁵

Således har vi ganske sikkert fundet udgangspunktet, vi søgte efter. Fra året 457 f.Kr må de 70 uger regnes.

TO OG TYVENDE KAPITEL.

De forskellige tidsafsnit

henhørende til de

halvfjerds uger (70).

Stående ved Artaxerxes Longimanus’ syvende år, året 457 f.Kr, der, som vi har set, afmærker begyndelsen til de 70 uger, lader vi vor målesnor glide ned gennem de efterfølgende årrækker for at forvisse os om, hvorvidt de afmær­kede punkter på målesnoren falder sammen med de begivenheder, som den profetiske forudsigelse har henledt vor opmærksomhed på.

Den første del af vor målesnor er 49 år lang; for, siger profeten, der skal være syv uger (49 sindbilledlige dage eller 49 bogstavelige år), hvori Jerusalems gade og mur skal genopbygges under tidernes trængsel. Dan 9,25. Denne før­ste inddeling af tiden bringer os ned til det tidspunkt, da genoprettelsen skulle være fuldendt, og denne blev fuldendt under Nehemias sidste reformations-værk i Darius Rothus’ femtende år.

49 år fra år 467 f.Kr. fører os ned til år 408 f.Kr. Darius Rothus’ fem­tende år var i året 408 f.Kr.¹⁶

Således stemmer vor første prøve overens med profeten, nøjagtig som ansigtet i spejlet svarer til ansigtet foran spejlet.

Der er tre andre begivenheder, hvormed anvendelsen af denne profeti kan prøves:

1) 69 uger eller 483 år skulle nå til den salvede, fyrsten;

2) 69V4 uge eller 486V2 år skulle nå til den salvedes udryddelse; og

3) de 70 uger eller 490 år skulle nå til det tidspunkt, da jøderne ikke længere ville blive betragtet som Guds ejendomsfolk. Dersom vi ved at regne fra år 457 f.Kr. finder, at de afmærkede punkter på vor målesnor svarer netop til de omtalte begivenheder, så kan der ikke længere være den mindste skygge af tvivl om, at anvendelsen af profetien er rigtig.

Ordet den »salvede « hentyder til »Messias« eller Kristus, og udtrykket »en salvet, en fyrste«, må henvise til den tid, da Kristus fremstod for verden som den Guds salvede. Dette indtraf ikke ved hans fødsel, således om nogle har tænkt, men ved hans dåb, hvad der fremgår af Apg 10,38; 4,27; Luk 4,18.

Vi må derfor nu undersøge:

1) på hvilket tidspunkt Kristi dåb i følge ovenstående skulle finde sted;

2) på hvilket tidspunkt den virkelig fandt sted;

3) varigheden af Kristi virksomhed på jorden;

4) hvornår korsfæstelsen indtraf; og

5) det tidspunkt, da evangeliets forkyndelse ophørte særlig at gælde jøderne.

1. Fra et givet tidspunkt i året 457 f.Kr. vil de 69 uger eller 483 år til »en salvet, en fyrste«, føre os ned til et tilsvarende tidspunkt i året 27 e.Kr. Dette udgør svaret på dette første punkt i vor undersøgelse. Og dersom den første dato er korrekt, så må vi her stå overfor Kristi dåb.

2. Da Kristus umiddelbart efter sin dåb begyndte sin virksomhed, kom han til Galilæa, prædikede Guds riges evangelium og sagde:» Tiden er inde.« Mark 1,14.15. Dette må aftnærke fuldbyrdelsen af en eller anden bestemt tidsperiode; forellers ville Frelseren ikke havde sagt, at »Tiden er inde.« Den tid, som her var udløbet, må være den, som omtales i Dan 9,25, hvor der står, at »Indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i toogtresinstyve uger« eller 483 år. Det er rigtig at sige, at dette er den tidsperiode, som når ned til Kristi dåb. Kan vi nu komme til klarhed om, i hvilket år vor Herres dåb indtraf?

Kristus var seks måneder yngre end Johannes Døberen, og det er en almin­delig antagelse, at han tiltrådte sin offentlige virksomhed seks måneder se­nere end denne. Begge begyndte deres virksomhed i overensstemmelse med loven angående præster, da de var 30 år gamle. Om Kristus siger Lukas klart, at han ved sin dåb var henved 30 år. Luk 3,23.1 kap 3,1 flg. beretter Lukas, at Johannes begyndte sin virksomhed i Kejser Tiberius’ 15. år. Tiberius besteg tronen efter Augustus, der regerede til år 14 e.Kr. Tiden for Kejser Augustus’ død er uomtvistelig fastslået ved hjælp af den store måneformørkelse, som indtraf kort efter (den 27. september), og som bidrog til at kvæle et oprør blandt pannonianerne og bragte dem til at sværge Tiberius troskab. Men Tiberius’ regeringstid må ifølge Prideaux, Dr Hales, Lardner og andre regnes fra det tidspunkt, da han besteg tronen for at regere i fællesskab med sin sted­fader Augustus, i august måned år 12 e.Kr., to år før sidstnævntes død. Tiberius’ 15 år vil således falde i tiden mellem august måned år 26 og august måned år 27 e.Kr. I overensstemmelse med profetien må Johannes have tiltrådt sin virk­somhed om foråret 27 e.Kr. Dette ville falde sammen med Tiberius’ 15. år, som Lukas siger, og Kristus ville da komme til at påbegynde sin virksomhed seks måneder senere, om høsten 27 e.Kr. – netop på det tidspunkt, da de 483 år, som omtales i Daniels 9. kapitel, udløb.

3. Det næste er varigheden af Kristi offentlige virksomhed. Dette kan temmelig nøjagtig bestemmes ved hjælp af de påskefester, han overværede, hvilke var i alt fire, ifølge hvad Johannes omtaler i 2,13; 5,1; 6,4; 13,1 og man må gå ud fra, at Johannes omtaler dem alle. Ved den sidste påskefest blev han korsfæ­stet Ifølge dette måtte hans offentlige virksomhed vare i tre og et halvt år. Hvis han således begyndte om høsten 27, så ville han have prædiket i seks måneder, før han overværede den første påskefest om foråret 28. Den anden påskefest ville falde om foråret 29, den tredje om foråret 30 og den fjerde om foråret 31, da han blev korsfæstet

Dette svarer nøjagtig til profetien; thi han skulle »befæste pagten for de mange« i »en uge«, altså i syv år, og i midten af ugen skulle han blive udryddet og bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Dan 9,27. Dette gjorde han, da han udåndede på korse t tre og e t halvt år efter begyndelsen af sin virksomhed, og gennem resten af denne års uge befæstede han pagten ved sine apostle. Heb 2,3. Ifølge Dr Hales siger Euebius, år 300 e.Kr.: »Det berettes i historien, at hele varigheden af vor frelsers lære og undergerninger beløber sig til tre og et halvt åi; der er halvdelen af en uge [års-uge]. Dette fremholder evangelisten Johannes for alle, der omhyggelig gransker hans evangelium.«¹⁷

4. Det tidspunkt, som vi her kommer til vedrørende korsfæstelsen, år 31, stadfæstes af talrige vidnesbyrd. Ved korsfæstelsen indtraf en unatur­lig sol formørke Ise, der varede i tre timer. Matt 27,45. »En total månefor­mørkelse kan vare i halvanden time, hvorimod en total solformørkelse aldrig kan vare mere end fire minutter på et og samme sted, når månen står jorden nærmest og dens skygge er mørkest.«¹⁸

Dette mørke blev set i Heliopolis i Ægypten af Areopagiten Dionysius, som senere hen blev omvendt under Paulus’ ophold i Athen. Apg 17,34.1 et brev til martyren Polykarp beskriver han sin egen og sin ledsagers, so­fisten Apollfanes’ bestyrtelse over fænomenet. »Disse ting, gode Dionysius, hører til guddommens vekslende tilskikkelser,« udbrød Apollo fanes, hvortil Dionysius svarede: »Enten er det Gud selv, som lidet; eller også sympatiser han med den, som lider.« Den, som led, erklærede han, ifølge traditionen, var »den ukendte Gud, for hvis lidelsers skyld hele naturen blev formørket og vred sig i krampetrækninger«.¹⁹

»Heraf fremgåi; at det mørke, som ved Kristi korsfæstelse spredte sig over hele landet »fra den sjette til den niende time« eller fra middag til kl 3 om eftermiddagen, var unaturligt, såvel hvad varigheden angårsom med hensyn til tiden – det var nemlig omtrent ved fuldmåne, da månen umulig kan formørke solen. Den tid, det hændte, såvel som hændelsen selv findes omtalt i en paragraf i en skrivelse af en agtet romersk konsul, Aurelius Cosiodorius Senatoq fra omkring år 514 e.Kr. som følgen »Under Kejser Tiberius’, Aug. V, og Ælius Sejanus’ Konsulat (U.C.784, år 31 e.kr) led vor Herre Jesus Kristus på den ottende dag i kalendermåneden april (25.marts), da der indtraf en sådan solformørkelse, som aldrig har været set hverken før eller siden.« Med dette år og denne dag stemmer også koncilet i Cæsarea, år 196 eller 198, overens, ligeledes Alexandria-krøniken, Maximus Monakus, Niceforus, Constantinus og Cedrenus; og om dette åi; men om forskellige dage, hersker der enighed mellem Eusebius og Epifanes, der følges af Keplei; Bukeq Patinus og Petavius, idet nogle anser, at den 10 april, andre den 13. er den rette dag.«²⁰

På grundlag af disse mange troværdige autoriteter må korsfæstelsen have fundet sted om foråret 31 e.Kr. Og alle de beviser, som vi har angående dette punkt, bidrager også til at fastslå, at Kristi dåb indtraf om høsten 27 e.Kr; for ifølge profetien skulle Messias blive udryddet tre og et halvt år efter sin frem­komst, og som vi har set, varede hans virksomhed i følge evangelierne netop i tre og et halvt år. Hvis han derfor blev korsfæstet om foråret 31, så blev han døbt og begyndte at prædike tre og et halvt år tidligere, om høsten 27.

Og her er det, at de 69 uger ender, regnet fra 457 f.Kr. År 31 ville da netop falde midt i den sidste eller den 70. uge, da Messias skulle udryddes og bringe de jødiske ofringer til at ophøre ved at ofre sig selv på korset som det store modbillede til de forbilledlige ofringer.

Således finder vi den mest slående og uomtvistelige harmoni i tidsregningen. Vi går nu tre og et halvt år frem i tiden, til afslutningen af den profetiske tidsperiode på 70 uger, og spørger, hvad der da fandt sted. Angående dette punkt citerer vi atter den lærde Dr Hales:

»Eusebius regner den første halvdel af den åruge, hvori frelseren led døden, fra vor Herres dåb til hans korsfæstelse. Denne samme tidsperiode omtales af Peter som indbefattende den tid, Frelseren udførte sin virksomhed, når han taler om »Den ganske tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, lige fra Johannes’ dåb indtil den dag, de han blev optaget fra os« Vedsin himmelfart, der fandt sted kun 43 dage efter korsfæ­stelsen. Apg 1,2122. Den resterende halvdel af passions uge n (lidelsesugen) afsluttedes med Stefanus’ martyr død i det syvende og sidste år i ugen. Thi det er værd at lægge mærke til, at året derefter (året 35 e.Kr.) begyndte en ny æra for menigheden, nemlig Saulus eller Paul ns’ omvendelse, da Kristus viste sig personlig for ham på vejen til Damaskus, og han fik sig sit kald anvist iblandt hedningerne, efter at det jødiske sanhedrin formelt havde fornægtet Kristus ved at forfølge hans disciple. Apg 9,1-18«²¹

Således finder vi altså nøjagtig på det rette tidspunkt de begivenheder, der svarer til afslutningen af den tidsperiode, som var bestemt eller afmålt for Jerusalem og jøderne: Stefanus lider martyrdøden, Paulus kaldes til apostel blandt hedningerne, jøderne forkaster Kristus og evangeliet ved at forkaste det budskab, de første disciple bringer dem, og apostlene vender sig fra jøderne til andre folkeslag. En så tydelig opfyldelse af profetien kan bestemt ikke drages i tvivl.

Med henblik på de kendsgerninger, vi hidtil har fastslået i vore betragtninger, grundig stadfæstet som de er ved de tydeligste beviser, og med henblik på den fuldstændige harmoni, som vi har fundet i alle de profetiske tidsangivelser, har vi i vor hånd en nøgle, som gør det muligt for os at trænge ind i alle de forskellige afsnit af den vigtige og lange profetiske tidsperiode på 2300 dage. Fra dette punkt af er vejen kort og ryddet til en fuld løsning af spørgsmålet angående tiden.

Dersom vi f.eks. har et tidsafsnit på ti år, hvorom vi ønsker at meddele vore venner en del oplysninger, så behøver vi ikke at fortælle dem, netop hvor hele denne tidsperiode ender, for at kunne bibringe dem den forønskede oplysning. Det vil være nok, når vi siger »Vi vil fortælle jer alting vedrørende de første fem år af denne tidsperiode, hvor de begynder og ender, og angående de da­toer og begivenheder, som falder indenfor disse fem år.« De vil da selv let kunne regne efter, når den hele tidsperiode på ti år ender. Efter at de første fem år er gået, vil der være fem tilbage, og ved at lægge disse til det tidspunkt, da de fem år ender, vil de straks have det nøjagtige tidspunkt, hvor de ti år ophører.

Netop denne fremgangsmåde har Gud valgt vedrørende de 2300 dage. Det er, som om englen havde sagt til Daniel »Jeg er ikke kommet for at meddele dig, i hvilket år de 2300 dage vil ende; men en del af denne tidsperiode tilhører dit folk og din hellige stad Jerusalem, og angående dette tidsrum, der indbefatter 70 uger, som udgør de første 490 af de 2300 år, vil jeg meddele dig alt, idet jeg vil vise dig tiden, hvor de begynder, og de vigtigste begivenheder, dervil finde sted i nævnte tidsrum, samtderes afslutning.« Englen vidste godt, at enhver, der havde interesse nok til at undersøge sagen, let ville kunne finde afslutningen på den hele tidsperiode.

lager vi nu altså 490 år fra de 2300, så har vi 1810 tilbage. Kort sagt med tal bliver det altså 2300-490=1810. Tallet 1810 lagt til det tidspunkt de 490 år endte, bringer os til afslutningen af de 2300 år. Men vi har fundet, at de 490 år endte om høsten 34 e.Kr. Dette giver os altså følgende tal: Høsten 34 e.Kr.+1810=høsten 1844. Om høsten 1844 e.Kr. har vi altså afslutningen på den længste og vigtigste tidsperiode, som bibelen omtaler.

Det er muligt, at en eller anden mener at kunne opdage en fejl på et vist punkt i beregningen af denne tidsperiode og spørger: »Hvis de 2300 dage be­gyndte år 457 f.Kr, hvorledes kan de da nå op til 1844 e.Kr.? Fbr når vi trækker 457 f rå 2300, får vi jo kun 1843 tilbage. Måtte de derfor ikke ende i 1843? « Den samme tanke nærede de, der først beregnede denne tidsperiode, og derfor satte de først Herrens komme til 1843, men ved lidt nærmere overvejelse indså de, at tiden måtte strække sig ind i det efterfølgende år; thi for at få 2300 måtte man jo have 457 hele år f.Kr og 1843 hele år e.Kr. Om derfor den omtalte årrække begyndte med den allerførste dag i året 457 f.Kr, så kunne den ikke være til ende før med den allersidste dag i året 1843 e.Kr. Men vi har beviser for, at den ikke begyndte med den første dag i året 457 f.Kr, men at en del af året var forløbet, inden vi nåede det tidspunkt, hvorfra vi skal regne.

Det fremgår af profetiens ordlyd, at påbegyndelsen af arbejdet i Jerusalem udgør begyndelsen til de 70 uger, eftersom de første syv uger var bestemt til stadens genopbyggelse, og disse kan vi næppe med rette begynde at regne før det tidspunkt, da genopbyggelsesarbejdet virkelig blev påbegyndt. Men Ezra ankom ikke til Jerusalem før i den femte måned i Ataxerxes’ syvende år (457). Ezra 7,8. Qg efter at han var ankommet (201) dertil, skulle den store skare, der havde fulgt med ham op, jo have tid til at skaffe sig boliger, træffe den nødvendige ordning med hensyn til deres daglige nødtørft, anskaffelse af lev­nedsmidler m.m, før de var færdige til at tage fat på arbejdet med at opbygge murene og selve staden. Ib måneder ville bestemt ikke være for lang en tid til denne forberedelse, og dette vil så bringe os ned til den syvende måned eller til høsten i det nævnte år. Nu er det klart, at så stor en del af år 457 f.Kr, som hengik, førend de 2300 år var begyndt, netop så stor en del af året må lægges til 1843 e.Kr. for at få 2300 fulde år; for i det øjeblik vi kun skal regne med 456 og en brøkdel af et år f.Kr, må vi have 1843 og en modsvarende brøkdel e.Kr. for at få tallet fuldt Tager vi altså 456 år og fem måneder fra 2300 år, så har vi til rest 1843 år og syv måneder, og disse syv måneder fører os selvfølgelig langt ind i året 1844. Dette fører os atter ned til efteråret 1844 som det tidspunkt, hvor de 2300 dage endte.

Dette kan belyses ved hjælp af to målestokke, hvoraf den ene er forsynet med årstal, heri indbefattet årene 457 f.Kr og 1843 e.Kr., medens den anden fremstiller et tidsrum på nøjagtig 2300 år: altså således:

Dette rids gør det klart for øjet, at et tidsrum på 2300 års varighed, begyn­dende med den første dag i år 457 f.Kr, ville nå til den sidste dag i år 1843. Men som vi har påvist, begyndte de 2300 dage ikke med den første dag i 457, men om høsten, efter at en stor del af nævnte år var forbi. Vi giver derfor atter et nyt rids, som viser, hvorledes tidsperioderne falder sammen:

Man vil se, at ved at skyde den nederste af vore to målestokke, der altså fremstiller 2300 år, så langt til højre, at dens begyndelse falder sammen med høsten 457, vil dens anden ende falde sammen med høsten 1844. Her har vi altså en synlig fremstilling af begyndelsen og slutningen af de 2300 dage eller år.

Det samme bevis gælder tidspunktet for Kristi dåb. Hvorledes kan vi slå, at dette tidspunkt indtraf i året 27 e.Kr., når 457 forløbet, forbi begynder at regne, så må vi tage en modsvarende del af året 27 e.Kr. for at få det fulde antal år. De begivenheder, som står i forbindelse hermed i profetien om de 70 uger, viser afgjort, at dagene endte om høsten det nævnte år. Ved begyndelsen af den 70. uge skulle Messias fremstå, det vil sige begynde sin virksomhed som den Salvede. Midt i ugen, altså tre år og seks måneder efter at ugen begyndte, skulle han udryddes. Den udryddelse der her tales om, kan ikke have hensyn til noget andet end hans korsfæstelse. Men uanset i hvilket år korsfæstelsen indtraf, så ved vi, at den fandt sted om foråret; for det var i påsken. Når vi så fra korsfæstelsen går tre og et halvt år tilbage i tiden for at finde begyndelsen til hans offentlige virksomhed, så kommer vi tilbage til høsten, og når vi fra korsfæstelsen går tre og et halvt år frem i tiden, altså til slutningen af den 70. uge, så kommer vi atter til høsten, men som vi allerede har bevist, er det uom­tvisteligt fastslået, at korsfæstelsen fandt sted i året 31; og eftersom dette var i midten af den 70. uge, så må den sidste halve uge eller tre og et halvt år derfra bringe os ned til høsten 34. e.Kr. Men dersom de første 490 af de 2300 år endte om høsten 34, så må de resterende 1810 ligeså vist ende om høsten 1844.

Vi gør os så megen flid med at slå dette fast, fordi det er det punkt, som er det vigtigste af alle i de profetiske tidsangivelser, og det er derfor af betydning, at alle enkeltheder i denne bevisførelse bliver klart forstået

Og hvad var nu nogle af de omstændigheder, der gjorde 1844 til et så vigtigt og mindeværdigt årstal i kirkens såvel som i verdens historie? Svaret bliver: I det år nåede vi så at sige toppunktet af den store profetiske verdensæra, I løbet af de forudgående 46 år var fem af de syv mest fremtrædende profetiske tidsperioder i biblen blevet afsluttet som følger:

1. De 1290 år, der begyndt med hedenskabets fald inden Romerriget i året
   508, udløb i 1798.

2. De 1260 år, der begyndte, da pavedømmet kom til magten i 538, udløb i
   det samme år (1798), og »endens tid« begyndte. Dan. 11,35.

3. De 391 år og 15 dage, som omtales i Åbenbaringens 9. kapitel, endte den 11.august 1840, og det Osmanniske riges uafhængighed ophørte. Siden den tid har Tyrkiet fået lov til at eksistere, kun fordi de såkaldte kristne magter i Europa har villet det

4. De 1335 år, der begyndte samtidig med de 1290 (i året 508), udløb i 1843 og bragte en velsignelse lig den, disciplene fik, da Kristus kom til verden første gang. Dan 12,12; Matt 13,16.17.

5. Og i 1844 var den lange tidsperiode på 2300 år til ende, og renselsen af den himmelske helligdom begyndte.

Gud har aldrig ladet sin menighed være uden trofaste vægtere; og vi kan derfor heller ikke tænke os, at de skulle sove på et så vigtigt tidspunkt som det, vi her betragter. Nej, de sov ikke! Advarselsbudskabets forkyndelse for verden i den store adventbevægelse i 1840-44 havde vokset og lød nu som et mægtigt råb. En bevægelse, som verden aldrig før har været vidne til, nåede her sit højdepunkt Det, som denne bevægelse særlig gik ud på, var forkyndelsen af Guds Søns andet komme. Et højere og mere storslået emne har menneskene aldrig beskæftiget sig med. I forskellige dele af verden var mænd, kaldt af Gud, i færd med at udbrede dette herlige budskab. Det lød ved enhver missionsstation verden over. Penge i strømme blevet givet til dets forkyndelse, og hære af dygtige, gudhengivne mænd fremstod, fyldt med kærlighed til sjæle og med nidkærhed for Guds sandhed, og gav tid, evner og kræfter til dette værk, overalt, hvor budskabet lød, fulgte der en åndelig vækkelse, Gud var med og kristenheden blev rystet fra ende til anden.

Hvad betød nu alt dette? Det betød, at den første del af det trefoldige budskab, som skulle udgå forud for Kristi komme, lød for verden. Ab, 14,5-12. Det betød, at den mægtige engel, der stod på havet og på jorden højtideligt havde svoret, at der ikke mere skulle gives profetisk tid (Ab 10,6); thi tiden var kom­met, da den længste og sidste profetiske tidsperiode skulle ende.

De, der forventede Herrens genkomst, led dog en stor skuffelse i den bevægelse, og det var klart, at der et eller andet sted måtte være en fejl; og dog må vi ikke være altfor hastige til atdanne os vore egne slutninger vedrørende dette værk. Som der blev spurgt om Johannes’ dåb, spørger vi nu om denne bevægelse: Var den »af himmelen eller af mennesker?« Og den samme vanskelighed ligger der i svaret: Var den af himmelen, kan vi ikke nægte at vedkende os den. Men hvordan kan vi da forklare os den fejltagelse, der knyttede sig til den, uden at fornægte dens himmelske oprindelse? Men hvis den var af mennesker, hvordan skal vi da forklare os den omstændighed, at Guds nærvær og kraft virkede så mægtigt i og gennem den?

Dersom nu den sidste profetiske tidsperiode virkelig endte i 1844, så ville denne kendsgerning alene være bevis nok for, at Guds hånd måtte være med i den bevægelse, som var grundet på denne opfyldelse af hans ord, selv om man den gang måske ikke var klar over, hvori den begivenhed bestod, som skulle indtræffe – netop ligesom Jesu disciple på deres tid havde urigtige forestillin­ger om Herrens værk, den gang de som en opfyldelse af hans ord fulgte Jesus til Jerusalem og i den tro, at han straks skulle blive konge, råbte: »Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,4-9.

Således forstået altså, at de profetiske perioder udløb på den tid, men at fejltagelsen angik den begivenhed, der skulle indtræffe da, og ikke rigtighe­den af beregningen med hensyn til tiden, er det ikke påkrævet, at vi skal forkaste dette store værk. Det kan gives sin plads i profetien og blive anerkendt med taknemmelighed for det gode, Gud på en så forunderlig måde udrettede derigennem.

Men tager man det standpunkt, at de profetiske tidsperioder ikke endte på den her omhandlende tid, da falder det hele til jorden som falskt og uskriftmæssigt For hvis afslutningen på de profetiske perioder endnu ligger i fremtiden, må en anden lignende bevægelse opstå og afmærke deres afslutning, og den, som allerede har opstået, var da et bedrag. Da må vi slutte, at det værk, der afgav så mange beviser for, at det var af Gud, kun var sværmeri, og medgive, at oprigtige og alvorlige bibelgranskere i denne vigtige tid, kaldet »endens tid«, da verden må advares om den kommende dag, satte alle deres kræfter ind på at fremme en falsk bevægelse og begik en utilgivelig fejltagelse, beregnet på at ødelægge troen på al profetisk granskning. Men dette kan intet fornuftigt og retsindigt menneske for et øjeblik tænke sig muligheden af. Derfor kan fejltagelsen ikke have med været med hensyn til den profetiske tid, der, som vi allerede har set, er fastslået ved urokkelige beviser, men snarere med hensyn til de rådende anskuelser vedrørende den begivenhed, der skulle indtræffe ved afslutningen på dette tidsrum.

Det er ikke nødvendigt at føre denne bevisrække længere frem. Det fremgår nu klart for læseren, at beregningen af tiden var rigtig; at man i Daniels niende kapitel har en forklaring af det ottende; at de 70 uger er en del af de 2300 dage; at de daterer sig fra år 457 f.Kr; og at de 2300 dage følgelig endte i 1844. Det kan derfor med fuld vished siges, at de, som vil forklare skuffelsen i 1844 ud fra den forudsætning, at der var en fejl med hensyn til tiden, og ikke med hensyn til selve helligdommen, helt og holdent har uret.

Fejltagelsen forklaret.

I betragtning af vigtigheden af den profetiske tidsregning, vi netop har haft blikket rettet på, og den interesse, der knytter sig til den bevægelse, som opstod i forbindelse dermed, ville det være særlig tilfredsstillende for enhver oprigtig bibelgransker, om man fandt, at alle de vanskeligheder, nogle har ment tårnede sig op om den, og den skuffelse, der i manges tanker har kastet en skygge over den, kunne forklares og bortryddes og hele bevægelsen fremstå som en tydelig og uimodsigelig opfyldelse af profetien. Dette kan let ske; og den, der omhyggelig har læst de foregående kapitler, er vist ikke helt uforbe­redt på svaret Men det vil være på rette sted at give det lidt mere opmærksomhed netop her.

Hvorfor kom ikke Kristus i 1844, som adventisterne ventede? Deres argu­menter var velovervejede; deres slutninger var dybsindige og logiske; deres historiske fakta var vel grundede; og deres anvendelse af det lange profetiske tidsrum på 2300 dage (nemlig at disse dage ganske sikkert ville ende på det år) hvilede, som vi allerede har set, på beviser, der ikke kunne kuldkastes. Følgelig endte dagene virkelig da; og dersom profetien havde sagt, at Herrens skulle komme da, så ville han være kommet. Men profetien sagde kun: »Da skal helligdommen komme til sin ret igen« eller renses. Af det tilbageblik, vi nu er i stand til at tage over sagen, synes det ikke lidt forbavsende, at de tilsyneladende skulle tage det for givet, at Jorden var helligdommen, og så drage deres slutninger ud fra denne forudsætning. Men det gjorde de. De sagde, at Jordenvar helligdommen, og at denne jord tilsidst skulle renses med ild, og alt det derfor var opbrændeisen af denne jord, profeten mente, da han sagde: »Da skal helligdommen komme til sin ret igen,« renses. Men jorden skal ikke opbrændes, før Kristus kommer; for han skal åbenbares med ildslue for at »Bringe hævn over dem, som ikke kender Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Kristi evangelium lydige «. Heraf sluttede de endvidere, at Kristus skulle komme da. Ved disse fornuftslutninger fik de skriftstedet helt fordrejet i deres sind, så det kom til at se således ud: »Indtil 2300 aftener og morgener, da skal helligdommen renses – eller, hvad der er det samme, da skal jorden opbrændes – eller, hvad der er uadskillelig forbundet dermed, da skal Herren komme.« Og idet de betragtede dette sidste som det grundtræk i budskabet, der bedst kunne forstås, gjorde de det til tyngdepunktet i deres forkyndelse, at Herrens skulle komme ved dagenes afslutning 1844.

En del beviser er allerede fremsat til støtte for, hvad den sande helligdom er, og hvori den renselse består, som profetien siger skulle finde sted ved de 2300 dages ende; men feltet vil ikke være helt udforsket eller enhver indven­ding mødt, førend vi har fremsat yderligere beviser for urigtigheden af den anskuelse, hvorved adventisterne kom på vildspor i 1844, og påvist, at Jorden ikke er helligdommen, heller ikke det hellige land, heller ikke menigheden, som nogle har ment. At vise, hvad helligdommen ikke er, vil give de beviser, som viser, hvad den er, øget vægt

Jorden er ikke helligdommen. – Dette fremgår –

1. Af forklaringen af ordet »helligdommen«, som ifølge Webster, Walker, Cruden og Bibelen selv betyder: »et helligt sted«, »et indviet sted«, den Højestes bolig«. Er jorden et sådant sted? Har den nogen sinde været et sådantsted, siden synden fik indpas og fordærvede den? Alle ved, at den ikke harværet et sådant sted; og alene den kendsgerning er nok til at udelukke den
   tanke, at Jorden er helligdommen.

2. Den sindbilledlige beskaffenhed af den nye pagts helligdom viser, at denne jord ikke er helligdommen. Som vi har set, var den forrige husholdnings helligdom et forbillede på den nuværende husholdnings helligdom. Er denne nu Jorden? Da måtte den forrige helligdom forbilledligt betegne det. Men i hvilken henseende fremstillede den helligdom denne jord? Kan vi for et øjeblik antage at Moses, da han var på bjerget, blev vist denne jord som et billede, hvorefter han skulle bygge helligdommen, og at den nærmeste lighed, hankunne få af den, var en bygning ti alen bred og 30 alen lang? Og samme spørgsmål kan stilles med hensyn til helligdommens tilbehør. Hvor på denne jord findes der noget modbillede til arken, røgelsesalteret, guldlysestagen og skuebrødsbordet?

3. Brugen af udtrykket i skriften viser, at det ikke kan anvendes på denne jord. Ordet »helligdommen« forekommer 144 gange i bibelen; men ikke i et 0eneste tilfælde anvendes det på Jorden. De eneste skriftsteder, nogen kunne forestille sig kunne have endog en skygge af en anvendelse på denne jord, er Es 60,13; Ez 37,26-28; Ab 21,1-3. Men de hentyder til fremtiden, ikke til nutiden og viser kun, at denne jord, efter at den er fornyet er det sted, hvor Guds bolig, hvad der ellers kan menes hermed, i udødeligheds-tilstanden, skal være.

4. Men sluttelig, dersom Jorden er helligdommen nu, da var den det ligeså meget under den forrige husholdning. Ingen forandring har fundet sted, hvorved den i nogen henseende er blevet helligdommen nu, mere end den må have været da. Men Paulus siger, at det tabernakel, som blev oprejst af Moses, var helligdommen på den tid; altså var ikke Jorden helligdommen da, og derfor er den ikke helligdommen nu.

Kanaans land er ikke helligdommen. – Hvad der allerede er fremstillet i det foregående tjener også delvis til at bevise urigtigheden af den anskuelse, hvorefter man mener, at helligdommen er Kanaans land eller menigheden (se punkt 1,2,3 og 4 ovenfor). Som bevis for, at Kanaans land er helligdommen, henviser man til 2Mos 15,17. Men dersom dette skriftsted beviser, at Kanaan land nogen sinde har været helligdom på den tid, skriftstedet gælder, altså den gamle pagts helligdom. Men her har vi atter Paulus’ ord, som tydeligt viser, at Kanaans land ikke var helligdommen på den tid, men derimod det tabernakel, som blev bygget af Moses. Dette er tilstrækkeligt til at fastslå sagen. Men nogle er ikke tilfreds, før de har henvist til endnu andre skriftsteder. Lad os derfor sige, at 2Mos 15,17. forklares af Sal 78,53.54.69. David omtaler her de samme begivenheder, som Moses hentyder til. Hos Moses var det en forudsi­gelse. David, som levede efter opfyldelse, omtaler det som historiske fakta. Det, som Moses i sin glødende sejrssang kalder Herrens arvs bjerg og hans helligdom, omtaler David på en tydeligere måde som det hellige Land (glovers landemærke) og tilføjer, at helligdommen var noget, som blev bygget indenfor dette.

Den gode kong Josafat gør forskel. 2Krøn 20,7-9. Han taler om det Land, der var givet dem, og om den helligdom, de havde bygget, og siger derefter, at denne helligdom var det hus (Salomos tempel), foran hvilket de stod frem. Man kan ikke tage fejl af en sådan talemåde; alle kan se, at Kanaans land er eet og helligdommen et andet

Esajas 63,18. hentyder til omstyrteisen og nedtrædelsen af Guds hus, den tids helligdom, som berettet i 2Krøn 36,17-20, og Es 60,13. taler kun om den nye jord som det fremtidige herlige sted for helligdommen.

Kanaans land hverken var eller er helligdommen, men kun det sted, hvor den forbilledlige helligdom var beliggende.

Menigheden er ikke helligdommen. – Hvad menigheden angår, da kaldes den ikke en eneste gang for helligdommen. Sal 115,2. taler om Juda som Guds helligdom. Men dette ville i det højeste kun vise, at bare en del af og ikke hele menigheden var helligdommen, da Juda kun var en af de tolv stammer. Men hvornår var det, Juda således kaldes for helligdommen? Da Israel »drog ud af Ægypten. Og hvad siger Paulus os at helligdommen da var? Tabernaklet, oprejst af Moses! Dette afgør spørgsmålet. Men hvorfor kaldes Juda for hellig­dommen? simpelthed fordi Zions bjerg lå i Juda, og helligdommen var bygget på Zions bjerg.

Men selv om Juda (eller hele menigheden) kaltes for helligdommen den­gang, kunne det dog ikke være helligdommen nu; thi helligdommen i den gamle husholdning har veget pladsen for helligdommen i den nye.

Men om det end kunne bevises, at menigheden på noget tidspunkt var helligdommen, kunne den dog ikke være den i Dan 8,13.14. omtalte helligdom, den eneste, vi nu har under betragtning; for der omtales menigheden udtryk­kelig som »Hæren« eller tilbederne i den. Menigheden og helligdommen er her to ganske forskellige ting.

Læseren må nu være i stand til ganske tydeligt at se, hvori den fejltagelse bestod, som blev begået i året 1844. Profetien hentydede hverken til Jorden eller til Kanaans land til menigheden og angik derfor ingen forandring, som måtte foregå med hensyn hertil ved Kristi komme. Den gav derfor ingen nogen ret til at forvente Kristus ved den tid. Men profetien hentydede til den modbilledlige helligdom i himmelen og til den forandring, som skulle finde sted der, hvilken sandhed vi nu kan gribe ved troen.

Det synes dog forunderligt, at nogle mennesker kun modvillig vil erkende, at der er en virkelig helligdom i himmelen, og at det er den helligdom, hvortil profetien hentyder. Da vi ikke ønsker at lade noget punkt stå uberørt, der ikke er ganske klart, vil læseren vistnok have tålmodighed med os, om vi henviser til endnu et par punkter, der fremstilles som indvendinger. Det siges, at selv om der er en helligdom i himmelen, kan det ikke være den helligdom, som omtales i Dan 8,14, fordi det var en helligdom, der blev nedtrådt; men en helligdom i himmelen kan ikke blive nedtrådt

Denne indvending kan vist ikke være velovervejet Hvor er Kristus. Han er i himmelen. Kan han, medens han er der, blive trådt under fødder? Hvis det er tilfældet, da kan også den helligdom, hvori han tjener, blive trådt under fødder eller nedtrådt Paulus siger udtrykkeligt, at der er nogle syndere, som træder Kristus under fødder og korsfæster ham påny. »Hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn underfodt« Heb 10,29. Hvorledes begår de denne store synd? Simpelthen derved, at de falder fra og ringeagter Kristi blod og forhåner nådens Ånd. Og hvorledes nedtræder de helligdommen? Jo, ved at gøre sig selv helligdomme og forsøge at vende men­neskenes sind bort fra den sande Helligdom. Medens helligdommen var her på jorden, betød det, at den blev nedtrådt, og undertiden fuldstændig ødelæg­gelse af tabernaklet; men dette skete i omstændighedernes medfør og udgjorde ikke det væsentligste ved sagen.

De to magter, som skulle nedtræde hæren og helligdommen, var hedenska­bet og pavemagten. Hvorledes har de gjort dette? Ved at oprette andre falske helligdomme under Satans direkte tilskyndelse. På dommernes og Samuels tid var Satans helligdom dragens tempel, hvor filisterne tilbad. Dom 16,23.24. Efter at Salomo havde bygget en herlig helligdom på Morias bjerg i Jerusalem, byggede Jerobam, som fik Israel til at synde, en helligdom i Betel og ledte ti af de tolv stammer bort fra tilbedelsen af den levende Gud og vendte deres hjerter til guldkalven. Ikong 12,26-33; Amos 7,13. På Nebukanezars tid var den falske helligdom Belustemplet i Babylon eller »alle guders tempel« i Rom, som efter at den forbilledlige helligdom havde veget pladsen for den sande, blev omdøbt og fik kristennavnet Siden den tid har Satan haft et »Guds tempel« i Rom, hvor der har siddet en, »som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller helligt«, Det syndens menneske, fortabelsens søn. Og om den pavelige vederstyggelighed blev der udtrykkelig sagt, at den skulle føre krig mod de hellige og nedtræde »hæren«, føre krig mod Guds bolig i himmelen og nedtræde helligdommen oventil. Ab 13,6. Og begge disse onde ting har den gjort; den har plaget og dræbt millioner af Guds hellige og vendt dem, som bor på j orden, dem, som den har haft magt over, bort fra Guds tempel i himmelen til sin egen helligdom i Rom. Den har trådt Guds Søn under fødder, han, som tjener i den himmelske helligdom, ved at gøre paven til Guds stedfortræder på Jorden og til menighedens hoved i stedet for Kristus og ved at lede menneskene til at tilbede denne fordærvelsens søn, som foregiver, ikke alene, at han er i stand til som Gud at tilgive forbigående synder, men endog, hvad Gud ingen sinde har haft til hensigt at gøre, at tilgive synd, før den bliver begået. Det er absolut berettiget at sige om dette værk, at det er en nedtrædelse af helligdommen og en »bespottelse mod Gud«, »hans navn og hans bolig og den, dem bor i himmelen«. Således er enhver indvending, der i dette stykke kan anføres mod det standpunkt, der her hævdes, ryddet af vejen.

Endnu et andet fremhæves som en tilsyneladende indvending mod den hævdede anskuelse. Man siger, at selv om der er en helligdom i himmelen, som engang skal renses, kan det ikke være den helligdom, som omtales i Dan 8,14; for det må være selve den helligdom, Daniel havde i tanker, ikke en helligdom i himmelen. Som svar er det kun nødvendigt at hentyde til den kendsgerning, at der ikke findes nogen helligdom i Palæstina. Der var heller ingen der, da de 2300 dage endte, i 1844. Og hvordan kan en helligdom renses, som ikke findes? Det må først påvises, at der er en helligdom der, før der kan blive tale om dens renselse.

Ligeledes spørges der: »Hvis en mand havde lovet at rense et forsamlings­hus i Detroit, som var blevet besmittet, og så rejste til Chicago for at rense et der, ville det da være at opfylde løftet? Et sådant spørgsmål røber straks en fuldstændig misforståelse af emnet. For det første betyder ikke helligdom­mens renselse det samme som, at den skulle befries fra at nedtrædes. Det har at gøre med noget helt andet Af svaret på spørgsmålet i Dan 8,14. for vi at vide, hvad der var nødvendigt for os at vide, nemlig: Tiden, da det afsluttende værk i helligdommen skulle begynde, hvilket værk efter et kort men ubestemt tidsrum ville føre os ned til verdens ende. For det andet er helligdommen i Palæstina og helligdommen i himmelen ikke som to forsamlingshuse, det ene i Detroit og det andet Chicago, uden forbindelse med hinanden. Disse helligdomme er genparter af hinanden. De står som forbillede og modbillede. Da den ene havde opfyldt sin bestemmelse, veg den pladsen for den anden, som fra den tid af blev Helligdommen. Den første blev givet for at lede os hen til den anden og undervise os med hensyn til den. Alt, hvad der derfor siges om den helligdom, som tilhører den forrige husholdning, har hensyn til helligdommen på den tid; og alt, hvad der tilhører denne husholdning, har hensyn til denne husholdnings helligdom, nemlig helligdommen i himmelen. Men som vi har påvist, når de 2300 dage langt ned i denne husholdning, og selvfølgelig er den helligdom, som skal renses ved enden af disse dage, denne husholdnings helligdom, ikke den helligdom, som fandtes i det gamle Jerusalem, der er afskaffet og forsvundet, men Guds tabernakel i det høje.

Dette belyses af, hvad der siges om hæren. Med ordet »Hær« menes selvfølgelig Guds folk. Hæren skulle nedtrædes i hele det tidsrum, synet gjaldt Hvem var da hæren eller Guds folk, da Daniel skrev? Det var jøderne. Men synet når helt ind i denne husholdning; og hvem er hæren eller Guds folk nu? Er det jøderne? Nej, men de kristne, som er kaldet ved evangeliet Da husholdningen omskiftedes, ansås jøder ikke længere som »hæren«; men de kristne anses nu som hæren, og på dem er det, Dan 8,13. anvendes. Ligeledes da den nye pagt blev oprettet, blev helligdommen i den svundne husholdning ikke længere betragtet som Bibelens helligdom, men den sande helligdom i him­melen, som da tog dens plads, blev Bibelens helligdom; og på denne er det, Dan 8,14 nu anvendes.

Men tilbage til den illustration, der ovenfor blev fremsat som en indvending: Hvis det blev ordnet således, at et forsamlingshus i Detroit skulle udgøre samlingsstedet for en vis forening i en tid af ti år, og det derefter skulle ødelægges og dets plads indtages af et forsamlingshus i Chicago, som fra den tid af skulle være samlingsstedet for den samme forening i tyve år, og der blev sagt, at ved enden af de tredive år skulle det forsamlingshus, som benyttedes af denne forening, renses, hvilket hus ville det da gælde? Forsamlingshuset i Detroit, som var blevet ødelagt, eller forsamlingshuset i Chicago, som var foreningens forsamlingshus på den tid? Selvfølgelig forsamlingshuset i Chicago. Dette ville være en illustration, som passende kunne anvendes på helligdom­men; for det er netop således, Bibelen fremstiller det vedrørende den. Den siger, at så længe den forrige husholdning varede skulle den jordiske hellig­dom være den helligdom, der var forbundet med gudsdyrkelsen, at derefter skulle denne helligdom blive ødelagt og vige pladsen for det sande tabernakel, helligdommen i himmelen, hvilken Herren har oprejst og ikke et menneske, der fra den tid af skulle være gudsdyrkelsens og denne husholdnings helligdom, og at sluttelig skulle helligdommen ved enden af de 2300 dage, der fører os 1843 år og 6 måneder ind i denne husholdnings tid, renses. Hvilken helligdom? Var det den jordiske, som havde tjent sit øjemed, var blevet ødelagt og fjernet sammen med det system, den tilhørte, og havde veget pladsen for den nye? Nej, det var selvfølgelig den helligdom, der tilhører denne husholdning. Kun således anvendt kan illustrationen passe. Men da taber den al sin betydning for dem, der vil bruge den som en indvending mod den her fremsatte anskuelse; fordi den fastslår netop, hvad der fastholdes herunder. Det er derfor helligdommen i himmelen, som skal renses ved slutningen af de 2300 aftener og morgener.

I en forgæves søgen efter endnu et andet, der kan tjene som indvending mod den slutning, at den himmelske helligdoms renselse begyndte i 1844, på­stås der, at disse ord: »Så skal helligdommen komme til sin ret igen« eller renses, betyder, at renselsen skulle være fuldendt ved enden af de 2300 dage, hvorimod det standpunkt, som her fastholdes, er, at den netop da begynder. Svaret herpå er ikke vanskeligt at finde, ej heller kræver det mange ord. Som vi har set, optager helligdommens renselse et vist tidsrum, og når bibelen om­taler sådanne begivenheder, stiller den os ved værkets begyndelse og ikke ved dets afslutning. Der siges ikke: »Så skal helligdommen være kommet til sin ret igen,« men: »Så skal helligdommen komme til sin ret igen.« Når skriften taler om noget, der er fuldført, udtrykker den sig således, som for eksempel om de to vinder: »Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd« (Ab 11,7); eller om Kristus: »Når han overgiver Riget til Gud og Eaderen.« l Kor 15,24. Men når der står »Thi da skal der komme ‘en stor trængsel’« (Matt 24,21), da betyder det, at da skal den begynde og derefter vedvare; og når der står: »Da skal den lovløse åbenbares« (2 Tess 2,8), da betyder det, at da skal den periode begynde, da han skal åbenbares for verden. Således henviser ordene: »Så skal helligdommen komme til sin ret igen«, til den tid, da værket skal begynde.

Derfor komme vi til den uundgåelige slutning, at ved enden af de 2300 dage, nemlig i året 1844, om høsten, blev tjenesten i helligdommen oventil flyttet fra det hellige til det allerhelligste. Dette er den vigtig slutning, om vi nu hele tiden må have for øje. Og denne omstændighed såvel som det værks beskaffenhed, der nu foregår der, er noget, som burde fylde vort sind med det dybeste alvor.

TRE OG TYVENDE KAPITEL

Den bestemte dag.

Vi har nu fremsat tilstrækkelige beviser for, at den tidsperiode på 2300 dage endte om høsten 1844. Men det er noget, som er vel, kendt, at de, der forventede Herrens genkomst på den tid, satte en bestemt dag derpå; og det vil muligvis være af interesse for læseren at få oplysning om, hvorpå de begrundede deres forventning. Det er noget, som nøje er forbundet med emnet om helligdommen, og som fortjener at betragtes. De havde, som det vil ses, grund for, hvad de gjorde i dette stykke.

Det afsluttende værk i helligdommen er, som det vil ses, etforsoningsværk. I den forbilledlige tjeneste i det jordiske tabernakel blev der på en bestemt dag hvert år udført en særskilt tjeneste, og dette fandt sted på »forsonings-dagen«, som var den tiende dag i den syvende måned. 3Mos 16,29.30

Man vil lægge mærke til, at også når det gælder opfyldelsen af den forbilledlige tjeneste, indtræffer alt til rette tid, det vil sige, fuldbyrdelsen sker i den samme måned i året og på den samme dag i måneden, som tjenesten på den tid fandt sted. Fuldbyrdelsen af det, der i forbilledet indtraf om foråret, findes angivet i det nye testamente, så at vi derfor har en af Gud selv antydet anvendelse af denne del af de forbilledlige system.

Påskelammet blev således slagtet på den fjortende dag i den første måned. 2Mos 12,16; 3Mos 23,5. Kristus er vort påskelam, og han blev korsfæstet for os den samme måned og på den samme dag, altså på den fjortende dag i den første måned. IKbr 5,7; Mark 14,12; Joh 18,39.40. Ftørstegrødens svinge kornbånd blev båret på den sekstende dag i den første måned. Dette fandt sit modbillede i vor Herres opstandelse som førstegrøden af de hensovne på den sekstende dag i den første måned. IKor 15,20; Luk 24,21. Ugernes højtid eller pinsen faldt på den 50. dag, efter at man havde frembaret førstegrøden. Modbilledet hertil, pinsefestens dag, som den selvsamme dag, 50 dage efter Kristi opstandelse, da Helligånden blev udgydt over disciplene.

Fuldbyrdelsen af disse forbilleder viser os følgende kendsgerninger: at de store begivenheder, som gjorde påsken, førstegrødens dag og pinsen særlig fremtrædende, mødte deres modbillede netop på de samme dage, som disse forbilleder faldt på. Anvender vi nu det samme princip på det værk, der blev udført på den tiende dag i den syvende måned, så må vi forvente indtrædelsen af modbilledet til den store handling, som udmærkede forsoningsdagen, nemlig helligdommens renselse, på den tiende dag i den syvende måned i det år hvori de 2300 dage endte; for da var det, at helligdommen skulle renses.

Eftersom disse dage endte i 1844, var det kun nødvendigt at finde, når den tiende dag i den syvende måned ifølge jødisk tidsregning indtraf i dette år. Og eftersom året begyndte med den første nymåne efter forårsjævndøgn, så be­gyndte den syvende måned den 12.oktober, og den tiende dag i samme måned faldt således den 22.oktober. Både historiske kendsgerninger (221) såvel som beregninger angående de 2300 dage har vist, at disse dage afsluttedes i efter­året 1844, og forbillederne viser os bestemt, at man må holde sig udelukkende til den nævnte dag. Dette er grunden til, at man satte denne dag for Kristi Genkomst Skønt det var mærkværdigt, at det ikke ved en så nøjagtig under­søgelse af alt vedrørende forbillederne gik op for adventisterne på den tid, at helligdommens renselse ikke sigtede til Kristi genkomst, havde de dog ikke noget andet valg, da deres øjne var fordunklede, så de ikke så dette, men forbandt helligdommens renselse med Kristi komme, end at antage denne dag som tiden for hans åbenbarelse i himlens skyer.

I lyset af de beviser, vi ovenfor har fremholdt, er det unødvendigt at tilføje, at alt, hvad noget menneske kunne slutte, var, at på den dag skulle det store værk i den anden afdeling af den himmelske helligdom begynde. Og dersom det argument, vi her har bygget på tid og forbillede, er korrekt – og hvem kan vel modsige det? – så begyndte det højtidelige værk i det allerhelligste i det himmelske tempel netop på den dag. Hvad tiden angår, havde de ret; men hvad begivenheden angår, tog de fejl; Herren kom ikke tilbage til Jorden, men han gik visselig ind i det allerhelligste i det himmelske tempel for der at påbegynde værket med helligdommens renselse, så den kunne komme til sin ret igen. Der lå mere i den store religiøse vækkelse på den tid, end de fleste nu har anelse om. Bevægelsen var ikke mislykket, og den kan på ingen måde anses som sværmeri. Dersom nogen dato fortjener sin plads, når det gælder bestemte tidsperioder, der har at gøre med vigtige begivenheder, så er det den 22.okt 1844, da den sidste profetiske målesnor i den hellige skrift nåede sin endepunkt, og den store gerning, den skulle afmærke, tog sin begyndelse i himmelen.

Men siger nogen, dette er dog at være alt for nøjagtig, – det er at give sig ud for at vide vel meget vedrørende, hvad der foregår i himmelen. Mon det er? Man behøver blot at gennemgå spørgsmålet på ny – Gå det igennem omhyg­geligt og skridt for skridt i bøn til Gud og med et ønske om at forstå sandheden. Hele den ved Moses indførtes husholdning i forbindelse med udfoldelsen af forløsningens plan blandt menneskene indeholder undervisning angående helligdommen og viser os, hvori dens renselse består. I tidens fylde kom denne husholdning til sin afslutning og blev efterfulgt af den evangeliske. Men skriften viser os, at den oprindelige helligdom, det sande tabernakel, hvoraf det, som Moses lod opføre, kun var en skygge, er i himmelen, hvor vor Herre nu udfører tjeneste for os. Som vi allerede tidligere har set, påviser hebræerbrevets forfatter (Heb 9,23), at denne helligdom må blive renset (fra synd) i virkelig­heden, således som den forbilledlige blev renset forbilledligt. Profeten Daniel afmærker en profetisk tidsperiode, der rækker 1813 år ind i den evangeliske husholdning, og siger, at da skal helligdommen blive renset; og disse er ikke engang Daniels ord, men blev udtalt direkte af et sendebud fra himmelen. På basis af uomstødelige historiske vidnesbyrd ved vi, at disse dage endte om høsten 1844; og dernæst viser forbilledet, at modbilledet efter guddommelige bestemmelse må møde forbilledet i henseende af tiden, og at helligdommens renselse var fastsat til den tiende dag i den syvende måned, som i det år, Dani­els store profetiske tidsperiode endte, faldt på den 22.oktober.

Er ikke alle disse punkter klart og tydeligt bevist? Er der nogen fejl ved anvendelsen af skriftens ord? Er der noget ubestemt og uklart ved historiens vidnesbyrd? Er der nogen fejl i de slutninger, vi har draget? Er det ikke således, at både forbilledet og modbilledet, skriften, historien, analogien og fornuften alle her forener sig og fastslår en overvældende sandhed? Hvor overraskende end slutningen kan være, så må den antages, såsandt den er en logisk følge af forudsætninger, som i sig selv er rigtige. Og kan mennesketanken overhovedet beskæftige sig med en større og mere ophøjet sandhed end den at komme til kundskab om, at Gud således har åbenbaret sig, at vi ikke alene kan efterspore udviklingen af hans værk på jorden, men også følge det tilsvarende værk, som samtidig foregår i himmelen? Der er også et andet punkt, man bør huske på, nemlig, at modbilledet begyndte på den dag, som forbilledet viser, men kan strække sig langt ind i tiden. Vi er endnu delagtige i Kristus, vort Påskelam, således som menigheden har været i de sidste atten århundreder; vi er endnu i de usyrede brøds højtid. Og den Helligånd, som kom ned på pinsedagen, der var modbilledet til festen på den dag, er endnu nærværende hos Kristi menighed. (Læs med eftertanke IKor 5,7.8; Joh 14,16.) Således forholdt det sig også med værket i det allerhelligste på forsoningsdagen, den tiende dag i den syvende måned. Dens modbillede måtte begynde på den dag og må naturligvis lægge beslag på et tidsrum, der svarer til storheden og vigtigheden af det værk, der da skal udføres; men eftersom forsoningsdagen hørte med til et af de forbilleder, der, hvad tiden angår, faldt om efteråret og var en af de sidste højtider om året og kun lagde beslag på en del af en dag i en lang række af tjenester, som strakte sig over et helt år, så må den modbilledlige forsoninstjeneste være af forholdsvis kortvarighed.

Men lige her på dette punkt har enkelte – sandsynligvis på grund af en eller anden uforklarlig uvillighed til at indrømme, at helligdommens renselse har gået for sig siden slutningen af nævnte tidsperiode i 1844 – påstået, at de 2300 dage ikke nåede til helligdommens renselse, men kun til den modbilledlige forsoningsdag, og at ligesom der på den tid blev udført foreløblige ofringer på denne dag, førend det virkelige rensesesværk i helligdommen blev påbegyndt, således er vi nu, skønt de 2300 dage er til ende, blot nået til dette forberedende arbejde, og helligdommens renselse er ikke begyndt

Kun nogle få ord vil være nok til svar på en sådan påstand. Vi læser ingen steder i Biblen om noget sådant som en »modbilledlig forsoningdag«. Det kan måske være rigtigt nok at anvende dette udtryk om den tid som faktisk benyt-tes til den modbilledlige renselse af helligdommen; vi kan måske tale om den som en modbilledlig forsoningsdag, idet vi indskrænker den til den tid, da helligdommen bliver renset. Men eftersom Bibelen ingen steder benytter udtrykket, så kan det heller aldrig bruges til forsvar for tanken om nogen modbilledlig forsoningdag, der skulle ligge udenfor det tidsrum, da selve forsoningsværket foregår.

At sige, at de 2300 dage ikke strækker sig til helligdommens renselse, er tydeligt i strid med Dan 8,13.14, som siger, at helligdommen skal blive renset og få sin ret igen på den tid. Det er kun ved at fordreje skriftens ord, så at der kommer til at stå: »Så skal den modbilledlige forsoningsdag begynde,« i stedet for »Så skal helligdommen komme til sin ret igen,« blive renset, at det kan lykkes nogen at få et tidsrum ind imellem de 2300 dages afslutning og påbegyndelsen af renselsesværket i helligdommen. Og hvem ved vel, om de særskilte ofringer på forsoningsdagen, som omtales i 4Mos 29, fandt sted, før ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste? Hvem ved, om de ikke blev ofret, efter at ypperstepræsten kom ud af det allerhelligste, på den tid, som antydes i 3. Mos 16,23.24? Alt dette er noget, som man selv må slutte sig til; Bibelen forholder sig tavs angående dette.

Men selv om dette kunne bevises, at disse ofringer fandt sted, før ypperste­præsten gik ind i det allerhelligste, så kunne man alligevel ikke deraf drage nogen sådan slutning som den overfor omtalte; for i nogle af de forbilleder, der hørte til foråret, som f.eks. den dag, da førstegrøden blev frembaret, og ugernes fest eller pinsen blev fejret, ofredes de samme brændofre osv. som på forsonings-dagen. 3Mos 23,10-21; 4Mos 28,16-31. Men i opfyldelsen var der alligevel in­gen tid afset til dette; modbilledet begyndte nøjagtig på den samme dag som forbilledet, ifølge hvad skriften viser.

Af disse betragtninger følger, at dersom der skulle udføres et længere for­beredelsesarbejde forud for helligdommens renselse, så må dette have været udført forud for de 2300 dage. Men de 2300 dage er visselig til ende.

FIRE OG TYVENDE KAPITEL

Et domsværk.

En undersøgelse af det værk, som kaldes »helligdommens renselse«, fører os ind på en række emner af den største vigtighed og betydning, emner, der forklarer nogle af de udtryk, vi finder i skriften, som ellers ville være dunkle og bringer harmoni ind i visse profetier, som ellers ikke ville kunne forenes, og besvarer nogle ellers uforståelige spørgsmål, der opstår hos en vedrørende begivenheder, som står i forbindelse med den største af alle begivenheder, vor Herres Jesu Kristi andet komme.

Eksempelvis kan nævnes, at når Kristus kommer, skilles Guds børn ud fra verdens børn, og der foregår en stor og pludselig forandring med dem, medens de andre bliver forbigået De retfærdige, som hviler i deres grave opstår i herlighed, iført udødelighed, medens de øvrige døde ikke bliver levende igen før efter et tusinde år (1.Tess 4,16; Ab 20,5); og de retfærdige, som lever, forvandles fra dødelighed til udødelighed i en hast, i et øjeblik (IKor 15, 51.52), medens de øvrige levende omkommer ved den almægtiges straffedomme. 2Tess 1,7-9. Denne forvanling med Guds folk foregår ved den sidste basun. Men førend denne forvandling kan finde sted, må det blive afgjort, hvem der hører med blandt Guds børn, hvem der således skal blive befriet, og hvem der ikke har villet omvende sig til Gud og derfor må gå til fortabelse. Alt dette må blive afgjort, før Herren kommer; thi når han kommer, vil der ikke gives nogen anledning eller tid til at undersøge menneskenes karakter og fatte bestem­melse om deres skæbne. Men dette således at bestemme menneskenes skæbne er et domsværk; for menneskene skal jo dømmes efter det onde eller det gode, de har gjort Ab 20,12. Et sådant domsværk må derfor finde sted, før Herren kommer.

Vi kender ikke til noget folk, der har en troslære hvori der findes plads for et sådant foudgående domsværk, andre end Syvende-dags Adventisterne. Hvorledes det skal forstås, at Kristus øjeblikkelig skulle kunne belønne sine børn efter deres gerninger uden en forudgående dom (Ab 22,12), har voldt mange ikke så lidt besvær, og for overhovedet at få nogen mening i det har man måttet ty til forskellige uskriftmæssige slutninger, som f.eks.: 1) Alle mennesker, gode som onde, opstår sammen. Men dette står jo i direkte strid med Bibelen; thi den erklærer tydelig, at der hengår et tusinde år mellem de retfærdiges og de uretfærdige opstandelse. Ab 20,5.2) En anden måde, hvorpå man har søgt at klare vanskeligheden, er ved at sige, at når de retfærdige opstår, så opstår de som dødelige, bliver dømt og først derefter forvandlet Men også dette strider mod Biblens ord; thi Biblen levner ingen plads for en sådan undersøgelsesdom efter Kristi komme; og desuden siger den jo tydeligt, at de retfærdige opstår i kraft, i herlighed, med åndelige legemer, uforkrænkelige (IKor 15,42-44), og at de levende retfærdige forvandles i hast, i et øjeblik, vers 51.52.

Således viser det sig, at ethvert forsøg på ad anden vej at forklare, hvorle­des de retfærdige kan blive iført udødelighed, når Kristus kommer, uden et sådant forudgående domsværk, hver gang kommer i konflikt med den hellige skrift Og ingen forklaringer, der modsiger sådanne tydelige udtalelser i Bibelen, fortjener den mindste tiltro. Men i dette afsluttende værk i helligdommen finder vi netop den rette plads for dette domsværk forud for Jesu komme; og når vi betragter selve det værk, som udførtes i helligdommen, så finder vi, at det svarer nøjagtig til et værk som det, vi her omtaler.

En rigtig forståelse af helligdommen fjerner alle disse vanskeligheder. Helligdommens renselse giver netop plads til denne forudgående dom og fremstiller for os et værk netop af denne slags.

Helligdommens renselse er et domsværk. Nogle få betragtninger vil gøre dette klart Kristus vedbliver med sin præstetjeneste lige indtil det tidspunkt, da han bestiger sin egen trone som konge. Fra sin stilling som præst går han lige over til stillingen som konge, og når han er blevet konge, så er hans præst-egering fuldendt Da nu hans præstelige virksomhed går ud på at indsamle fra menneskene et folk efter sit navn og til sit rige (Apg 15,14), så kan hans præste­tjeneste ikke ophøre, førend dette resultat er nået Når hans præstelige ger­ning er endt, vil det være afgjort, hvem der har benyttet sig af hans midler­gerning og således er blevet hans folk. Det, som her er det afgørende, er, at man befries fra synd; men dette er netop det værk, som Kristus udfører i det allerhelligste ved slutningen af sin tjeneste. Her er det, at han borttager sit folks synder, og deri består helligdommens renselse.

Dette indbefatter en undersøgelse af bøgerne; for den regel, som Gud har nedlagt vedrørende den sag, er, at al dom skal afsiges i overensstemmelse med enhvers gerninger, således som de findes nedskrevet i bøgerne. »Og de døde,« siger Johannes, »blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.« Ab 20,12. Af denne hentydning, som vi i dette og mange andre skriftsteder finder til bøgerne, til livets bog, til de navne eller de ting, som deri er skrevet, og til et hertil knyttet værk, hvorunder noget vil blive »udslettet«, kan der kun drages een slutning, nemlig den, at der føres nøjagtigt regnskab, over enhvers tanker og handlinger, ord og gerning her i livet Når nogen omvender sig og fører en kristelig vandel, så længe han lever, så vil alle hans synder der findes nedskrevet i bogen, blive udslettet deraf. Derfor sagde Peter: »Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.« Apg 3,19. Kristus taler om den samme klasse i Ab 3,5: »Den, som sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.« Atter siger han: »Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, han vil også jeg kendes ved over for min Fbder, som er i himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil jeg også fornægte over for min Flader, som er i himlene.« Matt 10,32.33; Luk 12,8.9. Og dette gælder den tid, da Jesus Kristus vil blive sendt anden gang til Jorden (Apg 3,20), og da han er ved at komme som en tyv over alle dem, som ikke våger. Ab 3,3. Spørg en af dem, der hører med til den almindelige klasse af kristne, hvornår disse her anførte tydelige skriftens ord er anvendelige – vil han kunne give noget svar? Men dette herlige emne om helligdommen stiller dem alle i et klart lys. Er det ikke et herligt emne, der således gør Guds ord tydeligt og forståeligt?

Ib særdeles vigtige punkter er hermed fastslået: Dersom vi får syndernes forladelse, så kommer der en tid ligefør alle tings ende, da disse synder udslet> tes af bøgerne, og vore navne bliver stående i livets bog, og frelseren bekender vore navne for Faderen som den, der har antaget frelsen ved ham. Dermed er vor sag afgjort, og vi bliver beseglet til evigt liv. Men dersom vi på den anden side ikke omvender os, så bliver vore synder ikke udslettet af de bøger, hvor de står opskrevet, men vore navne udslettes af livets bog, og Kristus fornægter os for Faderen som dem, der har kastet vrag på hans nåde og ikke er beretti­get til evigt liv gennem ham.

Helligdommens renselse indbefatter således en undersøgelse af det, som er skrevet om alle de gerninger, vi har udført i vor levetid. Det er en »undersø­gende« dom. Hver enkelt af enhver slægt fra verdens begyndelse af, der nogensinde har interesseret sig for Kristi værk, bliver således fremstillet for den store domstol deroppe. Idet Daniel beskriver, hvad der foregår ved påbegyndelsen af dette værk, kalder han det derfor en retshandling og lægger udtrykkeligt mærke til den kendsgerning, at bøgerne åbnes. Dan 7,9.10.

Dette værk har nu været i gang i helligdommen deroppe siden afslutningen af den profetiske tidsperiode der endte i 1844. Begyndende, som naturligt, er med den første slægt, der levede på jorden, har denne undersøgelse gået for sig ned igennem alle efterfølgende slægter og vil afslutte med den nulevende slægt Da vil beseglingsbudskabet, som omtales i åbenbareingens 7.kapitel, have fuldført sit værk, og da alle spørgsmål, som først måtte afgøres, nu er afgjort, og enhvers sag er afsluttet, vil alle forberedelser for Herrens genkomst være gjort

Kære læser, overvej, i hvor mange år dette højtidelige værk allerede nu har gået for sig! Hvor meget længere kan det vedvare? I over tres år har den undersøgende dom allerede været i virksomhed, og hvor få er der alligevel ikke af den store menneskemængde på Jorden, som har nogen anelse om deres tilstand! O Kristi menighed, opløft din røst som en basun, slå alarm, der vil bringe alle landets indbyggere til at høre og bæve! Thi Herrens dag er nær og haster såre.

Der kunne hos enklte rejse sig den indvending, at intet sådant domsværk fandtes i forbilledet, og at der derfor heller intet sådant kan være i modbilledet Som enhver vil forstå, er der en nær sagt uendelig forskel mellem jordiske og himmelske ting. Loven, siger hebræerbrevets forfatter, havde ikke selve billedet af de tilkommende goder, men kun en skygge af dem. Heb 10,1. Menneskene kunne den gang lige så lidt som nu læse hjerterne og kunne følgelig heller ikke fælde dom over den enkelte. Dette værk kunne derfor i forbilledet kun blive af en ganske almen art, et offer for hele menigheden. Men folket måtte hver for sig ydmyge sine sjæle, medens ypperstepræsten gjorde tjeneste for dem, eller også fik de ingen nytte af hans tjeneste. Det var derfor i virkeligheden et værk af samme art, så langt som det kunne udføres af dødelige mennesker, og det var visselig tilstrækkeligt til at tjene som et forbillede på det større og langt alvorligere domsværk, som en gang måtte finde sted, ja som nu foregår i himmelen.

FEM OG TYVENDE KAPITEL.

Det himmelske tempel oplades.

»Og Guds tempel i himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel.« Åb 11,19-

Vi har set, at templet i himmelen er helligdommen, det sande tabernakel, som Herren oprejste og ikke et menneske. Opladelse af dette tempel, således som det fremstilles i ovenstående skriftsted, fører til, at Guds ark kommer til syne. Arken opbevaredes udelukkende i den anden afdeling i helligdommen på Jorden. Når vi her ser arken i Guds tempel i himmelen, så er det altså, fordi det allerhelligste i det himmelske tabernakel er blevet opladt Og hvornår fandt dette sted? Svaret bliver: Da den syvende engel blæste i basun. Ab 11,15. De begivenheder, der skal finde sted under denne basun er:

1) Nationerne vredes (18.vers), hvad der særlig begyndte i 1848, da de politiske forhold i Europa var i særlig grad urolige, og har fortsat indtil vor tid.

2) »nu er din vredes dag kommet« Dette hentyder til de syv plager som noget, der snart skal indtræffe.

3) Denne verdens riger bliver vor Herres og hans salvedes. 15. vers. Dette vil få sin opfyldelse, når Kristus bestiger tronen, og de verdslige riger, som står ham imod, gives i hans hånd for at blive sønderslået Sal 2,8.9; Dan 2,44.

4) »Folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger Jorden øde, selv skal ødelægges.« Ab 11,18. Det, som her omtales, må strække sig over det hele tidsrum indtil de ugudeliges tilintetgørelse ved slutningen af de tusinde år.

5) »Og Guds tempel blev oplukket i himmelen.« Af det vi har fremholdt angående helligdommen og de 2300 dage, ved vi, at dette fandt sted i 1844. Og da det ikke finder sted, førend den syvende basun lyder, den sidste i rækken, så ved vi, at det må indtræffe nær ved verdens ende og ikke kunne have fundet sted ved begyndelsen af denne husholdning, således som nogle forgæves har søgt at hævde. Dette er den første begivenhed, der omtales, som finder sted under den syvende basun, og derfor må man nødvendigvis slutte at den syvende basun begyndte at lyde på det tidspunkt. Da de 2300 dage ophørte, og den syvende basun begyndte at lyde, blev Guds tempel åbnet i himmelen, og arbejdet med at rense helligdommen blev påbegyndt

Og hvad var følgerne af templets opladelse? »Og hans pagts ark,» siger apostlen,« blev set i hans tempel.« Han siger ikke blot: »Jeg så den,« men; den »blev set«. Johannes, der her står som menighedens repræsentant, lærer ty­deligt, at menigheden i troen vil se arken i tabernaklet oventil. Synet af arken fremkalder kun een tanke hos os, og det er at den indeholder Guds lov. Arken blev kaldt parkens ark eller vidnesbyrdets ark, fordi den indeholdt de vidnesbyrdstavler, som Gud gav Moses, nemlig de ti bud. Dens navn kommer af, at den indeholdt lovens tavler. Havde den ikke indeholdt tavlerne, så ville den aldrig være blevet kaldt pagtens ark. Og når som helst og hvor som helst den kaldes »pagtens ark« er det et bevis på, at Guds lov er i den.

Med disse få bemærkninger i tanke beder vi læseren lægge nøje mærke til, at arken, som den blev set i himmelen af Johannes på den tid, da den syvende engel blæste i basun, endnu kaldtes »hans pagts ark«. Hvad beviser dette? Det beviser, at denne ark i himmelen indeholder loven. Hvilken lov? Den samme lov, som gav den sit navn på Mose tid, nemlig vidnesbyrdets tavler, de ti bud. Og hvad kan vi antage, at disse bud, som findes i arken i himlen, indeholder? Naturligvis det samme, som de indeholdt i arken i den jordiske helligdom; det kan der ikke være nogen tvivl om. Men dette udelukker for bestandig al tanke om nogen forandring i loven. Kan der ikke blive tale om at forandre eller af­skaffe loven? Nej, ikke før vi kan forandre eller afskaffe tavlerne i himmelen. Hvilket forfængeligt og unyttigt arbejde giver ikke de sig af med, som arbejder på at vise, at Guds lov som et hele eller endog blot sabbatsbudet alene er blevet i mindste måde forandret endsige afskaffet! Hvor forfængeligt at forsøge på at vise, at endog blot det mindste bogstav eller en tøddel er blevet forandret i denne lov!

Den slutning er derfor ikke alene tydelig og skriftsmæssig, men også smuk, at ligesom arken i himmelen er den store virkelighed, hvoraf arken på Jorden var et billede, således er også loven i arken deroppe den store, oprindelige virkelighed, hvoraf loven, som blev givet her på Jorden, kun var en afskrift eller en genpart

Da vi nu har set, at der findes en helligdom, en ark og en lov i himmelen, hvor Kris tus gør tjeneste, kommer der øjeblikkelig en anden tanke frem ved­rørende det, som tjenesten i den jordiske og tjeneste i den himmelske hellig­dom havde hensyn til. Vi har set, hvilket forhold disse to tjenester står i til hinanden, nemlig som forbillede og modbillede. Den første var et forbillede, den anden modbilledet. Den første var en skygge, den anden var virkeligheden. Men ikke alt i forbindelse med den husholdning var forbillede eller skygge. Der var også noget, som var virkeligt, nemlig synden. Menneskene var virke­lige overtrædere; men synd eller misgerninger overtrædelse af loven. Der var derfor en virkelig lov tilstede, som de havde overtrådt, nemlig den lov, som fandtes i arken, de ti bud. Kun tjenesten i forbindelse med den lov var forbilledlig. Loven var virkelig, og synden var virkelig; og præstetjenesten, som udføres, havde til hensigt at borttage denne synd. Dette kunne den imidlertid alene gøre forbilledligt, for blod af dyr, som var det eneste blod, de havde at afse, kunne i følge apostlenes ord ikke i virkeligheden borttage synd. Heb 10,4. Men denne forbilledlige tjeneste sigtede til en tjeneste, der senere hen skulle udføres af vor Herre, og som virkelig kunne borttage menneskenes synder.

Ofringerne på den tid var forbilleder på vor Herres offer. Disse ofringer skete med henblik på den lov, som var i arken. Vor Herres offer må derfor have hensyn til den lov, som findes i arken; for hvad de ofringer var i forbilledlig forstand, må hans offer være i virkelig forstand. Man kan ikke for et øjeblik fastholde den tanke, at de ofringer skulle have hensyn til en vis lov og alligevel være forbilleder på en ofring, der blev gjort med henblik på en anden eller forskellig lov. Dette ville være umuligt; for så ville det ene ikke kunne vare et forbillede på det andet. Det forhold, disse ofringer stod i til hinanden i forbilledlig og modbilledlig henseende, viser, at de må sigte til en og samme lov. Derfor må loven i den himmelske ark, foran hvilken Kristus udfører sin tjeneste, være af nøjagtig samme ordlyd som den lov, der var nedlagt i den forbilledlige ark på Jorden.

Dette er den betydning, spørgsmåletom helligdommen har med henblik på Guds hellige lov, de ti bud. Det er et afgørende bevis på budenes varighed og uforanderlighed. Og her har vi måske årsagen til, at de, som sætter sig op imod Guds lov, også lukker deres øjne til for det klare lys angående helligdommen. De kan nemlig ikke antage det ene uden også at antage det andet

Templet er blevet opladt i himmelen, og Johannes siger, at pagtens ark blev set der – set ved troen af Guds menighed på Jorden. Hvilket yderligere bevis kan der gives for, at dette er blevet opfyldt? Vi svarer: Et sådant bevis har vi i den store bevægelse, som vi nu går over hele Jorden, og hvorved menneskene oplyses om Guds lov og den sande sabbat. Mange har antaget lyset angående helligdommen. De ser templet åbnet i himmelen, der ser de også arken og vor Herre, som udfører sin sidste offertjeneste ved nådestolen, arkens låg, i det allerhelligste i helligdommen deroppe. De ser, at lovens fordringer hverken er blevet slappet eller forandret, og de går ud for at hævde dens krav og lede menneskene til atomvende sig og holde Guds lov. Denne bevægelse er indtruffet nøjagtig på det rigtige tidspunkt og på den rette måde til at være en opfyldelse af profetien og til at stadfæste den fremstilling, som vi her har gjort angående dette vigtige emne.

Husk altid på, kære læser, at vi endnu har blikket fæstet på Jesus! Og når dit blik nu søger efter ham, hvor vil du da finde ham? Ser du ham ikke stående foran Guds pagts ark i det himmelske tempel og talende deres sag, som søger hans forbøn? Trænger ikke også du til ham som din talsmand? Har du ikke brug for hans retfærdighed? Behøver du ikke den forsoning, som han vil gøre for dine synder – din overtrædelse af den hellige lov, som ligger i arken foran ham? Men kan han med sit blod sone for din overtrædelse af den lov, før du ophører med al genstridighed og al ulydighed mod denne lov, førend de aner­kender den i alle dens enkeltheder, og før end du i dit hjerte ønsker at nå dertil, at du kan sige med apostlen: »Jeg har lyst til Guds lov efter det indvortes menneske«? Og tror du, at nogen kan forandre den lov? Nej, ikke medmindre han formår at trænge gennem englevagten ind i templet, styrte Jehova ned fra tronen, nedrive nådestolen og lægge sin hånd på og bortmejsle budene på de uforgængelige tavler.

Templet er blevet oplukket, og intet menneske kan lukke det. Arken ses, og intet menneske kan tilhylle den. Det tilsvarende værk på Jorden er i gang, og intet menneske kan standse det. Det bedste, et menneske nu kan gøre, er der­for at forene sig med den, der af hele hjertet søger efter og snart vil få adgang til det rige, som er vor Herres og hans salvedes. Åb 11,15.

SEKS OG TYVENDE KAPITEL.

                                        »Guds hemmelighed« fuldkomme!.

Vi påviste i forrige kapitel, at på den tid, da de 2300 dage endte, og helligdom­mens renselse begyndte, blev Guds tempel, den afdeling, hvor arken står, åbnet Vi har endvidere påvist, at dette fandt sted under den syvende basun, som da begyndte at lyde. Når den syvende basun, den sidste af den række basuner, der strækker sig over den evangeliske tidsalder, lyder, bliver Guds tempel i himmelen opladt, og helligdommens renselse begynder.

Vor opmærksomhed henledes nu på en anden mærkværdig forudsigelse om, hvad der finder sted, når den syvende basun lyder, og værket i helligdom­men fuldbyrdes. Til apostlen Johannes blev der sagt: »Ja, i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hem­melige rådslutning fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne.« Ab 10,7. Hvad skal man forstå ved »Guds hemmelige rådslutning« og »dens fuldbyrdelse« Apostlen Paulus taler på flere steder meget tydeligt om Guds hemmelige rådslutning. I Ef 3,3-6. siger han: »At jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet.«

Her siger Paulus udtrykkelig, at »den hemmelighed« blev ham kundgjort ved åbenbarelse. I sit brev til galaterne beretter han, hvad det var, der blev ham kundgjort ved åbenbarelse: »Det vil jeg nemlig sige jer, brødre! at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk; det er jo heller ikke af noget menneske, jeg har fået det eller har lært det, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.« Hvad han i brevet til efserne kalder »den hem­melighed,« som var blevet ham kundgjort ved »åbenbarelse«, kalder han i sin skrivelse til galaterne udtrykkelig »evangelium«, således som det blev prædiket for hedningerne.

Videre siger han: »Da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus.« Ef 1,9.10. Og atter i Kol 1,25-27: »Thi dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb.« I Ef 3,9. skriver han: »Og at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, derfra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber.« Og i Rom 16,25.26: »Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbarin­gen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, men nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke troslydighed hos dem.«

Alle disse skriftsteder bærer det samme utvetydige vidnesbyrd om den sandhed, at »Guds hemmelighed« og »Kristi hemmelighed« hverken er mere eller mindre end Jesu Kristi evangelium, gennem hvilket hedningerne bliver delagtige i Israels håb, medlemmer af troens husholdning. Eftersom nu dette er hemmeligheden, så vil hemmelighedens fuldbyrdelse være ensbetydende med afslutningen af evangeliets forkyndelse, fuldbyrdelsen af det værk, som evangeliet skulle udføre, Dette medfører nødvendigvis afslutningen af menneskenes prøvetid og fuldendelsen af frelsens plan.

Men som vi allerede har set, er dette netop det resultat, der opnås ved det store værk, som kaldes helligdommens renselse. Her er det, at Kristus afslutter sin gerning som præst, ophører med sin midlertjenste, bestemmer alle menneskers skæbne og bringer evangeliets værk til afslutning.

Læseren vil nu kunne forstå et andet smukt led i den fejlfri kæde af sandhe­der, som Bibelen fremholder angående dette emne. Når den syvende engels basun lyder, begynder det værk, som kaldes fiildkommelsen eller fuldbyrdelsen af Guds hemmelighed. Men dette værk vil kræve nogle år; for det er »i de dage [profetiske dage eller bogstavelige år], da den syvende engel lader sin røst lyde«, at denne hemmelighed skal fuldkommes. Ab 10,7. Dette værk vil lægge beslag på de første år af det tidsrum, hvori den syvende basun lyder. Men denne basun begyndte at lyde ved slutningen af de 2300 dage, i 1844, da Guds tempel blev opladt i himmelen. Vi befinder os nu i den tid, da Guds hemmelighed fuldbyrdes; og denne afsluttende del af evangeliets værk indtræffer, som vi ser, samtidig med helligdommens renselse, der består i den tjeneste, som udføres i den afdeling af det himmelske tempel, der da blev opladt. Hvorledes skulle kendsgerninger overhovet kunne stemme mere nøjagtig overens, end her er tilfældet?

Englen sagde, at Guds hemmelighed på den tid skulle fuldkommes, »såle­des som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne«. Ab 10,7. Hvor havde han forkyndt dette? Dette udgør kun en del af engelens kund­gørelse, som også indbefatter de foregående vers. Og i disse finder vi, at han udtalte en højtidelige ed på, at »Fristen er omme.« Vers 6. Her kan ikke være tale om bogstavelig tid, for englen talte umiddelbart derefter om de dage, da den syvende engel støder i sin basun. Det kan heller ikke have hensyn til prøvetidens afslutning; for Johannes, der her repræsenterer Guds menighed, før pålæg om at forkynde endnu et budskab for menneskene efter dette tidspunkt, vers 11. Der er da kun een slags tid tilbage, og det er profetisk tid, og det må derfor være en sådan tid, der her er tale om. Men de 2300 dage er den længste profetiske tidsperiode, vi finder omtalt i Bibelen, og den rækker længere frem i tiden end alle andre tidsperioder. Englenes ord må derfor være en kundgørelse om, at da skal der ikke mere gives profetisk tid, eller med andre ord: de 2300 dage afsluttes.

Da er det, englen udtaler, hvad der skal følge umiddelbart efter, nemlig at Gud hemmelighed skal fuldkommes, som han har forkyndt sine tjenere, profeterne. Og hvad var det, Gud havde forkyndt for profeterne, at der skulle finde sted ved slutningen af de 2300 dage? svaret er ligetil: han havde vist Daniel, at da skulle helligdommen renses. Her står vi altså overfor det sted, hvor Gud ved at forkynde, at helligdommen skulle renses, forkyndte sine tjenere, profeterne, at Guds hemmelighed skulle fuldkommes. Helligdommens renselse og fuldkommeisen af Guds hemmelighed bliver således eet og det samme. Hvilken herlig harmoni er der ikke i alt dette.

SYV OG TYVENDE KAPITEL

Forsoningen

Læren om forsoningen indtager en meget fremskudt plads i den lange række af emner, som står i så nøje forbindelse med helligdommen. Den er tillige et meget vigtigt emne som et led i en rigtig forståelse af helligdommen, og hvad der hører til denne.

Vi har tidligere påvist, at helligdommens renselse, den undersøgende dom og Guds folks synders udslettelse samt fuldbyrdelsen af Guds hemmelighed i virkeligheden går ud på en og samme ting. Hertil kan nu endvidere føjes, at det samme gælder forsoningen.

Den hyppige brug af det udtryk, at »Kristus sonede for vore synder på korset«, viser, hvor almindeligt udbredt den tanke er, at udgydelsen af Kristi blod på korset og tilvejebringelsen af forsoning er et og det samme. Men denne anskuelse fører uundgåelig til to meget farlige vildfarelser. En sådan lære har drevet mange til at gå til den modsatte yderlighed og anvende tiden til unyttig og ørkesløs strid.

Skriften erklærer udtrykkeligt, at Kristus døde for alle. Den anskuelse, at Kristi død var forsoningen, fører let til den fejlagtige slutning, at Kristus har gjort forsikring for alle menneskers synder; men alle synder, som der er gjort forsoning for, skaffes af vejen og udslettes, og derfor kan der altså ikke blive fordømmelse tilbage for noget menneske, men alle vil blive frelst Her har vi da straks den rene universalisme.

Skriften lærer imidlertid lige så tydeligt, at ikke alle vil blive frelst, men at nogle nu er under fordømmelse og vil være under fordømmelse ved tidens ende. For disse bliver der selvfølgelig ingen forsoning gjort; men hvis forso­ningen og Kristi død er ensbetydende, så følger deraf, at han ikke bar verdens synder eller alle menneskers synder på korset, således om Johannes og Peter har meddelt os, at han gjorde. Thi dersom hans død ikke omfatter mere end forsoningen, så døde han ikke for alle, men kun for nogle tidvalgte. Men den tanke ligger jo til grund for calvinismen, læren om udvælgelsen eller forudbe-stemmelsen i dens frastødende og ukristelige skikkelse.

En rigtig forståelse af helligdommen danner en skranke imod begge disse falske lærdomme. Vanskeligheden ligger i, at man i begge de nævnte tilfælde går ud fra samme forkerte forudsætning. Og når forudsætningen er falsk, så er det umuligt at nå til en rigtig slutning, hvor sundt og korrekt man end ræsonnerer. Kristi død er ikke det samme som forsoningen. Og dette fjerner hele vanskeligheden ved denne sag. Kristus gjorde ikke forsoning, da han ud­gød sit blod på korset Dette må man fastslå en gang for alle. Herved fornægter man ikke forsoningen, som er verdens håb, men anviser den kun dens rigtige plads, hvor den ikke vil komme i strid med andre store bibelske sandheder.

Men står der ikke, at han bar vore synder på sit legeme på træet? Og bar han ikke alles synder, eftersom han døde for alle? Jo, bestemt! Men i hvilken forstand? Hvilken opgave fuldbragte han, da han udgød sit blod? For at få klarhed i denne sag vender vi os atter til forbillederne. Tanken og læreren om forsoningen er hentet fra det forbilledlige offersystem.

I det forbilledlige offersystem var der flere ting, som måtte udføres, før man kunne opnå forsoning og høste gavn deraf:

1) Den angrende overtræder måtte bekende sin synd, idet han lagde sine hænder på offerets hoved.

2) Derpå skulle blodet af dette offer, som han havde bragt, udgydes.

3) Præsten tog så blodet og udførte sin ceremonielle handling dermed ved alteret eller i helligdommen. Og denne handling blev udført hver dag i året, indtil forsonings-dagen, forligelsens dag, kom. Forsoningen var årets sidste og afsluttende handling i den årlige runde af tjenester ved helligdommen. Præstens offer og tjeneste gik forud for forsoningen; præstens tjeneste bragte ikke forsoning, så længe som han udførte tjenesten i det hellige. Der blev ingen fuld forsoning gjort, før forligelsens dagoprandt, og den årlige tjeneste, som i følge anvisningen skulle udføres i det allerhelligste, blev udført i denne afdeling.

Sammenligningen mellem den jordiske og den himmelske helligdom er ble­vet fremstillet tydeligt nok til, at man øjeblikkeligt kunne gøre den rigtige anvendelse heraf. Den modbilledlige forsoning, som medfører syndens endelige fjernelse, skete ikke, da ofret for denne husholdning blev fremført, ej heller ved præstens tjeneste i helligdommens første afdeling; den sker først, når vor præst gør tjeneste i det allerhelligste; og dette udgør afslutningen på vor Herres tjeneste, helligdommens renselse, et bestemt afsnit af hans værk, som ifølge hvad vi har set, ikke begyndte før i 1844.

I dette tilfælde ligesom i forbilledet går ofringen og den almindelige præste­tjeneste forud for forsoningen. Men hvilken rolle udførte Kristus, da han led for os? Han led ikke som vor ypperstepræst, men som vort offer; for han blev slået ihjel af ugudelige mennesker, ligesom offeret førhen blev slagtet af synderen. Det var som offerlam, han bar vore synder på sit legeme på træet. Her randt det blod, hvormed han gør tjeneste. Hans lidelse gik forud for den præstetjeneste, han skulle udføre i det sande tabernakel oventil; forsoningen er den sidste tjeneste, han udfører som præst. De, der fremstiller offeret som ensbe­tydende med forsoningen, sammenblander begivenheder, der er skilt ad ved et tidsrum på over 1800 år. Offeret var alment, Kristus døde for hele verden. Offeret blev frembaret for alle, som ville antage det. Men forsoningen tilslut er noget særskilt. Forsoning gøres kun for dem, der ved »omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus« tilegner sig hans forløsningsværk. Apg 20,21.

Men hensyn til sådanne skriftsteder som Heb 1,3; 7,27. og 9,12.14.26. behøver vi kun at sige, at da Kristus udgød sit blod på korset, gjorde han »renselse« for menneskenes synder og »fuldkommede« og »helligede« dem i den forstand, at han gjorde udvej for alle, som ville, så de kunne komme til ham og finde forløsning og fuld frelse. Han »ofrede sig selv« i den forstand, at han frivillig gav sig hen i døden for en syndig verden. Men det bør også erindres, at Kristus efter sin korsfæstelse blev oprejst fra de døde og gjort til præst Han er således både offeret og præsten; og som præst frembærer han sit eget blod og påberåber sig sit eget offer for Faderen. Kunne der tænkes nogen ordning mere talende og smuk og bedre egnet til at fremhæve hans præstedømmes værd for menneskene? Men på korset (lad os gentage det), da han bar verdens synder på sig og udgød sit blod for syndige mennesker, udførte han ingen præstetjeneste. Hans præstedømme var endda ikke begyndt; og desuden hørte det ikke præsten til at fremkomme med offeret; det gjorde synderen. Derfor var det ugudelige mennesker, som korsfæstede herlighedens herre. Og omend de ikke gjorde det i anger og tro, men med satanisk ondskab og grusomhed, har vi her et eksempel på, at Gud af menneskenes vrede beredte sig pris. Satan og onde mennesker mente, de skaffede den forhadte Kristus af vejen; men da de var færdig med deres onde dåd, se, da fandtes det, at det Store Offer for hele verdens syndeskyld var fremført, og til ham ville millioner komme i anger og tro og gennem hans blod finde tilgivelse for sine synder.

Det er ikke på sin plads her at gå ind på en vidtløftig drøftelse af forsoningen for at påvise det rimelige, det retfærdige og rent filosofiske ved denne herlige plan. Hensigten med at omtale emnet i denne forbindelse er kun at påvise dets forhold til det store og vigtige spørgsmål om helligdommen og for at rejse en skranke imod den vildfarelse, at man sammenblander offeret med forsoningen og anbringer forsoningen ved begyndelsen af Kristi præstelige tjeneste i stedet for ved dets slutning. En rigtig forståelse heraf vil, som vi ovenfor har set, beskytte os mod sådanne vildfarelser som universalismen og calvinismen.

Men siger Peter ikke, at vi skal omvende os og lade os døbe til syndernes forladelse (Apg 2,38)? Og hvis syndernes forladelse opnåsved dåbshandlingen, hvorledes kan vi da se fremad til forsoningen og forladelsen engang i fremtiden? Et sådant spørgsmål kan måske opstå hos en eller anden. Men dette skriftsted siger ikke, at synderne forlades ved dåben. Den handling udføres kun til syndernes forladelse, dvs. for at de kan blive forladt For det er alene ved blodets’udgydelse, at man virkelig opnår syndsforladelse. Dåben skuer derfor kun fremad til den tid, da synden, efter at man i troen har opfyldt alle Guds krav, vil blive udslettet ved Kristi blod, og vederkvægelsens tider kom­mer fra Herrens åsyn. Apg 3,19.

Men er ikke vore synder tilgivet allerede nu? Og dersom de er tilgivet, er de så ikke fjernet? Svaret findes i den forskel, vi allerede har påpeget Syndsfor­ladelse er ikke ensbetydende med syndsudslettelse. Tilgivelse gives på betingelse, og betingelsen er, at vi opfylder visse fordringer, indtil vor prøvetid ophører. Dersom vi kommer til kort i denne henseende, så vil vi til sidst stå uden forladelse, og der kan da ikke gøres forsoning for os. Det samme kan siges om ethvert tilfælde, hvor ordet »forsoning« benyttes om den nuværende tid (Som man tit finder i 3.Mosebog) forud for den store forsoningsdag. Det var alt­sammen på betingelse; alt beroede på, om man kunne blive antaget, når den store, almindelige forsoning blev gjort ved afslutningen af årets tjeneste. Bibelens lære om dette punkt fremgår forøvrigt med al ønskelige tydelighed af, hvad profeten Ezekiel siger (Ez 18,16; 33,13), samt af Kristi ord til belysning herpå i Matt 18,21-26.

Her har vi Ezekiels ord: »Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdig­hed og gør Uret, skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.« Og han tilføjer: »så skal intet af hans Retfærdighed tilregnes ham.« Det vil sige, at han vil blive anset, som om han aldrig havde været retfærdig. Men den retfærdiges retfærdighed er af troen; hvis han derfor vender sig bort og gør uret, vil han blive behandlet, som om ham aldrig havde haft tro. Tilgivelsen, der var givet på betingelse, tages tilbage.

Hør nu Kristi lignelse til belysning heraf: En konge havde en tjener, der skyldte ham en stor sum penge; men da han intet havde at betale med, efter-gav hans herre ham hele gælden. Men denne samme tjener havde en med-tjener, der skyldte ham en lille sum, og da han ikke kunne betale med det samme, bad ham om henstand. Men dette ville den anden ikke høre om og kastede ham i fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. Da hans herre hørte dette, tog han løftet om tilgivelse tilbage og overgav den ubarmhjertige skyldner i rettens hænder, ind til han betalte alt det, han var skyldig. Da hans herre hørte dette, tog han løftet om tilgivelse tilbage og overgav den ubarmhjertige skyldner i rettens hænder, indtil han betalte alt det, han havde skyldig. Matt 18, 21-35. Og den lærdom, vi skal hente heraf fremsætter vor Frelser i føl­gende alvorsfulde ord: »Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.« Dette belyser tydelig, at tilgivelsen gives på betingelse, og viser, hvorledes det, at man engang har faet tilgivelse, ikke gælder længere, når man vender sig bort fra Herren og synder.

Men dersom forsoningen endnu ligger i fremtiden, hvorledes kan vi da høste gavn af den? Hvorledes bliver vi retfærdiggjort? Til svar herpå behøver vi kun at stille et andet spørgsmål: Dersom Forsoningen blev gjort på korset, hvorledes kunne da de, der levede før den tid, høste gavn af den? Men ligesom de Guds børn, der levede og døde før Kristi tid, kunne få gavn af forsoningen, når den skete på korset, således kan også både de og vi få favn af den, selv om den ikke bliver udført førend ved slutningen af den kristelige husholdning. Det hele beror på tro. Patriarkerne blev retfærdiggjort ved troen og døde. Og det samme har været tilfældet med de retfærdige gennem alle efterfølgende tider. Alle deres gerninger og deres tro står nøjagtig nedtegnet i himmelens bøger. Tiden for den undersøgende dom kommer, da Kristus skal udføre den sidste del af sin præstelige gerning, da helligdommen skal renses. Syndere udslettes, og forsoningen fuldbringes. Bøgerne åbnes, og ethvert navn bliver undersøgt Da vil der blive gjort forsoning for deres synder, om hvem bøgerne viser, at de har omvendt sig og vist tro og lydighed og er forblevet i denne tilstand til det sidste, og de vil blive udslettet

Og dette undersøgelsesværk begyndte ved udløbet af de 2300 dage, i 1844. Det begyndte på den måde, som beskrives i Dan 7,9.10. Her ser vi den gamle af dage sætte sig til doms. Kristus er ypperstepræst »Ti tusinde gange ti tusinde « himmelske medhjælpere er meddelagtige i det store værk. »retten blev sat, og bøgerne åbnet«. Under så ophøjede omgivelser er det, at den højtidelige retssag vedrørende menneskene har foregået oventil siden slutningen af de 2300 dage.

OTTE OG TYVENDE KAPITEL.

Prøvetidens ende

Med dette syn på sagen vil nogle straks finde på den tanke, at når forsoningsværket begynder i det allerhelligste i himmelen, kan der ikke længere tilbydes syndere nåde, men at prøvetiden da må ende. Og dette fremføres som en indvending imod den her hævdede anskuelse at helligdommens renselse eller forsoningsværket begyndte i 1844; for, siger de, hvis dette havde været tilfældet, kunne ingen være blevet omvendt siden, med eftersom syndere er blevet omvendt siden den tid, kan helligdommens renselse ikke have taget sin begyndelse da.

Men hvor har man den opfattelse fra, at prøvetiden må ende, når vor Frelser begynder sin tjeneste i det allerhelligste? Ingen bibelsk skribent har sagt noget sådant, og der findes ingen antydning dertil i forbilledet Der svares, at alle ofre for synd skulle fremstilles ved tabernaklets dør og ikke i det allerhelligste. Dette er sandt; men man må forudsætte noget andet sammen hermed, før dette kan blive en gyldig indvending, og det er: at vore bønner og begæringer og vor syndsbekendelse er vore ofre, og at vi følgelig ikke kan fremstille dem noget andet sted end ved tabernaklets dør, og at vi kun kan fremstille dem der, medens vor ypperstepræst tjener i den første afdeling, og at efter at han er gået ind i den anden afdeling, vil ingen sådanne ofre blive godkendt, ingen nåde vil blive tilbudt menneskene, og prøvetiden vil ophøre!

Her ser vi atter, hvilken fiildstændig misforståelse der råder med hensyn til hele denne sag; for herved gøres jo vore bønner og vore synds bekendelser til modbilleder af ofrene i den gamle husholdning. Men kan vi for et øjeblik antage, at når en person frembar sit offer til det jordiske tabernakel, det da betegnede, at folket i evangeliets husholdning skulle bede og bekende sine synder? Det er sandt, at dette må vi gøre; men der lå i de ofre ingen hentydning til sådanne pligter som disse i denne tid; for de pegede alle hen på Kristus; og når de, der kommer med dette argument, blot vil tage det rette modbillede; kan de lægge så megen vægt, de vil, på stedet, hvor der skulle ofres; for også Kristus »led uden for porten«. Heb 13,12. Vi har derfor kun at følge ham ind i både det hellige og det allerhelligste (i den rette tidsfølge), medens han fremstiller sit offer der.

Men læser man i 3Mos kap 17 (hvor man har ment at finde bevis for, at syndernes forladelse kun kan fas i den første afdeling) så langt som til vers 7, vil man finde, at hensigten med den der nævnte særskilte befaling, at folket skulle bringe sine ofre frem til tabernaklets dør, var at hindre fra at ofre ude på marken til de onde ånder. Dette modsiger således på ingen måde det vidnes­byrd i 3.Mos 16, at ypperstepræsten gjorde forligelse med syndofferets blod i det allerhelligste for alt folket for alle deres overtrædelser og alle deres synder. Og for at drage sig det til nytte måtte de samtidig ydmyge deres sjæle, hvilket jo viser, at deres prøvetid i de år under forbilledet ikke ophørte, førend forligelsens gerning var fuldbragt

I det foregående kapitel blev der hentydet til de ofringer, som menes at have været en forberedelse for selve forsoningen eller helligdommens renselse. Som sagt har nogle den opfattelse, at dette forberedende værk foregår nu, og det at prøvetiden vedvarer, grunder man på den forudsætning, at disse forberedende ofringer muligvis kunne gælde individuelle tilfælde og være anvendelige på særskilte synder.

Lad os opstille en undersøgelse for at se, på hvilken grund denne forudsæt­ning hviler. Der siges, at den gerning, son! udføres i det allerhelligste, ikke bestod i ofring af blod for særskilte individer, men for hele folket Men det er ligeså sandt, at disse forbedrede ofringer, hvortil der allerede er hentydet, var af akkurat samme art De ofredes ikke af individer, men ligesom det daglige morgen- og aftenoffer for hele folket. Der var derfor ligeså vist nåde at få gennem det syndoffer, hvis blod blev ført ind i det allerhelligste, som gennem de andre ofringer, der blev frembaret på den dag. Vi nægter ikke, men hævder tværtimod fuldt ud, at der gennem disse ofringer var nåde og syndernes forla­delse at få for folket Men i så fald kunne syndernes forladelse også opnås, medens ypperstepræsten fremstillede sit offer i det allerhelligste. Og medens ofringer under forbilledet nødvendigvis måtte være for alle i almindelighed, må den under modbilledet være for individet; for det er for den enkelte, gerningen her udføres, og bøgerne åbenbarer, hvordan det står til med enhver.

Om nogen ville sige, at den gerning, der udførtes i det allerhelligste, var at rense helligdommen, så svarer vi, at det kan ikke siges, at den bestod alene i at rense helligdommen, hvilket forandrer sagen betydelig. Det er sandt, at den bestod i at rense helligdommen, men dermed kommer ikke hele sandheden frem. Den udføres også for folket og gjaldt for alle de synder, der var begået, helt til det øjeblik, offeret blev frembaret

Ypperstepræsten gjorde forligelse for folkets synder på den dag ligeså vel som for sine egne synder. Læs omhyggeligt 3Mos 16 og Heb 9,7.

Det kan med sikkerhed siges, at det, der i forbilledet blev udført for folket som et hele, det bliver i modbilledet udført for folk som individer; og blodet af syndofferet frembaret i det allerhelligste gælder for deres synder, ligesom det gjorde under tjenesten i den ydre afdeling, indtil det kommer dertil, at enhver enkelts sag skal afgøres. Den dobbelte gerning, der udføres af ypperstepræ­sten i den jordiske helligdom, synes træffende at fremstille den dobbelte ger­ning, der udføres af vor ypperstepræst i den himmelske helligdom. For alle, der har hvilet i graven fra Abels tid og indtil denne stund, kan behandles hver for sig, når deres sag kommer frem; og hele tiden, medens dette store værk udføres, gælder Jesu blod for Gud for dem, der endnu lever.

Der synes ikke at være nogen vanskelighed forbundet med den tanke, at ypperstepræstens offer i det allerhelligste gælder for synder, som begås, me­dens han tjener for Guds åsyn. Der er også nogle andre ting, som støtter denne tanke. Under forbilledet blev, såvidt vi ved, overtrædelsen begået forud for ofringen hele året igennem. Synden blev begået, førend offeret blev fremstillet Og intet offer bragtes til præsten for synder, som kunne begås i fremtiden. Dette gjaldt mindst ligeså meget tjenesten i det helligste som i det allerhelligste.

Men hvorledes var de med vor Frelser? Jo, vi ved at han udgød sit blod, førend han gik ind i det himmelske tabernakel. Og det blod, som engang blev udgydt, gælder til udslettelse af synder begået efter hans død ligeså meget som til udslettelse af synder begået, ligesom i forbilledet, før offeret blev frem­baret. Og som vi har set, frembærer Kristus dette blod i begge afdelinger i den himmelske helligdom. Dersom da det blod, som frembæres i det allerhelligste, ikke gælder for andre synder end dem, der blev begået, inden det blev frem­baret der, er der ligeså god grund til at slutte, at det ikke kunne gælde i det hellige eller den første afdeling for andre synder end dem, der var begået, før det blev frembaret der. Og således ville der ikke være tilgivelse at få noget sted under hele den nuværende herlige evangeliets husholdning. Men det går for vidt; og et standpunkt, der fører til en sådan slutning, og et argument, der bringer et sådant resultat, er uholdbart

Men vi har i det nye testamente et tydeligt vidnesbyrd vedrørende det punkt, at Jesu blod gælder for os både i det hellige og det allerhelligste i det himmel­ske tabernakel: »Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, [de hellige steder].« Heb 10,19 Disse ord gendriver tydelig nok den lære, at prøvetiden ophører ved vor Frelsers indtrædelse indenfor det andet forhæng. Vi går ind i det allerhelligste såvel som i det hellige ved Jesu blod, og vi gør det med frimodighed, på grund af løftet om tilgivelse for vore synder. Takket være Gud, at vi endnu således kan indgå ved Jesu blod!

Således er den slutning ubeskrivelig, at prøvetiden ikke ender, når gernin­gen i det allerhelligste begynder, men at den ender med hvert individ, når hans eller hendes sag kommer frem til afgørelse. Ganske naturligt kan man tænke sig, at denne gerning, der har vist sig at være den undersøgende dom, vil be­gynde med de tidligste slægter, det vil sige, med dem, som nu hviler i graven (men deres livsværk er optegnet i himmelens bøger), og siden nå ned gennem alle de efterfølgende slægter, indtil den når de levende, hvis skæbnes afgørelse vil blive den afsluttende del af denne gerning.

Når omsider hver enkelt af de dødes sag er blevet undersøgt, vil værket nå til de levende. Og efterhånden som enhvers sag kommer frem og undersøges, vil hans prøvetid ophøre og hans evige skæbne blive afgjort Det er dette, Herren fremstiller for os, når han siger, at lige forud for hans komme skal denne alvorlige befaling udgå: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt. Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.« Ab 22,11.12.

Hvor nær vi er denne alvors fulde stund, ved vi ikke. I over tres år²² har dette afsluttende værk i helligdommen foregået Det kan ikke vedblive meget længere. Dels hele vedvaren skal kun omfatte en slægt. Matt 24,34. Efter hvad vi har lært af den forbilledlige tjeneste, ved vi, at hvis vi ønsket; at Kristi blod skal gøre forligelse, for vore syndet; når vor sag kommer frem i dommen, da må bøgerne vise, at vi oprigtigt har angret alle vore synder og søgt tilgivelse for dem gennem vor Talsmand i det høje. Under forbilledet blev det krævet, at folket på den store forsoninsdag skulle yd­myge deres sjæle. Hvad gør vi, som lever på denne tid? Er vi således kors­fæstet for verden og afdøde fra synden, at vi kan bestå i dommen og få del i det evige liv?.Vedrørende et spørgsmål, som muligvis kunne opstå, vil vi her sammenføje til par ord angående dem, hvis sag kommer frem under dette værk i helligdommen. Hensigten med den undersøgende dom er altså, hvem der er rede for Kristi komme og skal få den løn, han har med sig. Det kan derfor ikke indbefatte hele verden; for de der aldrig har bekendt Kristus, er allerede dømt. Dette værk angår kun dem, som ved at bekende Kristus har fået sit navn indskrevet i »Lammets livets bog«. Det punkt, som skal afgøres, er, om de har været tro indtil døden, eller om de har været utro og er faldet fra. Hvis de har været tro vil deres synder blive udslettet og deres navne skal blive stående i livets bog. Apg. 3,19; Ab. 3,5. Hvis de har været utro, vil deres navne blive udslettet af livets bog og deres synder vidne imod dem. Dommen over de øvrige af menneskeslægten finder sted under de efterfølgende tusinde år (Ab 20,4-6), og i denne dom vil de hellige, som da er iklædt udødelighed, deltage. IKor 6,2.3.

NI OG TYVENDE KAPITEL.

                                                 De syv sidste plager.

Vi er nu i vor granskning af dette emne kommet ned til den tid, da enhvers sag er blevet undersøgt og afgjort. Den undersøgende i det allerhelligste er da afsluttet Guds hemmelighed er fuldkommet Kristus tjener ikke længer som vor midler. Prøvetiden er endt Vi har forsøgt at fremsætte og besvare alle de spørgsmål, der kan tænkes at opstå i forbindelse med dette emne; og vi vil nu vende vor opmærksomhed mod det, der følger efter dette vigtige værk, hvorved menneskene skæbne bliver afgjort enten til evigt liv eller evig fortabelse.

Når Kristus afslutter sin gerning som midler mellem Gud og genstridige og uforbedrelige mennesker (for sådanne er alle de, der på den tid ikke er forliget med Gud), er der intet, som længere kan hindre hans vredes skåle fra at udgydes over de ugudelige. Da vil den straffedom, der trues med i den tredje engels budskab imod dem, der tilbeder dyret og dets billede, blive fuldbyrdet. Det bliver en hjemsøgelse af Guds vrede ublandet med nåde (Åb 14,10), og da vil de i Åb 15 omtalte skåle blive udgydt, hvormed Guds vrede bliver fuldkommet. Intet af disse skriftsteder kunne gå i opfyldelse, medens en guddommelig midler stod mellem Gud og mennesket For så længe som Gud agter på sin Søns forbønner – og det gør han, så længe som Kristus beder for os – kunne han ikke hjemsøge menneskene med straffedomme ublandet med nåde eller udgyde skåle fyldt kun med vrede. Dette er et bevis på, at de budskaber, som forefindes i Ab 14, er for den sidste slægt på jorden; for på ingen andre kan de straffedomme, der her trues med, udøves.

Det bliver nu vor opgave at påvise, at disse straffedomme er de syv sidste plager, og at de udgydes, straks efter at Kristus har fuldendt sit værk i den himmelske helligdom.

I Åb 15,5. taler Johannes om, at vidnesbyrdets tabernakels tempel i him­melen blev oplukket Som før påvist er dette opladelsen af det allerhelligste i den himmelske helligdom. Når værket der er afsluttet, kommer de syv engle, der har de syv sidste plager, fremstillet ved syv guldskåle, fyldt med Guds vrede, ud af templet; og med disse skåle går de ud for at udgyde dem over menneskene; og templet eller helligdommen fyldes med røg, så at ingen kan gå ind deri, førend de syv engles syv plager er endt.

I det første vers i dette kapitel siges der, at med disse plager »er Guds vrede fuldkommet«, hvilket viser, at de udgydes, efter at prøvetiden er endt, og nådens sols varmende stråler har ophørt at skinne over den ugudelige verden.

De ord i det 8. vers, at ingen kunne gå ind i templet, førend de syv engles syv plager var endt, er et andet bevis herpå, om muligt endnu mere afgørende. For lige siden den tid, da Kristus begyndte sin gerning i himmelen, har der været nogen i helligdommen. Denne scene har derfor ikke fundet sted i det svundende, og det er sikkert, at de syv sidste plager ikke endnu er udgydt over menneskene. Og helt til den tid, da Kristus for evigt afslutter sin gerning som ypperstepræst, vil der være nogen i helligdommen; for der er ingen afbrydelse i hans værk fra begyndelsen til enden. Det, der omtales i 8. vers, kan således ikke ske, førend værket i helligdommen er afsluttet.

Forbilledet til denne scene findes i 2Mos 40, 34. 35: »Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen; og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.« Dette var ved begyndelsen af den forbilledlige tjeneste her på jorden, ligesom den scene, der beskrives i Ab 15, er ved afslutningen af den virkelige tjeneste i himmelen. Således er dette værk, hvad dets forhold til menneskene angår, afmærket både ved begyndelsen og afslutningen ved en overvældende åbenbarelse af Guds herlighed. Ved afslut­ningen af Kristi midlergerning tager Gud sin egen bolig fuldstændig i besiddelse og sætter således sit eksempel på det værk, som er udført deri.

Idet vi nu forlader helligdommen, vil vi betragte følgerne af værkets afslutr ning gennem de begivenheder, der skal foregå her blandt menneskene. En fuld drøftelse af de syv sidste plager anser vi ikke på krævet her. (Dette emne drøftes mere udførligt i et værk kaldet »Betragtninger over Daniels bog og Åbenbaringen«, Kap 16) Vi vil kun her i al korthed betragte de væsentlige punkter.

Ligesom det er blevet påvist, at disse plager hører fremtiden til og udgydes over menneskene ved prøvetidens ende, således er det ligeså klart påviseligt, at de vil blive bogstavelige. Den første plage kalder på de mennesker, der er skyldige i den synd, som den tredje engels budskab advarer verden imod nu. En ond og fordærvelig byld, der æder om sig værre end spedalskhed, og som smerter mere end almindelige bylder og sår, falder på dem, som har modtaget dyrets mærke, og som tilbeder dets billede.

Den anden skål kastes i havet, og det bliver blod som af en død, og hver levende sjæl i havet dør. Hvis dette har hensyn til de store verdenshave, som der er grund til at tro, da kan enhver forsøge at forestille sig, hvad jordens tilstand må blive, når tre fjerdedele af den er fyldt med en sådan dødbringende substans.

Den tredje plage træffer en anden mere sårbar plet, og floderne og vand­kilderne bliver til bold; som om jorden under sine sidste kvaler skulle udgyde blod fra enhver åbenbaring, ligesom det faldt fra Frelserens pande, da han stred mod synden i Getsemane have. Denne plage vil, som også muligvis de foregående, kun blive af kortvarighed, da de t ikke er tænkeligt, at nogen kunne leve længe, hvis dette blodbæger uafbrudt i længere tid skulle rækkes menne­skene.

Under den fjerde plage fremstråler solen med en usædvanlig hede. Al plan­tevækst visner under dens brændende stråler. Vandbækkene optørres. Men­neskene brænder i stor hede. Hele naturen før udseende af et trøstesløst øde. Menneskenes kvaler bliver således under disse plager stadig værre: først byl­der, der efter som følge heraf feber og tørst, dernæst blod at slukke tørsten med og endelig uudholdelig hede fra en brændende sol.

Den femte engel udgyder sin skål på dyrets trone, det gamle Rom, der sidder ældet og bøjet som en følge af århundredes syndeskyld. Og Dyrets rige, hele den katolske verden, bliver formørket. Under den samme plage i Ægypten blev mørket så tykt, at det kunne føles. Således falder også mørket nu med alle dets ubeskrivelige rædsler over det pavelige frafalds efterfølgere, indtil de ikke vover at røre sig, men tygger sine tunger af pine for sine smerters og sine bylders skyld.

Den sjette engel udgyder sin skål over det symbolske Eufrat, det Tyrkiske Rige, og dets vande (folk), som allerede i mange årer blevet formindske t, bort-tørret, vil da blive helt borttørret, og vejen vil blive beredt for kongerne fra østen, så de kan drage op til krigen på Guds den almægtiges store dag. Da vil djævelens ånder fra de tre store og falske eller faldne religionssystemer, dra­gen, dyret og den falske profet – hedenskabet, pavedømmet og den frafaldne protestantisme – gå ud for at samle nationer til den sidste store krig. Og anspo­ret af sine lidelser og kvaler, resultatet af de forudgående plager, og tilskyndet af disse forføriske ånder drager de op til drabsdalen, det modbilledlige Megiddo.

Den syvende engel udgyder sin skål over hele kloden. Luften bliver forpeste t, og hvert levende væsen må indånde de dødbringende dunster. Derefter høres Guds røst, som engang rystede jorden, endnu en gang, og nu ryster den både jorden og himmelen. Denne røst kundgør, at striden er endt» Det er sket.« Og den majestætiske torden forvolder et jordskælv, hvis lige ikke har været fra den tid, menneskene blev til på Jorden. Folkenes byer falder. Det store Babylon må drikke Guds strenge vredes vin. Hver ø flyer. Bjergene forsvinder. Og når således hvert skjulested, hvert tilflugtssted, er borte falder en stor hagl, som Gud har gemt til trængslen tid, til kampens og krigens dag. (Job 38,22.23.), centnertung ned fra himmelen på menneskene. De ugudeliges sidste bøn bliver til klipperne og bjergene, at de skal skjule dem for Guds åsyn og for Lammets vrede (Ab 6,14-17.); men så fuldstændigt er de underlagt syndens magt, at deres råb bliver en bespottelse mod Gud; for haglenes plage er meget stor.Således bliver denne jord, der så længe har sukket under forbandelsen, sønder-brudt under en forstyrrelse, synden har medført, under den sidste dags voldsomme rystelser fuldstændigt ødelagt og forbliver således i tusinde år.

Vi beder dig, kære sjæl, som endnu vandrer i synden, nøje at betragte dette billede, og skynde dig, medens nådens tid endnu varer, at søge ly under de vinger, som sikkert vil skjule de retfærdige i trængslens tid og sikre dem evig befrielse tilsidst Sal 91.

TREDIVTE KAPITEL.

Syndebukken.

Efter at tjenesten i det allerhelligste var fuldført, stod der endnu en ting tilbage, som præsten måtte gøre, før værket var helt afsluttet. Da han ved at frembære blodet af det tilvejebragte offer foran loven i arken havde befriet helligdommen for de synder, for hvilke der ved blodet var gjort forsoning, var disse synder, for såvidt som det angik den tilgivne synder selv, udslettet, men de blev end ikke ved denne handling afskaffet. Da ypperstepræsten havde udført den tjeneste, hvorved de blev fjernet fra helligdommen, blev det overladt til ham at udslette dem på en måde, der tydeligt var ham anvist Han kom ud af helligdommen, og idet han lagde begge sine hænder på den levende buks hoved bekendte han over den »alle Israels børns misgerninger og alle deres overtrædelser i alle deres synder«; og han lagde dem på bukkens hoved. 3Mos 16,21. Heraf fremgår tydelig, at de synder, som blev båret ud af helligdom­men, blev overført til bukken. Derpå blev bukken, bærende disse synder på sig, ved en mand, som dertil stod færdig, sendt ud i ørkenen, hen til et øde, ubeboet sted, hvormed muligvis antydes, at bukken der måtte dø; og når den omkom, var også folkets synder, som den bar på sig, udryddet for bestandig.

Denne ceremoni, hvorved folkets synder således blev bortkastet i forbilledet (3Mos 16,20-22.), har vi allerede før opholdt os ved. Spørgsmålet bliver nu: hvad er der i Kristi virkelige tjeneste i det sande tabernakel oventil, som sva­rer hertil, og hvorledes udføres det?

Det egentlige spørgsmål, som her må afgøres, er: hvem skal vi anse som den modbilledlige syndebuk? Når den forbilledlige buk førhen blev ført ud af Israels lejr belæsset med folkets synder for aldrig mere at vende tilbage, hvad var den da et forbillede på, som skulle finde sted i denne husholdning? Her er vi atter nødt til delvist at afvige fra de anskuelser, som nogle hylder angående dette emne.

Den tanke er meget almindelig, at syndebukken fremstiller Kristus. Fbrdi Johannes døberen sagde: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« og fordi det siges om syndebukken, at den »skal bære alles deres misgerninger på sig hen til et ødeland« Drager mange uden videre den slutning, at sidstnævnte var et forbillede på førstnævnte.

Men en sådan anskuelse må vi tage afstand fra, og det af følgende grunde:

1. Dersom Kristus ved at bære verdens synd blev et modbillede til syndebukken, måtte han havde været det, dengang han blev korsfæstet; for Peter siger om ham: »han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ.« 0,(IPet 2,24); dette er den eneste gang og den eneste måde, hvorpå det siges, at han bar vore synder. Men i forbilledet bar bukken ikke bort folkets synder førend efter helligdommens renselse; og derfor kan dette heller ikke finde sted i modbilledet førend efter den modbilledlige helligdoms renselse, hvilken gerning, som vi har set, ikke begyndte før ved enden af de 2300 Dage, i 1844. Dan 8,14; Heb 9,23. Det er derfor umuligt at henlægge denne gerning til tiden for ,Kristi korsfæstelse, hvilket jo var, endog før Kristus begyndte sin tjeneste i den himmelske helligdom. Kristus kan altså ikke være modbillede til syndebukken.

2. Syndebukken blev, efter at synden var lagt på den, sendt bort af præsten. Den kunne derfor ikke selv være præsten. Men i denne husholdning er Kristus præsten, og han kan derfor ikke være den modbilledlige syndebuk, som sendes bort af præsten. Kristus kan ikke sende sig selv bort. Derfor er den slutning uundgåelig, at syndebukken må vore én, hvem Kristus, efter at han var lagt på ham de synder, som er båret ud af helligdommen, skal sende bort til et øde ubeboet land.

3. Syndebukken blev ført ud af Israels lejr i den øde ørken. Dersom vor FVelser er modbilledet hertil, må han også sendes bort – ikke bare hans legeme, som nogle mener, der tror, at det hentyder til hans død, men ham selv (for bukken blev sendt bort levende) -fra, ikke til sit folk, ikke heller til himmelen, for den er ingen ørken, intet ubeboet land. Men i stedet for således at blive sendt bort skal Kristus bo midt iblandt sit folk, Guds sande Israel, for evigt

4. Syndebukken modtog og beholdt alle Israels børns misgerninger; men når Kristus åbenbares anden gang, er han »uden synd«.

5. Det er umuligt, at to bukke, af hvilke den ene var valgt af Herren og kaldes Herrens, medens den anden ikke kaldes Herrens, men skulle tjene i helt andet øjemed, – det er umuligt, at begge disse kunne betegne en og samme person. Ligeså sikkert som den buk, hvorpå loddet for Herren faldt, og hvis blod blev ført ind i helligdommen, fremstillede Kristus, ligeså sikkert er det, at syndebukken ikke fremstillede ham.

Da vi således har tilstrækkelige beviser for, at Kristus ikke kan være modbilledet til den levitiske syndebuk fremstår det spørgsmål: hvem er da den modbilledelige syndebuk? og kræver sin løsning.

1. Ser vi på ordet selv, har vi deri en klar antydning til, hvem det kan betegne. Almindeligt talt anvendes udtrykket »Syndebuk« på en, som har brudt sig mod lov og ret; og medens det strider mod alle vore forestillinger om Kristi karakter og herlighed at tænke sig, at udtrykket skulle være anvendeligt på ham, vil det stå slående for enhver, at det er en meget passende betegnelse på den, hvem skriften kalder anklageren, modstanderen, Beelsebub, Belial, dragen, løgnens fader, manddraberen, djævelens øverste, slangen osv.

2. Vi lades heller ikke uden direkte vidnesbyrd i dette stykke. Der står, at bukken skulle tages for Azazel. Se 3Mos 16,8. Om dette vers siger Jenks i sit værk »Comprehensive Commentary«: »Azazel. Se forskellige meninger hos Bokart Spencer mener efter hebræernes og de kristnes ældste opfattelse, at Azazel er navnet på Djævelen; således også Rosenmuller, til hvem læseren henvises. Syrisk: att«il, englen (den stærke), som gjorde oprør.« Her peges da åbenbaret på djævlen. Således har man da i to oldsprog en bestemmelse af, hvad der ligger i skriftudtrykket, og til støtte for samme de kristnes ældste opfattelse, at syndebukken er en forbillede på Satan.

3. Charles Beecher siger:

»Hvad der tjener til at bestyrke dette er, at de ældste omskrivninger og oversættelser behandler Azazel som et egennavn. Den kaldæiske gengivelse og oversættelserne ved Onkelos og Jonathan ville visselig have oversat det, ifald dette ikke var et egenavn. Septuaginta, den ældste græske gengivelse, oversatte ordet med apopompaios, et ord, der af grækerne anvendes om en ond Guddom der undertiden lod sig stille tilfreds ved ofringer. Endnu en bestyrkelse findes i Enoks bog, hvor navnet Azalzel, øjensynlig en forvrængning af ordet Azazel, tillægges en af de faldne engle, noget der således viser jøder­nes rådende opfattelse på den tid.

»Endnu et bevis til har man i arabisk, hvor Azazel anvendes som navn på den onde ånd. Foruden disse beviser finder man også en støtte i det jødiske værk Zohar og hos de kabalistiske og rabbinske forfattere. Disse nævner, at der gik dette ordsprog blandt jøderne: »En gave til Sammael på forsonings-dagen.« Derfor føler Moses Gerundinensis sig opfordret til at erklære, at det ikke er noget offer, men at det kun gøres, fordi Gud har befalet sådan.

»Yderligere støtte for ovennævnte anskuelse er det, at samme mening er gået over fra den jødiske kirke til den ældste kristne. Origienes var den lærdeste blandt kirkefædrene, og hans vidnesbyrd er pålideligt i en sag som denne, hvor det angår betydningen af et hebraisk ord. Han siger: »Den, som i septuaginta kaldes apopmomaios og på hebraisk Azazel, er ingen anden end djævlen.«

»I betragtning altså af de vanskeligheder, der ville følge med nogen anden betydning af ordet, og det mere end tilstrækkelige vidnesbyrd for den hævdede opfattelse forsikrer Hengstenbergmed fuld overbevisning, at Azazel ikke kan være noget andet end et andet navn for Satan.«

På side 70 siger Hr. Beecher videre: »Betydningen af dette ord [Azazel] som navneord betragtes sagdes af Spencer, domherre i Ely, år 1677, at være: en mægtig frafalden.« Professor Bush nævnes også på side 72 som autoritet for, at Azazel er en navn på Satan.«

For ikke at gøre Hr. Breecher uret må vi bemærke, at skønt han tror, at Azazel er et navn på Satan, anser han ikke bukken som et symbol på Satan, men betragter den ceremoni, der blev udført, som havende en eller anden hen­tydning til Satan. Dette mener han at finde i de navne, der var indskrevet på de lod, ypperstepræsten kastede om de to bukke på forligeisens dag; den ene: La-Jehova, for Azazal, dvs. for Djævlen; og han mener, at ceremonien betegner de angreb, Kristus skulle udsættes for af Satan, efter de ord om kvindens sæd, at slangen skulle knuse kvindens sæds hæl. Men da dette skete ved kors­fæstelsen, kan det ikke hentyde til ceremonien med syndebukken, en ceremoni, der ikke udføres, før værket i helligdommen er fuldendt Og da den buk, hvorpå loddet for Herren faldt, betegnede Kristus, måtte den buk, hvorpå loddet for Azazel faldt, betegne Azazel eller Satan selv.

En anden grund, hvorfor syndebukken må betegnes som et forbillede på Satan, har man i den særdeles slående måde, hvorpå syndebukkens bortsendelse i ørknen stemmer overens med, hvad der skal ske i forbindelse med den himmelske helligdoms renselse, forsåvidt dette åbenbares for os i sandhedens skrifter.

I forbilledet har vi således følgende handlinger.

1) Overtræderens synd bliver lagt på offeret

2) Denne synd bæres af præsten i og gennem offerets blod ind i helligdommen.

3) På forligelsens dag bortf jerner ypperstepræsten med blodet af det syndoffer, der blev ofret for folket, alle disse synder fra helligdommen og lægger dem på syndebukkens hoved.

4) Bukken bliver så sendt bort til et øde og ubeboet land.

Svarende til disse handlinger i forbilledet har vi i modbilledet følgende:

1) Det store offer blevet frembaret på Golgata for hele verden.

2) Alle deres synder, som tilegner sig Kristi blods fortjeneste ved troen på ham, fremstilles i og gennem dette blod, hvormed han gik ind i helligdommen deroppe (Heb 9,12), og derigennem overføres de til denne helligdom.

3) Når Kristus, som er en tjener i det sande tabernakel, har fuldendt sin tjeneste og ved sin forsoning har taget sit folks synder ud af helligdommen, vil han lægge dem på hovedet til syndens ophavsmand, den modbilledlige syndebuk, djævelen.

4) Djævelen vil da blive ført, bærende disse synder på sig, til et øde, ubeboet land.

Og vi mener, at vi finder en beskrivelse af denne sidste begivenhed i følgende tydelige ord i Ab 20,1-3: »Og jeg så en engel komme ned fra himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.«

Dette er netop, hvad vi kunne vente skulle ske med Satan, under netop den forudsætning, at han er modbilledet til den tidligere Azazel. Betragter vi ham som dette modbillede, ser vi os om efter en handling, der vil svare til borts-endelsen af den gamle husholdnings syndebuk tilligemed de synder, der blev lagt på den, til et øde og ubeboet land.

Og når vi så når ned til det tidspunkt lige efter den himmelske helligdoms renselse, da syndebukken i modbilledet efter tjenestens rette orden skulle sen­des bort, se da farer en engel ned af himmelen, griber Satan, binder ham og kaster ham i afgrunden for tusinde år. Og når vi ser dette, må vi uvilkårligt udbryde: Her har vi bortsendelsen af den modbilledlige syndebuk.

Således betragtet får vi en klar opfattelse af det forhold, den scene, der beskrives i Ab 20,1-3, står i til andre begivenheder, og hvorfor dette måtte indtræffe. Ellers kommer den pludseligt og uventet; og hvem kan vide, hvorfor der gøres netop således med djævelen ved den tid og ikke noget andet?

Denne scene indtræffer netop på rette tid til at svare til modbilledet; for det er lige efter at Kristus har fuldendt sin tjeneste som præst Vi ser desuden, at det rette middel anvendes. I gammel tid blev syndebukken ført bort, ikke af ypperstepræsten, men af en anden person. Således også her: det er ikke Kristus, vor store ypperstepræst, som kaster Satan ned i afgrunden, men en engel, hvilket svarer udmærket til forbilledet Og tillige ser vi, at han bliver kastet på rette sted. Førhen blev bukken ført bort i en øde ørken, et ubeboet land, og djævelen bliver kastet i afgrunden, svarende udmærket hertil, som vi skal se.

Det græske ord abyssoa betyder et dybt svælg eller en afgrund. Det synes at benyttes som betegnelse på hvilket som helst sted, hvor der er mørke, tom­hed og død. Således anvendes det i Ab 9,1.2. på de øde strækninger i Den arabi­ske Ørken og i Rom 10,7. på graven. I IMos 1,2. betegner det afgrunden; som der står: »Og der var mørke over afgrunden;« og hernede menes hele Jorden i dens oprindelige kaotiske tilstand. Og vi har grund til at tro, at det betyder netop det samme i Ab. 20,3. når den bliver et trist og mørkt fængsel for Satan. Lad os betænke, at på dette tidspunkt er Jorden et stort dødningehus, et sted for død og ødelæggelse. Guds røsthar rystet den i dens grundvolde. Ab 16,17.18. Hvert bjerg og hver ø er flyttet fra sit sted. Ab 6,14. Det store jordskælv har jævnet menneskenes mægtigste værker med jorden. Heb 12,26.27. De syv plager har efterladt ødelæggelse og ruin overalt i sit spor. Ab 16. Den bræn­dende glans ved menneskesønnens komme har bidraget til at gøre ødelæggel­sen fuldstændig. 2Tess 1,7.8. De ugudelige er slået ihjel, og deres rådnende kød og blegnende ben ligger ubegravet, spredt og ubegrædt fra Jordens ene ende til den anden. Jer 25,32.33. Således er jorden blevet øde og tom, og deres skikkelse forvendt Es 24,1. Således føres den atter tilbage i sin oprindelige kaotiske tilstand; for profeten Jeremias siger, idet han beskriver de sidste da­ges hændelser: »Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på himmelen, dens Lys var borte.« Og hvilket bedre udtryk kunne vel anvendes på Jorden i dens kaotiske tilstand i de tusinde år end udtrykket »afgrunden«, som også anvendtes på den i begyndelsen?

Her har vi da den øde ørken, det ubeboede land, hvortil den store mod­billedlige syndebuk er henvist Og hvilken mere passende gengældelse kunne ramme ophavsmanden til al vor synd og ve, end at han gennem disse tusinde år skulle blive henvist til at opholde sig midt iblandt den ødelæggelse, han direkte og indirekte selv har forvoldt, og være ude afstand til at flygte fra sit smertens fængsel eller i mindste måde at kunne råde bod på sin sørgelige skæbne.

Men nu kunne der spørges, om ikke Paulus ved det ord, at Kristus blev »åbenbaret for at afskaffe synden ved sit offer« (Heb 9,29.), bevidner, at han afskaffede den på korset. Hertil svares, at dette kun kan forstås således, at et offer blev tilvejebragt, hvorved synden kunne afskaffes; for synden kan ikke afskaffes på forhånd, det vil sige, før den er begået, og der er millioner af men­nesker af dem, der bliver frelst, som ikke var født, da Kristus led og døde på korset

Men hvad der synes for nogle som en endnu kraftigere indvending mod den her hævdede anskuelse, at Satan er modbilledet til syndebukken, er det udtryk, der anvendes på denne buk i 3Mos 16,10: »Men den buk, der ved loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde soningen over den og sende den ud i ørkenen til Azazel.« Hvorledes, spørges der, kan syndebukken være et forbillede på Satan, når en forsoning skulle gøres ved den? Kan forsoning ske ved Satan, og har han nogen del i dette værk? Bestemt ikke; og en omhyggelig læsning af skriftstedet vil vise at dette heller ikke er meningen. Der står ikke, at bukken skulle stilles levende frem for Herrens åsyn, for at den skulle gøre forsoning f or folkets synder, eller at den skulle hjælpe til med at gøre forsoning. Men bukken skulle »fremstilles levende for HERRENs Åsyn,« – ved hvem? Ved præsten. »For at man kan fuldbyrde soningen over den.« Hvem skal gøre soningen? Præsten, ingen an­den. Men idet præsten gør soning, har han noget at gøre med bukken, og det er at lægge på den hele folkets syndebyrde og sende den bort til den øde ørken.

Således har Satan som modbillede til syndebukken selv intet at gøre med forsoningen. Han har ingen del i dette værk; men vor ypperstepræst har noget at gøre ved ham for at opnå resultatet af sin gerning, idet han lader ham bære bort de synder, der er båret ud af helligdommen, for at han kan omkomme med dem og både ham og synden således blive udryddet og tilintetgjort. Man vil se, at forsoningen er gjort, og enhvers sag er afgjort, før Satan føres frem på scenen. Alt, hvad der derefter bliver gjort med ham, er, at han bliver styrtet i afgrunden for tusinde år; og når dommen over de ugudelige er fuldendt, det vil sige, når deres skæbne er afgjort, da vil han blive tilintetgjort tilligemed de synder, som han bærer på sig, sammen med de ugudelige med de synder, de bærer på sig, og således bliver den store strid for evig endt. Hvad derfor Satans forhold til forsoningen angår, eksisterer der ingen indvending mod den anskuelse, som hævdes i denne bog.

Medens Satan tilbringer de tusinde år på denne øde jord, bundet, det vil sige bundet af omstændighederne og hindret i at udføre sit onde værk, og de retfærdige er i himmelen, og de ugudelige ligger i deresgrave, og således er alle utilgængelige for ham, holder de hellige dom i himmelen sammen med Kristus (l Kor 6,2; Ab 20,4), det vil sige, bestemmer den straf, der tilkommer enhver enkelt af de ugudelige, og som skal fuldbyrdes på dem ved enden af de tusinde år.

Når dette domsværk er fuldendt, og de tusinde år er til ende, opstår de ugudelige, Satan løses, for nu har han noget at gøre, og han går ud for at forføre den store mængde af de ugudelige, som er ført frem af deres grave. Når han har samlet dem rundt om den hellige stad, det nye Jerusalem, som er steget ned fra himmelen, falder ild ned fra Gud og fortærer dem, både rod og grene, Satan og alle hans tilhængere. Da får enhver af de ugudelige sin fortjeneste straf, medens Satan må lide for alle de retfærdiges synder, som ved begyndelsen af,de tusinde år blev lagt på ham som modbilledlige syndebuk.

EN OG TREDIVTE KAPITEL.

Syndens ophør.

Den del af emnet, der her skal drøftes, er af overmåde stor interesse. Det suk, der opstiger fra den angrende synder, som søger efter frelse, er: »Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Og den nyomvendte sjæls første fryd er: »Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Det at blive befriet fra syndebyrden og måden, hvorpå det sker, er noget, der griber den vaklende synders hjerte, som intet andet kan.

Og det er næppe med mindre interesse, vi betragter hvordan synden endeligt skal afskaffes og udryddes for stedse. Vi har nu fulgt den under den proces, hvorved beskrivelse og frelse udvirkes for mennesket, fra synderen til offeret, fra offeret til helligdommen, fra helligdommen til syndebukken, som i modbilledet er Satan, og vi kommer til den uundgåelige slutning, at synden, hvis ophavsmand han er, vil ophøre med ham, når han bliver tilintetgjort

Der opstår undertiden et spørgsmål her med hensyn til Satans afstraffelse. Dersom Satan straffes for de retfærdiges synder, bliver der da ikke udmålt straf for disse synder to gange, spørges der, først idet Kristus led og døde for vore synder, og dernæst, idet de tilsidst lægges på Satan? Svaret er, at synden bliver ikke straffet to gange for de retfærdiges vedkommende mere en for de ugitdeliges vedkommende. Kristus led for atte, ligeså meget for dem, der tilsidst går fortabt, som for dem, der bliver frelst. Men de, som går fortabt vil tilsidst blive straffet for deres deres synder.

Vanskeligheden ligger i en misforståelse af Kristi gerning som vor stedfor­træder. Den tanke synes at være almindelig, at Kristus udstod straffen, det er, den legemlige lidelse for alle de frelstes synder, den straf, de selv måtte have udstået, hvis de var gået fortabt Dette stiller dem, der tror på evig pine, overfor et uløseligt problem, og det fører til den mest yderliggående calvinisme. Sandheden synes at være den, at Kristus stod for loven som et uskyldigt offer for på vore vegne at møde kendelsen: »Den sjæl, som synder, den skal dø.« Han ofrede sig frivillig, og der var derfor intet uretfærdigt deri. Og han stod i en så ophøjet stilling, at Gud kunne vedkende sig offeret, og dette var af så stort værd, at loven rettelig kunne frafalde sine krav på alle dem, der ville antage det, selv om så hele verden skulle gøre det; for han var verdens og alle tings Skaber. Kol 1,16. Men vi har af forbilledet set, at omend den bodfærdige fik forladelse for sine synder, blev disse dog ikke derved udslettet, men kun overført til en anden, som tog syndernes plads. Tilgivelsen var betinget, ikke absolut; det vil sige, hvad synderen angik, fik han tilgivelse for sin synd, men synden selv ansås fremdeles som eksisterende og måtte forføjes over på an­den måde. Kristus har gjort for os i virkeligheden, hvad de gamle ofringer gjorde for synderen billedligt, det er, han har fundet en udvej, hvorved synden med al dens skyld kan blive borttaget fra os og overført til en anden. Således kan vi blive frelst; men synden vil få straf som forskyldt ad anden vej.

Lad os nu betragte, på hvem denne straf, som synderen befries for, ganske naturligt må falde på. Synden havde ikke sin oprindelse hos menneskene. De var ikke urkilden til det onde, men blev forført og vildledt af en anden ved hans bedrag. Og vi må forstå, at dette er en omstændighed, hvorved menneskenes moralske standpunkt overfor Gud bliver et andet end Satans og hans engles. Hos Satan havde synden sin oprindelse; og for et oprør så helt uden grund kunne der ikke findes tilgivelse. Det ville være utrygt at tage sig den til nåde, hos hvem en sådan handling havde sit udspring. Men hos menneskene var synden et onde, som en anden havde ført dem ind i; og heraf kom det, at deres uret kunne blive tilgivet og en udvej fundet, hvorved de kunne genindsættes i deres rette forhold til Gud.

Syndens praksis kan derfor fremstilles under billedet af et kompagniskab i en forretning. Satan er den ældre kompagnon og synderen den yngre. Sidstnævnte, der har ladet sig lokke ind i denne stilling, har på visse vilkår tilladelse til at forlade kompagniet og træde ud af firmaets tjeneste med alle dets forpligtelser. På hvem vil da disse forpligtelser falde? Selvfølgelig på det genværende medlem i firmaet, anstifteren til hele den onde forretning, den ældre kompagnon, Satan. Hvis synderen vælger at blive stående i kompagniskab med Satan i denne ulovlige forretning, kan han det og må da selv tilsidst lide straffen for sine gerninger. Men hvis han ønsker det, står det i hans magt at træde ud af sit forhold til djævelens forretning, forene sig med Kristus og forlade sin forrige stilling hos ham, der er firmaets hoved og oprindelig ansvarlig for det hele.

Og dette er, hvad skriftens lære om syndebukken viser os skal ske. Synderen går fri, og Satan må bære de synder, han har tilskyndet synderen til at begå, og selv stå til ansvar for dem, når opgøret kommer.

Betragter vi Satans værk blandt menneskene i dette lys, fremgår det, at Gud styrede det så, at den onde, da han forførte menneskene til at synde, drev et spil, der vil komme til at koste ham dyrt, et spil, der vil bringe ham ulykke og tab. Det ville have været langt bedre for ham, om han aldrig havde påført menneskene nogen synd. Men efter at han først har begyndt sit værk, ser vi, t han for sin egen skyld på det kraftigste drives til at binde menneskene fast i syndens lænker til det sidste; for i så fald må de lide den straf for deres egne synder, som han ellers måtte lide. Og for hver sjæl, som undslipper og søger frelse gennem Kristus, øges den tunge syndebyrde, som Satan må bære.

Og det må forekomme enhver ret og rimeligt, at dette skulle ske. Synderen er blevet forført til at synde, men han angrer sin synd. Men bagom står der en, som er ophavsmanden til det hele, en, som tilskynder synderen til at bedrive det onde; og når overtræderen vækkes til bevidsthed om sin tilstand, ser sine synders afskyelighed, ønsker at vende om til Gud og afstå fra sine synder, hvad kunne da være mere passende, end at disse synder skulle falde tilbage på den, i hvis hjerte syndens spire først slog rod, og som har næret og været om enhver giftig plante, der voksede fra den ondes rod? Heri må ethvert rettænkende væsen kunne se og forstå, at Gud er retfærdig, og at Satan kun får straf som forskyldt.

Når den syndebyrde, som de retfærdige er befriet for, er lagt på Satan, og han er bundet til denne øde jord, bliver han der forvaret til dommens og fordærvelsens dag. Endelig er de tusinde år til ende, og djævelen og hans engle kastes i ildsøen, som er beredt for dem; og alle de ugudelige, der har holdt sig til dem, lider samme skæbene. Da får enhver synd, der nogen sinde er begået, sin tilbørlige straf, og med Satan og de onde engle og alle de ugudelige udryddes ondskaben af verdensaltet for stedse.

Da er det overordentligt vigtige tidspunkt nået, da en af de mest opmun­trende profetier i hele Bibelen får sin opfyldelse. For da, men ikke før, skal den lovsang opstige til Gud, som Johannes på øen Patmos har givet i følgende in­spirerende ord: »Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og underjorden og havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: »Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedens evigheder!« Ab 5,13. Ildsøens uslukkelige luer har da fortæret den oprørske skare. Jorden er renset ved den brændende hede. Ingen synder og ingen syndens plet er tilbage. Den nye jord fremstår og bliver en bolig for de retfærdige til evig tid. 2Pet 3,12.13.

Her findes ingen plads for universalismen; for alle de ugudelige er tilintetgjort; og intet evigt brændende helvede vil kaste en skygge over den nye jords ynde og skønhed, ingen kvalftilde jammerråb vil opstige fra lidende skabninger og bringe disharmoni ind i frydesangen; for de, der til sidst findes værdige til at indgå til livet, er alle i harmoni med Guds vilje ogfyldt med guddommelig glæde og fryd.

TO OG TREDIVTE KAPITEL.

Slutning.

Før vi slutter, kunne det være gavnligt at tage et tilbageblik over i det mind­ste enkelte dele af det her behandlede emne. Megen opmærksomhed er givet helligdommen, fordi den er det sted, hvor Kristus udfører sin tjeneste som midler, og når vi betragter Jesus, kommer vi uvilkårligt til at rette vort blik derhen. Der ser vi »Jesus i helligdommen«. Fejlen ved mange, som vil se hen til Jesus, er, at deres blik er tilsløret, og de ikke får øje på ham. De ser ikke hen til det sted, hvor han tjener, de har heller ikke blikket rettet på den tjeneste, han udfører, eller måden, hvorpå den udføres, der ser heller ikke skønheden ved hans præstedømme, således som det fremstilles i forbilledet, og de forstår ikke tidsfølgen i hans tjeneste, der fører os til så overraskende og vigtige slutninger. Hvilket klart og overskueligt blik på disse vigtige ting ville de ikke få, om de blev betragtet i lyset af helligdommen. Nogle få spørgsmål og svar kunne derfor måske tjene til at fæstne denne del af emnet i enkeltes sind.

På spørgsmålet: »Helligdommen – hvad er den?« har vi fundet et tydeligt svar. Den er ikke jorden, ikke Palæstina, ikke menigheden; men efter hvad skriften åbenbarer for os, er den først den bolig, som Herren beredte sig blandt menneskene i tabernaklet i ørkenen og siden i templet i Jerusalem, og for det andet er den Guds tempel i himmelen, hans bolig i det høje, hvor Kristus træ­der frem for os. Dette var ikke åbenbaret, så længe det første tabernakel endnu bestod. Heb 9,8.

På spørgsmålet: Hvilken tid gælder den?« har vi fået svar. For os gælder den vor tid. Fra Moses* dage af, 1500 år før Kristus, bliver den genstand for en stadig stigende interesse; og når vi når ned til vor egen slægt og betragter det værk, der er knyttet til den nu, og som er nær sin afslutning, bliver det end mere på grund af den vigtige afgørelse, der her finder sted, af allerstørste vigtighed, at vi gør den til genstand for alvorlige betragtninger.

På spørgsmålet: »Hvor er den?« er svaret ligeså tydeligt I den forbilledlige husholdningstid var den her på jorden. I den nuværende modbilledlige husholdnings tid er den i himmelen.

Hvad tjener den til? Den er det midtpunkt, hvorom al sand tilbedelse drejer sig. Hvorfor? Fordi den er Guds bolig; der har han i det allerhelligste nedlagt en afskrift af sin vilje, de ti bud over nådestolen, arkens låg, er forløsningens sæde, hvor »Miskundhed og trofasthed møder hinanden, retfærdighed og fred kysser hinanden «. Sal 85,11. Der ligger loven, som viser os vore overtrædelser, og der frembæres det blod, som stiller lovens krav og, hvad synderens eget regnskab angår, udsletter synden.

Hvilket forhold står den i til loven? Den stadfæster lovens evige vedvaren og uforanderlighed. Den viser os, at loven er nøje forbundet med evangeliet; for den hviler under nådestolen, hvor nåde er beredt for den skyldige ved evan­geliet Den åbenbarer loven som grundvolden for Guds trone, som selve grund­princippet i hans regering; for ovenover den mellem keruberne ses Guds herligheds sky.

Hvilke er dens forbindelser, og hvor omfattende er de? I de foregående ka­pitler af denne bog er dette spørgsmål delvist besvaret Den står i forbindelse med alt vedrørende frelsens plan; den har at gøre med ethvert individ, der tilegner sig den gennem Kristi genløsning tilvejebragte fortjeneste.

Hvilken plads har den fået i Guds åbenbarede ord? En meget fremskudt plads. Ordetr »helligdommen« nævnes over 140 gange, ikke alene tilfældigt, men ofte som det emne, der er selve genstanden for betragtning.

Hvilket forhold står den i til udtydningen af profetierne? Den er meget nøje forbundet dermed. Den viser, at ingen profetisk periode når helt ned til Herrens komme, men kun til det forholdsvist korte værk kaldet »helligdommens renselse«, som foregår lige før hans komme. Den bevarer os således fra den dårskab at sætte nogen bestemt tid for verdens ende. Den opklarer hemme­ligheden ved og forklarer skuffelsen i den forbigående adventbevægelse. Det var på grund af de t fej Isyn, at helligdommen var Jorden, og at helligdommens renselse var det samme som Jordens renselse ved ild ved Herrens åbenba­relse, at man forgæves ventede på Kristi genkomst ved enden af de 2300 dage, i 1844. Profeten sagde kun: »Da skal helligdommen renses,« hvilket nu ses at betegne det afsluttende værk, som vor ypperstepræst udfører i det himmelske tempel. Den forklarer lignelsen om bryllupsklædningen (Matt 22,11-13), viser, hvor det forudgående domsværk har sin plads, som må udføres før Kristi genkomst, og hvordan kendelse, der for evigt afgører, hvad hvert menneske er og bliver, enten uretfærdig eller retfærdig, uren eller hellig, kan udgå, før Kristus kommer, og hvornår dette sker. Ab 22.11.

Hvorledes er det, at dens tidligere historie interesserer os, og dens nuvæ­rende værk angår os? Dens tidligere historie interesserer os, fordi vi deraf henter oplysning med hensyn til beskaffenheden af det værk, vor Ypperste­præst nu udfører, samt måden, hvorpå det udføres; og dens nuværende værk angår os, fordi vi af profetiens vidnesbyrd vedrørende den lærer mere bestemt end fra nogen anden kilde, at vi nærmer os enden.

Hvorledes er vor velfærd knyttet til den? Vor velfærd er knyttet til den, fordi den har at gøre med det, hvortil vi sætter vort eneste håb om frelse. Deri findes det eneste middel, der kan rense vore hjerter for synd, og den eneste Tklsmand, der kan tale vor sag. Tilegner vi os hans midlergerning på den tilbudte betingelse, frit og af nåde, da vil det gå os vel; men forkaster vi den, taber vi alt. Retten er nu sat. Snart vil værket være afsluttet og vor evige skælme afgjort.

Disse er de krav, helligdommen nu har på vor opmærksomhed, de stærke­ste og mest indtrængende krav, som nogen side kan pålægges tænkende mennesker.

Gennem hele dens historie findes epoker af stor interesse. Det var en tid af stor interesse, da tabernaklet først blev oprejst her på jorden, og et ydre symbol på frelsens plan blev fremstillet for menneskene.

Detvaren tidaf stor interesse, da tabernaklet veg pladsen for den større og herligere tempelbygning, og da der i forbindelse med indvielsen af dette tempel holdtes den mest imponerende gudstjeneste, verden nogen gange har været vidne til.

Det var en tid af stor interesse, da den forbilledlige husholdning endte, og tjenesten blev overført fra den jordiske til den himmelske helligdom. Herefter kommer vi direkte til Jesus, det nye testamentes midler, og vender vor op­mærksomhed mod det Jerusalem som oventil. Heb 12,22-24.

En tid af endnu større interesse for os oprandt, da de 2300 dage endte i 1844, og tiden for helligdommens renselse indtraf, da tjenesten overflyttedes fra det hellige til det allerhelligste. Da blev Guds tempel opladt i himmelen. Da fandt den scene sted, som omtales i Dan 7,9.10.13.14. Da begyndte den sy­vende engle at basunere. Ab 10,7. Da blev Guds pagts ark ved troens blik set i det himmelske tempel. Ab 11,19. Da blev det set, hvilken plads Guds lov, der er evig oguforanderlig, skulle indtage. Da opdragedes forbindelsen mellem dette emne og den levende Guds segl, beseglingen, det sidste nådes budskab afslut­ningen på den store adventbevægelse i denne slægt Da begyndte Guds hem­melighed at fuldkommes, forsoningen at fuldbringes og helligdommen at ren­ses. Da oprandt den forudsagte doms time, og menigheden begyndte at iværk­sætte den store sabbatsreform. Med dette emne er alt det, der findes i de tre budskaber i Ab 14,6-12, nøje forbundet. Det er midtpunktet for, hvad der nu benævnes som sandheden for denne tid.

Da ses det, at prøvetiden ikke kunne vare meget længere; for det afslut-tende værk i helligdommen må være kortvarigt. Var det anderledes, ville det ikke svare til forbilledet, og der ville blive disharmoni i Guds plan og værk, hvilket vi ved, der ikke kan være. Og allerede har den gerning med at undersøge de menneskers livsvandel, der kommer ind under dette domsværk, foregået i ca 70 år. Den naturlige orden i dette værk er uden tvivl som følger: Undersøgelsen begynder med de første mennesker på jorden ved verdens skabelse og fortsættes ned igennem de efterfølgende slægter, indtil den når de levende, som sidst må stå deres prøve, hvorefter værket afsluttes. Hvilken slægt har værket mon nået nu? Har det nået til Noas tid? eller til Abrahams? eller til Jobs? eller til Moses’? eller til Daniels? Har det nået til apostlenes og de første kristnes tid? Mon deres sag nu er fremme for den store domstol deroppe? Har undersøgelsen nået til pavedømmets oprettelse, til den mørke tidsalder, da valdenserne og nogle få andre trofaste vinder i ydmyghed og under forfølgelse fremholdt Guds sandhed og lod lyset skinne? Har det nået til reformationen, til Luthers og Wesleys tid? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at medens verden lader sig berolige af råbet om »fred og tryghed« og er optaget af sit vilde jag efter rigdom og fornøjelse, går dommen med sikre men umærkelige skridt fremad ned gennem disse slægter og nærmer sig hurtigt de levende. Da vil vor sag komme frem til afgørelse og vor skæbne for evigt blive beseglet Hvordan stiller vi os overfor dette værk? Er vi blandt dem, som våger og bere­der sig?

Men vi er ikke endda, selv med scener så alvorsfulde og vigtige som disse for øje, færdig med vort emne. Vi går videre og skuer ind i fremtiden og ser, at alle de retfærdiges synder bliver på den modbilledlige syndebuks hoved, for at de kan bortfjernes for bestandig. Vi ser, at denne syndebuk, Satan, bliver bundet, og at de hellige for evigt er befriet fra hans magt. Dette er en sag af overordentlig interesse for alle de retfærdige. Da skal vi for første gang drikke af udødelighedens bæger. Alle vore synder er borttaget De skal aldrig mere besvære os. Vi kan ikke huske dem; Gud selv siger, at han vil glemme dem. Heb 8,12. De vil falde tilbage på den, der var ophavet til dem. Da har kvindens sæd knust slangens hoved. IMos 3,15. Da vil den stærke, Satan, som har holdt Kri­sti efterfølgere indespærret i gravens fængsel i 6000 år, blive bundet og over­vundet af en stærkere, Kristus, som fratager ham de kostelige skatte. Luk 11,21.22. Da er rajgræsset bundet i knipper for at opbrændes og hveden sam­let ind i den himmelske lade. Matt 12.30. Da er vor ypperstepræst kommet ud af helligdommen for at udtale den evige velsignelse over sit ventende folk. Da er vi kommet, ikke alene ved troen som nu, men i gerning og sandhed, til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til englenes mange tusinder. Heb 12,22.24. Da skal de forløste, som har vundet sejr over verden, kødet og djævelen hæve deres glade røst og istemme Moses’ og Lammets sang. Ab 15,3. Herlige og længe forventede dag! Må Herren fremskynde den i tid.

Endnu en scene genstår: Antændelsen af den evige ild, som er beredt for djævelen og hans engle (Matt 20,7-11). Dette bliver ogsåde ugudelige menne­skers fordærvelses dag. 2Pet 3,7.1 denne ild bliver alle ondskabens magter, rod og grene, Satan og hans tilhængere, det være sig mennesker eller engle, udryddet af Guds univers. Mal 4,1. De dybe mærker, som forbandelsen har efterladt sig, bliver udslettet af jorden, de sidste spor af skam og vanære udryddet, og af asken af den gamle jord fremstår der ved Guds skaberord, idet hans siger: »Se, jeg gør alle ting nye,« Nye himle og en ny jord, hvor de for­løste skal bo i al evighed. 2Pet 3,13; Ab 21,5. Af Satans oprindelige oprør er der da intet tilbage uden den alvorsfulde lærdom, man har haft af synden med dens skrækkelige følger, og dette vil for evigt tjene til at befæste alle de lykke­lige væsener, som da findes i hele det syndfrie univers, i deres troskab mod Gud.

Således ender Guds strid mod synd og syndere med evig sejr tilsidst. Da er Kristi gerning som helligdommens tjener fuldbyrdet Forløsningsværket er fuldendt Den oprindelige hensigt med Jorden, at den skulle bebos af hellige væsener, er opnået. Es 45,18. Antallet af de frelste, som skal bebo den, er fuldt, og den nye jord bliver deres bolig i al evighed. Da skal de retfærdige arve det rige, der var beredt for dem, fra verdens grundvold blev lagt Dette er nogle af de underfulde scener, der oprulles for vort blik, idet vi ser hen til Jesus, han, som er solen og sjælen i det alt sammen. Ved at se på Jesus her får vi velsig­nelse og trøst, hjælp og vejledning på vor pilgrimsvandring; og i hin skønne udødelige verden, det land, der her ofte synes os så langt borte, vil han frem­deles blive det glanspunkt, hvorom alt samler sig; for der skal vi »skue Kongen i hans skønhed.« Es 33,17.

Og usigeligt lyksalige sammen med Gud og Kristus og de hellige engle og de genløstes glade skarere vil vi gennem evighedernes evighed stadig skue dybere ind i Guds godhed og storhed og love ham, som giver os evigt liv og evig herlighed.

Note:

*1948 oversættelsen: »Guds skaberværks ophav.«

²H.B.Smith

⁸»Lightfood on the temple,« C. 15, S. 4

⁴Prideaux’s »Connections«, l.del, bog III, side 306, amerikansk udgave 1815.

⁶Cave.

⁶Patrik Eairbarn, D. D.

⁷I. A. Alexander, D. D.

⁸11931 oversættelsen står der sonedækket de steder hvor denne bog skriver

nådestolen.

⁹1871 oversættelsen: »Tbstamentø« i stedet for »pagtsblodet«. diatheke= pagts.

¹⁰1871 oversættelsen: »Idet han siger: En ny, har han erklæret den første for

gammel; men det, som er gammelt og forædet, er nær ved at forsvinde.«

ⁿ»Sacred Chronology,« l.bind, side 10.

¹²Samme, 2.bd. side 512.

¹⁸» Advent Herald,« den 2.marts 1850.

¹⁴samme, den 15.Feb 1857.

¹⁵l.bind, side 242.

¹⁶Prideaux, Blifs, Hales.

¹⁷l.bind, side 94

¹⁸Hales, l.bind, side 69

¹⁹Samme, 3 bind, side 230.

^Samme l.bind, side 69,70.

²¹l.bind, side 100

^bogen er skrevet i 1898

 

 

af samme forfatter:

»Betragtninger over Daniels Bog og Åbenbaringen«, »Nationernes under« og flere bibelske værker.

Udgivet af Johannes Jensen

Tryk & Layout: Øko-Tryk

Sat med CenturySchoolbook 10/26

International publishing association College view, Nebraska.

Entered, according to act of congress, in the year 1898, by Uriah Smith, in the office of the Librarian of congress, at Washington, D.C.