KRISTUS og HANS RETFÆRDIGHED af EJ.Waggoner

«Og det er det navn, man skal give ham:

HERREN, VOR RETFÆRDIGHED.» Jer.23,6.

«Men ham skyldes det, at I er i Kristus

Jesus, som er blevet os visdom fra Gud,

både retfærdighed og helliggøreise og

forløsning.» 1 Kor. 1,30.

_Indhold

Indledning
_1.	Hvorledes skal vi betragte Kristus?	₈
_2.	_{Er Kristus Gud?}	₉
_3.	_{Kristus som Skaberen}	₁₄
_4.	_{Er Kristus et skabt v}_æ_sen?	₁₇
_5.	_Gud_å_{benbaret i k}_ø_det	₂₂
_6.	Vigtige praktiske lærdomme	₂₈
_7.	Kristus som Lovgiver	₃₅
_8.	Guds retfærdighed	₄₁
_9.	Herren vor Retfærdighed	₅₁
_10.	At blive modtaget af Gud	₆₃
_11.	Troens sejr	₇₁
_12.	Livegne og frie mænd	₇₇
_13.	_{Praktiske illustrationer}
	af frigørelse fra slaveri	₈₀

^Indledning

I det første vers i Hebræerbrevets tredie kapitel finder vi en formaning, som omfatter alle de befalinger, der gives en kristen. Den lyder således: «Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Jesus.» At gøre dette som Bibelen pålægger os det, at betragte Kristus hele tiden, netop som han er, vil forvandle mennesket til en fuldkommen kristen, for «vi forvandles ved beskuelse.»

Evangeliets tjenere har en inspireret fuldmagt til altid at fremstille Kristus for mennesker, at rette deres opmærksomhed mod ham alene. Paulus sagde til Korinterne: «Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, mens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.» (1 Kor.2,2); og der er ingen grund til at antage, at han prædikede anderledes i Korint end andre steder. Han siger nemlig, at da Gud åbenbarede sin Søn for ham, var det for at han skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne (Gal. 1,15.16); og det var hans glæde, at det var blevet ham givet «at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom.» Ef.3,8.

Men den kendsgerning, at apostlene gjorde Kristus til centrum i alt, hvad de prædikede, er ikke vor eneste grund til at ophøje ham. Hans navn er det eneste navn under himlen, «givet mennesker, hvorved vi kan frelses.» Ap.G.4,12. Jesus erklærer selv, at intet menneske kan komme til Faderen uden ved ham. Johs.14,6. Til Nikodemus siger han: «Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes,for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.» Johs.3,14.15. Dette «at løfte Jesus op» viser for det første hen til hans korsfæstelse, men det omfatter mere end denne historiske kendsgerning; det betyder, at Kristus skal ophøjes af alle, som tror på ham, som den korsfæstede Forløser, hvis nåde og herlighed er nok til at dække verdens største behov; det betyder, at han skal «løftes op» i hele sin overordentlige elskelighed og magt som «Gud med os» – så hans guddommelige tiltrækningskraft kan drage alle til ham. Se Johs. 12,32.

Formaningen til at betragte Jesus og grunden dertil finder vi i Hebr.12,1-3: «Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens Banebryder og Fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.» Det er kun ved til stadighed og under bøn at betragte Jesus, som han er åbenbaret i Bibelen, at vi kan blive bevaret fra at blive trætte af at gøre det gode og give op dommens og kundskabens skatte skjult til stede.» Kol.2,3. Hvis nogen savner visdom, henvises han til at bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden bebrejdelse. Og løftet er, at den skal gives ham; men den ønskede visdom kan kun opnås i Kristus. Den visdom, som ikke kommer fra Kristus og derfor fører til ham, er kun dårskab; for Gud, som er alle tings ophav, er visdommens kilde. At være uvidende herom er den værste dårskab.(Se Rom.1,21.22). I Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjult til stede. Derfor ejer den, som kun besidder denne verdens visdom, i virkeligheden intet. Og fordi al magt i Himmelen og på jorden er givet til Kristus, siger Paulus, at han er «Guds kraft og Guds visdom.» 1 Kor. 1,24.

Men der findes en tekst, som kort sammenfatter alt, hvad Kristus er for mennesket, og giver den mest forståelige grund til at betragte ham. Det er denne: «Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggøreise og forløsning.» 1 Kor. 1,30. Vi er uvidende, onde og fortabte; Kristus er vor retfærdighed, helliggøreise og forløsning. Hvilken forandring! Fra uvidenhed og synd til retfærdighed og forløsning. Menneskets højeste stræben kan ikke nå ud over grænsen for, hvad Jesus og han alene er for os. Det er en fuldt tilstrækkelig grund til, at alles øjne skal fæstes på ham.

på vejen.

Vi skal atter betragte Jesus, fordi i ham «er alle vis

^{Hvorledes skal vi betragte}

^Kristus?

Ja, hvorledes skal vi betragte Kristus? Netop som han selv har åbenbaret sig for verden; ud fra det vidnesbyrd han gav om sig selv. I den vidunderlige prædiken, som er gengivet i Johannes Evangeliets 5. kapitel, siger Jesus: «Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har ham overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham.» Vers 21-23. Til Kristus er den højeste ret givet, den at dømme. Han må æres på samme måde som Gud, fordi han er Gud. Den elskede discipel vidner herom: «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.» Johs.1,1. At dette guddommelige Ord ikke er nogen anden end Jesus Kristus, siger vers 14 os: «Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.»

Ordet var «i begyndelsen.» Den menneskelige forstand er ude af stand til at fatte, hvad dette betyder. Det er ikke mennesker givet at vide, hvomår og hvorledes Sønnen blev til. Men vi ved, at han var det guddommelige Ord, ikke blot før han kom til denne jord for at dø, men selv før verden blev skabt. Lige før sin korsfæstelse bad han: «Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.» Johs.17,5. Og mere end syv hundrede år før hans første komme blev det forudsagt af det inspirerede Ord: «Og du, Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.» Mika 5,2. Vi ved, at Kristus er udgået og kommet fra Gud (Johs.8,42), men det ligger så langt tilbage i evigheden, at det ikke kan fattes af mennesker.

_{Er Kristus Gud?}

Mange steder i Bibelen kaldes Kristus Gud. Salmisten siger: «Gud Herren talte og stævnede jorden hid fra sol i opgang til sol i bjerge; for Zion, skønhedens krone, viste Gud sig i stråleglans – vor Gud komme og ikke tie! – Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævned Himmelen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: «Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre.» Og Himmelen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer.» Salm. 59,1-6. At der her er tale om Kristus, kan man vide

1) af den kendsgerning, at al dom er overgivet til Sønnen; og

2) fordi det er ved sit andet komme, at Kristus sender sine engle ud for at samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner. Matt. 24,31. «Vor Gud skal komme og ikke tie.» Nej – for når Herren selv kommer ned fra Himmelen, vil det være med «en overengels røst og Guds basun.» Denne røst vil være Guds Søns røst, som vil blive hørt af alle dem, der er i gravene, og få dem til at komme ud. Johs. 5,28.29. Sammen med de levende retfærdige vil de møde Herren i luften, og da skal «vi samles med ham.» 2 Tess. 2,1. Sammenlign med Salm. 50,5; Matt. 24,31 og 1 Tess. 4,16.

«Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm.» Vor Herre Jesus vil komme i himlens skyer med sine mægtige engle «med flammende ild, og bringe straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, som ikke er lydige mod vor Herre Jesu evangelium.» 2 Tess. 1,8. Vi ved derfor, at Salm.50,1-6 er en levende beskrivelse af Kristi andet komme til frelse for sit folk. Når han kommer, vil det være som «den mægtige Gud.» Sammenlign med 3 kapitel hos Habakkuk.

Dette er et af hans retmæssige navne. Længe før Kristi første komme, lød disse trøstens ord til Israel gennem profeten Esajas: «Thi et barn er os født, en Søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.» Es.9,6.

Dette er ikke bare Esajas’ ord, det er Guds Ånds ord. Gud har i direkte tale til Sønnen brugt den samme titel. I Salmen 45,7 læser vi: «Din trone, o Gud, står evig fast, en retfærds stav er din kongestav.» Den, som læser dette overfladisk, tror måske, at salmisten udtaler dette som en pris til Gud; men vender vi os til Det nye Testamente, vil vi finde, at det er meget mere. Vi ser, at det er Gud Fader, der taler, og at han taler til sin Søn og kalder ham Gud. SeHebr.1,1-8.

Dette navn blev ikke givet Kristus på grund af en stor bedrift; det er hans med arvingens ret. Idet han taler om Kristi magt og storhed, siger Hebræerbrevets forfatter, at «han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres.» Hebr.1,4. En søn tager altid med fuld ret sin fars navn. En søn ligner også i større eller mindre grad sin far. Han har til en vis grad samme ansigtstræk og personlige egenskaber som sin far – ikke fuldstændig, for to mennesker er aldrig helt ens. Men der er intet ufuldkomment hos Gud eller ved nogen af hans gerninger; derfor er Kristus «det udtrykte billede» af Faderens person. Hebr.1,3. Som Søn af en selveksi-sterende Gud har han af naturen Guddommens egenskaber.

Det er sandt, at Gud har mange sønner; men Kristus er «Guds enbårne Søn» og derfor Guds Søn på en måde, som ingen anden skabning nogen sinde kan blive det. Englene er Guds sønner, og Adam var det ved skabelse (Job 38,7; Luk.3,38); de kristne er Guds sønner ved adoption (Rom.8,14.15); men Kristus er Guds Søn af fødsel. Hebraærbrevets forfatter viser, at stillingen som Guds Søn ikke er noget, Kristus er blevet ophøjet til, men at den er hans retmæssige stilling. Han siger, at Moses var tro i Herrens hus som en tjener, «men Kristus er tro som Søn over sit eget hus.» Hebr.3,6. engelsk overs. Han siger også, at Kristus er husets bygmester. 3.vers. Han bygger Herrens tempel og bærer dets herlighed. Zak. 6.12.13.

Selv siger Kristus på en måde, der ikke kan misfor-ståes, at han er Gud. En ung mand henvendte sig til ham og spurgte: «Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?» Før Jesus svarede på dette spørgsmål, sagde han: «Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden een, nemlig Gud.» Hvad mente Jesus med disse ord? Var det hans mening at afvise denne betegnelse? Ville han afvise, at han var fuldkommen god? Var det en beskeden selvvurdering? Absolut ikke – for Jesus var virkelig god. Til de jøder, som stadig søgte efter noget, de kunne anklage ham for, sagde han dristigt; «Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?» Johs.8,46. I hele det jødiske folk fandtes der ikke een, som nogen sinde havde set eller hørt ham gøre eller sige noget, der så meget som mindede om noget dårligt. Og de, der ville fordømme ham, kunne kun gøre det ved at leje falske vidner. Peter siger, at» han ikke gjorde synd og i hans mund blev der ikke fundet svig.» 1 Pet.2,2. Paulus siger, at han «ikke kendte til synd.» 2 Kor. 5,21. Salmisten skriver: «Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen uret findes.» Salm.92,16. Og Johannes siger; «I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ingen synd i ham.» 1 Johs.3,5.

Jøderne forstod udmærket Kristi lære om sig selv. Da han erklærede, at han var eet med Faderen, ville de stene ham. Og da han spurgte dem, for hvilken af hans gode gerninger de ville stene ham, svarede de: «Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud.» Hvis han havde været, hvad de anså ham for, kun et menneske, ville hans ord virkelig have været blasfemiske – men han var Gud.

Hensigten med Kristi komme til jorden var at vise mennesker Gud, så de kunne komme til ham. Apostlen Paulus siger det således: «Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv» (2 Kor.5,19); og hos Johannes læser vi, at Ordet, som var Gud, «blev kød.» Johs.1,1.14.1 samme forbindelse siges at «Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.» Johs.1,18.

Læg mærke til udtrykket «den enbårne, som er i Faderens favn.» Der er hans rette plads, han er der som en del af Guddommen, lige så sikkert på jorden, som han er det i Himmelen. At der bruges nutid betyder noget stedsevarende. Den samme tanke kommer til udtryk, da Jesus siger til jøderne: «Før Abraham blev til, er jeg.» Johs.8,58. Dette viser atter, at han er den samme, som viste sig for Moses i den brændende tornebusk og sagde, at hans navn var JEG ER DEN, JEG ER. Og endelig har vi Pauli inspirerede ord angående Jesus Kristus: ‘Thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.» Kol.1,19. Hvad denne fylde er, som boede i Kristus, ser vi i det næste kapitel, hvor det siges, at «i ham bor hele Gud-domsfylden legemlig.» Kd.2,9. Dette er et fuldstændig uimodsigeligt udsagn om det faktum, at Kristus ifølge sin natur har alle Guddommens egenskaber. Hans Guddommelighed kommer også klart til syne, når vi går videre og betragter.

_{Kristus som Skaberen}

Umiddelbart efter den ofte citerede tekst, som siger, at Kristus, Ordet, er Gud, læser vi: «Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.» Johs.1,3. Ingen kommentar kan gøre dette mere tydeligt, derfor går vi videre til Hebr.1,1-4: «Gud…har nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres.»

Endnu klarere end det her citerede er Pauli ord til Kdossenserne. Idet han omtaler Kristus som den, gennem hvem vi har forløsning, beskriver han ham som «den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham.» Kd. 1,15-17.

Denne vidunderlige tekst burde studeres omhyggeligt og overvejes meget. Ifølge den findes der intet i hele universet, som Kristus ikke har skabt. Han skabte alt i Himmelen og på jorden; han skabte alt det synlige og det usynlige; herskere og magter og de himmelske væsner – alles eksistens afhænger af ham. Og da han er før alle ting og har skabt dem, består alle ting også ved ham. Det samme siges i Hebr.1,3, hvor der står, at han bærer alt med sit mægtige ord. Det var ved et ord, at stjernerne blev skabt; og det samme ord holder dem på plads og forhindrer deres undergang.

I denne forbindelse kan vi ikke udelade Es.40,25.26; «Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft Eders blik til Himlene og se; Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.» Eller som den jødiske oversættelse siger det endnu mere udtrykkeligt: «ingen undslipper fra ham, som er stor og mægtig.» At Kristus er den Hellige, som kalder Himmelens hær ved navn og bærer den oppe, fremgår af et andet vers i det samme kapitel. Han er den, om hvem det siges: «Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud!» 3.vers. Han er den, som kommer med vælde og har sin løn med sig; den, som vogter sin hjord som en hyrde, giver fårene deres føde og bærer lammene på sin arm.

Endnu en udtalelse om Kristus som Skaberen må være tilstrækkelig. Det er Faderens eget udsagn. I Hebræerbrevets første kapitel læser vi, at Gud har talt til os ved sin Søn. Han siger om ham: «Og alle Guds engle skal tilbede ham;» om englene siger han: «Sine engle gør han til vinde og sine tjenere til ildslue,» men til Sønnen: «Din trone, o Gud, står i evighed fast, og retfærds stav er din kongestav.» Og Gud siger videre: «I begyndelsen har du, o Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk.» Hebr. 1,8-10. Her finder vi, at Faderen tiltaler Sønnen som Gud og siger til ham: «Du har lagt jordens grundvold, og himlene er dine hænders værk.» Når Faderen selv viser Sønnen denne ære, hvad er da et menneske, at han skulle gøre noget andet? Hermed kan vi forlade det direkte vidnesbyrd angående Kristi Guddommelighed og den kendsgerning, at han er alle tings Skaber.

Men her er det nødvendigt med en advarsel. Lad ingen tro, at vi vil ophøje Kristus på Faderens bekostning eller ignorere Faderen – det er umuligt, for deres interesser er uløseligt forbundet med hverandre. Vi ærer Faderen ved at ære Sønnen. Vi erindrer os Pauli ord: «Så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.» (1 Kor.8,6); som vi lige har citeret, at det var ved ham, Gud skabte verdnerne. Fra begyndelsen udgik alt fra Gud Fader; endog Kristus selv udgik fra Faderen; men det har behaget Faderen, at hele fylden skulle bo i ham, og at han skulle være direkte involveret i enhver skabelsesakt. Formålet med dette studium er at vise Kristi retmæssige stilling som ligeværdig med Faderen, for at hans magt til at forløse bedre kan værdsættes.

Er Kristus et skabt

^{væsen ?}

Før vi går videre til nogle af de praktiske lærdomme, vi kan udlede af disse sandheder, må vi nogle få øjeblikke opholde os ved en anskuelse, som næres af mange, som på ingen måde ønsker at vanære Kristus, men som netop ved denne anskuelse i virkeligheden fornægter hans Guddommelighed. Det er den ide, at Kristus er et skabt væsen, som ved Guds velvilje er blevet ophøjet til sin nuværende høje stilling.

Ingen, som mener dette, kan have nogen korrekt opfattelse af den ophøjede stilling, Kristus i virkeligheden indtager.

Denne mening bygger på en misforståelse af et bestemt skriftsted, Åb.3,14: «Og skriv til menighedens engel i Laodikea: «Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav.» Dette udlægges fejlagtigt til at betyde, at Kristus er den første skabning, som Gud har skabt – at Guds skaberværk begyndte med ham. Men denne udlægning er i modstrid med Skriften, som siger, at Kristus selv skabte alle ting. At sige, at Gud begyndte skabelsesværket med at skabe Kristus, er at udelukke Kristus helt fra skabelsesværket. Det ord, som er oversat «ophav», er arche, der også betyder «hovede» eller «leder.» Det forekommer i det græske navn for overhovede, «ærke» i ærkebiskop og i ærkeengel. Se Judas vers 9; 1 Tess.4,16; Johs. 5,28.29 og Dan. 10,21. Der menes ikke, at han er den øverste engel, for han er ikke en engel, men står over englene. Hebr.1,4. Det betyder, at han er englenes fyrste, akkurat som en ærkebiskop er overhoved for andre biskopper. Kristus er englenes herre. Kol.1,16. Og derfor betyder denne udtalelse, at han er Guds skaberværks ophav, at skabelsen begyndte ved ham, at han, som han selv siger, er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen, den første og den sidste. Åb.21,6; 22,13. Han er den kilde, hvorfra alle ting har sit udspring.

Vi skal heller ikke tro, at Kristus er et skabt væsen, fordi Paulus kalder ham «førstefødt af al skabningen» Kd. 1,15, engelsk overs.; for det følgende vers viser, at han er Skaber og ikke en skabning. «Thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder; alt er skabt ved ham og til ham.» Hvis han altså har skabt alt, hvad der nogen sinde er blevet skabt, og eksisterede, før alt det skabte, er det indlysende, at han ikke selv er et skabt væsen. Han er hævet over al skabningen og ikke en del af den.

Skriften siger, at Kristus er «Guds enbårne Søn.» Han er båret, ikke skabt. Hvornår han er båret, skal vi ikke forske i, vor tanke ville ikke kunne fatte det, hvis det blev fortalt os. Profeten Mika siger os, hvad vi kan vide om dette i disse ord: «Og du Betlehem-Efrata, liden til at være iblandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.» Mika 5,2. Der var en tid, da Kristus gik ud fra Gud, fra Faderens favn (Johs.8,42; 1,18), men det ligger så langt tilbage i evigheden, at det for vor begrænsede tanke faktisk er uden begyndelse.

Hovedsagen er, at Kristus er en Søn, ikke et skabt væsen. Han har ved arveret et mere ophøjet navn end englene; han er «Søn over sit eget hus.» Hebr.1,4;3,6. Og fordi han er Guds enbårne Søn, er han af samme natur som Gud selv og har alle Guds egenskaber medfødt; for det behagede Faderen, at hans Søn skulle være hans væsens udtrykte billede, hans herligheds krone og fyldt med Guddommens hele fylde. Derfor har han «liv i sig selv,» han ejer udødelighed og kan give den til andre. Livet bor i ham, og kan ikke fratages ham; men når han frivilligt nedlægger det, kan han tage det tilbage. Han siger selv: «Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader.» Johs.10,17.18.

Hvis nogen nu kommer med det gamle kritiske spørgsmål: «Hvordan kunne Kristus være udødelig og dog dø?» kan vi kun svare, at det ved vi ikke. Vi giver os ikke ud for at kunne fatte uendeligheden. Vi forstår ikke, hvordan Kristus kunne være Gud i begyndelsen, dele Faderens herlighed, før verden blev til, og dog blive født som et barn i Betlehem. Korsfæstelsens og opstandelsens mysterier er inkarnationens mysterier. Vi forstår ikke, hvorledes Kristus kunne være Gud og dog blive menneske for vor skyld. Vi forstår ikke, hvorledes han kunne skabe verden af intet, og heller ikke hvordan han kunne oprejse de døde; ikke engang hvordan det går til, at han med sin Ånd arbejder i vore egne hjerter; alligevel tror og ved vi disse ting. Det burde være nok for os at ak-ceptere de ting, som Gud har åbenbaret, uden at falde over ting, som selv en engel ikke kan forstå. Nej, vi glaeder os i den ubegrænsede styrke og herlighed, som Skriften siger, at Kristus ejer uden at besvære vor begrænsede fatteevne med forgæves forsøg på at forklare det uforklarlige.

Og endelig ved vi, at Guddommelighed forener Faderen og Sønnen ud fra den kendsgerning, at de begge har samme Ånd. Efter at Paulus har sagt, at ingen, som er i kødet, kan behage Gud, siger han: «I derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ham ikke til.» Her finder vi, at Helligånden er både Guds og Kristi Ånd. Kristus «er i Faderens favn»; ved selve sin natur er han Gud og har livet i sig selv; han kaldes passende Jehova, den selveksisterende JEG ER, og beskrives således i Jer,23,5.6., hvor han omtales som en retfærdig spire, som skal øve ret og retfærd i landet og skal være kendt under navnet Jehovah tsidckcnu – HERREN, VOR RETFÆRDIGHED.

Lad derfor ingen, som i det hele taget ærer Kristus, ære ham mindre end Faderen, for det ville lige så fuldt være at vanære Faderen selv; lad alle sammen med Himmelens engle tilbede Sønnen uden frygt for, at de derved tilbeder et skabt væsen og således tjener en skabning i stedet for Skaberen.

Medens spørgsmålet om Kristi Guddommelighed er i frisk erindring, lad os da gå videre til beretningen om hans ydmygelse.

_{Gud åbenbaret i kødet}

«Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os» Johs. 1,14.

Intet viser mere klart, at Kristus var både Gud og menneske. Fra begyndelsen var han kun Gud. Han påtog sig menneskelig natur og gik blandt mennesker som en almindelig dødelig – når man ser bort fra de gange, da hans Guddommelighed skinnede igennem, som f.eks. da han rensede templet, eller når hans enkle sandhedsord tvang selv hans fjender til at erkende at «aldrig har noget menneske talt som denne.»

Den ydmygelse, som Kristus frivilligt underkastede sig, beskrives bedst af Paulus i Filipperbrevet: «Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.» Fil.2,5-8. Her fremstilles sagen meget klart. Kristus var i Guds skikkelse, «hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede,» (Hebr.1,3), ejede alle Guddommens egenskaber, var universets Herre, den, som hele Himmelen højagtede, men han ønskede intet af alt dette, så længe mennesket var fortabt og hjælpeløst. Han kunne ikke nyde sin herlighed, når mennesket var udstødt og uden håb. Derfor forfod han alle sine rigdomme og hele sin hellighed og påtog sig menneskelig natur for at frelse os. På denne måde kan vi forene Kristi enhed med Faderen med udtalelsen: «Min Fader er større end jeg.» Det er ikke muligt for os at forstå, hvorledes Kristus som Gud kunne ydmyge sig selv til korsets død – og det er fuldkommen nytteløst at prøve på det. Det eneste, vi kan gøre, er at akceptere kendsgerningerne, som de er fremstillet i Bibelen. Hvis læseren finder det vanskeligt at forene nogle af Bibelens udtalelser om Kristi natur, lad ham da huske på, at det ville være umuligt at fremstille dette i ord, som ville sætte vor begrænsede tanke i stand til helt at forstå det. Akkurat som hedningernes indpodning på Israels vinstok er imod naturen, er den guddommelige handlemåde ubegribelig for mennesker.

Vi vil citere andre skriftsteder, der nærmere vil forklare Kristi menneskevorden, og hvad den betyder for os. Vi har allerede læst, at «Ordet blev kød,» og nu vil vi læse, hvad Paulus siger angående dette køds natur: «Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.» Rom.8, 3.4.

Det kræver kun lidt eftertanke at indse, at hvis Kristus påtog sig menneskeskikkelse for at kunne forløse mennesket, må det have været det syndige menneskes skikkelse han påtog sig, fordi det var det syndige menneske, han kom for at frelse. Døden havde ingen magt over et syndfrit menneske, som Adam var i Eden; og den kunne ikke have nogen magt over Kristus, hvis Herren ikke havde lagt på ham den skyld, som lå på os alle. Og endelig ser vi, at det var det syndige menneskes skikkelse med alle de svagheder og syndige tendenser, som den faldne race er underkastet, han tog på sig. Det fremgår af udtalelsen om, at han «blev Davids efterkommer efter kødet.» David havde alle den menneskelige naturs lidenskaber. Han siger om sig selv: «Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.» Salm.51,7. Thi det er jo ikke engles natur han påtager sig, det er Abrahams slægt, han tager sig af. (engelsk overs.) Derfor måtte han i eet og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem ty hjælp, som fristes.» Hebr.2,16-18.

Hvis han i alle ting blev sine brødre lig, må han have lidt under alle sine brødres sygdomme og været udsat for alle deres fristelser. To andre skriftsteder fremstiller dette meget tydeligt og vil være tilstrækkeligt bevis herfor. Vi va først læse 2 Kor.5,21:

«Den, som ikke kendte til synd (Kristus), har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.»

Dette er en meget stærkere udtalelse, end at han kom «i syndigt køds lignelse.» Han blev gjort tB synd. Vi står her over for det samme mysterium som det, at Guds Søn skulle dø. Guds pletfrie Lam, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd. Syndfri, og alligevel regnet som en synder. Han tog virkelig den syndige natur på sig. Han blev gjort til synd, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham. Til Gaiaterne siger Paulus: «Gud udsendte sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.» Gal.4,4.5. Endnu et punkt, så skulle vi have lært alt det, som vi bør lære af det faktum, at «ordet blev kød og tog bolig i blandt os.» Hvordan kunne det gå til, at Kristus kunne være «skrøbelighed undergivet,» og dog ikke kende til synd? Nogle vil måske mene, at vi nedværdiger Kristi karakter ved at bringe ham ned på det syndige menneskes trin. Tvært imod, vi ophøjer vor velsignede Frelsers «guddommelige magt». Frivilligt steg han ned til det syndige menneske, for at han kunne ophøje mennesket til sin egen pletfrie renhed, som han bevarede under de mest fjendtlige angreb. Hans menneskelighed var blot et dække over hans guddommelige natur; ved den var han uløseligt forbundet med den usynlige Gud – og den var mere end stærk nok til at modstå kødets svagheder. Hele hans liv var een lang kamp. Kødet, som blev påvirket af al retfærdigheds fjende, var tilbøjeligt til at synde, men hans guddommelige natur nærede ikke et eneste øjeblik et ondt ønske, og hans styrke vaklede aldrig. Efter at han i kødet havde lidt alt, hvad et menneske kan komme til at lide, vendte han tilbage til Faderens trone lige så pletfri, som da han forlod Himmelens herlighed. Da han lå i graven underkastet dødens magt, var det ikke muligt, at den kunne have beholdt ham, fordi han «ikke kendte til synd.»

Nu vil nogen måske sige: «Dette er ingen trøst for ; mig. Jeg har ganske vist et eksempel, men jeg kan ikke følge det, for jeg har ikke den styrke, som Jesus havde. Han var Gud, selv da han var her på jorden; men jeg er kun et menneske.» Ja, men du kan få den samme styrke, som han havde, hvis du ønsker det. Han var undergivet skrøbelighed; alligevel syndede han ikke, fordi den guddommelige styrke til stadighed boede i ham. Hør nu apostlen Pauli inspirerede ord og se, hvilket privilegium vi har:

«For den sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn; og jeg beder om, at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.» Ef.3,14-19.

Hvem kan ønske sig mere? Kristus, i hvem hele Guddommen bor legemligt, kan bo i vore hjerter, så vi kan blive fyldt med hele Guds fylde. Hvilket vidunderligt løfte! Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Det vil sige, at da han har lidt alt, hvad et menneske kan komme til at lide, ved han alt om det, og så tæt har han knyttet sig til sine børn, at hvad der end piner dem, gør samme indtryk på ham – og han ved, hvilken guddommelig styrke det kræver at udholde det. Hvis vi blot oprigtigt ønsker at «forsage gudløshed og kødelige lyster», er han både villig til og ivrig efter at skænke os styrke «langt ud over, hvad vi forstår at bede om.» Hele den styrke, som Kristus havde ifølge sin natur, kan vi eje ved hans nåde, for han giver os den frit.

Lad derfor de trætte, syndebetyngede sjæle fatte mod. Lad dem «frimodigt komme frem for nådens trone,» hvor de er sikre på at finde nåde til hjælp i rette tid, fordi vor Frelser mærker vort behov, netop når det opstår. Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Hvis det nu kun var det, at han led for 1900 år siden, kunne vi frygte, at han havde glemt noget af sin svaghed; Men netop den fristelse, som du gennemgår, rører hans hjerte. Hans sår er altid åbne, og han lever altid for at gå i forbøn for dig.

Hvilke vidunderlige muligheder en kristen har! Hvilken hellighed kan han ikke opnå! Ligegyldigt hvor hårdt Satan angriber ham netop på hans svageste punkt, kan han blive i den Almægtiges skygge og fyldes med hele Guds styrke. Den, som er stærkere end Satan, kan bo i hans hjerte. Og idet han betragter den onde som fra en stærk fæstning, kan han sige: «Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk.»

Vigtige praktiske lærdomme

Det er ikke blot en smuk teori, at vi skal betragte Kristus som Gud og Skaber. Alt, hvad Bibelen siger, er sagt I for at vi skal få praktisk nytte af det og bør studeres med ¹ den hensigt. Lad os først se på, hvad denne læresætning i betyder i forbindelse med det centrale bud i Guds lov. 1 Mose 2,1-3 læser vi disse ord, der blev talt ved afslutningen af skabelsen:» Således fuldendtes himlen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført. «Den jødiske oversættelse siger det mere bogstaveligt: «Således blev himmel og jord fuldendt med al deres hær. Og Gud havde på den syvende dag afsluttet sin gerning, som han havde gjort…» Det samme finder vi i det fjerde bud, 2 Mose 20,8-11. Vi ser her det meget naturlige, at den, som har skabt, hviler. Han, som i seks dage arbejdede med at skabe, hvilede på den syvende og velsignede og helligede den. Vi har allerede set, at Gud Fader skabte verden ved sin Søn Jesus Kristus, og at Kristus har skabt alt det, som findes. Det er derfor klart, at Kristus hvilede på den første syvende dag ved afslutningen af de seks skabelsesdage, og at han velsignede og helligede den. Og således er den syvende dag – sabbaten – på en ganske særlig måde Herrens (Jesu) dag. Da Jesus sagde til de kritiske farisæere: «Menneskesønnen er Herre over sabbaten» (Matt.12,8), erklærede han sig som Herre over den dag, som de havde omgivet med så mange regler; han gjorde det med ord, som viste, at han anså den for sit tegn på myndighed, som også beviste, at han var større end templet. Den syvende dag er således et mindesmærke over skabelsen. Det er den mest ærede af alle dage, fordi den på en særlig måde skal minde om Guds skaberkraft, som er beviset på hans Guddommelighed. Da derfor Kristus sagde, at Menneskesønnen er Herre, selv over sabbaten, gjorde han krav på den højeste værdighed – intet mindre end den at være den Skaber, over hvis Guddommelighed denne dag er et mindesmærke.

Hvad skal vi da sige om den påstand, vi ofte møder, at Kristus forandrede sabbaten fra at være indstiftet til minde om skabelsens afslutning til en dag, som ingen betydning har? Helt enkelt dette, at hvis Kristus skulle forandre eller afskaffe sabbaten, ville han derved nedbryde mindet om sin Guddommelighed. Hvis Kristus havde afskaffet sabbaten, ville han have nedbrudt sine egne hænders værk og på denne måde have modarbejdet sig selv. Og et rige, som er i splid med sig selv, kan ikke bestå. Men Kristus «kan ikke fornægte sig selv,» og derfor har han ikke ændret en tøddel af det, som han selv har indstiftet, og som, idet det viser hen til hans Guddommelighed, stadfæster, at han er værdig til at æres frem for alle hedenske guder. Det ville have været lige så umuligt for Kristus at afskaffe sabbaten, som det ville være at ændre den kendsgerning, at han skabte alle ting på seks dage og hvilede på den syvende.

Den ofte gentagne erklæring om, at Kristus er Skaberen er en kilde til styrke. Læg mærke til, hvorledes skabelse og forløsning er kædet sammen i det første kapitel af Kolossenserbrevet. For bedre at forstå det, vil vi læse versene 9 til 19: «Derfor har vi, fra den dag vi hørte dette, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldt af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset, han, som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse; og han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham. Han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste af alle; thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.»

Det er ikke tilfældigt, at den vidunderlige erklæring om, at Kristus er Skaberen, er forbundet med den udtalelse, at vi har forløsning i ham. Nej, når apostlen udtaler sit ønske om, at vi må «styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde,» lader han os vide, hvad denne herlige magt er. Når han taler om udfrielse fra mørkets magt, lader han os vide noget om styrken hos Befrieren. Det er for at trøste os, at han siger os, at kirkens Overhovede er den, der har skabt alle ting. Det siges, at han bærer alt med sit mægtige ord (Hebr.1,3), for at vi skal være forvisset om at…

Den hånd, som opretholder hele naturen, vil vide at beskytte hans børn.

Læg mærke til forbindelsen med Es.40,26: «Løft Eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.» Dette kapitel beskriver Kristi vidunderlige styrke og visdom, idet han kalder himlens hær ved navn og holder dem alle på plads ved sin store kraft og vælde. Og derefter spørges der: «Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så. «Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde.» Ved du ikke, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke.» Tværtimod, «Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.» Det står i hans magt at skabe af intet – derfor kan han udføre vidunderlige ting gennem dem, som ingen styrke har. Han kan skabe styrke af svaghed. Alt, som minder om Kristi skabermagt, må helt bestemt forny vor åndelige styrke og vort mod.

Og det er netop hensigten med sabbaten. Læs den 92. salme, som kaldes sabbatsdagens salme. De første fem vers lyder sådan:

«Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du Højeste, ved gry forkynde din nåde, om natten din trofasthed til tistrenget lyre, til harpe, til strengeleg på citer! Thi ved dit værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine hænders gerning.»

Hvad har dette med sabbaten at gøre? Jo: Sabbaten er et mindesmærke over skabelsen. Således siger Herren: «Også mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle vaare et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.» Ez.20,12. Salmisten holder sabbat, som Gud har villet, at den skulle holdes – ved at betragte naturen og den vidunderlige magt og godhed, som Gud har vist os gennem den. Og når mennesket fatter dette og tænker på, hvorledes Gud klæder markens liljer med en skønhed, som overgår Salomons pragt, må det indse, at han har endnu større omsorg for de intelligente væsner, han har skabt. Og når han betragter himlens stjerner, som viser Guds magt og herlighed, og indser, hvem der skabte dem – at de blev skabt af intet, kommer den opmuntrende tanke til ham, at den samme kraft vil virke i ham og helbrede hans sygdomme. Derfor blev han glad og jublede over Guds hænders værk. Kundskaben om Guds store magt, som kom til ham ved at betragte naturen, fyldte ham med mod, idet han indså, at den samme magt stod til hans rådighed – og idet han greb dette i tro, sejrede han. Dette er netop sabbatens hensigt: at give mennesket en frelsende kundskab om Gud.

Kort sagt: Tro på Gud kommer af kendskab til hans magt; 1) at tvivle på ham indebærer uvidenhed om hans evne til at opfylde sine løfter; vor tro på ham står i ligefremt forhold til vort kendskab til hans magt. 2) En intelligent betragtning af Guds skaberværk giver os en sand forståelse af hans magt; For hans evige magt og Guddommelighed erkendes ved de ting, han har skabt. (Rom. 1,20. 3) Det er troen, som giver sejr (1 Johs.5,4); da troen kommer ved at lære Guds magt at kende gennem hans Ord og de ting, han har skabt, sejrer vi ved hans hænders værk. Og derfor er sabbaten, som er et mindesmærke over skabelsen, hvis den holdes på rette måde, en kilde til styrke for den kristne. Dette er betydningen af Ez.20,12: «Også mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.» Det vil sige, at da vi ved, at det er Guds vilje at helliggøre os (1 Tess.4,3; 5,23.24), lærer vi ved at bruge sabbaten på rette måde, hvilken magt Gud har stillet til rådighed for vor helliggøreise. Den samme magt, som skabte kloderne virker til frelse for dem, som overgiver sig til Gud. Når denne tanke gribes helt, må den bringe glæde og trøst til sjælen. I lyset af dette kan vi værdsætte styrken i Es.58, 13.14:

«Varer du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbaten en fryd. Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du fryde dig over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.»

Det betyder, at hvis sabbaten overholdes således, som det er Guds plan – som et mindesmærke over hans skabermagt og den guddommelige magt, som virker til frelse for hans folk, må sjælen fryde sig i Herren. På denne måde bliver sabbaten et betydningsfuldt grundlag for den tro, som løfter sjælen op til Guds trone og fællesskab med ham.

Det kan kort siges således: Kristi evige magt og Guddommelighed er åbenbaret i skabelsen. Rom.1,20. Det er evnen til at skabe, som viser os Guds store magt. Men evangeliet er Guds kraft til frelse. Rom. 1,16. Og derfor i viser evangeliet os netop den kraft, som var virksom ved verdens skabelse, men som nu arbejder for menneskenes frelse. Det er den samme kraft i begge tilfælde.

I lyset af denne store sandhed er der ingen plads for diskussion om, hvad der er størst – at skabe eller at frelse – at frelse er at skabe. Se 2 Kor.5,17; Ef.4,24. Den magt, der forløser, er den magt, der skaber; Guds magt til frelse er den magt, som af det uværdige menneske kan skabe en, som gennem evigheden skal være til pris og ære for Gud. «Derfor skal også de, som efter Guds vilje må lide, overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode.» 1 Pet.4,19.

^{Kristus som Lovgiver}

«Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Hersker, Herren er vor Konge, han bringer os frelse.» Es.33,22.

Vi skal nu betragte Kristus på en ny måde, som dog ikke er en ny måde. Det er en naturlig følge af hans stilling som Skaberen, for den, som skaber, må også have magt til at lede og bestemme. I Johs.5,22.23 siger Jesus: «Faderen dømmer jo heller ingen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.» På samme måde, som Kristus er en åbenbarelse af Faderen ved skabelsen, er han det ved at give loven og dømme efter den. Nogle få skriftsteder vil bevise dette.

I 4 Mose 21,4-6 har vi en del af beretningen om noget, som skete, mens Israels børn var i ørkenen. Lad os læse den: «Så brød de op fra bjerget Hor i retning af Det røde Hav for at komme uden om Edoms land. Undervejs blev folket utålmodigt og talte mod Gud og Moses og sagde: «Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde.» Da sendte Herren giftslanger blandt folket, og de bed folket, så en mængde af Israel døde.» Folket talte imod Gud og Moses og sagde: «Hvorfor har I ført os ud i ørkenen?» De fandt fejl ved deres leder. Og derfor blev de dræbt af slanger. Læs nu, hvad apostlen Paulus skriver om den samme begivenhed:

«Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger.» 1 Kor. 10,9. Hvad beviser dette? At den Leder, de satte sig op imod, var Kristus. Dette bevises yderligere af den kendsgerning, at da Moses valgte at dele skæbne med Israel, idet han nægtede at kaldes søn af Faraos datter, regnede han det for større rigdom end Ægyptens skatte «at dele Kristi skændsel.» Hebr. 11,26. Læs også 1 Kor. 10,4, hvor Paulus siger, at fædrene «alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; og den Klippe var Kristus.» Altså var det Kristus, som førte Israel ud af Ægypten.

Det tredie kapitel i Hebræerbrevet gør også dette klart. Her opfordres vi til at betragte vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Kristus Jesus, som var tro i hele sit hus, ikke som en tjener, men som Søn over sit eget hus. Vers 1 -6. Derefter siges det, at vi er hans hus, hvis vi holder ud i troen, og vi opfordres af Helligånden til at lytte til hans stemme og ikke at forhærde vore hjerter, som fædrene gjorde det i ørkenen. «Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. Da der blev sagt: «I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke Eders hjerter som i «forbitrelsen», hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, anført af Moses? Og hvem var det, han (Kristus) væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og «hvis døde kroppe faldt i ørkenen»?» Vers 14 -17. Her fremstilles Kristus atter som Israels leder på deres fyrreårige rejse gennem ørkenen.

Det samme fremstilles i Josva 5,13-15, hvor det berettes, at den mand, som Josva så ved Jeriko med et draget sværd i hånden, som svar på Josvas spørgsmål: «Er du en af vore eller en af vore fjender?» siger: «Ingen af delene; jeg er Fyrsten over Herrens hær.» Mon nogen vil tvivle på, at Kristus var Israels virkelige leder, skønt han var usynlig? Moses, den synlige leder, «holdt ud, som om han så den Usynlige.» Det var Kristus, som gav Moses den opgave at gå og befri hans folk. Læs 2 Mose 20,1-3: «Gud talte alle disse ord og sagde: Jeg er Herren, din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.» Hvem udtalte disse ord? Den, som førte dem ud af Ægypten. Og hvem var Israels Anfører, da de forlod Ægypten? Det var Kristus. Hvem gav dem loven fra Sinai Bjerg? Det gjorde Kristus, Faderens herlighed og udtrykte billede, som er Gud åbenbaret for mennesket. Det var alle tings Skaber og den, til hvem al dom var overgivet.

Dette kan bevises på en anden måde. Når Herren kommer, vil det være med en overengels røst (1 Tess.4,16), der vil trænge ind i gravene og vække de døde (Johs.5,28.29). «Herren brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig; han brøler over sin græsgang, istemmer vinperseråbet over alle, som bor på jorden. Drønet når til jordens ende, thi Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra Herren.» Jer.25,30.31. Sammenlign dette med Åb.19, 11-21, hvor Kristus, Guds Ord, Anfører for Himmelens hære, kongernes Konge og herrernes Herre går ud for at træde vinpersen i Guds, den Almægtiges, fnysende vrede og ødelægge alle de onde. Også her finder vi, at det er Kristus, som brøler fra sin bolig mod alle jordens indbyggere, når han har en kamp imod nationerne. Joel tillægger endnu eet, idet han siger: «Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin røst; himmelen og jorden skarver.» Joel 3,21.

Ud fra disse tekster, som kunne suppleres med mange andre, ser vi, at i forbindelse med Herrens komme for at befri sit folk, vil han tale med en røst, som vil ryste himmel og jord, – «Jorden raver og raver som drukken, og svajer som vogterens hytte» (Es.24, 20), og «Da skal himlene forgå med brag» (2 Pet.3,10). Læs nu Hebr. 12,25.26:

«Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet denne forjættelse: «Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.»

Den stemme, der først rystede jorden, var den, der gav loven fra Sinai Bjerg (2 Mose 19,18-20; Hebr.12,18-20), en begivenhed så frygtelig, at dens lige aldrig har været og aldrig skal blive, før Herren kommer med alle Himmelens engle for at frelse sit folk. Men læg nøje mærke til, at den samme stemme, som dengang rystede jorden, vil i de kommende tider ryste, ikke blot jorden, men også himlen. Og vi har set, at det er Kristi stemme, som vil lyde med en sådan styrke, at den vil ryste himmel og jord, når han drager i krig mod nationerne. Dette viser, at det var Kristi stemme, som fra Sinai Bjerg forkyndte de ti bud. Og det er kun, hvad vi naturligt må slutte ud fra det, vi har lært om Kristus som Skaberen og sabbatens indstifter. I virkeligheden er den kendsgerning, at Kristus er en del af Guddommen, besidder alle dens egenskaber og i alle retninger er Faderens ligemand som Skaber og Lovgiver, det eneste, som giver forløsningen vaagt. Det er kun det, som gør frelsen mulig. Kristus døde, «for at han kunne føre os til Gud» (1 Pet.3,18); men hvis han blot i mindste måde var mindre end Gud, kunne han ikke føre os til Gud. Guddommelighed betyder at eje Guddommens egenskaber. Hvis Kristus ikke var guddommeligste han kun kunne bringe et menneskeligt offer. Og var han end den højeste skabning i universet, ville han være en undersåt, der skyldte loven lydighed og derfor ikke gjorde andet end sin egen pligt. Da ville han ikke have nogen retfærdighed, som kunne gives til andre. Der er en umådelig afstand mellem den højeste engel, som nogen sinde er blevet skabt, og Gud selv. Derfor kunne den højeste engel ikke løfte det faldne menneske op til at få del i guddommelig natur. Englene kan tjene; men kun Gud kan frelse. Lovet være Gud, at vi er frelst «Ved den forløsning, som er i Kristus Jesus,» i hvem hele Guddomsfylden bor legemligt, og som derfor til det yderste kan frelse alle dem, der kommer til Gud ved ham.

Denne sandhed hjælper os til en mere fuldstændig forståelse af, at Kristus kaldes «Guds Ord.» Han er den, gennem hvem den guddommelige vilje og almagt åbenbares for menneskene. Han er så at sige Guddommens talerør, dens levendegørelse. Han forklarer Gud for mennesket. Det behagede Faderen, at i ham skulle hele fylden bo – og derfor bliver Faderen ikke degraderet til en lavere stilling, som nogen mener, når Kristus ophøjes som Skaber og Lovgiver; for Faderens herlighed lyser gennem Sønnen. Da Gud kun kendes gennem Kristus, er det klart, at Faderen ikke kan æres, som han bør æres, af dem, som ikke ophøjer Kristus. Som Jesus selv siger: «Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham.» Johs.5,23.

Man spørger, hvorledes Kristus kan være Mellemmand mellem Gud og mennesket og samtidig være Lovgiveren? Det er ikke vor sag at forklare, hvorledes det går til; vi må godtage Skriftens vidnesbyrd om, at det forholder sig således. Og netop dette giver vægt ty læren om forsoningen. Synderens sikkerhed for fuldstændig tilgivelse ligger i den kendsgerning, at det var Lovgiveren selv, ham, som han har gjort oprør imod, der gav sig selv for ham. Hvorledes kan noget menneske tvivle på oprigtigheden af Guds hensigt eller hans velvilje mod os, når han giver sig selv for at frelse os? Lad ingen tro, at Faderen og Sønnen var adskilt i dette. De var fuldstændig eet i dette som i alt andet. Fredsrådet var mellem dem (Zak.6,12.13), og selv, da han var her på jorden, var Sønnen i Faderens favn.

Hvilken vidunderlig kærlighed! Den uskyldige lider for de skyldige; den retfærdige for de uretfærdige; Skaberen for sin skabning; Lovgiveren for lovovertræderne; Kongen for sine oprørske undersåtter. Da Gud ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle – da Kristus frivilligt gav sit liv for os – hvor skulle han da kunne andet end skænke os alt med ham? Den uendelige kærlighed kunne ikke finde noget højere udtryk for sig selv. Med rette siger Herren:» Hvad mere var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?»

^{Guds retfærdighed}

«Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.» Matt.6,33.

Guds retfærdighed er det eneste, et menneske skal søge her i livet, siger Jesus. Føde og klæder er småting i sammenligning hermed. Dem vil Gud helt selvfølgeligt sørge for; derfor er der ingen grund til at bekymre sig for dem. At søge og vinde hans retfærdighed bør være livets eneste mål.

I 1 Kor. 1,30 står der, at Kristus er blevet os retfærdighed og visdom fra Gud. Da nu Kristus er Guds visdom og hele Guddomsfylden bor i ham, er det klart, at den retfærdighed han er for os, er Guds retfærdighed.

Lad os betragte denne retfærdighed

I Salmen 119,172 siger salmisten ty Herren: «Min tunge skal synge om dit ord, thi alle dine bud er retfærd.» Budene er retfærdighed, ikke kun teoretisk – de er Guds retfærdighed. Lad os som bevis herfor læse følgende:

«Løft Eders øjne mod himlen og se på jorden hernede! Thi himlen skal svinde som røg, jorden som en opslidt klaadning, dens beboere skal dø som myg. Men min frelse varer evigt, min retfærd ophører aldrig. Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ra9d for deres spot!» Es.51,6.7.

Hvad kan vi lære af dette? At de, som kender Guds retfærdighed, har hans lov i deres hjerte – derfor er Guds lov hans retfærdighed.

Dette kan bevises på en anden måde: «Al uretfærdighed er synd.» 1 Joh.5,17. «Enhver, der gør synd,begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud.» 1 Joh.3,4. Synd er lovovertrædelse, og det er også uretfærdighed; derfor er synd og uretfærdighed det samme. Men hvis uretfærdighed er overtraedelse af loven, må retfærdighed være lydighed mod loven. Eller vi kan fremstille det rent matematisk:

Uretfærdighed = synd 1 Joh.5,17

Overtrædelse af loven = synd 1 Joh.3,4

Det er indlysende, at to ting, som er lig den samme ting, også er lig hinanden:

Uretfærdighed = Overtraedelse af loven

Dette er den negative formel. Det samme kan positivt siges således:

Retfærdighed = lydighed mod loven

I forhold til hvilken lov er det, at lydighed er retfærdighed og ulydighed er synd? Det er til den lov, som siger: «Du skal ikke begære;» for Paulus siger, at denne lov har overbevist ham om synd. Rom.7,7. De ti bud er altså målestok for Guds retfærdighed. Da det er Guds lov og Guds retfærdighed, må de være lig med hinanden. Der findes i virkeligheden ikke nogen anden retfærdighed.

Da nu loven er Guds retfærdighed – hans retfærdighed udtrykt i ord – er det klart, at det at frygte Gud og holde hans bud er et menneskes hele pligt. Praad.12,13. Lad ingen tænke, at hans pligt bliver begrænset, hvis den indskrænker sig til de ti bud, for «dit bud strækker sig såre vidt,» «Loven er åndelig» og omfatter meget mere, end man først indser. «Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt.» 1 Kor.2,14. Guds lovs uendelige rækkevidde forstå es kun af den, som har overvejet den under bøn. Nogle få citater vil vise os noget af dens rækkevidde. I bjergprædikenen siger Jesus; «I har hørt, at der er sagt til de gamle: «Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel,er skyldig for domstolen.» Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: «Raka!» er skyldig for det store råd, og den, som siger: «Du dåre!» er skyldig til helvedes ild.» Matt.5,21.22. Og atter: «I har hørt, at der er sagt: «du må ikke bedrive hor.» Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.» Vers 27.28. Dette betyder ikke, at budene «Du skal ikke ihjelslå,» «Du skal ikke bedrive hor,» er ufuldkomne, eller at Gud nu forlanger en højere moral af de kristne, end han forlangte af sit folk, jøderne. Han forlanger det samme af alle mennesker til alle tider. Frelseren forklarer simpelthen budene og viser deres åndelighed. PÅ farisæernes uudtalte anklage, at han ringeagtede og undergravede den moralske lov, svarede han ved at sige, at han var kommet for at fuldkomme loven, ikke for at nedbryde den; og så udlagde han lovens sande mening på en måde, som overbeviste dem om, at de ikke adlød den. Han viste, at selv et blik eller en tanke kunne være en overtrædelse af loven, og at den virkelig dømmer over hjertets tanker og råd.

Ved at gøre dette åbenbarede Kristus ikke en ny sandhed. Han bragte blot en gammel sandhed for dagens lys og udlagde den. Loven havde akkurat samme betydning, da han forkyndte den på Sinai Bjerg, som da han udlagde den i Judæa. Da han med en stemme, der rystede jorden sagde: «Du skal ikke ihjelslå,» mente han: «Du skal ikke huse vrede i dit hjerte; du skal ikke nære misundelse eller kiv eller noget andet, som har den fjerneste forbindelse med mord.» Alt dette og meget mere ligger skjult i ordene;» Du skal ikke ihjelslå.»

Det samme siges i Det gamle Testamente. Salomon viser, at loven omfatter usynlige såvel som synlige ting, idet han skriver: «Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.»

Alt, hvad der er sket i det skjulte, skal dømmes; Guds lov er den rettesnor i dommen, der afgør kvaliteten af enhver gerning, enten den er god eller ond. Derfor fordømmer Guds lov det onde, såvel i tanke som i handling. Vi må således komme til det resultat, at Guds lov omfatter hele et menneskes pligt.

Lad os betragte det første bud: «Du må ikke have andre guder end mig.» Apostlen siger, at for nogle mennesker er bugen deres gud. Fil.3,19. Men frådseri og umådeholdenhed er selvmord; så her finder vi, at det første bud også findes i det sjette. Men det går videre, for han siger også, at havesyge er afgudsdyrkelse. Kd.3,5. Det tiende bud kan ikke overtrædes uden at man samtidig overtræder det første og det andet; Med andre ord det tiende bud samstemmer med det første og andet. Og vi finder, at Guds lov omfatter hele universet og vedrører hver levende skabnings moralske pligt. Kort sagt, den er målestok for retfærdigheden hos den Gud, som bor i evigheden.

Når dette er tilfældet, forstår vi, at sætningen: lovens gører skal retfærdiggøres,» er indlysende. At retfærdiggøre betyder at gøre retfærdig eller at vise, at nogen er retfærdig. Det er indlysende, at fuldstændig lydighed mod en fuldstændig retfærdig lov vil gøre et menneske retfærdigt. Det var Guds hensigt, at alle hans skabninger skulle adlyde loven, og således forstået blev loven indstiftet til liv. Rom.7,10.

Men hvis nogen skulle dømmes som en lovens gører, skulle han have opfyldt loven i hele dens udstrækning hele sit liv. Havde han ikke gjort det, kunne han ikke siges at have opfyldt loven. Han kunne ikke være en lovens gører, hvis han kun havde holdt den delvis. Og derfor er det en sørgelig kendsgerning, at der i hele menneskeslægten ikke findes een lovens gører. For både jøder og hedninger er «under synd allesammen, således som der står skrevet: «Der er ingen retfærdig, ikke een; afvegne er alle, til hobe for-dærvede, ingen gør godt, ikke een eneste.» Rom.3,9-12. Loven taler til alle indenfor dens rækkevidde; og i hele verden findes ikke een eneste, som kan åbne sin mund og retfærdiggøre sig. Hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud. (1 avers). «Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.» (23.vers).

Skønt «lovens gørere skal blive retfærdiggjort,» er det lige så indlysende, at «intet menneske vil blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.» 20.vers. Loven, som er «hellig og retfærdig og god,» kan ikke retfærdiggøre en synder. Med andre ord – en retfærdig lov kan ikke erklære den, der overtræder den, for uskyldig. En lov, der retfærdiggjorde en ond mand, ville være en ond lov. Loven kan ikke dadles for, at den ikke kan retfærdiggøre syndere. Tværtimod, det skulle den roses for. Det faktum, at loven ikke vil erklære syndere for retfærdige – at den ikke vil sige, at mennesker har overholdt den, når de har overtrådt den, er i sig selv tilstrækkeligt bevis for, at den er god. Når mennesker roser en ubestikkelig jordisk dommer, som ikke vil erklære en skyldig for uskyldig, burde de sandelig også ophøje Guds lov, som ikke vil aflægge falsk vidnesbyrd. Den er fuldkommen retfærdig og derfor tvunget til at konstatere det sørgelige faktum, at ikke een af Adams slægt har opfyldt dens krav.

Når det er menneskets pligt at opfylde loven, er det jo klart, at hvis han kommer til kort i den mindste ting, kan han aldrig gøre det godt igen. Hvert eneste lovbuds krav strækker sig så vidt, ja hele loven er så åndelig – at selv en engel ikke kunne gøre mere end at adlyde den. Selv Gud kan ikke være bedre, end hans lov forlanger. Han kan ikke være bedre, end han er, og loven forklarer, hvordan han er. Hvilket håb er der da om, at en, som har fejlet, omend kun på et enkelt punkt, kunne udvise nogen godhed, som kunne rette op på dette? Den, som forsøger at gøre dette, stiller sig selv overfor den umulige opgave at være bedre, end Gud fordrer, ja, bedre end Gud selv.

Det er ikke kun på et enkelt punkt, at mennesker har fejlet. De er kommet til kort på alle punkter. «Afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke een eneste.» Og ikke blot det, men det er umuligt for det faldne menneske med dets svækkede evner at gøre blot en eneste ting som lever op til den fuldkomne lov. For denne påstand behøves intet andet bevis en det, at loven er målestok for Guds retfærdighed. Der findes næppe nogen, der er så formastelig at påstå, at enhver handling i hans liv har været eller kunne være så god, som hvis Gud selv havde gjort den. Alle må sige med salmisten: i «Min godhed når ikke til dig.» Salm.16,2, engelsk overs. |

Bibelen taler tydeligt om dette. Kristus «havde ikke nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket.» (Joh.2,25) Og han sagde: ‘Thi indvendig fra, fra menneskets hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.» Mark.7,21-23. Det er med andre ord lettere at gøre det onde end det gode, og hvad et menneske af naturen gør, er ondt. Det onde bor i hjertet og er en del af mennesket. Derfor siger apostlen: «Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det; de, som er i kødet, kan derfor ikke tækkes Gud.» Rom. 8,7.8. Og igen: «Thi kødet begærer imod Anden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.» Gal.5,17. Da det onde er en del af selve mennesket natur, nedarvet af hver enkelt fra en lang række syndige forfædre, er det indlysende, at enhver retfærdighed, det har, kun kan være som «en tilsølet klædning» (Es.64,5) sammenlignet med den retfærdige Guds pletfrie klæder. Det umulige i, at gode gerninger kan komme fra et syndigt hjerte, illustreres levende af Jesus således:

«Thi ethvert træ kendes på sin frugt; man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tomebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.» Luk.6,44.45. Det betyder, at et menneske ikke kan gøre noget godt, før han selv er blevet god. Og derfor har et syndigt menneskes gerninger ingen mulighed for at retfærdiggøre ham, tværtimod. Idet de kommer fra et syndigt hjerte, er de onde og kan kun yderligere forøge hans syndighed. Kun ondt kan komme fra et ondt hjerte – og flere onde gerninger kan ikke blive til een god. Derfor er det nytteløst for et ondt menneske at prøve på at blive retfærdig ved egne anstrengelser. Han må først retfærdiggøres, inden han kan gøre det gode, som kræves af ham, og som han ønsker at gøre. Sagen stiller sig altså således:

Guds lov er absolut retfærdig, og fuldstændig overensstemmelse med den kræves af hver den, som skal indgå i Guds rige.
Men loven kan ikke give den mindste retfærdighed til noget menneske, for alle er syndere og ude af stand til at leve op til lovens krav. Uanset hvor flittigt og alvorligt et menneske arbejder, findes der intet, han kan gøre, som kan leve helt op til lovens krav. Det er for højt for ham at nå, han kan ikke opnå retfærdighed ved loven. «Ved lovgerninger skal intet menneske retfærdiggøres i Guds øjne.» Hvilken beklagelig situation! Vi må have lovens retfærdighed, ellers kan vi ikke gå ind i Himmelen; men loven har ingen retfærdighed til os. Selv vore mest energiske og udholdende anstrengelser kan ikke skaffe os den mindste smule af den hellighed, uden hvilket intet menneske kan se Gud.

Hvem kan da blive frelst? Kan der i det hele taget eksistere et retfærdigt menneske? Ja, for Bibelen taler ofte om dem. Den taler om Lot som «den retfærdige mand;» og i Es.3,10 står der: «Salige er de retfærdige, dem går det godt, deres gerningers frugt skal de nyde.» Dette viser, at der vil være retfærdige mennesker, som vil blive belønnet; og det siges tydeligt, at der til sidst vil findes et retfærdigt folk: «På hin dag skal denne sang synges i Judas land: «En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab.» Es.26,1.2. David siger: «Din lov er sandhed.» Sal. 119,142. Den er ikke blot sandhed, men summen af al sandhed; altså må den nation, der gemmer på troskab (bevarer sandheden,en-gelsk overs.), være en nation, der holder Guds lov. Den må gøre hans vilje og den skal komme ind i Himmeriget. Matt. 7,21.

^{Herren vor Retfærdighed}

Nu er spørgsmålet: Hvorledes opnår man den retfærdighed, som er en betingelse for at gå ind i staden? At besvare dette spørgsmål, er evangeliets store hensigt. Lad os først studere retfærdiggørelse, retfærdighed skænket som en gave. Kendsgerningen kan måske hjælpe os til en bedre forståelse af teorien. Eksemplet er givet i Lukas 18,9-14 i disse ord:

«Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse: «Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: «Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.» Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: «Gud, vær mig synder nådig!» Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; Men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.»

Dette blev sagt for at vise os, hvorledes vi kan eller ikke kan opnå retfærdighed. Farisæere findes også i dag; der er mange i vor tid, som forventer at blive retfærdiggjort ved deres egne gode gerninger. De stoler på, at de selv er retfærdige. De praler ganske vist ikke så åbenlyst af deres godhed, men de viser på andre måder, at de stoler på deres egen retfærdighed. Måske er den farisæiske ånd – den ånd, der opregner egne gode gerninger for Gud som en årsag til begunstigelse – meget ofte at finde hos de bekendende kristne, som føler sig mest syndebetyngede. De ved, at de har syndet, og de føler sig fordømte. De sørger over deres syndighed og begræder deres tilstand. Deres vidnesbyrd når aldrig ud over denne erkendelse. Ofte vover de slet ikke at tale i en forsamling, fordi de skammer sig – de tør end ikke nærme sig Gud i bøn. Når de en tid har syndet mere end sædvanlig, afholder de sig fra at bede i en tid, indtil den stærke følelse af deres brøde har fortaget sig, eller indtil de forestiller sig, at de har sonet deres brøde ved en særlig god opførsel. Hvad viser dette? Netop den farisæiske ånd, som vil vise Gud sin egen retfærdighed, som ikke vil komme frem for ham, hvis den ikke kan støtte sig til sin egen indbildte godhed. De ønsker at kunne sige til Gud: «Se, hvor god jeg har været i de sidste få dage; nu kan du bestemt tage imod mig.»

Men hvad er resultatet? Den mand, som stolede på sin egen retfærdighed, havde ingen, mens den mand, som med oprigtig ydmyghed bad: «Gud, vær mig synder nådig!» gik retfærdiggjort hjem. Kristus siger, at han gik retfærdiggjort hjem, det betyder: gjort retfærdig.

Læg mærke til, at tolderen gjorde noget mere end at jamre over sin syndefuldhed; Han bad om nåde. Hvad er nåde? – Det er ufortjent gunst. Det vil sige at blive bedre behandlet, end man fortjener. Guds Ord siger os: «Så høj som Himmelen er over jorden, er hans miskundhed stor over dem, som frygter ham.» Salm.103,11. Det vil sige, den behandling Gud giver os, når vi ydmyger os for ham, er så højt hævet over vore naturlige begreber om retfærdighed, som Himmelen er hævet over jorden. I hvilken henseende behandler han os bedre, end vi fortjener? Han tager vore synder fra os; for i næste vers siger han: «Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os.» Den elskede discipel udtrykker det således; «Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.» 1 Joh. 1,9.

Endnu en forklaring på Guds nåde, og hvorledes den viser sig, finder vi i Mika 7,18.19: «Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig? Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb.» Lad os nu læse Skriftens direkte udtalelse om, hvorledes retfærdighed bliver givet.

Efter at Apostlen Paulus har påvist, at alle har syndet og mangler ære for Gud, så at ingen kan retfærdiggøres i hans øjne ved lovgerninger, siger han videre: Vi «bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel, ved træn på hans blod; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået – for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.» Rom.3,24-26.

At blive retfærdiggjort uforskyldt. Hvorledes kunne det ellers ske? Efter som det syndige menneskes bedste anstrengelser er helt ude af stand til at frembringe retfærdighed, er det indlysende, at den eneste måde, på hvilken han kan erhverve den, er som en gave. At retfærdighed er en gave, siges klart af Paulus i Rom.5,17: «Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus.» Det er fordi retfærdighed er en gave, at det evige liv, som er retfærdighedens løn, er Guds gave i Kristus Jesus vor Herre.

Gud har udpeget Kristus som den, gennem hvem syndstilgivelse kan opnåes; og denne tilgivelse består simpelthen i, at hans retfærdighed (som er Guds retfærdighed) tilregnes dem. «Gud som er rig på barmhjertighed» (Ef.2,4) og har sin glæde derved, giver sin egen retfærdighed til den synder, som tror på Jesus, i bytte for hans synder. Dette er sandelig et fordelagtigt bytte for synderen; og det er intet tab for Gud, for hans retfærdighed er uden grænser, og derfor kan den aldrig udtømmes. Det skriftsted, som vi lige har studeret (Rom.3,24-26) er kun en ny forklaring af vers 21-22, som følger efter erklæringen om, at intet menneske kan blive retfærdiggjort af lovgerninger. Apostlen siger her: «Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror.» Gud giver den troende sin retfærdighed. Han dækker ham med den, så hans synder ikke mere kan ses. Og så kan den, som er blevet tilgivet, udbryde med profeten:

«Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i Gud; Thi han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærdigheds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæstner sine smykker.» Es.61,10.

Men hvad med «Guds retfærdighed uden loven»? Hvordan stemmer det med den udtalelse, at loven er Guds retfærdighed, og at der uden for den ikke findes nogen retfærdighed? Her er ingen modsigelse. Der bliver ikke set bort fra loven. Læg nøje mærke til dette: Hvem gav loven? – Kristus. Hvoriedes gav han den? – Som en, der havde autoritet, som Gud. Loven udgik fra ham så vel som fra Faderen, – den er simpelthen erklæringen om hans karakters retfærdighed. Og derfor er den retfærdighed, som kommer fra Kristus, den samme som den, der blev skrevet på lovens tavler.

Min læser må prøve på at forestille sig denne scene: Loven står som det klare vidne imod synderen. Den kan ikke forandres – den kan ikke kalde en synder retfærdig. Synderen prøver igen og igen at opnå retfærdighed ved loven, men det er umuligt. Den er ubestikkelig trods al anger og alle «gode» gerninger. Men Jesus er her også, «fuld af nåde» såvel som af sandhed. Han kalder synderen hen til sig. Træt af den nytteløse kamp for retfærdighed ved loven lytter han endelig til Jesu stemme og kaster sig i hans udstrakte arme. Han gemmer sig i Kristus og dækkes af hans retfærdighed – og se, nu har han ved tro på Kristus opnået det, som han forgæves har kæmpet for. Han har den retfærdighed, som loven fordrer, og det er den ægte vare, for han har den fra retfærdighedens Kilde; fra selve det sted, hvorfra loven udgik. Og loven vidner, at dette er den ægte retfærdighed. Den siger, at så længe han har denne retfærdighed, kan den i retten forsvare ham mod alle anklager. Den vil vidne om, at han er en retfærdig mand. Ved den retfærdighed som «fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.» Fil.3,9. Paulus var overbevist om, at han på Herrens dag ville stå urokkelig fast i Kristus. Der er ingen mulighed for at finde nogen fejl ved denne handlemåde. Gud er retfærdig og på samme tid retfærdiggørelse for den, som tror på Jesus Kristus. I Jesus bor hele Guddommens fylde; han er Faderens ligemand i alle henseender. Derfor er den forløsning, som er i ham – hans evne til at købe det tabte menneske tilbage – ubegrænset. Menneskets oprør er lige så meget mod Sønnen som mod Faderen, for de er eet. Da Kristus «gav sig selv for vore synder», var det Kongen, der led for sine oprørske undersåtter – den, som var blevet krænket, bar over med krænkelsen. Ingen vil benægte, at ethvert menneske har ret til at tilgive en krænkelse, som han har været udsat for; hvorfor da gøre indvendinger, når Gud bruger samme ret? Hvis han ønsker at tilgive den fejl, som er blevet gjort imod ham, har han ret til det – ikke mindst fordi han selv underkaster sig den straf, som hans retfærdige lov kræver. Den uskyldige led for de skyldige, det er sandt. Men den uskyldigt lidende «gav sig selv» frivilligt, for at han med retfærdighed kunne gøre, hvad hans kærlighed bød ham, nemlig se bort fra den uret, som var begået mod ham selv som universets Herre.

Hør nu Guds egen udtale af sit eget navn – en udtalelse som blev fremsat, da han var udsat for den værste foragt nogensinde;

«Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: «Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.» 2 Mose 34,5-7.

Dette er Guds navn; det er den karakter, som han åbenbarer for mennesket, det lys, i hvilket han ønsker at vi skal se ham. Men hvad med udtalelsen om, at han «ikke lader den skyldige ustraffet’? Den er i fuldstændig overensstemmelse med hans langmodige, rige godhed, og det, at han ser bort fra sit folks synder. Det er sandt, at Gud på ingen måde vil lade den skyldige ustraffet. Han gør noget langt bedre: han overfører skylden, så den, som tidligere var skyldig ikke behøver at straffes – han er retfærdiggjort og regnes, som havde han aldrig syndet.

Lad ingen se kritisk på udtrykket «iføre retfærdighed», som om det var hykleri. Nogle med en meget speciel opfattelse af værdien af retfærdighedens gave har sagt, at de ikke ønskede en retfærdighed, som var «iklædt», men at de kun ønskede den retfærdighed, som kommer af livet. På denne måde nedvurderer de Guds retfærdighed, som ved Jesus Kristus er til og i enhver, som tror.

Vi er enige i deres tankegang, for så vidt som den er en protest imod hykleri, en slags gudfrygtighed uden kraft. Men vi vil bede læseren huske på, at det gør en meget stor forskel, hvem der iklæder retfærdigheden. Hvis vi forsøger at gøre det selv, har vi kun smudsige klæder, ligegyldigt hvor smukke de ser ud i vore øjne. Men når Kristus ifører os dem, skal vi ikke foragte eller afvise dem. Læg mærke til Esajas udtryk: Han iklæder mig «retfærdighedens klædebon». Den retfærdighed, som Kristus iklæder os, har Guds velbehag; og hvis Gud er tilfreds med den, burde mennesket ikke søge efter noget bedre.

Men vi vil gå et skridt videre, så vi kan fjerne enhver tvivl om dette. Zakarias 3,1 -5 giver os løsningen. Der står: «Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josva, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men Herren sagde til Satan: «Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?» Josva havde snavsede klaeder på og stod foran englen; men denne tog til orde og sagde til dem, som stod ham til tjeneste: «Tag de snavsede klæder af ham!» Og til ham sagde han: «Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.» Og han sagde: «Sæt et rent hovedbind på hans hoved!» Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte Herrens engel frem.»

Læg i dette citat mærke til, at det at tage de snavsede klæder af er det samme som at tage et menneskes skyld fra det. Vi ser altså, at når Kristus dækker os med sin egen retfærdigheds klædning, er den ikke et dække over synd, men den tager synden bort. Og dette siger os, at tilgivelse af synden er andet og mere end en forms sag, noget mere end blot det, at vore synder er blevet slettet i Himmelens bøger. Tilgivelse af synd er en realitet, noget som berører den enkelte vitalt. Den renser ham virkelig for skyld; og hvis han er renset for synd – retfærdiggjort – er der virkelig sket en radikal forandring med ham. Han er blevet et andet menneske. Han har opnået denne tilgivelse for sine synder i Kristus. Den kunne kun opnåes ved at iføres Kristus. Men «hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.» 2. Kor.5,17. og denne fuldstændige tilgivelse resulterer i en vidunderlig forandring – den nye fødsel. Et menneske kan ikke blive en ny skabning uden en ny fødsel. Det er det samme som at få et nyt eller et rent hjerte.

Dette nye hjerte er et hjerte, der elsker retfærdighed og hader synd. Det var et sådant hjerte, Herren ønskede, at Israel skulle have, da han sagde: «Gid de alle dage må have et sådant hjerte, at de frygter mig og holder alle mine bud, for at det må gå dem og deres børn vel evindelig.» 5 Mose,5,29. Det er kort sagt et hjerte, der er renset for kærlighed til synden og for skyld. Men hvad får et menneske til for alvor at ønske tilgivelse for sine synder? – hans afsky for synden og hans ønske om retfærdighed, og disse følelser er Helligåndens værk. Helligånden arbejder med alle mennesker. Den kommer med bebrejdelser; og når denne bebrejdende stemme bliver hørt, vil Ånden straks trøste. Den samme lydhøre indstilling, som får et menneske til at lytte til Åndens bebrejdelse, vil også lede ham til at følge Åndens undervisning, og Paulus siger, at «alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.» Rom.8,14.

Hvad er det da, som bringer retfærdiggørelse, eller syndernes tilgivelse? Det er tro – for Paulus siger: «Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.» Rom.5,1. Guds retfærdighed gives til hver den, som tror. Rom.3,22. Men denne udøvelse af tro gør et menneske til et Guds barn; atter siger Paulus: «Alle er nemlig I Jesus Kristus Guds børn ved troen.» Gal.3,26. Det faktum, at enhver, som får sine synders tilgivelse, straks er et Guds barn, ser vi i brevet til Titus. Først omtaler han den onde tilstand, vi engang befandt os i, og så siger han: «Men da Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.» Titus 3,4-7.

Læg mærke til, at det er ved at blive retfærdiggjort af hans nåde, at vi bliver arvinger. Fra Rom.3,24.25 ved vi, at retfærdiggørelse af hans nåde sker ved vor tro på Kristus; men Gal.3,26 siger os, at tro på Jesus Kristus gør os til Guds børn. Altså ved vi, at enhver, der er blevet retfærdiggjort af Guds nåde og har fået tilgivelse, er Guds barn og arving.

Dette siger os, at der ikke er noget grundlag for den tanke, at et menneske skal gennemgå en prøvetid og opnå en vis hellighed, før det kan akcepteres af Gud som hans barn. Han tager imod os, netop som vi er. Det er ikke på grund af noget godt hos os, at han elsker os, men fordi vi behøver hans kærlighed. Han tager imod os – ikke på grund af noget i os, men for sin egen skyld, og fordi han ved, hvad hans guddommelige kraft kan gøre os til. Først når vi indser Guds vidunderlige ophøjede og hellige væsen og forstår, at han kommer til os i vor syndige og nedværdigede tilstand for at tage os ind i sin familie, kan vi fatte styrken i apostlens udbrud; «Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.» 1 Joh.3,1. Enhver, som han har vist denne ære, vil rense sig selv, ligesom han er ren. Gud tager os ikke ind i sin familie, fordi vi er gode, men for at han kan gøre os gode. «Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser – af nåde er I frelste! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus,» Ef.2,4-6; og så tillægger han; «Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem,» Vers 8-10. Dette viser os, at Gud elskede os, mens vi endnu var døde i vore synder; han giver os sin Ånd for at gøre os levende i Kristus, og den samme Ånd markerer vor adoption i den guddommelige familie. Han adopterer os, for at vi som nye skabninger i Kristus skal gøre de gode gerninger, som Gud har bestemt os til at gøre.

At blive modtaget af Gud

Mange mennesker tøver med at begynde at tjene Herren, fordi de frygter, at Gud ikke vil tage imod dem; og tusinder, som i årevis har været bekendende kristne, tvivler stadig på, at Gud har antaget dem som sine børn. For deres skyld skriver jeg dette; jeg vil ikke forvirre dem med argumenter, men blot give dem Guds Ords enkle forsikringer.

«Vil Herren tage imod mig?» Jeg vil svare med et andet spørgsmål. Vil et menneske tage imod det, som det har købt?

Hvis du går ind i en forretning og køber og betaler noget, vil du så modtage det, når det bliver leveret? Naturligvis vil du det! Ingen tvivl om den sag. Den kendsgerning, at du har købt varen og betalt for den, er tilstrækkeligt bevis for, at du ikke alene er villig til, men også ivrig efter at få den. Hvis du ikke ønskede den, ville du ikke have betalt for den. Og jo mere du havde betalt, des ivrigere ville du være for at få den. Hvis prisen var så stor, at det næsten havde kostet dig livet at betale den, kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at du ville modtage varen, når den blev leveret. Din store bekymring ville være, at der skulle ske nogen fejl ved leveringen.

Lad os bruge denne enkle illustration på den situation, at en synder kommer til Kristus. For det første har han købt os. «Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; Ær derfor Gud i jeres legeme!» 1 Kor.6,9.20.

Den pris, han betalte for os, var hans eget blod – hans liv. Paulus skriver til de ældste i Efesus: «Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han har købt med sit eget blod.» Ap.G.20,28. «I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet eller lyde.» 1 Pet. 1,18.19. Han «hengav sig selv for os.Titus 2,14. «For at udfri os af den nuværende, onde verden gav han sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje.» Gal.4,l.

Han købte ikke en særlig klasse mennesker, men alle syndere i hele verden. ‘Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Johs.3,16. Jesus sagde; «Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit legeme, til liv for verden.» Joh.6,51. ‘Thi mens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige.» «Men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.» Rom.5,6.8. Det var en uendelig stor pris; derfor ved vi, at han af hele sit hjerte ønskede det, som han havde købt. Han ønskede det mere end noget andet. Han kunne ikke undvære det. Se Fil.2,6-8; Hebr.12,2; Es.53,11.

«Men jeg er så uværdig.» Det vil sige, at du ikke er den pris værd, som er betalt, og du frygter, at Jesus skulle nægte at have købt dig. Du kunne nære en sådan frygt, hvis det ikke var, fordi handlen allerede er indgået og prisen betalt. Hvis han skulle nægte at tage imod dig, fordi du ikke er prisen værd, ville han ikke alene miste dig, men også den pris, han har betalt for dig. Selv om de varer, som du har betalt, ikke er den pris værd, du har givet for dem, ville du ikke selv være så tåbelig at kaste dem bort. Du ville hellere have noget for dine penge end slet ingenting. Og desuden har du intet at gøre med spørgsmålet om værdien.

Da Kristus kom til jorden for at gøre dette køb, «havde han ikke nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket.» Johs.2,25. Han gjorde købet med åbne øjne, og han kendte den nøjagtige værdi af det, han købte. Han er slet ikke skuffet, når du kommer til ham og han ser, at du er værdiløs. Du skal ikke bekymre dig om værdispørgsmålet; hvis han med sin fuldstændige viden om sagen var villig til at indgå denne handel, skulle du være den sidste til at beklage dig. Den mest vidunderlige sandhed er denne: Han købte dig netop af den grund, at du er uværdig. Hans kyndige øje så store muligheder i dig, og han købte dig – ikke for hvad du var eller er værd, men på grund af det, han kunne gøre dig til. Han siger: «Din misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg for min egen skyld, kommer ej dine synder i hu.» Esaj. 43,25. Vi har ingen retfærdighed i os selv, derfor købte han os, «for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.» Hør, hvad Paulus siger: ‘Thi i ham bor hele Guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del, idet I er i ham, som er hoved for enhver magt og myndighed.» Kol.2,9.10.

Og her er hele forløbet fremstillet: «Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse. Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed, som han har skænket os i den Elskede. I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Det gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand, da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed, ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus.» Ef.1,3-10. Vi skal være ’til lov og pris for hans nådes herlighed.» Det kunne vi ikke være, hvis vi fra begyndelsen var den store pris værd, han betalte for os. For så ville der ikke være nogen herlighed for ham i handlen. Han kunne ikke i de tilkommende tider vise os sin nådes rigdom. Men når han tager os netop så værdiløse, som vi er, og til sidst fremstiller os fejlfri for Gud, vil det være til hans uvisnelige hæder. Og da vil ingen anse sig selv for værdiløs. I evighed vil de helliggjorte skarer forene sig i pris til Kristus: «Værdig er du…thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og præster for vor Gud, og de skal herske over jorden.» «Værdig er lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!» Åb.5,9.10.12. Nu skulle sandelig al tvivl om antagelse hos Gud være udelukket. Men det er den ikke. Det onde hjerte tvivler stadig. «Jeg tror alt dette, men -» Stands lige der! Hvis du troede, ville du ikke sige «men». Når mennesker sætter «men» efter at de har sagt, at de tror, mener de i virkeligheden: «Jeg tror, men jeg tror ikke.» Men du fortsætter: «Måske har du ret. Men hør lige, hvad jeg ville sige. Det, jeg ville sige, var: jeg tror på de skriftsteder, du har citeret, men Bibelen siger, at hvis vi er Guds børn, vil vi få Åndens vidnesbyrd, så vi har vidnesbyrdet i os selv; og jeg føler ikke et sådant vidnesbyrd – derfor kan jeg ikke tro, at jeg hører Kristus til. Jeg tror hans ord, men jeg har ikke dette vidnesbyrd.» Jeg forstår din vanskelighed, men lad os se, om den ikke kan overvindes. Hvad det angår, at du hører Kristus til, kan du selv afgøre spørgsmålet. Du ved, hvad han har betalt for dig. Nu er spørgsmålet: Har du overgivet dig selv til ham? Hvis du har, kan du være sikker på, at han har modtaget dig. Hvis du ikke er hans, er det udelukkende fordi du har nægtet at levere ham det, som han har købt. Du bedrager ham. Han siger: «Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk.» Rom. 10,21. Han beder dig give ham det, som han har købt og betalt – alligevel nægter du at gøre det, og beskylder ham for ikke at være villig til at tage imod dig. Men hvis du af hjertet har overgivet dig selv til ham, kan du være overbevist om, at han har modtaget dig.

Hvad det nu angår, at du tror hans ord, og alligevel tvivler på, at han vil tage imod dig, fordi du ikke føler vidnesbyrdet i dit hjerte, vil jeg stadig påstå, at du ikke tror. Hvis du gjorde, ville du have vidnesbyrdet. Hør hans ord: «Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud har vidnet om sin Søn.» 1 Joh.5,10. At tro på Sønnen vil sige at tro hans ord og det, der står skrevet om ham.

Og «den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv.» Du kan ikke få vidnesbyrdet, før du tror, og så snart du tror, har du vidnesbyrdet. Hvorledes forholder det sig? Jo, din tro på Guds ord er vidnesbyrdet. Gud siger således: «Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.» Hebr.11,1.

Hvis du kunne høre Gud sige at du er hans barn, ville du anse det for tilstrækkeligt bevis. Men når Gud taler i sit Ord, er det det samme, som hvis han talte, så du kunne høre det; og din tro er beviset for, at du hører og tror.

Dette er så betydningsfuld en sag, at den er omhyggelig overvejelse værd. Lad os læse lidt videre. Først læser vi, at vi «alle … i Kristus Jesus er Guds børn ved troen» Gal.3,26. Dette er en positiv bekræftelse af, hvad jeg sagde om vor manglende tro på vidnesbyrdet. Vor tro gør os til Guds børn. Men hvordan opnår vi denne tro? «Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.» Rom. 10,17. Men hvorledes kan vi få tro på Guds Ord? Tro kun på, at Gud ikke kan lyve, Du ville næppe kalde ham en løgner op i hans åbne ansigt; men det er netop, hvad du gør, hvis du ikke tror hans ord. Alt, hvad du skal gøre for at tro, er at tro. «Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker). Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: «Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.»

Alt dette stemmer fuldstændig overens med det, Paulus siger: «Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger.» Rom.8,16.17. Denne Ånd, som vidner sammen med vor ånd, er den Trøster, som Jesus lovede os. Joh.14,16. Og vi ved, at dens vidnesbyrd er sandt, for det er «Sandhedens Ånd». Hvorledes vidner den? Ved at minde os om Guds skrevne Ord. Ånden har inspireret disse ord (1 Kor. 2,13; 2 Peter 1,21), og når den bringer dem i erindring, er det det samme, som hvis den talte dem direkte til os. Ånden bringer Bibelens ord – som vi delvis har citeret -frem i vore tanker. Vi ved, at disse ord er sande, for Gud kan ikke lyve. Vi viser Satan bort med hans falske vidnesbyrd om Gud, og vi tror Ordet; men hvis vi tror Ordet, ved vi, at vi er Guds børn, og vi udbryder: «Abba, Fader!» Og så går den vidunderlige sandhed endelig op for os. En gentagelse af ordene gør det levende for os. Han er vor Fader; vi er hans børn – o, hvilken glæde denne tanke skænker os! Vi ser således, at det vidnesbyrd, som vi har i os selv, ikke blot er en teori eller en følelse. Gud beder os ikke stole på et så upålideligt vidne som vor følelse. Den, som stoler på sit eget hjerte, er en dåre, siger Skriften. Det vidnesbyrd, vi skal stole på, er Guds uforanderlige Ord, og dette vidnesbyrd kan vi eje i vore hjerter ved Ånden. «Gud ske tak for hans uudsigelige gave.»

Denne bevidsthed berettiger os ikke til at være mindre flittige og slå os til ro, som om vi allerede var fuldkomne. Vi må huske på, at Kristus ikke tager imod os for vor skyld, men for sin egen skyld. Ikke fordi vi er fuldkomne, men fordi vi kan blive det i ham. Han velsigner os – ikke fordi vi er så gode, at vi har fortjent at blive velsignede, men for at vi i den styrke, velsignelsen skænker os, skal vende os bort fra al uretfærdighed. Ap.G.3,26. Enhver, som tror på Kristus, får styrke eller ret til at blive et Guds barn. Joh.1.12. Det er ved Guds «dyrebare og største forjættelser», ved Jesus Kristus, at vi bliver «delagtige i guddommelig natur». 2 Pet.1,4.

Lad os kort betragte den praktiske anvendelse af nogle af disse skriftsteder.

^{Troens sejr}

Bibelen siger, at «den retfærdige skal leve af tro.» Guds retfærdighed åbenbares «af tro til tro.» Rom.1,17. Intet kan bedre illustrere, hvorledes troen virker, end nogle af de eksempler, som er nedskrevet til vor vejledning, «så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.» Rom. 15,4. Lad os først betragte en bemærkelsesværdig hændelse, som er omtalt i 2 Krøn.20. Her læser vi: «Så hændte det sig, at moabiterne og ammoniterne sammen med folk fra Maon drog i krig mod Josafat. Og man kom og bragte Josafat den efterretning: «En vældig meneskemængde rykker frem imod dig fra egnene hinsides havet, fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar!» Både kongen og folket blev grebet af frygt, men de var så forstandige at samle sig «for at søge hjælp hos Herren; også fra alle Judas byer kom de for at søge Herren.» 3. og 4.vers. Så følger den bøn, Josafat bad som leder af forsamlingen, og den er et specielt studium værd, for den indeholder begyndelsen til deres sejr:

«Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems forsamling i Herrens hus foran den nye forgård og sagde: «Herre, vore faBdres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle hedningerne? I din hånd er kraft og styrke, og mod dig kan ingen holde stand!» Vers 5.6.

Det var en udmærket begyndelse på en bøn. Først anerkender den Gud i Himmelen og begynder som den bøn, Jesus lærte os: «Vor Fader, du som er i Himmelen.» Hvad betyder dette? – at den Gud, som er i Himmelen, er Skaberen. Denne indledning er en anerkendelse af hans magt over alle verdens kongeriger og over mørkets magter. Den kendsgerning, at han er i Himmelen og er Skaberen, gør det klart, at han ejer en magt, som ingen kan modstå. Den mand, som i nødens stund kan begynde sin bøn med en sådan anerkendelse af Guds magt, har allerede sejren på sin side. For læg mærke til, at Josafat ikke alene erklærede sin tro på Guds vidunderlige magt; han gjorde krav på Guds styrke som sin styrke, idet han sagde: «Er du ikke vor Gud?» Han opfyldte Skriftens krav: «Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.»

Derefter fortsætter Josafat med at opregne, hvorledes Herren har ført dem ind i landet, og skønt han ikke har ladet dem invadere Moab og Amon, er disse nationer nu kommet for at jage dem ud af det land, som Gud har givet dem. Vers 7-11. Og så slutter han: «Se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din ejendom, som du gav os i eje!» Men «Herrens øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham.» (2 Krøn. 16,9). Derfor passer det sig for den, som er i nød, at sætte sin lid til ham. Josafats og hans folks indstilling var i overensstemmelse med apostlens opfordring: Vi skal rette «vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.» Hebr.12,2. Han er Alfa og Omega, og al magt i Himmelen og på jorden er i hans hånd.

Og hvad skete? Herrens profet erklærede i Helligåndens kraft: «Lyt til, alle I judæere, Jerusalems indbyggere og kong Josafat! Så siger Herren til Eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke Eders, men Guds!» 15.vers. Derefter kommer befalingen til at gå ud og møde fjenden om morgenen – så skulle de se Herrens frelse, for han ville være med dem.

«Tidligt næste morgen drog de ud til Tekoas ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: «Hør mig, i judæere og Jerusalems indbyggere! Tro på Herren, Eders Gud, og I skal blive boende, tro på hans profeter, og lykken skal følge Eder!» Og efter at have rådført sig med folket opstillede han sangere og bød dem synge: «Lov Herren, thi hans miskundhed varer evindelig!» Vers 20.21.

Det var sandelig en mærkelig måde at gå i krig på. Ikke mange hære er gået ud med en sådan fortrop. Men hvad blev resultatet?

«Og i samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold komme over ammoniterne, moabiterne og dem fra Se’irs bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. Ammoniterne og moabiterne angreb dem, der boede i Se’irs bjerge, og lagde band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se’ir, gav de sig til at udrydde hverandre. Da så judæerne kom op på varden, hvorfra man ser ud over ørkenen, og vendte blikket mod menneskemængden, se, da lå deres døde kroppe på jorden, ingen var undsluppet.» Vers 22-24.

Hvis der har været få hære, der er gået ud med en sådan fortrop som Josafats hær, er det lige så sikkert, at få hære er blevet belønnet med en sådan sejr. Og det kan næppe være forgæves at studere lidt i filosofien bag om sejr ved tro, således som den er illustreret i denne begivenhed. Da fjenden, som stolede på sin store overlegenhed talmæssigt, den morgen hørte israeliterne komme syngende og råbende, hvad har de da tænkt? Naturligvis at israeliterne havde fået forstærkning og nu var så overmægtige, at det ville være nytteløst at kæmpe imod dem. Derfor blev de grebet af panik, og alle så på deres naboer som fjender. Havde de ret i deres formodning om, at Israel havde fået forstærkning? – Ja, sandelig! For beretningen siger; «I samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold komme over ammoniterne, moabiterne og dem fra Se’irs bjerge.» Herrens hære, som Josafat og hans folk stolede på, kæmpede for dem. De havde fået forstærkning, og hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have set den, ligesom Elisas tjener engang så, at de, som var med dem, var langt flere end fjenderne. Det, man især skal lægge mærke til her, er, at det var, da Israel begyndte at lovsynge, at Herren lod et baghold komme over fjenden. Hvad viser dette? – at deres tro var aagte. Herrens løfte blev anset for lige så sikkert som dets opfyldelse. De troede på Herren, eller rettere sagt, de byggede på Herren, og på den måde blev de hjulpet. Således beviste de sandheden i ordene: «Dette er den sejr, som har sejret oververden: vor tro.» 1 Joh.5,4.

Lad os nu overføre denne illustration på kampen mod synd. En stærk fristelse til at gøre noget forkert opstår. Ofte har vi med sorg erkendt styrken af fristelsen, fordi den har besejret os. Derfor ved vi, at vi ikke selv kan modstå den. Men nu retter vi vort blik mod Herren, som har sagt, at vi med frimodighed skal komme frem for nådens trone for at finde hjælp i nødens stund. Så begynder vi at bede Gud om hjælp. Vi beder til den Gud, som i Bibelen er åbenbaret som Himmelens og jordens Skaber. Vi begynder ikke med en bedrøvelig erklæring om vor svaghed, men med en glad erkendelse af Guds store magt. Når vi har gjort det, kan vi vove at omtale vor vanskelighed og vor svaghed. Men hvis vi først omtaler vor svaghed og vor vanskelige situation, sætter vi os selv før Gud. Og så vil Satan forstørre vanskeligheden og omgive os med sit mørke, så vi ikke kan se noget andet end vor egen svaghed; og da vil vor bøn være forgæves, selv om den er inderlig. For den mangler det vigtigste element, som er troen på, at Gud er alt det, han siger om sig selv, at han er. Men hvis vi begynder med at anerkende Guds magt, kan vi roligt fortælle om vor svaghed, for så sætter vi helt enkelt vor svaghed ved siden af hans magt, og det vil give os mod.

Og idet vi beder, kommer Guds løfter til vort sind ved Helligåndens medvirken. Det er ikke sikkert, at vi kan tænke på et løfte, som passer netop i dette tilfælde. Men vi kan huske, at «det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere» (1 Tim. 1,15); og at han «gav sig selv hen for vor synder, efter vor Guds og Faders vilje.» (Gal. 1,4); og vi kan vide, at dette lover os alle ting, for «Han som jo ikke sparede sin egen Søn, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» Rom.8,32.

Derefter husker vi på, at Gud kan tale om ting, som ikke findes, som om de virkelig er til. Det vil sige, at hvis Gud giver et løfte, er det allerede så godt som opfyldt. Og da vi ved, at vor udfrielse af det onde er i overensstemmelse med Guds vilje (Gal.1,4), regner vi allerede sejren for vor og begynder at takke Gud for hans mægtige og dyrebare løfter. Når vor tro griber disse løfter og virkeliggør dem, kan vi ikke andet end prise Gud for hans vidunderlige kærlighed – og idet vi gør det, bliver vore tanker ledet bort fra alt ondt, og sejren er vor. Herren sender et baghold mod fjenden. Vor takkesang viser Satan, at vi har fået forstærkning; og da han før har mødt den styrke, som bliver os givet, ved han, at han ikke opnår noget ved den lejlighed – og så forlader han os. Dette illustrerer styrken i apostlens formaning.

«Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse.» Fil.4,6.

^{Livegne og frie mænd}

Troens evne til at skænke sejr, kan belyses ud fra endnu nogle skriftsteder, som er overordentlig praktiske. Lad os først slå fast, at en synder er en slave. Kristus siger: «Enhver, der gør synd, er syndens træl.» Joh.8,34. Og idet Paulus sætter sig i et uomvendt menneskes sted, siger han: «Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under synden.» Rom.7,14. En mand, som er solgt, er slave. Peter omtaler det samme, når han om falske lærere siger: «De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, som man er bukket under for.» 2 Pet.2,19.

Det mest fremtrædende træk ved slaveri er, at man ikke kan gøre, som man ønsker, men er bundet til at udføre en andens vilje, ligegyldigt hvor trættende det er. Således viser Paulus sandheden af det, han siger om, at han som et kødeligt menneske var syndens slave: «Thi jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.» «Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.» Rom.7,15,17-19. Den kendsgerning, at synden bestemmer, viser, at manden er en slave; og skønt enhver, der synder, er syndens slave, bliver dette slaveri uudholdeligt, når synderen har fået et glimt af friheden og længes efter den, men alligevel ikke kan bryde de lænker, der binder ham til synden. At det er umuligt for det uomvendte menneske at gøre det gode, han ønsker at gøre, har vi allerede set ud fra Rom.8,7.8. og Gal.5,17.

Hvor mange mennesker har ikke i deres egen erfaring set beviserne for sandheden i disse skriftsteder! Hvor mange har ikke besluttet og besluttet igen – og alligevel har deres alvorligste beslutninger i fristelsens stund vist sig fuldstændig nytteløse. De havde ingen styrke og vidste ikke, hvad de skulle stille op. Og ulykkeligvis var deres øjne ikke fæstet på Gud, men på dem selv og deres fjende. De oplevede en konstant kamp imod synden, men også ustandselige nederlag.

Kalder du det en sand kristelig erfaring? Nogle tror, at det er det. Men hvorfor råbte apostlen da i sin sjælekval: «Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?» Rom.7,24. Oplever en sand kristen dette dødens legeme så frygteligt, at sjælen tvinges til at råbe på befrielse? – Nej, sandelig! Og hvem er det, der som svar på denne indtrængende bøn åbenbarer sig som befrieren? Apostlen siger: «Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre.» Et andet sted siges det om Kristus:

«Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.» Heb.2,14.15.

Atter siger Kristus om sin mission: «Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.» Es.61,1.

Hvad dette fangenskab og denne bundethed består i, har vi allerede set. Det er syndens fangenskab – selv mod sin vilje, af nedarvede og erhvervede dårlige tilbøjeligheder og vaner at være tvunget til at synde. Befrier Kristus et menneske fra en sand kristelig erfaring? – Nej, sandelig ikke! Derfor er det syndens slaveri, som Paulus klager over i Romerbrevets syvende kapitel, ikke et Guds barns erfaring, men den, en syndens slave har. Det var for at befri mennesker fra dette slaveri, at Kristus kom; ikke for i dette liv at befri os fra kamp og strid, men fra nederlag – for at sætte os i stand til at være stærke i Herren og hans styrke, så vi kan takke Faderen, som «friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige.» Ved Jesu blod har vi forløsning.

Hvoriedes får vi denne forløsning? Jesus siger: «Hvis I bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.» «Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.» Joh. 8,31.32.36. Denne frihed kommer til hver den, som tror. For alle dem, som tror på hans navn, giver han «magt til at blive Guds børn.» Frihed fra fordømmelse kommer til dem, som er i Kristus Jesus (Rom.8,1); og vi «ifører os Kristus» ved tro. (Gal.3,27). Det er ved troen, at Kristus bor i vore hjerter.

Praktiske illustrationer af frigørelse fra slaveri

Lad os nu se lidt på, hvorledes troen kan befri os fra syndens slaveri. Først vil vi læse Lukas 13,10-17:

«Medens han på en sabbat lærte i en af synagogerne, se, da var der en kvinde, som havde haft en sygdomsånd i 18 år, så hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op. Da nu Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: «Kvinde, du er løst fra din sygdom!» så lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud. Men synagogeforstanderen, som harmedes, fordi Jesus helbredte på en sabbat, tog til orde og sagde til folkeskaren: «Det er seks hverdage, på hvilke man bør arbejde; på dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen!» Da svarede Herren ham og sagde: «I hyklere! løser ikke enhver af jer sin okse eller sit æsel fra krybben og trækker den til vands, selv om det er sabbat? Og denne kvinde, en Abrahams datter, som Satan har holdt lænket, tænk, i 18 år, burde hun ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?» Da han sagde dette, blev hans i modstandere skamfulde; men hele skaren glædede sig j over alle de herlige gerninger, han gjorde.»

Lad os forbigå farisæerens smålige kritik og se på j miraklet. Kvinden var bundet. På grund af dødsfrygt har vi også været bundet hele vort liv. Satan havde bundet kvinden; Han har også sat snarer for vor fod og taget os til fange. Hun kunne absolut ikke rette sig op; vor uretfærdighed har gjort det umuligt for os at se opad. Salm.40,13. Med et ord og en berøring befriede Jesus hende fra hendes sygdom; Vi har nu den samme nådefulde Ypperstepræst i Himmelen, som røres ved synet af vore sygdomme, og det samme ord vil befri os fra det onde.

Hvorfor er disse mirakler, som Jesus udførte, optegnet? Det siger Johannes os. Det er ikke blot for at vise, at han kan helbrede, men for at vise hans magt over synden. Se Matt.9,2-8. Vi læser hos Johannes: «Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.» Johs. 20,30.31.

Vi ser altså, at de er optegnet for at vise os Jesu kærlighed, hans villighed til at befri og hans magt over Satans angreb, uanset om det er på legeme eller sjæl. Endnu et mirakel må være tilstrækkeligt i denne forbindelse. Det er omtalt i Ap.Ger. kap.3. Jeg vil ikke citere hele beretningen, men bede min læser følge omhyggeligt med i sin Bibel.

Peter og Johannes så ved templets port en mand på over 40 år, som havde været lam hele livet. Han havde aldrig kunnet gå. Han tiggede, og Peter følte sig tilskyndet af Ånden til at give ham noget bedre end sølv eller guld. Derfor sagde han: «I Jesu Kristi, nazaræerens navn stå op og gå!» Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.» Vers 6-8.

Dette bemærkelsesværdige mirakel med en, som alle havde set, vakte en vidunderlig opsigt blandt folket; og da Peter så deres forbavselse, fortalte han dem, hvorledes dette under var sket: «Israelitiske mænd! Hvorfor undrer I jer over denne mand? eller hvorfor stirrer I på os, som om det var os, der ved egen kraft eller fromhed havde gjort, at han er kommet til at gå? Nej, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets Banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set.» Vers 12-16.

Se nu den overførte betydning. Manden, «der havde været lam fra moders liv,» var ude af stand til at hjælpe sig selv. Han ville så uendelig gerne gå, men det var ham ikke muligt. På samme måde kan vi sige med David: «Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje.» og derfor er vi af naturen så svage, at vi ikke kan gøre det, vi gerne ville. Som årene gik, blev mandens mulighed for at komme til at gå ringere. Han blev tungere, men hans ben blev ikke stærkere. På samme måde styrkes syndens magt over os, idet vi gør de samme synder om og om igen. Det var absolut umuligt for denne mand at gå; alligevel gav Jesu navn ham ved troen fuldstændig sundhed og frihed fra sygdommen. På samme måde kan vi ved tro på ham blive helbredt og i stand til at gøre det, som hidtil har været os umuligt. For hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Han er Skaberen, og «han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.» Et af troens undere er, som de gamle profeter sagde det, at der skabes styrke af kraftesløshed.

Af disse beretninger ser vi, hvorledes Gud udfrier dem, som stoler på ham, fra slaveri. Lad os nu se, hvorledes denne frihed bevares.

Vi har set, at af naturen er vi alle slaver af synden og af Satan – og at så snart vi underkaster os Kristus, bliver vi befriet fra Satans magt. Paulus siger: «Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?» Rom.6,16. Altså bliver vi Kristi tjenere, så snart vi bliver befriet fra syndens slaveri. Ja, selve det, at han løser os fra syndens magt som svar på vor tro, beviser, at Gud antager os som sine tjenere. Vi bliver virkelig Kristi slaver; men den, som er Herrens tjener, er en fri mand, for vi er kaldede til frihed (Gal.5,13), og hvor Guds Ånd er, er der frihed. (2Kor.3,17).

Og nu kommer kampen igen. Satan har ikke lyst til at lade sin slave slippe fri så let. Han kommer med voldsomme fristelser for at få os tilbage i sin tjeneste. Vi ved af sørgelig erfaring, at han er stærkere end vi er, og at vi ikke kan modstå ham alene. Men vi frygter hans magt og råber om hjælp. Og så husker vi på, at vi ikke længere er Satans tjenere. Vi har overgivet os til Gud, og han har taget imod os som sine tjenere. Derfor kan vi sige med salmisten: «Herre, jeg er jo din tjener, din tjenerindes søn, mine lænker har du løst.» Salm.116,16. Den kendsgerning, at Gud har løst de lænker, som Satan havde lagt os i, – og det har han gjort, så sandt vi tror på ham – er beviset på, at Gud vil beskytte os; for han tager sig af sine børn, og vi har den forsikring, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, «vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.» Fil. 1,6. Og i denne tro er vi stærke og kan stå imod.

Og endnu et; hvis vi har overgivet os selv til at være Guds tjenere, er vi hans tjenere, eller med andre ord retfærdighedens redskaber i hans hånd. Læs Rom.6,13-16. Vi er ikke livløse, følelsesløse redskaber, som dem en bonde bruger, der ikke har noget at sige om, hvorledes de skal anvendes, men levende, intelligente redskaber, som får lov til at vælge deres beskæftigelse. Alligevel betegner ordet «redskab» et instrument – noget, som helt er undergivet brugerens kontrol. Forskellen mellem os og de nævnte redskaber er, at vi kan vælge, hvem der skal bruge os, og hvilken slags tjeneste vi skal udføre; men når vi har gjort valget og overgivet os selv i Mesterens hænder, skal vi være helt i hans hænder på samme måde som det redskab, der ikke kan vælge, hvem der skal bruge det. Når vi overgiver os til Gud, skal vi være som leret i pottemagerens hånd, så han kan gøre med os, hvad han finder bedst. Vor frivillighed ligger i, at vi kan vælge, om vi vil eller ikke vil lade ham gøre sin gode gerning i os.

Denne tanke, at være redskaber i Guds hånd er en vidunderlig hjælp til at sejre ved tro, når den først er grebet helt. Læg nu mærke til, at hvad et redskab vil gøre, afhænger fuldstændig af, hvem der bruger det. Tag for eksempel et stempel. Det er måske uskyldigt nok i sig selv, men alligevel kan det bruges til de usleste formål. Det kan også bruges til noget nyttigt. Hvis det er i hænderne på et slet menneske, kan det bruges til at lave falske penge, altså til et slet formål. Men i hænderne på en hæderlig mand kan det umuligt gøre nogen skade. På samme måde gjorde vi, da vi var Satans tjenere, intet godt (Rom.6,20); men nu, da vi har overgivet os selv til Gud, ved vi, at der ikke findes nogen uret hos ham, og derfor kan et instrument i hans hånd ikke bruges til et ondt formål. Overgivelsen til Gud må være lige så fuldstændig, som den tidligere var til Satan, for apostlen siger:

«Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse.» Rom.6,19.

Hele hemmeligheden ved at vinde sejr ligger for det første i en fuldstændig overgivelse til Gud og et oprigtigt ønske om at gøre hans vilje; for det andet i visheden om, at han har antaget os som sine tjenere; og endelig i bevarelsen af denne overgivelse til ham – at blive i hans hænder. Ofte er det kun muligt at vinde sejr ved atter og atter at gentage: «Herre, jeg er i sandhed din tjener; jeg er din tjener, og søn af din trælkvinde; du har løst mine lænker. » Dette vil simpelthen sige: «O Herre, jeg har overgivet mig i dine hænder som et redskab for retfærdigheden; lad din vilje ske og ikke kødets vilje.» Men hvis vi kan gribe styrken i Rom.6,19 og virkelig føle, at vi er Guds tjenere, vil denne tanke omgående komme til os; «Hvis jeg virkelig er et redskab i Guds hånd, kan han ikke bruge mig til at gøre noget ondt, og han kan heller ikke tillade mig at gøre noget ondt, så længe jeg bliver i hans hånd. Skal jeg bevares fra det onde, må han gøre det, for jeg kan ikke bevare mig selv. Men han ønsker at bevare mig fra det onde, for han har vist dette ønske og sin magt til at opfylde det ved at give sig selv for mig. Derfor vil jeg blive bevaret fra alt ondt.» Alle disse tanker vil straks komme til dig, og så vil der samtidig opstå glaede over, at du vil blive bevaret fra det frygtede onde. Denne glæde finder sit naturlige udtryk i tak til Gud, og idet du takker, viger fjenden bort med sin fristelse, Guds fred fylder dit hjerte og du finder, at troens glæde langt overgår den glæde, som kommer ved at synde.

Dette er en demonstration af Pauli ord: «Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven.» Rom.3,31. At «sætte loven ud af kraft» vil ikke sige at afskaffe den; for intet menneske kan afskaffe Guds lov, og dog siger salmisten, at den er blevet sat ud af kraft. Salm.119,126, engelsk overs. At sætte Guds lov ud af kraft betyder mere end at sige, at den ingen betydning har; det vil sige at vise i sit liv, at den ingen betydning har. En mand sætter Guds lov ud af kraft, når han ikke tillader den at styre sit liv. Kort sagt, at sætte loven ud af kraft, er at bryde den; men loven forbliver den samme, enten den bliver overholdt eller ej. At sætte den ud af kraft berører kun den enkelte.

Når derfor Paulus siger, at vi ikke sætter loven ud af kraft ved troen, men at vi tværtimod stadfæster den, mener han, at troen ikke fører til lovens overtrasdelse, men til lydighed. Nej, vi bør ikke sige, at troen fører til lydighed, men at troen selv adlyder. Troen indprenter loven i hjertet. ‘Tro er en fast overbevisning om ting, som håbes.» Hvis det, man håber på, er retfærdighed, vil troen skabe den. Tværtimod at føre til lovløshed er tro det eneste, som er det modsatte af lovløshed. Det nytter ikke, hvor meget et menneske roser sig af Guds lov. Hvis han fornægter eller ignorerer den absolutte tro på Kristus, er han jo ikke spor bedre end den, som direkte overtræder loven. Den troende er den eneste, som virkelig ærer Guds lov. Uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr.11,6); for troen er alle ting mulige. (Mark.9,23).

Ja, træn udretter det utrolige, og det er netop, hvad Gud forlanger at den skal gøre. Når Josva sagde til Israel: «I kan ikke tjene Herren,» talte han sandhed, og alligevel forlangte Gud, at de skulle tjene ham. Det står ikke i noget menneskes magt at være retfærdig, selvom det ønsker det (Gal.5,17); derfor er det en misforståelse at sige, at Gud ønsker, at vi skal gøre vort bedste. Den. som ikke gør mere end det, kan ikke gøre Guds gerninger. Nej, han må gøre det bedre, end han kan . Han må gøre det, som kun Guds kraft kan gøre gennem ham. Det er umuligt for et menneske at gå på vandet – alligevel gjorde Peter netop det, da han troede på Jesus.

Eftersom al magt i Himmelen og på jorden er i Kristi hånd, og denne magt er til vor disposition, ja, at Kristus selv vil komme og bo ved troen i vort hjerte, er der ingen grund til at mene, at Gud gør noget forkert, når han forlanger, at vi skal gøre det umulige. For «hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.» Luk.18,27. Derfor kan vi modigt sige: «Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte. Hvad kan et menneske gøre mig?» Hebr.13,6. «Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?» – «Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. « Rom.8,35.37. ‘Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.» Vers 38 og 39.

Pacific Press Publishing Company 1890

Udgivet af

Håbets Budskab

Box 21 DK 4060 Kr. Såby

Oversat af

Karen Elisa Petersen

Tryk IEP

Arkiv

Meta