Stiftelsen Kainos – ny kurs

Indholdsfortegnelse:

Et ord til tak 6

Jeg havde samvittighedsfulde forældre 7

Rejsen ind i den overnaturlige verden 19

Det rum, hvor de tilbad guderne 32

Ånder i virksomhed 43

Man nøder mig til at blive medlem 52

Fra dæmontilbedelse til bibelstudium 60

Bibeltimer med tobaksos 72

En dag med forjættelser 87

Svaret for min chef 98

Et nyt liv 103

Vanskeligheder med ånderne 117

Trussel om død 123

Jeg kan kun takke 135

                                                                                                                                                       

 

Et ord til tak

Det glæder mig hermed at kunne give udtryk for min taknemmelighed mod fru June Strong, der – som erfaren forfatter – har været mig behjælpelig med udformningen, og uden hvis hjælp jeg vel endnu ikke havde skrevet ned, hvad jeg véd og føler med hensyn til de onde ånders krigsførelse.

Jeg takker også hr. pastor William R. Lawson, der læn­ge før jeg skrev en eneste sætning, overbeviste mig om at jeg til gavn for andre mennesker, burde skrive om mine erfaringer med åndeverdenen.

Jeg takker ligeledes Ellen og Maynard Cady, som mange gange har hjulpet mig dengang da manuskriptet var i sin vorden, idet de af og til har skænket mig en dags samvær med dem i deres hytte på toppen af et bjerg i Pennsylvania, for at jeg kunne få anledning til at tænke på noget andet end på min fortid.

Nogle navne i denne bog er blevet forandret, for at beskytte de personers privatliv, der nævnes under beskri­velsen af begivenhederne.

6

Jeg havde samvittighedsfulde kristne forældre

Jeg blev født den 18. april 1925 i St. Jacques, New Bruns­wick, en lille landsby i nærheden af grænsen til provinsen Quebeck i det østlige Canada, som det femte barn i en familie med otte børn. Mine forældre var fromme, fransk­talende katolikker. To af Fars søstre var nonner, og hans yngre bror var præst. Senere blev han Monsignore i den romersk-katolske kirke.

Endnu i dag kan jeg ikke andet end beundre mine for­ældre for den nidkærhed, hvormed de efterkom deres kirkes lære og påbud. Så langt jeg kan huske tilbage, blev der i vor familie holdt daglig fællesbøn. Bedst husker jeg aftenbønnen. Hovedbestanddelen af andagten var rosen­kransen, men vi gentog også helgenernes litani.

Den bestod i at påkalde mange helgeners navne og at bede dem om deres forbøn. Vi børn fik ondt i knæene ved at knæle så længe, men så fik vi vide, at vi skulle betragte vor lidelse som et Gud velbehagelgt offer, som Han kunne bruge til at befri en eller anden stakkels sjæl en kort tid fra skærsildens kvaler og fra deres sjæles pine.

Vore forældre praktiserede mange slags legemlige bods­øvelser, for at opnå Guds gunst. Hver fredag fastede vi, idet vi ikke spiste noget kød. Når nogen af os den første fredag i hver måned gik hen for at skrifte og modtage kommuni-onen, fik han tilskrevet aflad for femtusinde døgn hvilket betød, at en bestemt person skulle forblive så mange færre

døgn i skærsilden. Dengang betød det også, at man fra aftenen før modtagelsen af kommunionen næste dags morgen hverken måtte spise eller drikke noget som helst. (Kirken har siden forandret denne regel).

Visse tider på året var det skik og brug for medlemmer af vor familie at våge hele nætter og tilbringe dem i bøn. Efter tur knælede vi alle en times tid ned foran et billede og bad rosenkransen eller andre bønner. Også fastetiden før påsken var en tid med stor selvspægelse. Mine forældre var mennesker, der elskede Gud, og alle ting i deres liv drejede sig om Ham. At behage Gud var deres hovedformål.

Da jeg var tre år gammel blev jeg meget syg, og lægerne gav udtryk for, at der ikke mere var håb om min helbredel­se. Min far traf endog forberedelser til min begravelse. Da gik min mor hen og lovede Gud at – i fald jeg blev helbredt – ville hun gøre alt hvad der var hende muligt, for at jeg skulle blive præst. Jeg skulle forherlige Guds navn og få andre til at tjene Ham. Det blev mig senere fortalt, at det derefter straks blev bedre med mig, min helbredelse skred hurtigt frem, og jeg blev helt rask.

Det var nu tiden for mig at forberede mig til min første kommunion.

Men jo mere jeg lærte udenad af katekismen, hvilket vil sige af kirkens læresætninger og påbud, desto vanskelige­re fandt jeg det at få disse læresætninger til at stemme overens med det, jeg kendte om Kristi evangelium.

Før sin prædiken om søndagen læste præsten altid et kapitel af et af de fire evangelier eller af et af »Det Nye Testamentes« breve, og det var altid til stor glæde for mig. Da jeg var omtrent syv år gammel, vendte vi en skøn vinterdag hjem fra kirken. Solen strålede fra en skyfri himmel, mens omtrent tyve hestetrukne kaner fulgtes efter hinanden på vejen. De mange små bjælders ringlen tillod ikke megen samtale. Alle gled frem over sneen i tavshed.

8

Da afbrød jeg tavsheden idet jeg spurgte min mor, hvordan det kunne være, at Jesus var så venlig mod menneskene, mens han vandrede her på jorden, men derefter blev så uvenlig, efter Han fo’r til himmelen?

»Hvorfor stiller du et sådant spørgsmål?« spurgte hun.

»Hvorfor brænder en god Gud mennesker i hundreder af år, selvom de kun har begået små synder?«

»Han handler jo ikke efter det, som Han selv lærte. Du og Far, I gør selv hvad I lærer os at gøre – hvorfor gør Han det ikke? I lærer os at vi skal tilgive hinanden vore fejl. Skulle da ikke også Gud tilgive helt og holdent?« Da jeg kiggede min mor i ansigtet så jeg, at mine tanker var en gåde for hende. Min far søgte at komme hende til hjælp, idet han påberåbte sig højere autoriteter »ved du Roger, det er således som din onkel Felix (præsten) engang sagde: Gud hader synden så meget, at Han, for at få folk til at afholde sig derfra, truede dem med en så stor straf; og desuden kender vor hellige Fader, paven, endnu andre gode grunde til, hvorfor Gud bruger skærsilden; og pavens autoritet må vi ikke tvivle på.«

Da jeg blev undervist vedrørende transsubstantionen ved nadveren, godtog jeg denne lære som hvert andet barn på min alder. Jeg troede, at præsten forvandlede brødet og vinen til Kristi legeme og blod. Men ved påsketiden i året 1937, samme år da min moder døde, hørte jeg noget, som fik mig til at forandre mening.

Præsten læste fra evangelierne om Kristi opstandelse. Det som fascinerede mig var den kendsgerning, at Jesus havde besvær med at overbevise disciplene om, at Han vir­kelig var opstanden og at Han var et virkeligt væsen med kød og ben og ikke en ånd. Der dukkede nogle interessante spørgsmål op i mine tanker. Kunne det være at Himmelen er et lige så virkeligt sted som denne jord, hvor mennesker af kød og ben kan føre et virkeligt liv og ikke bare svæve

omkring som åndevæsener på skyerne? Men dersom Jesus ikke kun er et åndevæsen, hvorledes kan Han da befinde sig i hostien?

For mange mennesker er det måske svært at forstå, hvordan et lille barn, som jeg dengang var, skulle kunne miste troen på Gud og vende sig imod religionen. Måske jeg bedre kan forklare hvordan det skete, idet jeg fortæller om nogle begivenheder.

Da jeg var barn gjorde det et meget stort indtryk på mig, hvad jeg så og hørte hos de voksne. Vort hjem var et sted med fred og glæde. Mine forældre var os børn et godt eksempel på, hvorledes mennesker bør være mod hver­andre. De var venlige og hensynsfulde mod andre, og de forventede af os børn, at også vi skulle være venlige og overbærende mod hverandre. Vore forældre var altid op­taget af at hjælpe fattige og trængende.

Derfor mente jeg, at Gud måtte være mindst ligeså velvillig og medfølende, som Han forventede at vi mennes­ker skulle være overfor hverandre.

En ganske bestemt oplevelse gav mig meget at speku­lere på: Dengang benyttede folk ikke deres biler i vintermå­nederne, og det var ofte forbundet med meget arbejde at gøre bilen køreklar igen til den varme årstid.

Min far havde besluttet et få en mekaniker, der boede i Edmundston, til at komme, for at arbejde i nogle dage med hans Ford model A, så den blev køreklar igen. Men før far opsøgte manden, sagde han til os børn: »Manden er protestant, men et fint menneske og en fremragende mekaniker. Pas derfor godt på, børn. Det kan jo være, når vi beder vor bøn Angelus før vi spiser vor middagsmad, at han måske ikke beder med.

Vær i så fald rar ikke at stirre på ham, og spørg ham ikke angående hans religion. Bring ham ikke i forlegenhed. Er det klart?« Da han sagde dette kiggede han os direkte ind i øjnene.

10

Vi svarede alle i kor: »Ja, Papa.«

Manden arbejdede hele tre dage med bilen, og jeg til­bragte megen tid med at følge arbejdsgangen i værkstedet. Han var nøjagtig således som far havde sagt, ja han var faktisk endnu bedre. Han var en meget venlig mand, som tilsyneladende fandt fornøjelse i at snakke med mig. Og han bandede overhovedet ikke.

Min far ejede tre farme, og han ledede selv deres drift, hvorfor han havde en del medhjælpere. Ofte, når han havde besluttet sig til at ansætte en ny mand, hørte jeg ham sige til vedkommende: »Jeg ved, at vi nok skal komme godt ud af det sammen. Det er ikke så svært at tilfredsstille mig, men én ting beder jeg Dem aldrig at glemme: «Min hustru og jeg tåler ikke at de folk, der arbejder for os, bruger bandeord mod Gud eller helgenerne. Vi har børn, som vi ønsker at opdrage således, at de har ærefrygt for Gud. Derfor, venligst tænk over hvad De siger« På trods af denne henstilling skete det dog af og til under arbejdet, at de glemte deres løfter, så de begyndte at bande og sværge ved alle helgener.

Den protestantiske mekaniker var dog helt anderledes. Hvis han fik revet sig på hånden eller fik sin finger i klemme, sagde han kun: »Av det gjorde ondt!«.

Hvad angår Angelus-bønnen, var mekanikeren mere ærefrygtig end vi selv var. Når Papa sagde: »Lader os bede,« da bøjede han sit hoved, lukkede øjnene og foldede hænderne. Vi selv lukkede aldrig vore øjne og bad Angelus så hurtigt vi kunne.

Da manden var færdig med arbejdet og atter havde for­ladt os, var der noget som foruroligede mig, og jeg kunne ikke få det ud af mine tanker.

Det var en sætning i katekismen, som jeg havde lært udenad: »Hors de l’Eglise catholique et romaine il n’y a point de salut.« På dansk: »udenfor den romersk-katolske kirke er der ingen frelse.« Min mor mærkede, at der var et

11

og andet, som pinte mig, så hun spurgte mig, hvad der var i vejen. Jeg spurgte hende: »Mor, hvor kommer de gode protestanter hen, når de dør?«

»Det er et godt spørgsmål, Roger. Hvorfor spørger du sådan?« Jeg gentog for hende sætningen fra katekismen. Hun indrømmede at hun ikke havde noget svar og mente, vi skulle spørge min onkel, når han kom på besøg hos os. Mit spørgsmål må også have foruroliget hende selv, for under aftensmåltidet fortalte hun far om vores samtale og ville høre hans mening.

Men heller ikke han kunne give noget egentligt svar, han bemærkede blot, at Gud ikke ville udelukke et godt menneske fra Himmelen, hvad enten han var katolik eller protestant. »Sandsynligvis,« mente han, »fører englene en god protestant når han dør, ind i Himmelen gennem en bagdør. Protestanterne hilses nok ikke velkommen per­sonligt af Set. Peter i al herlighed, men det skulle vel ikke være afgørende for dem, så længe de overhovedet opnår at komme i Himmelen. De skal ikke forvente at blive behandlet som berømtheder. Trods alt begik deres forfæd­re jo en slem fejl, da de forlod den katolske kirke, og alle deres efterkommere må vel regne med at skulle lide derfor.«

Jeg tænkte at hans argumentation vel måtte være den rigtige. Alligevel måtte jeg stadig spekulere på ordene: »udenfor den romersk katolske kirke er der ingen frelse.«

Der gik nogle måneder, før vi fik at vide, at min onkel Felix havde til hensigt at besøge alle sine slægtninge. Jeg spurgte min far, om han måske kunne spørge ham, hvis der blev lejlighed til det, hvordan det forholder sig med de gode protestanter.

Da min onkel kom til os og vi havde haft samtale en tid, henvendte min far sig direkte til ham og sagde: »Felix, vil du fortælle mig, hvor de gode protestanter kommer hen, når de dør?«

12

»Hvorfor stiller du dette spørgsmål?«

Papa forklarede mit spørgsmål på grund af sætningen i katekismen.

»Hvad Roger har citeret fra katekismen passer,« svarede onkel Felix.

»Der findes ingen frelse udenfor den katolske kirke, ligemeget hvilken person det drejer sig om.«

Hans svar udløste en livlig debat om dette emne. Min far påstod, at det ville være unfair fra Guds side, at udelukke en god protestant fra at komme i Himmelen. Min onkel prøvede at neddæmpe det heftige ordskifte ved at sige, at en god protestants sjæl sandsynligvis ved døden kommer i den såkaldte helvedes forgår. Denne helvedes forgård er angiveligt det sted, hvor udøbte spædbørns sjæle kommer hen, når de dør. »En ting ved jeg,« sagde onkel Felix af­sluttende »at ingen protestant hvad enten han er et godt eller et slet menneske, nogen sinde vil komme ind i Him­melen eller til at se Gud. Og husk på: Ikke jeg har opstillet denne regel, jeg kan kun lære derom. Dersom der fandtes en hvilken som helst vej for en protestant til at komme i Himmelen, da havde den hellige fader, Paven, ganske sik­kert sagt os det.«

Denne oplevelse efterlod et stort spørgsmålstegn i mine tanker vedrørende Guds retfærdighed.

Tiden gik, og nogle år senere kom spørgsmålet til mig igen vedrørende Guds retfærdighed.

En dejlig sommeraften kom en mand til os, for at med­dele mine forældre, at en af vore naboer under sit arbejde ca. otte km. hjemmefra, pludselig var død. En bemærkning foruroligede alle tilstedeværende ganske særlig: »Han døde, uden at en præst har kunnet give ham den sidste olie.« Budbringeren rystede på hovedet og sagde: »Sørge­ligt, ak så sørgeligt.« Jeg mindes denne begivenhed så tyde­ligt, som var det sket i går. Det varede ikke længe, før der kom en snavset hestevogn langsomt kørende forbi. Et

13

uldent tæppe var kastet over liget, og kusken sad foran oppe på vognen. Hans ben dinglede frem og tilbage, og hans ansigt gav udtryk for tung fortvivlelse.

Nogle naboer som kom for at benytte vores telefon (foruden én anden familie var vi de eneste, der i kilometers omkreds havde telefon) sad på verandaen under husets halvtag. Efter at liget var kørt forbi vort hus, mente min mor, at det hele var overordentlig sørgeligt. »Havde der dog blot været en præst tilstede,« sagde hun, »der kunne have tilgivet ham hans dødssynder, så han ikke behøvede at komme i helvede. Lad os håbe, at kun mindre synder bebyrder hans sjæl. Dog allerede dette betyder mange år i skærsildens flammer.«

»Vi må sørge for at få samlet nogle dollars, så der kan læses messer for hans sjæls fred,« sagde min far, »thi jeg kan ikke se, hvorledes hans enke og børn skulle kunne være i stand til at gøre det.«

En af naboerne meldte sig: »Jeg vil allerhelst sige til Dem, at De kan spare Dem disse udgifter. Jeg er tilbøjelig til at tro, at hans sjæl allerede befinder sig i helvedets ild. Ser De, hr. og fru Morneau, denne mand var langfingret, somme tider tog han sager med sig, som ikke tilhørte ham.«

»Det er en temmelig slem beskyldning,« sagde min far, »og dersom De ikke kan bevise det, ville jeg ønske De aldrig havde sagt noget sådant.« Den anden mand vedblev: »Jeg er ikke glad for at sige det, men De husker vel, at De for omtrent et års tid siden søgte en kæde, De kort forinden havde købt, da De ville bruge den til at slæbe træstammer bort med, men De kunne ikke finde den. Dersom De nu gik hen et bestemt sted i hans lade, ville De dér kunne se Deres kæde. Jeg så den hænge der for få dage siden. Jeg talte med manden derom, og han sagde at han havde lånt kæden af Dem, men at De ikke vidste det.«

14

Et øjeblik syntes min far at være virkelig chokeret, men så genvandt han fatningen og sagde: »Dette er virkelig nyt for mig. Men hermed lader jeg Dem og alle andre – som er her tilstede – vide, at jeg overfor Gud skænker den afdøde mand den kæde, han har lånt af mig, selv om han måske aldrig skulle have haft til hensigt at give mig den tilbage. Og hvis han måske skulle have taget andre ting fra mig, som jeg ikke véd, da giver jeg ham også det. Da kan hans sjæl være fri fra al fordømmelse, som han overfor Gud kan have pådraget sig på denne måde.«

»Jeg vil jo ikke være uærbødig over for Gud,« svarede naboen, »men jeg har i dette øjeblik indtryk af, at De er meget mere venligsindet end Han er. Jeg må ærligt indrømme, at dette er den mest venlige gestus mod et andet menneske, jeg nogen sinde har hørt om. De er måske det første menneske, der nogen sinde har tvunget Gud til at tage en sjæl ud af helvedet og i stedet putte den ind i skærsilden, indtil den er renset så meget, at den kan komme i Himmelen.«

Denne oplevelse gjorde et varigt indtryk på mig. Igen­nem mange dage måtte jeg stadig på ny tænke på denne begivenhed. Idet jeg tænkte over disse ting, var jeg enig med naboen i at mene, at min far havde en ædlere karakter end den Gud, som han tjente. Min følgeslutning var, at Gud måtte være ovenud uvenlig, når Han tvang mennesker til at forblive i skærsilden, fordi deres slægtninge ikke havde penge nok til at lade læse messer for dem.

Men det, der fik mig helt til at vende mig fra Gud, var min mors død. I foråret 1937 kom min mor på sygehuset, fordi det blev nødvendig med en operation. To uger senere blev hun sendt hjem igen, for at hun skulle kunne tilbringe de sidste få dage af sit liv i sit eget hjem. Jeg var dengang tolv år gammel, netop i den alder, hvor man er lettest at påvirke.

15

Da jeg en dag kom hjem fra skolen, gik jeg ind i hendes soveværelse, for at kysse hende på panden, som jeg plejede at gøre hver dag.

»Sæt dig her hos mig,« bad mor, »jeg vil gerne sige noget til dig, som jeg tror er vigtigt for os begge. Du véd, at jeg endnu kun kan være en kort tid hos jer, og jeg vil gerne, at du bevarer et råd jeg vil give dig, i din hukommelse: Når du går gennem livet, vær da altid venlig mod de mennesker, der er venlige imod dig. Sig dem tak, også hvis det kun er et glas vand, de giver dig. De mennesker som viser, at de er taknemmelige for små venligheder, vil der i større mål blive vist velgerninger.«

Dengang var det skik og brug hos os, at ligfølget fik anledning til at se den afdøde endnu engang i sit hjem før begravelsen. I hele tre dage kom derfor venner, slægtninge og naboer til os, for at vise min mor den sidste ære og at bede for hendes sjæl. På begravelsesdagen mente mange, at mor nu måtte befinde sig i umiddelbar nærhed af Gud, fordi der var blevet bedt så mangen en rosenkrans for hende. Men hvad vi især satte pris på var den kendsger­ning, at min far havde ordnet det således, at der blev af­holdt gregorianske messer for hendes sjæls fred.

Vor onkel Felix forklarede os, at gregorianske messer var det mest vidunderlige, som kunne gøres for en afdød sjæl. Han forklarede hvordan pave Gregor, hvem sjælenes vel i skærsilden lå særligt på hjertet, havde udtænkt disse. Så sørgede familien for, at der på en bestemt dag blev læst trehundrede sådanne messer i forskellige sognekirker og klostre. Ifølge hans udsagn havde disse messer en særlig forløsende kraft til at bringe en sjæl direkte ind i Himmelen, så at den end ikke fik skærsildens flammer at se.

Samme dag da onkel Felix sagde dette til os, hørte jeg en af vore slægtninge sige, at de gregorianske messer kostede en dollar hver, hvilket betød, at de kostede i alt 300 dollars. Hvor var vi dog heldige, at vor far kunne tillade sig

16

at bruge så mange penge til at bringe vor mor så let ind i Himmelen. Da måtte jeg tænke på en kone, som døde seks måneder før i vort sogn. Hendes familie var alt for fattig til overhovedet at kunne lade læse messer for hende, og så var det jo klart, at hun måtte lide meget længe i skærsilden. Forberedelserne til denne kones begravelse havde ophid­set min far ret meget, idet han var medlem af vort sogns velfærdskomité.

Min far havde dengang sat sig ned til aftensmaden sammen med os, men besluttede sig så til ikke at ville spise noget. Min mor, der mærkede i hvilken sindsstemning han var, spurgte om der var noget, som ikke var i orden. »Ja,« svarede han, »jeg kan jo ligesågodt fortælle dig det.

Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen sammen med andre medlemmer af velfærdskomiteen, for at tale om problemerne vedrørende de fattige i vort sogn. Hovedsa­gelig drejede det sig om købet af en kiste til gamle Annie. Jeg havde vel ikke noget imod at der sparedes lidt penge. Men da fader Paquin spurgte lederen af begravelses insti­tuttet hvor meget vi kunne spare, dersom vi kort før be­gravelsen fjernede korset og håndtagene fra kisten, så blev jeg virkelig vred, og jeg havde lyst til at sige præsten min oprigtige mening; men højagtelsen for hans embede holdt mig tilbage. For at afslutte diskussionen sagde jeg, at jeg nok skulle påtage mig at klare prisforskellen. Sådanne ting gør mig meget ked af det. Det er slemt nok at være fattig i vor tid, især når det drejer sig om døden.«

Da jeg spekulerede over begge disse begivenheder, kunne jeg ikke andet end tænke, at Gud måtte være over­ordentlig uretfærdig, når Han fremdeles lod den slags elendighed bestå i vor verden. Med tiden mistede jeg al min tillid til Gud og til kirken og besluttede, at jeg intet mere ville have at gøre med nogen af dem. Så snart jeg var gammel nok dertil, ville jeg gå mine egne veje. Til efteråret 1937 sendte min far min bror Eduard og mig på en kostskole,

17

som blev ledet af nonnerne på Hotel Dieu de St. Basil. Her fik jeg endnu mere religiøs undervisning som førte til, at jeg forhærdede mit hjerte endnu mere.

Udefra ville ingen kunne have forestillet sig i hvilken konflikt min sjæl befandt sig. Skridt for skridt vendte jeg mig fra Gud med gru og ligefrem had. Der gik et par år, så kom den anden verdenskrig og dermed også indkaldelsen til, at jeg skulle tjene mit fædreland.

18

Rejsen ind i

den overnaturlige verden

Den kanadiske handelsmarine havde stor tiltrækningskraft på mig, fordi en af mine bekendte, som var gået ind i den, fortalte hvor godt han havde fået det der. At stå under beskyttelsen af den kongelige marine og luftvåben (han-delsmarinen var jo livsvigtig for hæren) – gav en følelse af at være i sikkerhed.

I to og et halvt år arbejdede jeg i maskinrummene på forskellige skibe, for det meste som fyrbøder. Jeg husker godt hvordan jeg dengang, når jeg passede mit job, tænkte ved mig selv: »Forhåbentlig rammes disse dampkedler ikke af nogen torpedo, mens jeg står her.« Flere mænd som jeg kendte, omkom på havet. Mine oplevelser i handelsmari-nen var med til at forhærde mig endnu mere overfor Gud og mennesker.

Efter krigens afslutning var det svært i Montreal at finde en god arbejdsplads, da tusinder af tidligere soldater over­alt i byen søgte at finde et job. Jeg besluttede, at jeg ville lære et fag, det skulle være et kreativt arbejde. Jeg ville ikke kun arbejde for at tjene til livets ophold. Derfor besluttede jeg at give mig god tid, for at kunne være sikker på at når jeg traf et valg, så var det noget jeg virkelig ville synes om.

For at udnytte tiden, mens jeg så mig om efter noget passende, tiltrådte jeg en stilling i Windsor Bowling Alleys, som var en keglebane beliggende ved Ste.Catherine-stræ-de-West. Hvad angår den slags fornøjelser, var det den-

19

gang et af de bedste lokaler i hele Montreal. Jeg var sådan noget som højre hånden for den mand, der var ansvarlig for billardrummet. Arbejdet var ikke særligt anstrengende, jeg lærte mange mennesker at kende, og jeg syntes det var ret underholdende.

Jeg havde ikke været der ret længe før en af mine tidligere kammerater fra min tid i handelsmarinen kom ind. I glæden over at konstatere at vi begge endnu var i live, aftalte vi at spise aftensmad sammen og vi talte om mange forskellige ting.

En sag, min ven Roland omtalte med begejstring, var hans nye interesse i det overnaturlige. Han fortalte mig hvor heldig han havde været, at lære en gruppe mennes­ker at kende, der var medlemmer af et selskab, som havde samkvem med de døde. Det spiritistiske medium havde angiveligt gjort det muligt for Roland at tale med sin far, som døde, da Roland kun var ti år gammel. Hans far havde sikkert givet ham mange gode råd vedrørende fremtiden.

Det var ganske interessant at høre Roland fortælle om sine oplevelser med det overnaturlige. Alligevel fik jeg en ret uhyggelig følelse derved. Så spurgte han mig, om jeg ikke var interesseret i at komme med til en af disse spiritistiske seancer. »Måske kan mediet gøre det muligt for dig at tale med din afdøde mor’s ånd. Det må dog være noget for dig, ikke sandt?«

Hans begejstring svandt da han opdagede, hvor choke­ret jeg var. Jeg kunne slet ikke svare. Efter nogle sekunders tavshed fortsatte han med at sige: »Du vil da vel ikke være bange for at tale med din moders sjæl – eller?«

På en eller anden måde fik jeg mig selv til at sige »nej« til dette spørgsmål. Men jeg bad ham om lidt betænknings­tid, da jeg aldrig før havde haft med den slags at gøre.

Han så mig nu direkte ind i øjnene og sagde: »Morneau, du er bange. Jeg ser det på den måde du reagerer på. Det står skrevet på hele dit ansigt. Menneske dog, hvor har du

20

forandret dig, siden jeg så dig sidst! Den Roger Morneau, som jeg kendte dengang, var ikke bange for noget som helst. Jeg mindes, da du og jeg tillige med seks andre nyansatte, gjorde tjeneste på skibet som matroser. Så kom skibsofficeren til os og sagde, at han havde brug for en frivillig, der dagen efter skulle male den øverste del af hovedmasten »Hvem af jer er villig til at stige derop?« spurgte han. »Højden er ikke særlig stor, kun 21 meter, men man skal være noget af en vovehals, når man først er helt oppe. Den, som klatrer op, må forlade det bræt, som han har siddet på mens han blev trukket derop, og så lægge sig på maven oven på masten (der var ca. 60 cm i diameter), for at komme til at male den bageste side.« Alle vi andre var alt for rædselsslagne til at gå derop, og vi åndede lettet op, da vi hørte dig sige til officeren, at du nok skulle gøre det. Jo, min kære, mod – det havde du! Sig mig nu, du svigter mig vel ikke nu, når det drejer sig om at gå sammen med mig til den næste seance? – Eller?«

Efter den historie kunne jeg ikke sige »nej«. Pludselig måtte jeg være den Roger Morneau igen, der ikke var bange for noget som helst. Jeg sad i fælden.

En lørdag aften befandt min ven og jeg os i et hjem, hvor et medium, der var på besøg, var æresgæst, og vi blev også præsenteret for nogle andre tilstedeværende. Det var en særlig ære for os at blive præsenteret for et bestemt ægtepar. Manden var et professionelt navn i forlystelses­livet. Han var leder af et jazz-band, der på det tidspunkt var meget efterspurgt. Hans band spillede i de mest elegante lokaler.

Sent denne aften, efter at det spiritistiske møde var forbi og nogle af gæsterne begyndte at sige »farvel« henvendte denne leder sig til sin kone og sagde: »Nå skat, mon ikke vi også skulle gå nu? Det er allerede sent.«

Hun var i dette øjeblik netop midt i en samtale med

o

mediet, som hun fandt meget interessant. »Ah, George,«

21

sagde hun, »tag du dog kun hjem og gå til ro. Jeg vil gerne blive lidt endnu, og Belangers vil nok køre mig hjem.« Han var indforstået med hendes forslag og var lige ved at forlade huset, da Roland og jeg gik ud.

Da vi befandt os udenfor, henvendte George sig til os og spurgte: »Kører I hjem per bil?« »Nej,« svarede jeg, »vi skal blot gå nogle skridt til sporvognsstoppestedet og køre hjem med sporvognen.« »Hop ind i bilen, så tager jeg jer der­hen.«

I løbet af aftenen var der blevet talt om, at vi to havde været i handelsmarinen under krigen. Det spiritistiske medium havde angiveligt fremmanet ånden af en af Ro­lands arbejdskollegaer, som omkom, da skibet, hvorpå han befandt sig, gik ned.

Da vi satte os ind i Georges bil, begyndte han at stille os spørgsmål vedrørende de farer, vi havde været udsat for under krigen. Men så var vi også allerede ankommet til vort stoppested. Da kom han med et andet forslag.

»Kunne vi ikke sammen gå hen i en restaurant og spise noget? Så kan I fortælle mig mere om jeres eventyr under krigen. Det er noget der fascinerer mig. Regningen betaler jeg naturligvis, og bagefter kører jeg jer hjem.«

George kørte os til den vestlige del af Ste.Catherine-strædet til en bydel, der var kendt blandt de stedkendte som gourmet-restauranternes kvarter. Pludselig styrede han sin elegante Lincoln ind i en snæver gyde, som førte bagom en af hans yndlings-restauranter. Her parkerede han sin vogn bagved en sort Cadillac og sagde: »Joe er her. Dette lokale er hans, Han er en flink fyr.«

Da vi kom indenfor fik vi af receptionsdamen at vide, at vi kom til at vente lidt i forstuen indtil der blev en ledig plads. På vej derhen så Joe os og kom for at byde os velkommen.

Da han hørte at vi ventede på et bord sagde han, at det ikke var nødvendigt. For et par minutter siden havde et

22

ægtepar telefoneret og bedt om at få en reservation annul­leret. Det bord kunne vi nu godt få.

Vi fulgte efter ham, og han fjernede »reserveret«-skiltet, og vi satte os ned. Serveringsdamen kom og tog imod vore cocktail-bestillinger. Hun sagde, at vi kom til at vente lidt længere på maden end sædvanlig, fordi restauranten var optaget indtil sidste stol. For at få bugt med tiden bestilte George derfor en dobbelt portion af sin yndlingsdrink. Vi besvarede hans spørgsmål vedrørende handelsmarinen og fortalte ham også om vor interesse i de overnaturlige ting.

Det varede temmelig længe før vi fik vor mad, og vi bestilte endnu engang nogle drikkevarer. Alkoholen gjor­de, at George blev meget meddelsom, og han fortalte os om ting som han, tror jeg, ikke ville have fortalt os under normale forhold. For eksempel stillede jeg ham det spørgs­mål om han kunne fortælle os lidt om, hvorledes han var blevet så berømt i sit erhverv.

»Jeg har ikke noget imod at fortælle jer derom,« sagde han. »Jeg vil nævne for jer den egentlige årsag til min fremgang. Men I må love mig, at I bevarer tavsheden om dette, for ikke engang min kone ved noget derom.«

Vi forsikrede ham om at det, han ville fortælle os, skulle forblive en hemmelighed.

»Har I nogen sinde hørt noget om dæmontilbedelse?«

»Jeg har i hvert fald ikke,« svarede jeg. »Hvorfor spørger du om det?« Uden at besvare mit spørgsmål spurgte han: »hvor længe har I to beskæftiget jer med troldom?«

»George, jeg forstår ikke, hvor du vil hen med de spørgsmål, hvad vil du dermed sige?«

»Hvad jeg ønsker at vide er: Hvor længe har I foregivet at pleje kontakt med de døde?«

»Ikke ret længe,« svarede jeg.

»I har åbenbart endnu meget at lære, hvad angår det overnaturlige.

23

I spilder jeres tid, når I går til disse spiritistiske møder. Vær rar ikke at misforstå mig, disse møder har deres berettigelse. De er for såvidt gode nok for kvinder til tidsfordriv, og de kan finde lidt trøst i deres tanker, når de har mistet en af deres kære og tror at de gennem dem finder vejledning i deres liv. Se nu, i aften gik jeg kun for min kones skyld med til seancen. Nogle få gange hvert år går jeg med hende, så hun kan have følelsen af, at jeg deler hendes interesser – det er den eneste grund. Hvad hun ikke ved er, at jeg har lært at gå til den egentlige kilde af denne kraft. Dér oplever jeg virkelig noget. Jeg taler om dæmon­tilbedelsen.«

Af alt det han havde sagt, var der én sætning, jeg især bed mærke i. Nu bad jeg George: »Vil du ikke nok forklare os det spørgsmål, du for lidt siden stillede os: Hvor længe har I foregivet at pleje kontakter med de døde.« Hvad mener du, når du siger: »foregivet«?«

Han smilte, så på sit ur og sagde: »Det er for sent til at forklare jer dette i aften, men lad mig kun sige: I har ikke talt med nogen afdøde personer.« Derefter blev han ved at fortælle om sin personlige fremgang:

»Det var således: I årevis syntes jeg at have fiasko, når det drejede sig om at organisere mit eget jazzband og at holde det gående. Derefter var jeg så heldig at blive kendt med dæmonkulten, og gennem denne store kraft har jeg fået alt, hvad jeg altid havde ønsket mig. Jeg måtte naturligvis lære visse ritualer at kende, som jeg måtte anvende, før ånderne begyndte at lade tingene ske til gunst for mig.«

Der bredte sig et smil over hele hans ansigt. »Fra den dag af havde jeg fremgang sammen med mit jazzband. Pludse­lig blev vi kendt og anerkendt. Uden nogen som helst anstrengelse fra vor side blev vi opdaget – skønt vi havde jo eksisteret det meste af tiden – og berømmet som et af de store bands på vort område. Efterretningsmedierne var

24

bare begejstret for os. Overalt talte man om os. De tone­angivende folk i radioen diskuterede os, og på ganske kort tid var vi på toppen.«

George drak lidt af sin drink igen, røg også lidt på sin cigar, før han fortsatte: »siden da er vi blevet efterspurgt. Pengene flyder ind. Inden for branchen får vi de største gager. Folk ynder at danse til vores musik. I virkeligheden er det ånderne, der har os under kontrol – eller med andre ord: De ejer os, giver os energien, og så videregiver vi indflydelsen til tilhørerne. De elsker hvad de modtager og kommer stadig igen, fordi de vil have mere.«

Han lænede sig tilbage og tændte sig en ny cigaret. Så sagde han fnisende: »Jeg må fortælle jer noget. For ca. en måneds tid siden gav jeg et interview i radioen og havde virkelig stor fornøjelse deraf. Det var seks af de førende radiofolk fra Montreal og Toronto, der underholdt sig med mig. Alt hvad jeg sagde syntes at fascinere dem. I virkelig­heden forbavsedes jeg selv over mine lynhurtige svar. Aldrig før i mit liv havde jeg været så sprudlende af vid og humor. Og jeg nød den opmærksomhed, man skænkede mig. De næsten tilbad mig. Til og med forsøgte de at blive klog på mig. Men da vi tog afsked med hinanden, var det stadig ikke lykkedes dem.«

George så endnu engang på sit ur og udbrød: »Venner, det er sent. Mon ikke vi nu skulle begive os på vej?«

Mens han ventede på regningen, bemærkede George: »Min fremgang kan let forklares, når man har en anelse om åndernes vældige magt og tænker på hvad der sker, når man ønsker at gøre brug af denne magt til gavn for sig selv.«

Roland og jeg var så forundrede over det, han havde for­talt os, at vi på hjemturen bad ham om at fortælle endnu mere.

»Jeg føler mig tilskyndet til fortælle jer en beretning om mine erfaringer,« sagde han, »fordi I leder efter en kraft i

25

livet. Og jeg ved, at I ikke finder den ved at besøge den slags møder, som det i aften. Jeg vil sige det således: Hvorfor vil I nøjes med anden klasses spil, når I dog kunne spille i de højeste lag?« Min ven bad ham da om at fortælle os, hvorledes vi kunne få adgang til de »højeste lag« i åndever­denen.

»I to er virkelig et par modige unge mennesker,« sagde George »og I har gjort meget for jeres land. Nu vil jeg gøre noget stort for jer. Jeg vil sørge for, at I begge kan komme med til vort næste møde med tilbedelsen af ånderne.«

Derefter så George meget nøje på os to og sagde med et strejf af ubeslutsomhed tilsidst: »Jeg vil dog endnu forvisse mig vedrørende et enkelt punkt. Jeg regner med at I ikke nærer nogen som helst ærefrygt overfor Kristus

o

– har jeg ret? Årsagen til at jeg stiller dette spørgsmål er, at vi ikke kan modtage nogen person, der blot i ringeste grad er tro overfor den kristne Gud, da dette kunne blive katastrofalt.« Begge forsikrede vi ham om, at vi havde bespottet Gud, og at vi var gået så vidt, at der ikke mere var nogen mulighed for os til at komme tilbage til Ham.

»Jeg blev faktisk klar over dette i aften,« svarede han »thi de fremmanede ånder syntes at have forkærlighed for jer, frem for alle de andre tilstedeværende. Jeg håber ikke, at mit spørgsmål har såret jer. Jeg måtte stille spørgsmålet, ganske enkelt, fordi jeg måtte være helt sikker på, at I er i orden.«

Medens jeg selv nølede lidt med at ville være med til et møde sammen med djævletilbedere, var der overhovedet ingen tilbageholdenhed hos min ven Roland. Han begrun­dede sin holdning med, at vi jo alligevel ville komme i helvede, hvor vi skulle brænde i al evighed, derfor kunne vi lige så godt allerede nu lære nogle af de folk at kende, vi dér skulle være sammen med, inden vi kom derned.

Jeg antog at George aldrig mere ville genoptage kon­takten med os, idet han jo var påvirket af spiritus da han

26

inviterede os, og at han næste morgen sandsynligvis ikke kunne huske halvdelen af det, han havde sagt aftenen før. Men et par dage senere fik vi begge to en opringning, og vi blev bedt om at være parate næste dags aften kl. 20.00, hvor han ville afhente os.

Hin uforglemmelige aften begyndte med at George in­formerede os om mange enkeltheder vedrørende det hem­melige selskab, som han var medlem af.

Han var ikke nogen hurtigkørende bilist, og han syntes åbenbart ikke om at skulle overhale sporvogne, som var i bevægelse. På vor vej til mødet må vi have stoppet op mindst hundrede gange. Derfor havde vi god tid til at snakke sammen, inden vi nåede vort bestemmelsessted.

George fortalte os, at vi ikke skulle blive forbavset over at træffe nogle af de mest betydningsfulde og fremgansrige folk fra Montreal. Han nævnte for os navnene på mindst et halvt dusin af de mest kendte. Jeg blev meget forbavset over, hvad han fortalte, idet jeg havde forestillet mig, at vi ville møde et antal karle, der havde dårligt ry og hos hvem berygtetheden stod skrevet i ansigtet. Men helt det mod­satte var tilfældet. Alle tilstedeværende syntes at være meget høflige, de var meget velklædte og havde en vinden­de personlighed. De vakte i os en følelse af at de havde kendt os længe, og at vi hørte til hos dem.

Mødet begyndte omtrent femten minutter efter vor an­komst. Der herskede en fri atmosfære. De tilstedeværen­de brugte omtrent to timer på at fortælle om deres fantas­tiske præstationer, som de havde fuldført ved hjælp af ån­derne – hovedsagelig forretninger, som havde bragt dem store gevinster, fordi de ved åndernes hjælp var clairvoy­ante og fik evnen til at øve tankeoverføring og på denne måde var i stand til at øve indflydelse på folks beslutninger.

En mand fortalte, hvorledes han som astrolog og sand­siger havde rådgivet visse rige mennesker vedrørende deres finansielle anliggender, og at han derved selv var ble-

27

vet rig. Han forklarede hvorledes en dæmon hver gang svævede ved hans side og gav ham nøje anvisninger på, hvorledes og hvornår en pengeanbringelse skulle foreta­ges – det var informationer som kun han hørte, mens kun­derne ikke hørte dem. »Disse rige folk ejer midlerne til at investere,« sagde han. »Men jeg ved, hvorledes man kan få gevinst deraf.«

Dybt imponeret spurgte min ven ham, om han nogen sinde gjorde sig bekymringer over at han måske kunne miste sin andel af gevinsten.

»Jeg kræver hver gang en vis procentdel af gevinsten ved pengeanbringelserne. I ved sikkert, at astrologien bare er lokkemad. Jeg gør mig ingen bekymringer. Min ledsager fra åndeverdenen sørger for mit velbefindende. Jeg kan godt illustrere dette:

Et ægtepar prøvede på at snyde mig for min retmæssige andel fra salget af industri-ejendomme. De overgav mig en check på en betydelig sum, som jeg først stillede mig tilfreds med, indtil min ånd sagde til mig, at jeg skulle spørge dem, hvornår de havde tænkt at betale mig de endnu manglende 1700 dollars, som hørte til min retmæs­sige andel af profitten fra netop denne forretning. Konen og manden blev skrækslagne. Han erklærede straks, at de ikke havde haft til hensigt at bedrage mig, og at pengene skulle være i min besiddelse inden der var gået 24 timer.«

Efter hver enkelt fortælling om fremgang roste fortæl­lerne hver gang ånden og nævnte dens navn og tilskrev samme sin fremgang, idet de også ofte betegnede ånden som deres livs herre.

I den tid hvor jeg havde at gøre med dæmontilbederne, bemærkede jeg ofte, at de i deres vidnesbyrd om åndernes virke for dem, betegnede dæmonen som deres »herre og gud«. En af dem sagde f .eks: »Det var vidunderligt den dag, at se den herre guds Beelzebuls kraft virke for mig.« Eller måske var der en anden, der spurgte en af de tilstedevæ-

28

rende: »Sam, hvordan er det gået dig, siden jeg så dig sidst?« Så lød svaret: »Tak, meget fint. Guderne har virkelig hjulpet mig på en forunderlig måde.«

Den aften var der især én person, der gjorde et ganske særligt indtryk på mig. Manden var læge og erklærede, at ånderne havde givet ham hypnotiske- og helbredende kræfter. Desuden havde han også evnen til at fjerne smer­ter og ved svære kvæstelser at standse blødninger.

Da han havde fortalt flere fascinerende beretninger ved­rørende sine helbredelser forkyndte han, at han nu måtte gå ned i tilbedelsesrummet. »Undskyld mig venligst mine herrer,« sagde han »Jeg må gå ned og foretage nogle bestemte indvielses-ceremonier, for at jeg kan få fornyelse gennem min herskerinde gudinden Nehuschtan. Jeg er henvist til hendes oplivende kraft, for at kunne opkvikke og helbrede mine patienter.«

En time efter mødets begyndelse kom der en efternøler. Adskillige folk hilste på ham og kaldte ham Charmer (Mand fuld af charme, tryllekunstner).

Da vi sent om aftenen kørte hjemad spurgte jeg George: »Hvem var den ærværdigt udseende mand, der kom så sent? Nogle tiltalte ham med »Charmer«. Har dette navn en eller anden særlig betydning?« »Ja, det har det, men lige nu kan jeg ikke sige mere derom. Når du har været med til nogle flere møder og er blevet medlem af gruppen, kan du igen minde mig derom. Han er et meget fascinerende menneske. Man mener han er den største hypnotisør, som nogen sinde har eksisteret i Montreal.

For øvrigt fandt jeg det storartet, at alle interesserede sig så meget for jer. Det er for mig velgørende at konstatere. I må være på det rene med, at vi er en meget sluttet gruppe. Det var endog meget vanskeligt for mig at få tilladelsen til at tage jer med til dette møde.

Først blev det mig også nægtet. Derefter fik jeg, takket være interventionen af en ånd, der viste sig for vores fører

29

under hans rejse i U.S.A., en telefonopringning, hvor han gav mig tilladelsen og åbnede vejen til, at I kan få lov at tilslutte jer og senere blive medlemmer af vort selskab. Jeg vil have noget mere at sige jer derom senere.

Jeg havde en ubehagelig følelse ved at høre, at George uden videre gik ud fra, at jeg ville tilslutte mig dem. Roland derimod var helt begejstret ved tanken.

»Efter nogle besøg,« sagde George »vil jeg bede jer om at komme med ind i tilbedelsesrummet. Jeg tror, I vil blive meget imponeret af det.

I vil dog først få lov til at betræde tilbedelsesrummet for guderne, når satanspræsten er tilstede og kun, når guder­ne har tilkendegivet deres indforståelse.«

Mødet havde fundet sted i et privathus, en luksuøs villa i Montreal. Da vi befandt os i stueetagen kunne vi ganske svagt høre lyde fra kælderetagen, der mindede meget om religiøs musik og om indisk sang. Atter og atter var der personer der begav sig ned i underetagen, og som derefter ca. en halv time senere kom op igen. Vi sad på sofaen, og al denne aktivitet foranledigede George til at læne sig over mod mig og hviske: »Vort tilbedelsesrum er dernede. Efter mødet i aften vil jeg fortælle jer derom.«

Omtrent seks uger efter at vi havde lært Charmeren at kende, spurgte jeg George en aften da vi var på vej hjem, om han måske nu kunne tænke sig at fortælle os nærmere om ham »Åh ja, dette interessante menneske må I høre no­get om,« sagde han. Men først ønsker jeg at minde jer om, at vi i al almindelighed er en gruppe borgere, der bevæger sig på lovens grund. Jeg kender ikke en eneste af os, der ikke ville tage sin egen skjorte af, for at hjælpe en anden dermed. Og vi forfordeler virkelig aldrig nogen med de kræfter, ånderne har givet os.

Men i Charmers tilfælde – nå ja, han er en smule ander­ledes end vi andre. Han synes at have en karaktersvaghed, for han har brugt sin store hypnotiske kraft eller evne på

30

en måde, som han ikke burde have gjort. Jeg tror, at han for en tid havde mistet sin orienteringsevne.

Han er en snu forretningsmand – ejer af to natklubber – og han har haft det meget godt financielt. Og så er han, som sagt, en meget dygtig hypnotisør. Han kan på mindre end ti sekunder bringe et menneske under sin magt eller under hypnotisk trance, dersom han eller hun ser ham direkte ind i øjnene.

Som ejer af to natklubber har han kontakt med folk fra showbusiness-branchen. De fleste grupper giver gæstefo­restillinger i fire til seks uger, for så at drage videre.

Det var en sørgelig kendsgerning at nogle af disse grupper faldt fra hinanden eller mistede et af sine medlem­mer, efter at de havde optrådt i en af hans natklubber. Og når nogen af en sådan gruppe trak sig tilbage, var det altid en kvinde. For omtrent seks måneder siden foretog Mont­reals sædelighedspoliti en razzia i et luksuøst bordel, hvor alle de prostituerede har været tidligere natklubsangere, og hver eneste af dem havde arbejdet for ham.«

»Disse piger,« vedblev George »ville aldrig være kom­men i denne situation, dersom <de ikke havde ladet sig hypnotisere af en eller anden. Den, der lader sig hypnoti­sere, kan fra det øjeblik af ikke mere modstå hypnotisørens kraft.«

31

Det rum, hvor de tilbad guderne

Da Roland og jeg for tredje gang besøgte dæmontilbeder­nes møde, informerede George os om, at satanspræsten, angiveligt deres ypperstepræst, ville være til stede. Han var netop vendt tilbage fra en rejse i U.S.A. George følte sig sikker på, at præsten ville være os venligsindet. Uden tvivl ville han tillade os at besøge gudernes tilbedelsesrum.

Da vi kom ind i huset blev vi præsenteret for nogle personer, vi ikke havde mødt før. Vi begyndte at tale med nogle folk, som kom os i møde og ønskede os en god aften. Nu kom satanspræsten ind. Han hilste på de tilstedevæ­rende med håndtryk, talte lidt med dem og bevægede sig hen imod os. Da han kom hen til os sagde George til ham: »Herr pastor, jeg vil gerne gøre Dem bekendt med et par pæne herrer.«

Da vi derefter underholdt os lidt med ham, forbavsede han os ved nogle ting, han ytrede under samtalen. For eks. da George bemærkede, at vi havde tjent i handelsmarinen, så nævnte præsten de skibe, vi havde gjort tjeneste på, samt nogle andre enkeltheder, som ellers ingen var kendt med.

Jeg må indrømme, at dette gjorde et stærkt indtryk på os. Derefter forlod han os, idet han bemærkede, at han ønskede at have endnu en kort samtale med os i aftenens forløb.

Ikke kun hans ord, men hele hans fremtoning gav os indtryk af noget uforklarligt hemmelighedsfuldt. Han havde

32

gennemtrængende øjne, en dyb stemme og var skalde-pandet, og når han talte lo han af og til. Alene hans legems­størrelse var overvældende. Jeg tror, at han var ligeså høj som afdøde general Charles de Gaulle.

Efter at der var blevet udtalt mange lovprisninger til gudernes ære, kom præsten atter hen til os og fordybede sig med os i en venlig samtale, hvor han informerede os om, at guderne havde gjort ham fortrolig med mange ting angående os, og at de ønskede at få lov til at berige vort liv med deres gaver.

Da de fleste tilstedeværende allerede var gået, indbød han os til at besøge gudernes tilbedelsesrum sammen med ham.

For bedre at kunne forklare hvor chokerende den åbenbarelse var, som jeg var ved at få, må jeg beskrive den forestilling, som min katolske opdragelse havde skabt i mine tanker vedrørende djævelen og hans dæmoner.

I min barndom havde de voksne belært mig om, at djævelen og hans engle befandt sig i helvede, og at de dér plagede de sjæle, der var døde med dødssynder på deres samvittighed, med alle mulige slags torturredskaber. De voksne havde beskrevet dæmonerne for os børn som væsener halvt dyriske, halvt menneskelige, med horn og hove og en ånde af ild. Da jeg kom i teenagealderen kom jeg til den følgeslutning, at disse forestillinger var latterlige, måske opfundet af et sygeligt sind, som i de svundne tider havde villet udnytte udannede og overtroiske mennesker. Tilsidst troede jeg slet ikke mere på eksistensen af hverken djævle eller engle.

Vi gik ned ad trappen og ind i et stort og fint møbleret rum, der åbenbart blev indrettet af dygtige indendørsarki­tekter og -dekoratører.

Herlige, tætluvede tæpper forkælede fødderne, dæm­pet, velgørende musik fængslede mine ører, alting skulle tage vore sanser til fange.

33

Jeg tror dog, at det var de mange skønne olie-malerier, der mest vakte min opmærksomhed. På væggene hang der omtrent 75 malerier i størrelse 120×70.

Satanspræsten sagde, at han gerne ville svare på et hvilket som helst spørgsmål, vi måtte have.

»Hvem er alle disse ærværdigt udseende personer på disse malerier?« spurgte jeg.

»Det er de guder, hvis lovprisninger De har hørt i aften. Hovedrådgiverne regerer over legioner af ånder. Efter at de gjorde sig synlige, så vi kunne fotografere dem, lod vi male deres billeder. Fordi de er værdige til så stor ære, har vi anbragt et lille alter under hvert enkelt billede, så at folk har lejlighed til, under deres andagter, at antænde kerter, at ofre røgelse og at gennemføre de af ånderne ønskede ritualer.«

Idet vi langsomt bevægede os videre, kom vi til et alter hvorpå der lå en stav med en slange af bronce, der snoede sig omkring staven. Præsten nævnte, at dette alter var ind­viet til gudinden Nehushtan, hvis kraft på en forunderlig måde hjalp den læge, som vi havde hørt tale under vort første besøg. Han nævnte store mirakler, som guden af bronce havde udvirket for Israels børn, da de brændte røgelse for bronceslangen, som Moses havde lavet for mange årtusinder siden (se 2. Kongernes bog 18,4).

For enden af rummet stod et stort alter, og ovenover var et maleri i legemsstørrelse af en meget majestætisk udse­ende person. Da min ven stillede et spørgsmål derom, svarede præsten: »Dette billede er indviet til mesteren for os alle.«

»Hvad hedder han?« spurgte jeg.

Med stolthed erklærede han: »Gud med os.«

Når jeg i dag tænker på hint maleri, som jeg ofte har beundret, da må jeg sige, at den derpå fremstillede person udtrykte karaktertræk, som mindede om høj intelligens. Han havde en høj pande, gennemtrængende øjne og en

34

holdning som vækkede indtryk af, at han var en handle­kraftig person, der besad stor værdighed.

Præstens svar var ikke hvad jeg havde ventet, og jeg var ikke helt klar over betydningen. Det var dog sikkert ikke Jesus Kristus, han mente dermed. Nej, det kunne ikke være det. Men kunne det …?

Til sidst spurgte jeg: »Vil De dermed sige, at dette maleri er et sandt billede af Satan?«

»Ja, det er det, og nu spørger De måske Dem selv, hvor de afskyelige dyrlignende træk er henne.« Han fnisede og tilføjede: »De må undskylde når jeg morer mig lidt. Men tro mig, jeg ler ikke af Dem, mine herrer eller over Deres overraskelse. Jeg godter mig og fornøjer mig ved den tanke, at det er lykkedes de dæmoniske ånder så godt at skjule deres sande identitet, så at de fleste kristne selv i vor videnskabelige tidsalder med fremskridt og dannelse, endnu stadig tror på horn- og hestefod-teorien.«

Derefter forandredes hans ansigtsudtryk, og han syntes at være bekymret da han sagde; »Det er yderst alvorligt og vigtigt, at den nye generation af i dag får bibragt den tro, at mesteren og hans medarbejdere blandt ånderne ikke virkeligt eksisterer. Kun på den måde vil de være istand til i de årtier som ligger foran os, at regere fremgangsrigt over denne planets beboere.« Så fik hans ansigt igen et tillids­fuldt udtryk, da han sagde: »Der er intet, som ånderne er så interesseret i, som det at finde veje til at gøre alle mennesker til medlemmer af Satans kommende rige.«

Medens vi betragtede de forskellige altre og malerier, forklarede satanspræsten, at de dæmoniske ånder i virke­ligheden er specialister på de mest forskellige områder. De har årtusinders erfaring og befinder sig i en hård kamp om herredømmet over menneskenes tænkemåde, hvilket er en kamp mod de kræfter, som kommer ovenfra.

Da Roland spurgte, hvorfor ånderne ville bruge så megen tid på at snyde menneskeheden, erklærede præst-

35

en at hver enkelt, som de kunne få til at diskvalificere sig som medlem af Kristi rige, dermed ganske automatisk bliver et medlem af Satans store rige, som han om kort tid ville oprette på jorden. De mennesker, der var kommet i graven under Satans ledelse, ville han en skønne dag kalde tilbage til livet. Kristus og Hans efterfølgere, sagde han, havde til hensigt at bringe den hårde kamp mellem de to store magter til afslutning derved, at de ville lade ild regne ned fra himmelen på Satans efterfølgere, men dette ville ikke kunne skade dem, fordi dæmonernes ånder nu var i stand til at herske over ilden, så den ikke har kraft til at opbrænde menneskene. Han tilføjede, at dersom jeg tviv­lede på hans påstand, behøvede jeg blot gå til Indien eller et andet sted i verden, hvor den sorte magi var blevet udviklet til en videnskab. Dér ville jeg kunne se ildløbere, der skrider hen over en grøft fuld af gloende kul, uden at der blev svedet så meget som blot et hår på deres ben.

Da vi forlod tilbedelsesrummet sagde jeg, at jeg følte mig temmelig forvirret angående Satan og hans engle. Gen­nem min katolske opdragelse havde jeg lært, at Satan og hans engle sammen med de menneskers sjæle, der døde med dødssynder hvilende på sig, befandt sig i helvedets ild. Hvad var nu sandheden?

Satanspræsten erklærede sig villig til at tage sig tid og forklare os det, han betegnede som tingenes rette sam­menhæng. »Mine herrer, jeg ser, at Deres besøg i vort tilbedelsesrum har fremkaldt spørgsmål i Deres tanker. Lad mig først sige til Dem, at medlemmerne af vort hemmelige selskab her i Montreal danner eliten af åndetil­bederne. Når kampen mellem magterne ovenfra og dem fra vores store mester kommer til sin afslutning og han definitivt opretter sit rige på denne planet, da vil vi få store stillinger med autoritet og ære. Vi vil blive rigt belønnet, fordi vi har stillet os på hans side, der nu synes at være den underlegne De forstår vel, hvad jeg prøver at sige.

36

For årtusinder siden var vor store mester hersker over utallige væsener i et umådeligt univers. Han blev misforstå­et og tvunget til at forlade sit rige sammen med andre ånder, der havde samme mening som han.

Denne jords beboere modtog vores mester med venlig­hed; og fordi han ejede en overmåde stor forstand, blev han den retmæssige ejer af denne planet. Han fik dens oprindelige ejere til at opgive deres krav derpå og at tro på noget, som han påstår. Mange mennesker vil måske kalde dette for at være bedrag, men det var jo kun at følge selvopholdelsdriftens lov, et naturligt instinkt hos alle store førere.

Da det blev kendt at hans rival – Kristus – ville komme som menneske på jorden, for at drage menneskeheden til sig, så besluttede vor mester og hans hovedrådgivere at følge en strategi, som lignede den, som de havde benyttet i begyndelsen og som havde sat dem i stand til at tilegne sig deres nye suverænitets område

Denne planlagte fremgangsmåde kræver af alle dæmo­niske ånder, at de omhyggeligt anbefaler menneskene at leve således, at de diskvalificerer sig som medlemmer af

o

Kristi rige. Ånderne opmuntrer menneskene til at stole på deres følelser i stedet for på Kristus og Hans profeters ord. Der findes ingen mere sikker vej til bevarelse af åndernes herredømme over menneskenes liv, uden at den enkelte

o

overhovedet mærker hvad det er, som sker. Ånderne an­befaler dem alle slags vildfarelser og ideer, og menneske­heden tager beredvilligt imod dem.«

Ypperstepræsten ligefrem strålede, fordi det, han lige havde fortalt os, greb ham selv om hjertet. Han bad os, skænke ham yderligere nogle minutter, så han kunne være istand til at anskueliggøre os tingene lidt bedre. Vi forsik­rede ham om vor dybe interesse og sagde, at vi meget gerne ville erfare mere om åndernes virksomhed, hvorfor han fortsatte med sine forklaringer.

37

»De erindrer sikkert, mine herrer, at Salomo, kongen af Israel, blev begavet med stor visdom, og at mægtige herskeres opmærksomhed var rettet mod ham. Det bragte på den tid vor store mester megen bekymring, at Salomo havde vakt så stor opmærksomhed, og han besluttede sig til at gøre en meget voldsom anstrengelse, for at bringe hele verden under sit herredømme. Indtil det tidspunkt var det lykkedes ham at oprette afgudstjeneste i alle lande på jorden, undtagen hos Israels folk. Nu besluttede han, at bestemte rådgivere fra åndeverdenen først skulle få Salo­mo til at blive meget indtaget i sig selv. Dernæst skulle de foranledige ham til at få den overbevisning, at det var til for­del for hans nation, om han sluttede forbund med de om­givende nationer, skønt mange af hans rådgivere advare­de ham derimod.

Vor mesters plan var en kæmpesucces. Da den dag kom, hvor Israel ifølge Salomos eksempel tilbad Astarte, sidoniernes gudinde, Kemosh, moabiternes afgud og Mil-kom ammonitternes afgud, – da Israels folk tilbad af guder­ne der symboliserede dæmoniske ånder – så havde vor mester fået indtryk af, at hans triumf var fuldstændig. Han havde nået sit store mål. Hele verden lå for hans fødder.

Mine herrer, jeg tror at De nu er klar over, hvor viis og intelligent vor mester handler, når han skjuler sin egentlige identitet. På denne måde kan hans hengivne redskaber være sikre på, at deres flid en skønne dag bliver belønnet når de ser, hvordan jordens generationer da står foran dem i ydmyg lydighed og bekender, at deres mester i virkelighe­den er en stor gud.«

En hel ny forestilling om de evige virkeligheder danne­des nu i mit sind.

Efter endnu at have talt lidt mere med hinanden spurgte satanspræsten til slut: »Har De måske yderligere spørgs­mål?«

38

Medens vi betragtede malerierne havde jeg lagt mærke til, at alteret for Satan bestod af massivt marmor, og at det var omtrent 2,7 m langt, 90 cm højt og ca. 75 cm bredt »Mesterens alter syntes mig at bestå af eet stykke,« bemær­kede jeg. »Hvorledes fik De bragt en så tung genstand derned og på plads?«

Præsten smilte »De har en god iagttagelsesevne, hr. Morneau. Eller kunne det være at mesteren selv har ind­givet Dem disse Tanker, for at åbenbare Dem sin store kraft? For øvrigt, mine herrer, én af mine rådgivere fra åndeverdenen sagde til mig, at mesteren har en ganske særlig plan for hver af Dem. Men lad mig nu fortælle om åndernes magt. Men undskyld mig lige et øjeblik, så jeg først kan tænde mig en cigar.« Under denne samtale sad vi på sofaen ved et af de store vinduer, hvorfra man havde frit udsyn til byen, der nu lignede et stort lyshav. Jeg fik indtryk af, at præsten faktisk nød at berette for os fra sit livs hovedinteresse, nemlig de dæmoniske ånders virksom­hed. Og vi ville gerne lytte.

»Mesterens alter bragtes til sit nuværende sted på samme måde og ved den samme magt, som de druidiske præster brugte, for at rejse bygningerne af Stonehenge –gennem åndernes kraft eller den såkaldte levitation (d.v.s.

Q

at lade svæve gennem luften). Ånderne har åbenbaret for mig de druidiske præsters store gerninger blandt de gamle Keltere i Frankrig, England og Irland for 2800 år siden. Det blev vist mig at Druiderne altid om middagen, såvel som ved midnat når der var fuldmåne, lod store grå sandstensblokke svæve gennem luften. Blokke med en vægt af indtil 28 tons placerede de helt nøjagtigt på deres plads, for at indrette deres kultus-helligdom.«

Han røg lidt igen på sin Churchil-cigar, lænede sig tilbage og fortsatte: »Da jeg blev klar over hvad de havde fuldført, tænkte jeg, at jeg skulle kunne gøre det samme og glæde mig derover. Derfor fortalte jeg mine folk om min

39

hensigt, nemlig at skænke mesteren et tegn på vor kærlig­hed i form af et smukt alter. De forsikrede mig om, at dersom jeg havde troen på at ånderne ville bringe alteret til dets bestemmelsessted, så ville de påtage sig omkostnin­gerne for det, såvel som for transporten hen til bagdøren af vort tilbedelsesrum. Jeg opfordrede dem da med det samme til at bestille et alter af hvid Carrara-marmor. Der er jo intet, som er for godt for mesteren.

Af egen erfaring ved jeg, at åndernes kraft er ubegræn­set, når det drejer sig om at gøre noget for dem, der viser tillid til mesterens ord og min tillid blev rigeligt belønnet. Under vort midnatsmøde lod de denne store marmorsten svæve hen til sin nuværende plads. For øvrigt blev De, mine herrer, i aften højt æret, skønt De nok ikke selv er Dem dette bevidst. Medens vi stod henne ved mesterens alter og betragtede det skønne maleri, som i virkeligheden kun er et svagt billede af hans virkelige skønhed og herlighed, da viste mesteren sig for mig, han stod i ca. 3 minutter ved den anden side af alteret og lyttede til, hvad vi sagde. Det var derfor, jeg foreslog Dem, at vi skulle bukke i den retning, hvilket vi jo også gjorde. Den kends­gerning at De efterkom mit ønske, bragte mesterens hjerte stor glæde, kunne jeg se. Måske interesserer det Dem at få at vide, at vi i næsten tre måneder ikke har mærket mesterens nærværelse, fordi der hos de Forenede Natio­ner forberedtes fredsplaner. Dette kræver mesterens udelte opmærksomhed, en opgave, som han ikke tør betro til nogen som helst anden.

Fred på jorden er ikke i hans riges bedste interesse, og så har han den kæmpeopgave at anvise hele legioner af ånder hvad de skal gøre, for at forvirre menneskehedens førere og at opirre deres følelser. Problemerne, som ånder­ne skaber, vil foranledige disse folkets ledere til stadighed at søge efter løsninger, så at de ikke finder tid til virkelig at slutte sig sammen.«

40

flammen af et sort vokslys. Pulveret brændte og fyldte hele rummet med vellugt.

Da jeg var kommet hjem igen kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde op med at gruble over tilbedelsesrummet. Den tanke at Satan og hans engle virkelig eksisterer og at de i virkeligheden er vidun­derlige skønne væsener – og ikke meget grimme skab­ninger – at akceptere dette, var for mig overordentlig vans­keligt.

Min katolske opdragelse havde præget min tænkemåde og fjernet den så meget fra virkeligheden, at jeg havde be­svær med at fatte den. Først efter omtrent to måneder med gentagne overnaturlige manifestationer var jeg såvidt, at jeg kunne godtage de faldne engle som det, de virkelig er, nemlig skønne, overordentlig intelligente væsener.

42

Ånder i virksomhed

Vel omtrent to eller tre uger efter vort besøg i tilbedelses-rummet havde vi igen anledning til en samtale med ypper­stepræsten vedrørende Satan og hans engle. Da jeg for­talte ham, at jeg jo havde forventet at møde en gruppe snuskede, vanskelige karle, morede han sig. »Dæmontilbe­dere,« sagde han, »er meget forskellige, ligesom medlem­merne af et hvilket som helst andet selskab, og ofte er de et spejlbillede af den lokale kultur.

Når man rejser meget opdager man, at der i befolknin­ger med megen analfabetisme også findes megen overtro. Menneskene hengiver sig dér til de mest afskyelige former

Q

for tilbedelse. Ånderne finder fornøjelse i at lede mennes­ker i denne retning fordi de véd at de derved bringer Kristus, deres store rival, megen smerte. Han påstod, at Han ville drage alle mennesker til sig. Men i århundreder-nes forløb har ånderne bevist, at Han har bedraget sig selv. Millioner og atter millioner er sunket i graven uden nogen sinde at have hørt Hans navn, og så meget mindre har de naturligvis troet på Ham.«

Mens satanspræsten talte, rejste han sig fra sin kontor­stol og begyndte langsomt at skride frem og tilbage. Han foldede hænderne på ryggen og stirrede i gulvet, men af og til kiggede han dog op til mig.

»Hvad angår os her i Montreal, så befinder vi os i en meget gunstig stilling. Naturen har udrustet os med gode åndsevner, som overgår langt det, som millioner andre

43

mennesker heromkring besidder. Derfor har mesteren gjort alt, for at gøre os fortrolige med virkeligheden ved­rørende tingene i åndernes verden. Han har en særlig opgave for hver enkelt af os – hold op med at se på mig, som om De ikke tror mig!«

Uden tvivl stod der at læse på mit ansigt, hvor chokeret jeg var over det, han hidtil havde sagt. »Jeg beder Dem und­skylde mig,« sagde jeg, »dersom jeg har fornærmet Dem på en eller anden måde. Jeg tror at det passer, hvad De siger, men jeg har vel endnu meget at lære vedrørende meste­rens vilje. Alt, hvad jeg har set i Deres tilbedelseshus, er nyt og anderledes end det, jeg før var blevet opdraget til at tro på.«

»Nå ja,« svarede han »jeg havde jo ikke til hensigt at over fuse Dem, og De har da heller ikke såret mig. Måske tager jeg ofte for tungt på tingene. Hvad angår den måde, hvorpå jeg omtalte menneskene her i Montreal, så var det ikke for at rose mig selv. Men mesteren selv har forklaret mig disse ting.«

Nu sad han igen på sin kontorstol, tændte sig en cigar og begyndte at pulse. »Hvad angår Dem og Deres ven Roland, så blev det mig åbenbaret for et års tid siden, at jeg skulle møde Dem her i vort tilbedelseshus, men jeg havde glemt sagen, og som jeg før nævnte for Dem, befandt jeg mig på et hotelværelse i Chicago, da en hovedrådgiver fra åndeverdenen åbenbarede sig for mig, for at minde mig om Dem. Han opfordrede mig til straks at telefonere til den mand, hvem jeg havde betroet ansvaret under mit fravær. Han var netop ved at ødelægge alt det, ånderne havde foretaget for at bringe Dem i forbindelse med os. Jeg ringede manden op, og endnu før jeg havde fået tid til at sige noget fortalte han, at George havde bedt om tilladelse til at invitere Dem og Deres ven til et lovprisningsmøde, og at han havde nægtet ham dette. Jeg informerede ham naturligvis om, hvad hovedrådgiveren havde udtrykt som

44

sit ønske. Derefter ringede jeg til George for at sige til ham, at det ville være os en glæde at få Deres besøg. Som De selv kan se, sætter mesteren stor pris på hver enkelt af os. Der­for skal De holde op med at tænke for ringe om Dem selv.«

Efter denne aften havde jeg igen en næsten søvnløs nat – samtalen med præsten kom atter og atter op i mit sind.

En bestemt aften måtte min ven Roland arbejde over, og han havde ikke mulighed til at ringe mig op, før jeg gik til aftenmødet. Mens han kørte hjemad med sporvognen overvejede han, at han måske alligevel ville kunne nå frem til mødet, hvis han undlod at køre hjem først. Han beslut­tede derfor at skifte sporvogn ved krydset Ste. Catherine-stræde og St. Laurent-Boulevard og derfra at ringe mig op i tilbedelseshuset. Men telefonnummeret havde han lig­gende hjemme »Blot jeg nu kan huske den nøjagtige adres­se,« tænkte han, »så kan jeg bede oplysningen om numme­ret.«

Han tog en lille notesbog samt blyant op af sin jakke­lomme. Men husets gadenummer, skønt han dog havde set det så ofte, kunne han simpelthen ikke huske. Idet han hviskede for sig selv: »Hvor ville jeg ønske at ånderne nu ville hjælpe mig,« mærkede han pludselig til sin egen over­raskelse, at en usynlig kraft bevægede pennen i hans hånd og skrev ikke blot husets nummer, men også gadenavnet med en meget skøn skrift.

Han blev henrykt over dette. Men oplysningen gav ham det svar, at der ikke fandtes noget telefon-nr. på denne adresse, eller at det i hvert fald ikke stod i telefonbogen.

Omtrent på dette tidspunkt spurgte George og jeg hin­anden, hvad der mon var sket med vor ven. Da fik George en tanke. »Vi henter Gerard (der var synsk) for at finde ud af hvor Roland befinder sig,« foreslog han.

Efter nogle besværgelser lukkede Gerard sine øjne, lagde fingrene på sine tindinger og sagde: »Jeg ser at Roland netop er gået ind i cigarbutikken i krydset ved Ste.

45

Catherine-stræde og St. Laurent-Boulevard. Nu taler han med telefon-oplysningen. Han ønsker vort telefonnum­mer, men man siger til ham, at det ikke står i telefonbogen. Jeg vil nu ved hjælp af min ånd overføre en tanke til ham. Så, nu er han der. Han vælger nummeret for at tale med George – vær beredt på at svare ham, han vil bede dig komme til telefonen.«

George begav sig hen mod telefonen i den modsatte ende af værelset. Da den ringede var der først en anden, som tog telefonen, men straks efter fik George besked på, at opringningen var til ham.

Da Roland ankom var han begejstret over sin erfaring med ånderne. Han viste os den smukke håndskrift på pa­piret og sagde: »Jeg vil indramme dette her. Jeg har i hele mit liv aldrig set en så smuk håndskrift.« Så henvendte han sig til præsten og sagde: »Jeg spørger mig selv, hvorfor ånden foruden adressen ikke også har givet mig telefon­nummeret.«

»De har ikke bedt ånden derom,« svarede manden.

»Der handles imod Dem svarende til Deres tro. Den er­faring De har gjort i aften, er en barneleg i sammenligning med det, mine herrer, guderne har planlagt for Dem. Men De må tro på ånderne og forvente store ting af dem. De må nok først have oplevet åndernes kraft og intelligens nogle gange, så tror jeg De vil være istand til at vise til­strækkelig tillid til, at de kan hjælpe Dem på en mere om­fattende måde.«

Måske to eller tre uger senere, da Roland og jeg trådte ind i det prægtige hus og satanspræsten hilste på os, forkyndte han følgende: »I aften vil De komme til at opleve en yderst interessant seance. En ven af mig, som jeg har kendt i mange år, er på besøg. Han er en berømt professor i historie, en historiker i ordets mest sande betydning, som har undervist ved nogle af Frankrigs førende universiteter. Hans kendskab til fascinerende detaljer fra historien har

46

gjort ham til en af de førende personligheder på dette område. Jeg kan godt sige, at det er ånderne, som har skaffet ham hans storhed. De har meddelt ham mange ellers ukendte historiske kendsgerninger. I aften vil han gennem et medie gøre mange enkeltheder kendt for os fra Napoleon Bonapartes krigsfelttog. Han er i øjeblikket i tilbedelesesrummet og holder andagt. Lad mig i mellemti­den forklare Dem, hvad der vil ske.«

Vi gjorde os det bekvemt og lyttede opmærksomt på, hvad præsten havde at fortælle, og vi kunne forstå, at vi skulle komme til at opleve en fascinerende seance: »Et me­dium tillader en ånd at komme ind i sit legeme, for at blive fuldstændigt legemligt og åndeligt behersket af ånden.

Således tjener det som redskab for ånderne, der på den måde kan have bedre samkvem med menneskene. Det er før sket at fra seks til tolv ånder har taget mediets legeme i besiddelse. En ånd er måske særlig kendt med visse enkeltheder vedrørende historiske begivenheder, mens han mangler informationer over andre aspekter. En an­den, der dengang har været tilstede og har haft at gøre med begivenhederne på hin tid, vil træde i hans sted. Ånderne er så præcise, at de ikke blot kan gengive ordene, men også stemmens klang helt nøjagtig fra de personer, som bliver citeret.«

Nogle minutter efter gik præsten ned for at se efter, om hans ven var blevet færdig med sin andagt. Kort efter kom han tilbage og sagde, at alle de, der ønskede at tage del i seancen, nu skulle begive sig ned i tilbedelsesrummet.

Præsten præsenterede den besøgende historiker for de tilstedeværende, hvorefter han bad seks frivillige om at komme frem til forreste række.

o

Ånderne skulle så vælge en af dem som kommunika­tionskanal for denne aften. De seks mænd stillede sig foran præsten, der påkaldte guderne og bad dem vise os deres store kræfter. De ånder der havde ledet Napoleon Bona-

47

parte og hjulpet ham ved hans militære felttog, skulle åbenbare enkeltheder, som den besøgende historiker ønske­de af få oplyst. Medens præsten gennemførte et kort ritual, trængte en ånd ind i kroppen på en af de seks mænd og begyndte at tale. Stemmen havde en ægte pariser accent og en klang, der vakte opmærksomheden.

Ånden informerede os om at han var den hovedrådgi­ver, der havde specialiseret sig i militære anliggender og som har ansvaret for legioner af ånder. Da den foreliggen­de sag var ret kompliceret, behøvede han endnu to af de tiloversblevne fem mænd som åndens kanaler.

De to personer bævede lidt, de lukkede deres øjne, og ånderne sagde at man skulle tiltale dem som Remi og Al-phonse. Øjnene hos den mand, som hovedrådgiveren fra åndeverdenen var trængt ind i, forblev åbne, men bevæge­de sig overhovedet ikke. Han blinkede ikke en eneste gang i ca. 45 minutter.

Præsten henvendte sig til historikeren og sagde: »Guderne imødekommer Deres bøn.«

Den besøgende rejste sig med en skriveblok og en pen i hånden. Først gav han sig til at smigre ånderne og indrømmede at de også tidligere havde leveret ham infor­mationer, der havde gjort ham til en af de mest betydnings­fulde mænd på hans videnskabs område. I nogle minutter talte han med ånderne og kaldte dem hr. Remi, hr. Alfonso og hr. Rådgiver. Derefter stillede han dem spørgsmål efter spørgsmål, og ånderne svarede uden tøven.

Et bestemt sted under samtalen blev der henvist til en vis samtale mellem Napoleon og en af hans officerer. Hoved­rådgiveren fra åndeverdenen sagde, at det for nøjagtighe­dens skyld var bedst, dersom Alphonse og Remi gentog den samtale, der fandt sted mellem de to mænd. Stemmer­ne forandredes nu fuldstændigt, nøjagtig som når to for­skellige personer taler med hinanden.

48

Jeg henvendte mig til George og sagde: »Det er dog fantastisk.«

George svarede smilende: »Når du mener at dette er imponerende, så vent bare, til ånderne gengiver stemmer af folk, du selv har kendt, men som nu er døde. Det bliver virkelig overvældende.«

Efter at historikeren havde fået svar på alle sine spørgs­mål vedrørende Napoleon Bonapartes krigsforetagender, informerede han hovedrådgiveren fra åndeverdenen om, at han havde brug for yderligere informationer vedrørende en tale, som borgmesteren Camillien Houde havde holdt på trappen foran rådhuset i Montreal kort før Canadas indtræden i anden verdenskrig.

Hovedrådgiveren svarede, at han og hans medarbejde­re ikke kunne hjælpe ham med dette, da alle deres aktivi­teter var foregået i Europa. Men efter deres afrejse skulle en anden rådgiver træde i hans sted og levere alle nødven­dige informationer.

De to sidste mænd, som var blevet udvalgt til medier, rystede, åbnede deres øjne og spurgte med deres egne stemmer, hvor længe de havde været en del af åndernes kommunikation. Hvad angår den mand i hvem hovedråd­giveren havde taget plads, så rystede han lidt, lukkede sine øjne og åbnede dem atter, og en anden ånd begyndte at tale: »Det glæder mig at kunne hjælpe Dem at åbenbare det ukendte. Jeg var til stede, da borgmester Camillien Houde holdt sin tale imod indkaldelsen af Fransk-Canadierne til at tjene i hæren. Hvad ønsker De at vide?«

Igen udtalte historikeren sin tak til hovedrådgiveren, fordi ånderne bestandig havde ledet ham i hele hans liv, og så spurgte han: »Da der ikke var nogen til stede som havde kunnet skrive et stenografisk referat af Houdes tale, cirku­lerer der i dag mange forskellige versioner derom. Ædle rådgiver, har du en mulighed for at opklare denne sag for os?«

49

»Jeg vil gerne gengive herr Houdes tale ord for ord.«

Hvad der dernæst skete kan jeg simpelthen ikke forkla­re. Jeg troede ikke mine egne ører. Her hørte jeg nu en stemme, som jeg i årevis vel havde hørt hundredvis af gange i radioen. Camillien Houde havde været en meget omstridt politiker. Han havde aldrig holdt sig tilbage fra at ytre sine meninger om nogen eller noget som helst.

Sidst i trediverne var Camillien et brændende emne for de franske efterretningsmedier. Hans virksomhed som borgmester af Montreal bragte ham atter og atter i efter­retningsmedier nes søgelys. Radiostationerne optog hans taler og udtalelser på bånd og af spillede dem mange gan­ge, så at hans stemme let kunne kendes igen. Og nu hørte jeg denne kendte stemme, men denne gang gengivet af en dæmonisk ånd. Vi lyttede til den i omtrent tyve minutter.

For nogen tid siden omtalte jeg denne erfaring for en anden, og denne person sagde, at det måtte have været sjælen eller ånden af den afdøde Camillien, som havde holdt talen. Men dette kunne ikke passe, idet Camillien endnu levede på det tidspunkt. Han døde først den 12. sep­tember 1958. Som den dæmoniske ånd havde sagt, var det en gengivelse af hr. Houdes stemme og ord.

Da George denne aften kørte os hjem sagde han, at han troede, at når et menneske dør, da er han eller hun fuld­stændig død, og når mennesker påstår, at de taler med de afdødes ånder, så var det i virkeligheden dæmoniske ånder, der efterlignede de kære afdøde.

På dette tidspunkt fandt jeg nok hans udtalelser interes­sante, men tænkte ellers ikke ret meget over det. George ønskede ikke at tale mere om dette emne men sagde, at præsten engang skulle forklare os sagen, når tiden tillod det.

Næste søndag aften tilbød sig en anledning til at snakke med præsten om dette emne. Han gav Roland og mig en interessant beretning om, hvorledes dæmoniske ånder

50

kunne efterligne afdøde mennesker. For ham var denne kendsgerning et eksempel på åndernes evner til at forføre mennesker. Jeg fik indtryk af, at det gav manden en særlig stor glæde og tilfredsstillelse, når han kunne give eksem­pler på, hvordan ånderne bedrog store ledere.

Præsten hentydede også til tre eller fire bibelske beret­ninger, men da jeg på det tidspunkt ikke kendte Bibelen, gjorde det ikke noget særligt indtryk på mig. Kun da han nævnte Saul, kongen af Israel og hans erfaring med trold­kvinden i Endor og kaldte det et mesterstykke, forbavsedes jeg. Han pegede på, hvorledes ånderne havde påvirket Saul til at leve sit liv således, at han fulgte sine egne følelser i stedet for at følge Guds ord. Han fortalte hvordan de fik held til at skille ham helt fra sin Skaber og få ham til at øve en såre afskyelig gerning overfor Hebræernes Gud, så de opnåede at ødelægge ham. »På dette tidspunkt i historien kunne vor mester ikke have indlagt sig større ære, end at få Israels folks højeste leder til, for øjnene af alle universets beboere, at falde ned for en dæmonisk ånd,« sagde han.

Et par måneder senere spillede det, som han hin aften fortalte Roland og mig, en betydelig rolle i min beslutning om at ville frigøre mig fra dæmonkulten.

51

Man nøder mig til at blive medlem

Da Roland og jeg en aften underholdt os med satanspræs-ten erklærede han, at tiden for os begge var kommet, til at praktisere troen på åndernes magt, da mesteren havde bedt ham sige til os, at vi burde gøre dette.

»I kan gøre krav på en af de mange gaver,« sagde han »så snart I er villige til åbent at bekende jeres tro på mesteren.«

Det drejede sig om at tage del i et ritual i satanskulten, hvorved vi skulle bevidne over for hele forsamlingen, at vi anerkender Satan som en stor gud, som den øverste her­sker over planeten Jorden, der gerne vil skænke vidunder­lige gaver til dem, der tror på ham. Til slut skulle vi besegle vor trosbekendelse ved at strø en smule røgelse på de gloende kul fra Satans alter og bøje os for det.

Min ven nølede slet ikke. Medens jeg følte at jeg burde overveje sagen lidt endnu, før jeg tog beslutningen, angav Roland mange grunde, hvorfor netop den aften var det ideelle tidspunkt for mig, til at tage dette vigtige skridt.

Jeg skammer mig over at jeg i dag må indrømme det, men jeg gav efter og tog skridtet. Jeg bad om at få spå-domskunstens gave, som jeg ville bruge på følgende måde: Når jeg sov om natten skulle jeg drømme om navne og numre på væddeløbsheste, der løb en af de nærmeste dage på en bestemt travbane, hvorefter jeg ville gå til en book­maker og tegne et væddemål. Straks den første nat havde

52

jeg en sådan drøm. Helt tydeligt så jeg hvilke heste der om tre dage – den kommende lørdag – ville vinde væddeløbene på tre forskellige væddeløbsbaner.

På den bestemte dag gik jeg til en bookmaker, for at se på opslagstavlen og der stod rigtignok de navne, jeg havde set i drømmen. Da jeg ikke ejede ret mange penge til indsatsen, væddede jeg kun de to første løb og vandt omtrent 60 dollars. Den tredje hest skulle give 21 gange indsatsen, fordi den ikke var nogen favorit. Men da jeg nu vidste at ånderne indtil nu havde informeret mig rigtigt, besluttede jeg at investere 20 dollars. Hesten vandt, og jeg var den eneste der havde gættet rigtigt. Jeg fik mine 420 dollars, takkede og forsvandt. Nu spankulerede jeg om­kring med min nyfundne lykke, gik hen i Catherinestræde til en af de fine herremagasiner og købte mig en håndsyet habit til en pris af ca. 200 dollars.

Noget lignende oplevede jeg også de følgende lørdage, men så varede det ikke længe, før ejeren af bookmaker fir­maet lod mig kalde til sit kontor. Han ville tale med mig. Efter at vi havde sludret sammen en lille stund blev han klar over, at jeg slet ikke havde forstand på hestesport.

»Jeg undres blot,« sagde han »at De med så ringe kend­skab til hesteløb har så let ved at udpege vinderne. Kan De fortælle mig, hvem det er, der giver Dem informationer?«

Da han mærkede, at han ikke havde held til at udfritte mig, sagde han: »De bliver mig et for dyrt bekendskab. Jeg ønsker, De vil gå bort og ikke komme igen. Hvis De ønsker adresserne på andre bookmakere i Montreal, vil jeg gerne give Dem en liste over disse.«

Det var interessant så pludselig at være velhavende, men i virkeligheden gjorde min rigdom mig ikke lykkelig. Af en eller anden årsag blev jeg ikke tilfreds. Roland der­imod nød livet som aldrig før, da ånderne virkede for ham på en fantastisk måde.

53

På en ganske bestemt aften skete der nu noget, som virkelig foruroligede mig.

Efter at mange personer havde aflagt vidnesbyrd om, hvad ånderne havde gjort for dem, foreslog præsten at vi alle skulle begive os ned i tilbedelsesrummet, for dér at takke guderne »Vi vil tale himmelens sprog,« sagde han. »Det bliver vor mester og de øverste rådgivere meget lyk­kelige over.« Hans talemåde var gådefuld for mig, men jeg tænkte at det måske var bedst ikke at spørge om, hvorledes djævletilbedere taler himmelens sprog.

Da vi sad i tilbedelsesrummet, fik hver af os udleveret en sangbog (det var virkelig en kristelig sangbog). Præsten nævnte endog tre forskellige kristne kirkesamfund, som brugte denne sangbog. Efter at han havde foretaget et kort ritual foran alteret, opfordrede han de tilstedeværendede, at slå op til en bestemt sang og synge sammen med ham. Der blev vel sunget i ca. 20 minutter. Selv sagde jeg ikke et ord, men sad chokeret på min stol.

Efter at vi var gået op igen, kom præsten hen til mig og sagde smilende: »Jeg har bemærket at De ikke deltog i vor lovprisning til guderne. Kan De sige mig hvorfor?«

»Jeg kunne simpelthen ikke vanhellige disse kristne sange, som De og de andre har gjort. Kendsgerningen at der er En (nemlig Gud), jeg ikke kan lide, er ingen grund til at jeg skulle forbande Hans navn.«

»Jeg forstår hvad De føler, men efter nogen tid vil De dog tilpasse Dem. Det er det samme som når et menneske første gang ser, hvordan et levende dyr bliver ofret. Først er vedkommende chokeret, men når han har set det nogle gange, rører det ham ikke mere. For øvrigt har vi til hensigt at invitere Dem og Roland til at tage del i vor store højtid til gudernes ære på et feriested i de laurentinske bjerge. Den l. november er nemlig for vore folk en meget hellig dag. Jeg skal i den kommende uge, når vi kommer sammen igen, fortælle Dem mere derom.«

54

Da vi denne aften kørte hjem, bad jeg George forklare os noget, som jeg havde bidt mærke i under lovprisnings-mødet til gudernes ære. Efter at der var blevet sunget et stykke tid, begyndte nogle af de tilstedeværende at benytte et andet sprog end fransk, mens melodien dog stadig var den samme som i den kristne kirkesang.

Han forklarede mig, at ånderne bringer de tilstedevæ­rendes tanker helt under deres herredømme, så at de lov­priser Satan og hans hovedrådgivere på åndernes sprog. Således satte de menneskene i stand til at tilbede dem på et højere plan. Et sådant lovprisningsmøde, fortalte han, havde en dobbelt hensigt. For det første var allerede det at synge kristne sange sammen med djævletilbedere en be­spottelse af Kristi navn. Dernæst: når dæmoniske ånder har fået herredømmet over nogle af sangerne, således at de lovpriste Satan og hans hovedrådgivere på åndernes sprog med melodien af en kristen sang, er dette den værste form for bespottelse mod Himmelens Gud, og dette behager Satan ganske overordentligt.

En del henvisninger til ofringen af levende dyr havde vakt min opmærksomhed, hvorfor jeg bad George om at forklare mig noget om dette. Han forklarede mig, at hans selskab bragte disse ofre den l. november et bestemt sted i de laurentinske bjerge, men at han hellere så at præsten skulle oplyse os om disse ting. De efterfølgende begiven­heder forhindrede mig dog i, nogen sinde at få nærmere oplysninger derom.

På det tidspunkt vidste jeg det endnu ikke, men de faldne engle var blevet sig bevidst, at Gud arbejdede på, snart at bringe mig til det punkt, hvor jeg erfarede noget om Hans store kærlighed til uværdige menneskelige væsener, om Hans forløsningsplan og om Hans retfærdige

o

karakter i sin omgang med menneskene. Ånderne beslut­tede at sætte mig under pres, for at jeg helt skulle forskrive

55

mig til dæmontilbedelsen. De ville, at jeg skulle overskride en grænse, hvorfra der ikke mere er nogen vej tilbage.

Jeg skal i det følgende berette herom:

Da jeg en bestemt onsdag aften trådte ind i vort tilbedel-sesrum, tænkte jeg ikke på, at det skulle være sidste gang, jeg gjorde det. Jeg trykkede hænder med de venlige men­nesker, som havde gjort alt for at vi skulle føle os veltilpas i deres gruppe og for at behage ånderne. Det ville have været mig umulig at tro, at disse samme mennesker kun ti dage senere ville være mine lumske fjender, der planlagde min tilintetgørelse og var beredt til at betale store summer for at lade mig myrde.

De vidnesbyrd der blev aflagt hin aften, gjorde et over­ordentligt stort indtryk på mig, og da mødet var forbi talte præsten endnu en tid med min ven og mig og fortalte os, at ånderne var meget opsat på at ville vise sig meget nyttige for os begge. Dersom vi den l. november, altså om fjorten dage, var beredt til at træffe vor afgørelse, gennem en op-tagelsesceremoni at blive optaget i deres hemmelige sel­skab, da ville ånderne åbenbare deres planer for vort liv.

Da jeg spurgte præsten hvorfor vi først skulle gennem­gå et optagelsesritual, før de ville åbenbare deres planer med os, erklærede han at det drejede sig om at tro på ånderne. Uden tro var det umuligt at behage deres mester, men hvis vi behagede ham, da ville dette blive til mangfol­dig gavn for os.

»Værsågod at komme med mig,« opfordrede han os, »jeg vil gerne at De hører hvorledes mesteren belønner mennesker.«

Vi fulgte med ham til et værelse, hvorfra jeg i aftenens løb havde hørt skrivemaskineklapren. Han bankede på, og en stemme svarede: »Kom ind« Da vi kom indenfor så vi, hvorledes en mand fyldte store maskinskrevne ark i store konvolutter.

56

»Julien, du har set disse mænd før,« sagde præsten. »Men jeg tror ikke, de kender din opgave. Og de ved heller ikke hvordan ånderne gav dig et bedre liv, mens du gjorde vel imod andre. Derfor har jeg bragt dem herhen for at de af dig selv kan erfare, hvad du har oplevet med ånderne, efter at du blev optaget i vort selskab.«

Manden fortalte os nu, at han som ung advokat så sin fremtid i, at han ved efterforskninger skaffede informatio­ner, som et stort advokatfirma havde behov for. Men lykken smilede til ham da han gennem åndernes ledelse blev fortrolig med dæmontilbedelsen, og hans liv forand­redes fra nat til dag.

Efter hans optagelse i gruppen informerede ånderne ham om, at de havde en helt speciel opgave til ham. Han skulle hjælpe dem, der havde forbrudt sig mod samfundet og som ikke havde nogen advokathjælp, som de dog havde brug for, hvis de ikke skulle ende i fængsel.

Det var åndernes vilje at han straks skulle åbne sit eget kontor. Så skulle han tilbyde andre advokater sine forsvars­skrifter til brug i straffesager. Den største del af arbejdet ville ånderne udføre.

De lod ham vide, at der skulle sendes breve til visse fransktalende advokater i hele Canada. Deri skulle det meddeles, at han gerne ville forsyne dem med alle nødven­dige bevismaterialer, så de kunne føre disse sager og vinde dem, skønt de tidligere havde tabt sådanne sager, fordi de ikke havde haft tid nok til at forberede sig på dem. I løbet af ganske kort tid begyndte svarene at strømme ind.

o

Ånderne sagde til ham, at han blot hver onsdag, når han havde brug for deres hjælp, skulle arbejde i tilbedelseshu-set. Hans egne anstrengelser bestod i at sætte papir på de tre skrivemaskiner og så vente på, at ånderne udarbejdede hvert enkelt forsvarsskrift til fuldkommenhed.

På bordet foran ham lå vel ca. 50 stakke papir. Han forklarede, at dette materiale var blevet maskinskrevet så

57

hurtigt som han formåede at trække nyt papir ind i de tre skrivemaskiner. Hvert enkelt forsvarsskrift indeholdt infor­mationer vedrørende fremgangsmåden i retten, henvis­ninger til tidligere sager, som var behandlet for domstole­ne osv.

Da præsten spurgte ham, hvorledes advokaterne havde taget imod hans tjenester, erklærede han at de med begejstring gjorde brug af hans materiale, fordi resultater­ne havde været helt fremragende. På præstens spørgsmål om, hvor mange penge det foran ham opstablede materi­ale var værd, svarede Julien, at det drejede sig om mange tusinde dollars. Da vi var ved at tage afsked; indbød han os til at komme så ofte vi ville, når vi var i huset og han var beskæftiget med sit projekt, så vi kunne iagttage ånderne under deres arbejde.

Præsten gentog nu sin anmodning til os, at vi skulle lade os optage i deres kult. Min ven gav ham straks et »ja« til svar, men jeg kunne ikke få mig selv til det. »Jeg er ked af det, men jeg kan endnu ikke give Dem et endeligt svar,« sagde jeg til ham »om en uges tid vil jeg give Dem et bestemt svar.«

Jeg vidste det ikke selv, men det var sidste gang jeg gav satanspræsten hånden og gik bort. Efter at jeg samme af­ten var gået i seng kunne jeg ikke sove. Tanken på at blive optaget i satanskulten svirrede rundt i mit hoved. Skulle jeg beslutte mig til at gøre det – eller ikke?

Erfaringerne fra de sidste måneder stod mig for øje, og mit sind var bevæget af mange ubesvarede spørgsmål om det godes og det ondes kræfter.

Skønt jeg vedrørende det overnaturlige havde opdaget mange forbavsende kendsgerninger, havde jeg indtryk af, at det alligevel drejede sig om noget mere end det, jeg havde set. Jeg blev mig bevidst, at man ikke helt kunne stole på sandheden af de dæmoniske ånders påstand om, at Gud havde behandlet dem uretfærdigt. Hvor kunne jeg

58

finde sandheden? Sikkert ikke i de kristne kirker, tænkte jeg, ellers havde jeg nok allerede erfaret noget om det.

I min nød havde jeg følelsen af, at jeg på en eller anden måde havde behov for hjælp til at træffe en fornuftig af­gørelse. En næsten overvældende følelse af hjælpeløshed fik mig til at råbe højt: »Dersom der er en Gud i Himmelen, som har omsorg for mig, måtte Han da hjælpe mig!« Straks efter at jeg havde udtalt disse ord vendte jeg mig om på siden og sov med det samme. Det næste jeg hørte, var mit vækkeur. Denne torsdag morgen gik jeg til mit arbejde helt opslugt af mine tanker.

Jeg havde fået en ny arbejdsplads kort tid efter, at jeg havde truffet Roland igen og var begyndt at gå til spiritis­tiske møder sammen med ham.

Jeg havde søgt pladsen kort tid forinden, og det betød at jeg var i færd med at lære en ny profession. Jeg lærte maskinbroderi i et firma, som havde til speciale at lave bro­derier til dame-konfektionsfabrikanterne i Montreal.

Da jeg på denne dag arbejdede ved min broderimaskine tænkte jeg hele tiden på den afgørelse, jeg skulle træffe i næste uge. Om fredagen kom jeg tilsidst til den overbevis­ning, at jeg nok ikke havde noget andet valg end at under­kaste mig optagelsesritualet.

59

Fra dæmontilbedelse til Bibelstudium

Om eftermiddagen kl. 15.00 ringede klokken som sæd­vanlig, for at markere tidspunktet for begyndelsen af en 15-minutters pause. Da jeg på vej ud gik forbi kontoret vinkede Harry, den ene af firmaets ejere, mig hen til sig og bad mig komme hen til ham når pausen var forbi. Han ville gerne tale med mig.

Da jeg bagefter kom til ham på kontoret, tilbød han mig først en cigaret, hvorefter han sagde: »Roger, jeg ville ger­ne om du kunne gøre mig en lille tjeneste. Du har sikkert bemærket at jeg i formiddags gik gennem fabrikken sam­men med en ung mand, for at vise ham virksomheden. Vi har nu ansat ham, og han skal begynde på mandag.«

»Ja Chef, det er interessant, men hvad har det med mig at gøre?« »Jo, pas nu godt på hvad jeg siger til dig. Det er meget vigtigt for mig.

Siden denne nye mand gik bort igen, har jeg ikke kunnet tænke på andet end på et problem. Manden er en kristen, men han helligholder sabbaten, ugens syvende dag. Før han gav tilsagn om at tage imod stillingen, erklærede han overfor mig, at han på grund af en religiøs overbevisning ønskede at slutte arbejdet hver fredag kl. 15.30, så at han var i stand til at forberede sig til at helligholde sabbaten. Den tid, han derved forsømmer, vil han arbejde over på de andre ugedage.«

60

»Harry, jeg lytter, men jeg forstår faktisk ikke hvad sagen drejer sig om.«

»Jeg ser, at du ikke er klar over at den bibelske Sabbat begynder om fredagen ved solnedgang og slutter ved sol­nedgang lørdag aften. Da jeg selv er jøde, forstod jeg straks, hvad det var, han talte om, og jeg sagde til ham at vi var indforstået med, at finde en god løsning. Men jeg vovede ikke at spørge manden, hvilket religiøst samfund han er medlem af.« »Nu ønsker jeg at du gør følgende for mig: Jeg vil sætte Cyril til maskinen ved siden af dig, og når I så lærer hinanden at kende, da vær så sød at finde ud af, hvilken kirke han tilhører og hvad det er, han tror. Lad ham ikke mærke, at jeg har sagt noget derom til dig. Jeg beder dig om at gå frem med taktfuldhed, tag dig tid, selv om du måske må vente to eller tre uger, før du berører emnet. Den sag vakte virkelig min nysgerrighed – en kristen, der hel­ligholder den bibelske sabbat. Indtil dette tidspunkt har jeg endnu aldrig hørt om noget sådant.«

Jeg følte mig straks tilskyndet til at korrigere Harry med hensyn til sabbaten og ugens rette hviledag, hvorfor jeg spurgte ham: »Ved du ikke, at søndagen er den syvende dag i ugen? Dette lærte jeg jo allerede som barn i skolen. Nonnerne forklarede os, at Gud skabte verden i løbet af seks dage og hvilede på den syvende. Men i den gregori-anske kalender blev der begået en fejl. I virkeligheden skulle der i kalenderen stå søndag, hvor der nu står lørdag.«

Harry smilede, åbnede en af skufferne i sit skrivebord og tog et leksikon frem, slog op på ordet lørdag og bad mig selv læse definitionen: »Lørdag, den syvende og sidste dag i ugen.« Så forklarede han, at jøderne aldrig havde glemt ugens cyklus, og at den bibelske sabbat i virkeligheden var ugens syvende dag eller sabbaten, som dette også fremgik af kalenderen (som kalenderens ugeinddeling var indtil for få år siden).

61

Vedrørende den gregorianske kalender sagde han, at der ganske vist på et tidspunkt blev foretaget en korrek­tion, men at ugens cyklus på ingen måde blev berørt eller forandret derved. Der blev kun skabt en udligning, fordi kalenderen i forhold til solens stilling i løbet af et tidsrum på 1600 år havde fået en difference på ti dage. Så foreslog han mig at jeg skulle se efter i en god encyklopædi, hvor­efter jeg søndag eftermiddag kunne meddele ham mine opdagelser. Vi havde nemlig aftalt at spille billard sammen på det tidspunkt.

Jeg indrømmede overfor min chef at jeg – hvad angår religioner – ikke var særlig godt informeret. Jeg takkede ham for en interessant historisk information, og efter at jeg havde lovet ham at skaffe oplysninger angående Cyrils religiøse overbevisning, vendte jeg tilbage til mit arbejde.

Da jeg igen var beskæftiget med mit arbejde, kunne jeg ikke tænke på andet end det, som Harry og jeg havde talt om, og jeg kunne næsten ikke vente til fyraften, hvor jeg skulle få lejlighed til at efterforske sagen i det offentlige bibliotek. Men så tænkte jeg igen, hvorfor jeg egentlig skulle gøre mig tanker om religion? Hvad nytter det mig? Det er jo dog tidsspilde. Men straks efter følte jeg mig igen stærkt tilskyndet til at efterforske sagen.

Efter endt arbejde begav jeg mig derfor straks hen til stadsbiblioteket, og få minutter efter havde jeg fået alle fakta vedrørende den gregorianske kalender. Jeg fandt at min chef havde ret i denne sag.

Pave Gregor den XIII, bestemte at den dag, der fulgte på torsdag, den 4. oktober 1582, skulle være fredag, den 15. oktober 1582, så at påskehøjtiden igen kunne finde sted på det tidspunkt, som concilet i Nicea havde fastlagt. Koncilet havde besluttet, at kirken skulle fejre påsken den første søndag efter den første fuldmåne, som fulgte efter f orårsjævndøgnet.

62

Mandag morgen præsenterede Harry den nye medar­bejder for os alle: »Hans navn er Cyril Grosse, og han er en fuldendt broderiarbejder. Vi byder Cyril velkommen i vor virksomhed, for vi ved, at hans tilstedeværelse vil fremme vort firmas anseelse.«

Derefter førte han Cyril hen til sin arbejdsplads ved siden af min, idet han sagde til ham, at det sikkert ville blive en glæde for ham at arbejde ved den nye maskine. Så hen­vendte han sig til mig og sagde: »Cyril, dette er Roger. I to bør blive gode venner, da I med tiden vil komme til at arbejde med de samme projekter. Roger, du vil nok tage dig af Cyril, hvis han har spørgsmål vedrørende et eller andet med arbejdet. Og hvis I har brug for hjælp, da kald på mig.«

Omtrent en trekvart time senere fik jeg vanskeligheder med min broderemaskine. Blandt andet sprang den flere sting over, hvilket betød at jeg måtte gentage en del af arbejdet. Efter at maskinen havde gjort knuder flere gange, blev jeg utålmodig og begyndte, efter gammel vane, at bande og påkalde helgeners navne.

Tilsidst bad jeg min chef prøve min maskines indstilling. Han kom til mig og indstillede spændingen både på maskinen og spolerne, samt undersøgte flere andre ting ved maskinen, som måske kunne forårsage vanskelighe­derne, men det hjalp ikke ret meget.

Under klokken ti-pausen gik Cyril og jeg udenfor, for at få lidt frisk luft og snakke lidt om mine vanskeligheder. Jeg spurgte ham, om han måske vidste, hvad jeg skulle gøre for at løse mit problem. Han strøg sig med hånden over hagen og sagde: »Når du spørger mig om min mening, så vil jeg sige »ja«, jeg tror at der er en løsning. Roger, jeg har en bøn til dig: Du tager Guds navn alt for let i din mund. Vil du ikke nok lade være med at tage Guds navn forfængeligt? Jeg hørte din stemme på trods af maskinens larmen og kunne med sikkerhed sige, at jeg i hvert fald ikke hørte dig bede Ham om hjælp.«

63

Hans svar på mit spørgsmål forbavsede mig, men hans udtryksmåde var således, at jeg ikke følte mig såret. På samme tid syntes jeg det var en anledning til at finde ud af det, som Harry gerne ville vide.

»Cyril, jeg beder dig undskylde mig, hvis jeg har sagt noget, som virkede sårende på dig,« svarede jeg med det samme »Det var virkelig ikke min mening. For øvrigt har jeg hørt, at du er en meget religiøs mand. Det ville inter­essere mig at få at vide, hvilken kirke du er medlem af.«

»Jeg er Syvende-Dags-Adventist,« svarede han.

»Jeg håber ikke at du tager mig det ilde op,« svarede jeg »men jeg har aldrig hørt noget om din kirke eller dens med­lemmer. Kan du ikke nok i korthed forklare mig hvad I tror og hvorfor?«

Cyril forklarede, at hans kirkes navn indeholdt grunden til dens eksistens »Syvende-Dags-Adventisterne«, sagde han »bestræber sig på at forkynde to grundlæggende, men efterladte bibelske sandheder, sammen med hele det øvri­ge bibelske budskab: for det første at helligholde sabbaten, den syvende dag i ugen, til minde om skabelsen. De opfor­drer menneskene til at tilbede Ham, der har skabt himme-

o

len og jorden og havet og kildevældene (Ab. 14,6-7). For det andet forventer Adventisterne Jesu snarlige genkomst, som opfyldelse af Hans forjættelse om at opvække de ret­færdige døde til nyt liv og at forvandle de levende. Med legemer der er gjort udødelige, vil de da rejse gennem verdensrummet sammen med Herren og være i Guds nær­hed, hvor Han er nu og »bereder et sted«, de evige boliger for dem, der venter på denne vidunderlige begivenhed.

»Vor 15-minutters pause var nu forbi, og vi begav os tilbage til vort arbejde. Jeg sagde til Cyril at jeg ikke havde til hensigt at blive nogen kirkegænger, men at jeg alligevel gerne ville have nærmere besked om hans religiøse over­bevisning.

»Roger, jeg vil gerne besvare dine spørgsmål.«

64

Vejret var meget skønt på denne oktoberdag, og jeg fik en tanke: »Cyril, hvad siger du til, om vi to i dag spiste vores middagsmad sammen ude i det fri? Vi kan sætte os på rampen bag bygningen og spise vor mad der. Jeg ville så gerne om du ville fortælle mig mere angående din religi­on.«

»Det er i orden.«

Da vi var tilbage på vore arbejdspladser opdagede jeg til min store forbavselse, at min maskine fungerede helt fint igen.

Jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg havde hørt. Menneskehedens Skaber appellerer til menneskene, at de skal tænke på Ham, livgiveren, og at vise deres taknem­melighed ved at helligholde en mindedag – dette fandt jeg meget interessant. Kristi genkomst til jorden og opstandel­sen; mennesker der får udødelige legemer og rejser gen­nem rummet til en virkelig Himmel. Den måde hvorpå Cyril omtalte disse ting, gav mig det indtryk, at det drejede sig om virkeligheder.

Middagspausen forekom mig kortere end nogen sinde før. Vi havde de samme 60 minutter som altid, men den måde hvorpå Guds ord blev åbnet for mig, for at løse mit livs gåder, gjorde at denne time syntes mig kun at være 15 minutter.

»Cyril, hvad du har fortalt mig interesserer mig over­ordentlig meget,« sagde jeg; »Men det har i mine tanker også skabt en mængde spørgsmål. Kunne du måske bes­vare mig nogle af dem?«

»Ja hvad tænker du på?« Han satte sig lidt mere be­kvemt. »Måske kan jeg hjælpe dig.«

For at være sikker på at jeg havde forstået, hvad han havde sagt, begyndte jeg at gentage noget af det: »Du nævnte de dødes opstandelse, når Kristus kommer igen og mennesker med legemer, der er gjort udødelige, og som kommer ind i en virkelig Himmel. Du sagde at dette vil

65

blive opfyldelsen af Jesu løfte til sine disciple. Sig mig så blot – hvad sker der så med mennekenes udødelige sjæle, når de dør, og hvad gør de mellem døden og opstandel­sen?«

Jeg lænede mig tilbage mod muren, bed et stykke af min sandwich og formodede, at mit spørgsmål havde givet ham noget at tygge på.

Men han stillede mig straks et modspørgsmål: »Roger, bliver du mon meget skuffet, når jeg siger dig, at vi slet ikke har nogen udødelig sjæl?«

»Nej slet ikke, men jeg kender mange mennesker, der ville blive skuffet. Hvordan begrunder du din anskuelse?«

»Selve ordet udødelig forekommer ikke en eneste gang i Bibelen,« sagde han »I tre bibeltekster er der nok tale om udødelighed, men aldrig i den forstand at mennesket har en udødelig sjæl. 11 .Tim.6,15 og 16 står der, at Gud alene ejer udødelighed, og i l .Kor. 15,53 og 54 betegnes udøde­ligheden som en gave der skænkes dem, der skal opstå ved Kristi genkomst. Når nu Bibelen siger, at Gud alene har udødelighed, kan det da være rigtigt, hvis vi påstår, at vi har en udødelig sjæl?«

Ved at høre hans svar havde jeg nær tabt min sandwich. En sådan forklaring havde jeg ikke ventet, men jeg syntes dog der var mening i det, han sagde. »Du siger altså,« blev jeg ved, »at når et menneske dør, da er det ingen ting mere, det fornemmer intet mere af det, der sker rundt omkring?«

»Ja apostelen Paulus opmuntrer alle kristne i sit brev til romerne, atsøgeuforkrænkeligheden(kap.2,7). Det er vel logisk, at han ikke ville anbefale os at søge noget, som vi allerede har.«

Hans argumenter gjorde et dybt indtryk på mig. Dette så meget mere, som jeg aldrig før havde hørt en kristen tale på den måde. Jeg ønskede at få mere at vide af ham og stil­lede ham flere spørgsmål.

66

Han erklærede at Jesus – mens Han virkede her på jor­den – havde betegnet døden som en søvn. Derom kan vi læse følgende: »Lazarus, vor ven, sover, men jeg drager hen for at vække ham af søvne. Da sagde disciplene til Ham: »Herre! er han sovet ind, så kommer han sig.« Men Jesus havde talt om hans død, de andre mente, at Han talte om søvnens hvile. Så sagde da Jesus rent ud til dem: Lazarus er død!« (Joh. 11,11-14.)

Denne tekst uddybede han endnu med 2. Tim.l, 10, hvor der bliver sagt, at vor Frelser Jesus Kristus ved sit evangelium har »tilintetgjort døden og bragt liv og ufor-krænkelighed for lyset.«

Da jeg bad ham om at forklare mig dette lidt mere, sagde Cyril, at Satan og hans dæmoner har stor glæde i at for­virre og vildlede menneskeheden.

Fra den dag, da han forførte vore første forældre, Adam og Eva, til ulydighed, hvorved de bragte elendighed over sig selv og over deres efterkommere, havde de onde ånder lagt omhyggelige planer, for at lede menneskers opmærk­somhed til menneskelige filsofier og ideer. På denne måde taber menneskeheden Guds store velsignelser og Hans forjættelser af syne. »Desværre havde Satan en forbavsen­de fremgang med sine planer.«

Jeg tænkte: »Den mand forstår noget af Satans krigsfø­relse.« Jeg bad ham blive ved med sine forklaringer.

»Messias’ komme bragte den største velsignelse. Des­værre – dette må også siges her – havde Israels folk, som jo havde fået Guds åbenbarelser, helt fejlagtige forestillin­ger vedrørende Messias, og da Han var hos dem, forkaste­de de fleste Ham, og én dag råbte de: Korsfæst Ham!« En af Guds mest dyrebare forjættelser var opstandelsen fra de døde og håbet om et evigt liv. I apostlenes dage derimod troede saddukæerne (en førende og dannet klasse af det jødiske folk), der også underviste det almindelige folk, at der ikke sker nogen opstandelse (Ap.Ger,23,8). I modsæt-

67

ning hertil havde mange af de omliggende nationer den anskuelse, at når mennesket dør, træder det ind i en højere form for tilværelse.

Af 2.Tim. 1,10 fremgår det,« sagde han videre, »at Jesu store offer på Golgatha har overvundet døden og modbe-vist alle forkerte lærdomme om disse spørgsmål. Kristi evangelium viser tydeligt, atdet evige liv og udødeligheden skænkes de retfærdige i opstandelsen ved Kristi genkomst – altså ikke før. Det fremgår også af Den Hellige Skrift at når et menneske dør, da har det ikke længere nogen be­vidsthed om tid, men er bevidstløs i dødens søvn.«

»Cyril, Guds Ånd har gjort det muligt for jer – jeg mener for alle, som tilhører din kirke – at undslippe en fælde. Jeg mener læren om sjælens udødelighed. Efter min mening er dette det mægtigste bedrag, som de dæmoniske ånder har øvet imod os. Menneske dog, hvor har I meget at være taknemmelige for!«

Jeg følte mig faktisk tilskyndet til at fortælle ham om min forbindelse med ånderne, men tænkte dog at hvis jeg gjor­de det, så kunne det koste mit liv. I stedet for stillede jeg ham et andet spørgsmål: »Jeg håber, at du ikke vil anse mig for at være alt for besværlig, men jeg ville ønske at du for­talte endnu mere om Jesu genkomst og om opstandelsen.«

Min unge arbejdskollega citerede herefter l .Tess. 4,13-14; 16-18: »Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med Ham… Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord.«

68

Da Cyril og jeg gik tilbage til vore maskiner bemærkede jeg: »Det er helt forunderligt, sådan som du forstår livet. Enhver der har et sådant håb som du, ejer i virkeligheden noget af stor værdi.«

Medens jeg denne eftermiddag broderede mønstre på min maskine, forvandledes mine tanker, uden at nogen vidste det, til en slagmark for en stor konflikt mellem Guds Hellige Ånd og Satans vanhellige ånder. Fremfor alt blev jeg mig bevidst, hvorfor dæmonerne hader verdens Frelser så intensivt. Det stod mig også pludseligt klart, hvorfor de har udtænkt hundreder af teorier, for at forvirre og vildlede mennesker, især den idé, at menneskene skulle være udødelige. Som jeg allerede selv havde opdaget, støtter de deres djævelske lære ved at dæmonerne viser sig for men­nesker og påstår, at de er deres kære afdødes ånder.

For første gang i mit liv erkendte jeg også, at der en en Gud, som elsker menneskene. På samme tid blev jeg mig bevidst, at jeg var et fortabt menneske. Således som jeg ser tingene i dag, oplevede jeg dengang på en vis måde det, som de mennesker kommer til at opleve, der engang vil befinde sig udenfor det Nye Jerusalems mure og se de frelste indenfor. De ugudelige vil da råbe: »Det er for sent.«

Da det først rigtigt gik op for mig at jeg – åndeligt set –var fortabt, begyndte jeg at svede, skønt der egentlig var ret køligt i bygningen.

Jeg løsnede min flip, smøg ærmerne op, men det hjalp intet. Jeg mindes at jeg derefter gik på toilettet. Der låste jeg døren bag mig og støttede mig i min sjæleangst til låget af kummen, for at holde mig oprejst, idet jeg fik et anfald af svimmelhed. Sveden løb fra panden, og de tunge dråber faldt på gulvet.

»Det er for sent,« skreg det invendigt i mig. For sent! Jeg ville skrige det ud, men kunne ikke. Mit had mod Gud var nu borte, og mit ugudelige liv stod mig klart for øje. På

69

samme tidspunkt blev jeg klar over, at jeg var et offer for Satanisk forfølgelse.

Dæmoniske ånder plagede mig nu med en følelse af modløshed, som jeg aldrig før havde oplevet – og heller ikke siden. Jeg følte deres nærværelse så intensivt, at jeg havde besvær med at trække vejret, det var som om nogen berøvede mig ilten.

I min hjælpeløshed stønnede jeg stille: »Måtte dog Gud forbarme sig over mig.« Jeg havde ikke tænkt dette som en bøn, men en kendsgerning er, at kvælningsfornemmelsen straks forlod mig og ligeså min følelse af modløshed.

Efter at jeg havde vasket ansigtet med koldt vand, gik jeg tilbage til min maskine. Medens jeg nu arbejdede, kom den tanke til mig, at Livgiveren måske dog havde hørt mit skrig og fordrevet de onde ånder. Dersom dette var tilfældet, hvorfor gjorde Han det? Jeg havde hadet Gud, havde for­bandet Hans navn. Han kunne sikkert aldrig tilgive mig Alligevel kunne det ikke have været nogen anden end Gud i Himmelen, der befriede mig således, som jeg netop havde oplevet det.

En anden tanke fo’r gennem mit hovede – nemlig – at mens jeg selv måske ikke kunne få tilgivelse og forvente evigt liv, havde Skaberen muligvis til hensigt at bruge mig, for at velsigne deres liv, som Han elskede og som Han ville bringe til den nyskabte jord.

Jeg fik det faste indtryk, at det var Gud, der havde føjet det således, at jeg skulle møde Cyril, der vidste så meget om de evige virkeligheder. Ja, det var vel muligt at Himmelens Gud havde hørt mit råb om hjælp, da jeg – liggende på min seng – sagde: »Hvis der findes en Gud i Himmelen, som har omsorg for mig, måtte Han da hjælpe mig!«

»Å ja, Han har omsorg for mig, ja, Han har omsorg for mig!« Jeg var næsten ved at råbe disse ord ud over hele fabrikken, så alle skulle høre det, men jeg beherskede mig og forblev stille. Da jeg nu blev overbevist om at Gud

70

interesserede sig for mig, besluttede jeg at spørge Cyril, om han ikke nok ville fortælle mig mere om det, han havde fundet i Bibelen. Hvis Gud havde omsorg for mig – et så uværdigt menneske, da måtte Han også interessere sig for mange andre mennesker, for gode mennesker, der endnu ikke vidste, hvad Gud havde forberedt for dem.

Hvis jeg ville bruge mine kræfter til at have omsorg for andres evige vel, så ville Gud måske frelse mig ud af de dæmoniske ånders magt. Jeg ville da resten af mit liv kun­ne glæde mig ved den tanke, at informere mange andre af jordens beboere om den bag kulisserne rasende konflikt, og på den måde foranledige dem til, bevidst at træffe deres afgørelse for Kristus.

Snart blev jeg grebet af en følelse af stærk harme, da det gik op for mig, hvor meget dæmonerne vildleder mennes­kene. I dette øjeblik besluttede jeg, at jeg ikke ville have mere med dem at gøre.

Da det blev fyraften sagde jeg til Cyril, at jeg gerne ville følges med ham til sporvognen, så vi endnu kunne snakke lidt sammen. Medens vi var undervejs spurgte jeg ham, om han måske var villig til at studere Bibelen med mig. Han svarede med eftertryk, at dette ville være en stor glæde for ham. Så spurgte han: »Kunne du tænke dig at vi begyndte i weekenden? Så kunne vi fortsætte med at have et eller to bibelstudier om ugen.«

»Cyril, af helt bestemte grunde, som jeg ikke kan fortælle dig nu, er det meget vigtigt, at vi allerede begynder i aften. Skal vi mødes hjemme hos dig eller hos mig?«

Han inviterede mig til at komme hjem til ham klokken 19.00 til bibelstudium. Da vi skiltes var han endnu stadig forbavset over, at jeg forlangte, vi skulle begynde den samme aften. Nøjagtig en uge senere havde vi gennemgå­et otteogtyve bibellæsninger!

71

Bibeltimer med tobaksos

Efter at Cyril havde præsenteret mig for sin kone og vi havde sludret sammen et par minutter sagde han, at han ville forklare mig sine relationer til Syvende-Dags-Adven­tist samfundet. Under vore samtaler på fabrikken havde han ikke villet tage sig tid til at forklare mig enkelthederne derom. Han var selv endnu ikke medlem af samfundet, men havde regelmæssigt besøgt gudstjenester og havde til hensigt at lade sig døbe næste lørdag.

Uden at hans kone Cyntia, der var Adventist, vidste det, havde han igennem mange måneder læst alle tidsskrifter og bøger, som hun havde i huset, og han var blevet en flittig bibellæser. Gennem et bibelstudium med pastor L. W. Tay-lor havde han fået en dybere forståelse af »Den hellige Skrift«, og nu havde han altså besluttet sig til at blive medlem af menigheden.

Cyril mente det ville være godt, dersom Cyntia ledede vore Bibelstudier. Jeg syntes godt om dette forslag, og således begyndte vi vort bibelstudium med bøn.

Der var dengang netop udkommet en ny vejledning til bibelstudium hvis titel var: »Otteogtyve bibelstudier for travlt beskæftigede mennesker.« Cyntia foreslog at vi skulle følge denne vejledning. Hvert studie bestod af 15-20 spørgsmål vedrørende et bestemt emne. Hvert bibelstudie krævede omtrent en times tid til gennemgang. Jeg syntes godt om denne plan, og vi begyndte med den første lektion. Den havde til overskrift: »Guds Ord.«

72

Det forekom mig, at vi blev alt for hurtigt færdig med dette emne. Hvad jeg her erfarede om Guds åbenbaringer glædede mig meget. Den anden lektion var taget fra det 2. kapitel i Daniels bog. Det var en betragtning vedrørende de store verdensrigers opgang og fald og om Kristi genkomst til denne jord. Cyril foreslog, at vi skulle aftale en tid, hvor vi skulle studere Daniels profetier. Jeg spurgte straks, om vi ikke med det samme kunne begynde med dette studium. De var indforstået hermed, og vi fortsatte.

Der var et af bibelversene, som gjorde et stærkere indtryk på mig end alle de andre: »Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget an­det folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.« (Dan.2,44)

Efter at have læst dette vers ville jeg vide, hvad Daniel ellers havde fået at vide om Kristi riges oprettelse på jorden. Cyrils hustru henledte min opmærksomhed på det syvende kapitel: »Men riget og herredømmet og storhe­den, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.« (Dan.7,27)

Cyntia sagde, at Jesu ord i Matt.5,5: Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden,« da skal finde deres opfyldelse. Jeg opdagede også at de mennesker, der til den tid skal bebo jorden vil være sådanne, der ved Kristi gen­komst enten er blevet opvakt eller forvandlet.

Vi blev hurtigt færdige med den tredje lektion og det forekom mig, som havde vi slet ingen tid brugt derpå. Sådanne ting havde jeg jo aldrig hørt før. Det greb mit hjerte, og jeg ville vide endnu mere. »Hvad drejer det sig om i den næste lektion?« I dag husker jeg ikke mere, hvad overskriften var, men jeg ved, at der vaktes et så stærkt ønske om at erfare, hvad Guds Ord havde at sige om det

73

bestemte emne, at jeg følte mig tilskyndet til at overtale dem, til at gennemgå også denne lektion med mig.

Jeg tændte endnu en cigaret, åndede dybt og bemær­kede, at dersom Cyril ville være sød at tømme askebæge­ret, så ville jeg være beredt til at studere med dem endnu en times tid. Han var så rar at opfylde mit ønske og bragte mig askebægeret tilbage, og jeg sagde: »Vi vil ikke spilde tiden, så I ikke skal komme for sent i seng.« De svarede, at de sædvanligvis gik i seng omkring klokken 23.00. »Sto­rartet,« sagde jeg, »Det er nu kun lidt over klokken 21.00. Vi kommer godt fremad med studierne, derfor vil vi ikke spilde nogen tid.«

Jeg mindes deres reaktion, som havde det været i går. Cyntia kiggede spørgende på sin mand. Han mente at de skulle fortsætte. I mellemtiden havde jeg nervøst allerede halvvejs røget min sidste cigaret. Så spurgte jeg dem om det gjorde noget, hvis jeg tændte mig en cigar. Det gjorde jeg sædvanligvis altid, når jeg havde indtryk af, at jeg havde udrettet noget værdifuldt. Jeg troede, at mit bibelstudium med mine venner var noget af det mest værdifulde, jeg nogen sinde havde foretaget mig i hele mit liv.

Uden videre sagde Cyril: »Vi ønsker at du skal føle dig veltilpas hos os. Du skal føle dig frit stillet.« Dengang kendte jeg ikke til noget bedre at gøre. Snart var værelset fyldt af den blå dunst.

o

Jeg har den faste overbevisning, at Guds And banede vej for mig, for at hjælpe mine venner at forstå, hvor stærkt jeg var bundet til tobakken, og at det var nødvendigt at de tålte den ubehagelige røg, for at gøre mig fortrolig med Jesus.

Igennem årene har jeg ofte takket Gud for den måde, hvorpå de taklede denne for dem så delikate situation. Igennem syv på hinanden følgende dage studerede vi Bibe­len hver eneste aften i hele fire timer. Først da vi kom til emnet: »Sund levemåde,« blev jeg klar over hvilken skade

74

tobakken var for mig, og hvilken gene jeg havde tilføjet mine venner. Og dette emne kom først næsten ved slut­ningen af studierækken!

Da jeg senere engang spurgte dem, hvorfor de havde tolereret min rygning, erklærede Cyntia: »Vi var glade for at have dig hos os, og da du den første aften ytrede ønsket om at komme igen, besluttede vi, at din tobaksrygning ikke skulle genere os, dersom du derved ville studere Guds Ord og blive en Jesu discipel.«

Men nu tilbage til hin mandag aften. Guds Ord åbnede for mig evige virkeligheder, og da jeg ønskede at vide mere derom, bad jeg om at gennemgå næste emne. »Kunne vi ikke bare gennemgå dette emne? Så skal jeg nok lade jer gå i seng.«

Deres ansigter udtrykte stor overraskelse. Så svarede Cyril: »Det ville alligevel være godt, hvis vi i denne uge kom­mer sammen igen en anden aften, så vil vi kunne gennem­gå denne lektion sammen.«

»Jeg håber da, at jeg får lov til at komme igen i morgen aften, for at studere den næste lektion sammen med jer –forudsat at jeg da endnu er i live.« På en eller anden måde havde jeg en følelse af, at de dæmoniske ånder måske kunne berøve mig livet. Jeg fortalte ikke mine venner hvor­dan det var fat med mig, men de følte at sagen hastede for mig, og så var de villige til at gennemgå endnu et studium med mig.

Den aften da min ven Roland og jeg første gang besøgte det såkaldte gudernes tilbedelsesrum, havde vi måttet sværge for præsten, at vi intet måtte sige til andre, hvad vi havde set og hørt. Vi gentog dengang en del af besværgel-sesformlen, som han havde udtalt, og beseglede vort løfte ved at forstøve en smule røgelsespulver over flammen på et sort vokslys. Præsten understregede, at vi udenfor måtte bevare absolut tavshed, for ikke at fremkalde åndernes store mishag.

75

En tid senere, da vi besøgte et møde hvor dæmontilbe­derne lovpriste guderne, erklærede præsten, at enhver som fortørner ånderne ville være i stor fare. Som illustra­tion nævnte han en person, der i en tilsyneladende almin­delig sag havde vist sig at være utro. Skønt denne mand boede i en angivelig ildfast bygning, brændte ånderne huset ned, inklusive alt hvad der var deri – også forræderen og hans hustru. George fortalte os, at han havde kendt disse mennesker.

En anden gang terroriserede ånderne et utro medlem i vedkommendes hjem. Med stor magt kastede de alle ting i huset mod væggene. Endog meget store møbler gik itu derved. Manden fik et chok og måtte bringes til sygehuset, da naboer havde fundet ham i hans hjem. Denne mand mistede næsten sin forstand.

Sådanne erfaringer måtte jeg tænke på, og derfor var tiden for bibelstudiet så meget mere vigtigt for mig. Derfor bad jeg så indtrængende om det fjerde bibelstudium. Det mod, hvormed jeg under disse betingelser vovede at stu­dere Bibelen, kunne ikke tilskrives mine egne anstrengel­ser, men jeg betragter det i dag som direkte resultat af, at jeg på den dag fik tilbudt Guds Ord. Guds Ord er liv. Det har kraft til at motivere et menneske så meget, at det endog er parat til at tage mørkets fyrstes mishag på sig. Gud havde haft til hensigt at lade mig høre de store sandheder i Hans hellige Ord, og dette blev virkelighed. Dæmoniske magter kunne på ingen måde forhindre, at det skete.

Vi aftalte at mødes igen næste aften klokken 19.00. Før jeg gik bort bad jeg Cyril læse endnu en bibeltekst og holde bøn med mig. Han læste nogle vers fra den 46. Salme: »Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde« (versene 2-4).

76

Da jeg var lige ved at gå, med hånden allerede på dør­grebet, spurgte jeg Cynthia, hvilke emner der fulgte efter. En af lektionerne bar overskriften: »De dødes tilstand.«

Efter at have taget afsked kunne jeg næsten ikke vente på den næste bibelstime. I virkeligheden var det dog ikke så meget ventetiden, der var min største bekymring. Un­dervejs hjemad i sporvognen spurgte jeg mig selv, om jeg overhovedet ville være i live tirsdag aften klokken 19.00. Denne mandag aften forventede jeg i virkeligheden et besøg fra ånderne – og imod sådanne angreb havde jeg ikke selv nogen forsvarsmetode. Men jeg frygtede ikke for

o

at dø. Guds And velsignede mit liv for Jesu skyld, skønt jeg ikke fortjente det.

Da jeg gik i seng, måtte jeg igen og igen tænke på de ord fra Bibelen, som Cyril havde læst. Det næste jeg hørte, var mit vækkeur. Det var tirsdag morgen, og jeg skulle snart på vej til mit arbejde. Selv endnu i dag betyder ordene fra den 46. Salme uendelig meget for mig, thi de lærte mig at se hen til Gud, der er livets ophav og kilden for al kraft. Han er den ENE, der på forunderlig vis kan forandre den mest håbløse udsigt og modløshed, for at befri de hjælpeløse fra ødelæggerens hånd.

77

Endnu en kort frist af nåde

Tirsdag aften præcis klokken 19.00 ankom jeg hos fami­lien Crosse. Spørgsmålet om de dødes tilstand skulle på denne aften kræve vor opmærksomhed. Bibelen syntes mig at tale meget klart om dette spørgsmål. Den besvarer spørgsmål såsom: »Ejer mennesket udødelighed? Kan de døde lovprise Gud? Er dødsriget en mulig informationskil­de?«

Svaret på det første spørgsmål findes ganske klart i Paulus’ første brev til Timoteus. »Gud alene har udødelig­hed,« siger han (kap.6,15-16). Med andre ord: Hele men­nesket er dødeligt.

De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse« (sal. 115,17), lød svaret på det andet spørgsmål. Det virkede som et lynnedslag på mig og splintrede min barndoms religiøse lærdomme i tusinde stykker.

Svaret på det tredje spørgsmål begyndte at vise mig Guds kærlighed og retfærdighed, hvormed Han behandler os stakkels dødelige mennesker. I Jobs bog det 14. kapitel kan vi læse derom: »Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro; han spirer som blomsten og visner, flyr som skyggen, står ikke fast … Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke.« (versene 1,2,21)

Efter at have læst disse bibelvers følte jeg en stor lettelse og sagde til Cyril og Cynthia: »Det er vel nok godt at vide, at vore kære afdøde hverken lider i skærsilden eller i Himmelen ser på deres kæres vanskeligheder på jorden,

78

men at de derimod alle sover i graven indtil opstandelsens morgen.«

Gud lod mig da fatte, at døden er nøjagtig det modsatte af livet, en tilstand af fuldkommen ubevidsthed, hvor livet er fuldstændigt udslukt. Nu blev det mig klart, hvor helt for­kert forestillingen om, at mennesket har en udødelig sjæl, er – især efter at jeg havde læst beretningen om da Gud skabte Adam i I.Mosebog kap. 2: »Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen« (vers 7). Det stod mig klart, at Guds livsånde er midlet, hvorigennem Han skænker vor organisme liv og oprethol­der det. Takket være denne livsånde udvides vore lunger, slår vort hjerte, flyder vort blod i vore blodkar og bevæges lemmerne og såsnart Gud drager denne livskraft tilbage, er det forbi med livet. Idet Gud i Skriften erklærer, at mennes­ket blev et levende væsen (en levende sjæl) – i modsætning til folks almindelige forestilling om at mennesket har fået en sjæl – aflåser Gud de adgangsveje for Satan og hans dæmoniske ånder, på hvilke de åbenbarer sig for os og påstår at være vore slægtninges ånder, der angiveligt har opnået et højere trin af tilværelsen.

Ved slutningen af vort studium om menneskets tilstand i døden, åbnedes for mig et helt nyt syn vedrørende Guds væsen. Det blev mig også meget klart, at den kristne ver­den har fremstillet Ham helt forkert på mange måder.

Hvis du vil forstå min situation i hin uge, må du prøve på at sætte dig ind i et menneskes stilling, der f .eks. aldrig har ejet en Bibel og slet ikke gennemstuderet Bibelen. For et sådant menneske tilbyder livet ingen virkelig glæde, for så snart man opdager at der findes noget som giver én glæde, melder også tanken om døden sig, som jo allerede i morgen kan sætte en stopper for det hele. Man er til stadighed konfronteret med evigheden – men hvad slags evighed? Og man finder at andre folk ikke ved mere derom

79

end en selv. Så pludselig en dag møder man på en helt uventet måde et menneske, der holder en bog i hånden fra selve Livgiveren. Alle ubesvarede spørgsmål, som har pint os gennem årene, forklares nu på en fornuftig måde – og man modtager endda meget mere.

Jeg opdagede at læren om opstandelsen, som findes i Bibelen, skænker alle mennesker muligheden for at opnå udødelighed. »Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi for­vandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænke-lighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og det­te dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord op­fyldes, som står skrevet: Døden er opslugt og sejren vun­det. Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?« (l.Kor.15,51-55)

Jesus, livets fyrste vil, når Han kommer igen sammen med sine hellige engle, skænke udødelighed til dem, der har antaget Ham som deres Herre. Han vil atter skænke livet til dem, der for Kristi skyld har mistet det. Opstandel­sen er den store begivenhed, som Bibelens skribenter har ventet på.

Skønt apostelen Paulus for Kristi skyld havde mistet alt, var han alligevel opfyldt af glæde, fordi han satte sit håb til de dødes opstandelse (Fil.3,7.8.10.11). Hans tanker var bestandig rettet mod Himmelen: »Det borgersamfund vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; Han skal forvandle vort forned-relseslegeme og give det samme skikkelse som Hans her-lighedslegeme ved den kraft, hvorved Han kan underlæg­ge sig alt« (versene 20,21). Jeg fandt det også interessant at læse om hans vanskeligheder i Asien – hvordan han var næsten fortvivlet – men alligevel satte sin lid til Gud, der

80

opvækker de døde (2.Kor. 1,8.9). Apostelen sagde ikke, at han forventede at møde Herren ved sin død, men han grundede sit håb på opstandelsen.

Da jeg i skriften søgte at finde ud af, hvornår de ret­færdige vil få deres løn og de uretfærdige deres straf, fandt jeg at dette ikke sker ved døden, men i forbindelse med de to opstandelser. Jesu ord forbløffede mig: »Når du vil holde en fest, skal du indbyde fattige, vanføre, lamme, blinde. Så skal du blive salig, for de kan ikke gøre gengæld. Gengæld får du ved opstandelsen sammen med dem, der har gjort Guds vilje.« (Luk. 14,13.14) (Seidelin).

Jeg opdagede at Paulus havde vendt sin opmærksom­hed mod Kristi genkomst og mod at modtage »retfærdig­hedens krone« af Jesus personligt. På sin livsaften bar denne udmattede korsets stridsmand arrene efter de sår, han havde fået gennem fem gange niogtredive piskeslag (2.Kor. 11,24). Men hans håb om opstandelsen gav ham mod. Skønt han vidste at han snart skulle møde bøddelens sværd, forkyndte Paulus med magt et budskab, der skulle sætte mod i mange generationer af troende mennesker. Han pegede hen til den tid, hvor de alle skulle blive beløn­net med det evige liv.

»Thi mit blod skal nu snart udgydes som et drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den ret­færdige dommer, vil give mig på hin dag, og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til Hans tilsyne­komst« (2.Tim.4,6-8).

Under hele studiet vedrørende legemets opstandelse måtte jeg til stadighed tænke på, at dersom det Ny Testa­mentes skribenter havde troet på, at mennesket har en udødelig sjæl som går til Himmelen ved døden, da skulle de også på en eller anden måde have nævnt, at Kristus bringer denne sjæl med, for at genforene den med sit tidligere

81

legeme. Men en sådan antydning fandt jeg intetsteds. Derimod beviser mange bibeltekster det modsatte. For ek­sempel skriver Paulus i første brev til korinterne det 15. ka­pitel udførligt angående de retfærdige døde og deres op­standelse, og han nævner flere gange, hvorledes Jesus vil opvække de hensovede.

Min sidste opdagelse – og det var en af de mest efter­trykkelige – vedrørende opstandelsen, er at finde i Hebræ­erbrevet. I det 11. kapitel omtales Guds tjeneres tro i for­skellige tidsaldre, der tales om deres prøvelser og vanske­ligheder, om deres mod og deres håb om opstandelsen og et evigt liv, der, også med døden for øje, gav dem tillid og fred.

»Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænken og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel, de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fare- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter. Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med« (Hebr. 11,35-40).

Jeg tænkte: »om jeg dog blot kunne leve for dette skøn­ne håb om opstandelse og evigt liv.« Så var der noget som rev min skønne begejstring bort, der var begyndt at udvikle sig i mit sind. Det var vel alligevel meningsløst for mig at tænke, at Gud nogen sinde kunne tilgive mig det had, jeg så længe havde næret imod Ham. Nej, det kunne jo ikke ske. Det er nok bedst at jeg opgiver håbet om et evigt liv og bandlyser denne tanke. Og nu sidst havde jeg forbundet mig med dæmonkulten. Det kunne Gud jo ikke tilgive mig. »Glem det, Morneau, det er for sent,« sagde jeg til mig selv.

82

Tilfældigvis læste Cynthia til afslutning af vort studium det afsnit i brevet til Titus kap.2,12 og 13, der giver den kristne det råd: »at sige nej til ugudelighed og verdslige be­gæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi herlige tilsyne­komst.« Dette afsnit foranledigede mig til at takke hr. og fru Crosse for deres beredvillighed til at studere Bibelen sam­men med mig. Jeg sagde også til dem, at det var mit ønske at leve i håbet om Herrens herlige tilsynekomst, men at mit liv havde været således, at det var umuligt.

»Der findes et håb,« sagde Cynthia. »Vi har en stor ypperstepræst, Kristus, som er retfærdig og som i det aller­helligste i den himmelske helligdom gør tjeneste for os. Han kom og døde på et kors på Golgatha, for at kunne bli­ve vor ypperstepræst. Gennem Ham og gennem Ham alene kan vi opnå frelse.«

Jeg tænkte, at dersom hun vidste om min forbindelse med dæmonerne, ville hun ikke sige, at der er håb for mig.

»Der er håb for dig,« blev hun ved, »dette er helt sikkert. For enhver af os er der håb hos Jesus. Sålænge et menne­ske lever og beder Jesus om hjælp, er der håb for vedkommende. Jeg vil gerne vise dig det.« Så slog hun op på Hebræerne 4,15-16 og læste: »Thi vi har ikke en ypper­stepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.«

Jeg nærmest rev Bibelen ud af hendes hænder og sagde: »Lad mig selv se dette.« Jeg tror at den kendsger­ning, at Guds Ånd nu fyldte mit sind med håb, var årsagen til at jeg tog Bibelen fra hende. I min tid i den kanadiske handelsmarine havde jeg engang kastet redningslinen til en mand, der var faldet over bord. Han greb denne line og

83

klamrede sig fortvivlet til den. På lignende måde gik det mig. Jeg erkendte min fortabte tilstand og så et håb og greb det hurtigt.

Da det allerede var blevet sent, bad jeg Cyril om at bede en bøn med mig, før jeg begav mig på hjemvejen. Jeg spurgte også, om jeg måtte komme igen den næste aften, for at fortsætte studiet med dem. Det var de indforstået med. Han bad med os, og jeg gik bort.

Medens jeg var undervejs med sporvognen – hjulene hvinede, dørene larmede når de åbnedes og lukkedes, folk steg ud og steg ind, og vognstyreren råbte gadenavne på stoppestederne – stirrede jeg ud gennem vinduerne på gaden. Mine tanker var helt optaget af det, som Cynthia havde sagt. Hendes ord gav genlyd i mig: »Der er håb for dig, det er helt sikkert. For enhver af os er der håb hos Jesus Kristus. Sålænge et menneske lever og beder Jesus om hjælp, er der håb.«

Derefter var det som om en stemme hviskede til mig, at der findes håb for de håbløse, for de uværdige – endog for dæmontilbedere.

32 år senere mødte hr. og fru Crosse mig og min hustru i Toronto, Canada. De var kort efter min omvendelse flyt­tet til U.S.A., og vi havde i alle disse år ikke set hinanden. Da vi sammen mindedes de svundne dage fra efteråret 1946, kom Cyril med et udsagn, som fyldte mig med begejstring, idet jeg deri erkendte den guddommelige kærligheds virksomhed ved Helligånden til gunst for mig.

Han fortalte: »Nogle måneder efter vort bryllup tog jeg bibeltimer hos Warren Taylor, den engelske Adventmenig­heds prædikant i Montreal. Det faldt mig ikke svært at tro hvad pastor Taylor sagde, fordi han altid kun citerede fra Bibelen. Da gav han mig en aften en lektion vedrørende den bibelske sabbat. Derved kom jeg til at tænke tilbage på en dag i Halifax, hvor jeg engang stillede min bedstemor det spørgsmål, hvilken dag der mon var den rigtige til

84

sabbats-helligholdelse. Men pastor Taylors betragtning overbeviste mig stadig ikke helt. Uden at tale med nogen derom, bad jeg denne aften alvorligt til Gud – bad Ham om at hjælpe mig at tage imod sabbaten i tro. Jeg bad Ham give mig den evne, at overbevise et andet menneske om sabbatens hellighed.

Den følgende mandag gik jeg til mit arbejde som sæd­vanlig. Men jeg var blevet træt eller urolig og besluttede mig pludselig til at ville sige op. Da jeg havde hørt om en ny fa­brik, der søgte mænd med min uddannelse, gik jeg samme aften til denne fabrik for at få en samtale, og til min egen overraskelse blev jeg ansat. Til og med fik jeg større løn. Så gik jeg tilbage til min gamle arbejdsplads og sagde op.

Derefter kom tiden, hvor jeg skulle begynde på min nye arbejdsplads. Den mandag morgen sad jeg ved siden af en arbejder, der havde to mærkelige vaner. For det første røg han som et damplokomotiv. Jeg var taknemmelig over at kunne lukke vinduerne op. Hans anden vane var, at han hver gang når hans maskine lavede lidt knuder, overraske­de mig med en strøm af utrolige eder og forbandelser. Jeg havde glemt, hvad jeg havde bedt Gud om, men Gud glem­mer aldrig sine børns bønner. Jeg ville aldrig have troet at denne unge mand, som sad ved siden af mig, på den selv samme dag ville bede mig – endog meget indtrængende -at jeg den samme aften skulle give ham bibeltimer. Jeg vidste ikke hvilke svære problemer der tyngede Roger Morneaus liv, da han hin morgen i Montreal sad ved sin maskine.«

Livgiveren havde forudset den søvnløse nat, som jeg havde nogle dage før jeg mødte Cyril; og min korte bøn den tidlige morgen havde Han hørt, og Han havde sørget for, at jeg fik den rette slags hjælp.

Da Cyril bad Gud om at Han måtte hjælpe ham til at holde sabbaten, og da han omtalte sit ønske om at fortælle en anden derom, sagde den Almægtige: »Jeg har netop det

85

helt rigtige menneske parat til dig.« Så inspirerede Guds Helligånd Cyril til at skifte sin arbejdsplads.

Dengang, der blev øvet mere og mere tryk på mig til at træffe den vigtigste afgørelse i mit liv, var Gud beredt til at hjælpe. Helligånden havde forberedt alle enkeltheder på en betagende måde. Jeg tænker her hovedsagelig på min jødiske chef Harry og hans stærke ønske om at finde ud af, hvilken kirke Cyril tilhørte og hans bøn til mig om at være behjælpelig dermed.

De bibellektioner, vi dengang havde gennemgået tirs­dag aften, gav mig en oversigt over evige virkeligheder. Helligånden skænkede mig en så klar forståelse, at der ikke var behov for noget dybtgående teologisk forskningsarbej­de, som ville have krævet en lang bearbejdningstid. Fordi jeg befandt mig i en alvorlig krisesituation, kunne jeg ikke gøre med min tid som jeg ville. Jeg vidste, at der sand­synligvis skulle finde en konfrontation sted med dæ­monerne.

Jeg følte det, som om der endnu kun fandtes en meget kort frist af nåde for mig.

86

En dag med forjættelser

Du husker sikkert, at jeg havde lovet Satanspræsten, at jeg den kommende onsdag skulle sige ham, om jeg ville blive

o

medlem af det hemmelige selskab eller ej. Ånderne havde lovet at ville velsigne mit liv på en helt særskilt måde, men nu havde jeg i løbet af bare to dage lært nogle af Guds Ords store forjættelser at kende.

Med tankerne beskæftiget med disse store forjættelser, gik jeg denne onsdag morgen på arbejde og spurgte mig selv, hvad jeg nu skulle gøre.

Det var en dag fuld af overvejelser. Jeg tænkte på så mange ting og talte meget lidt, mens de tusinde tanker jagede gennem min hjerne. Ved fyraften kl. 17.00 beslut­tede jeg mig til at gå hjem i stedet for at benytte sporvog­nen. Jeg var så fuld af indre spænding, at jeg ikke havde lyst til at spise, så jeg lod være med at spise til aften. Jeg måtte foretage en ubehagelig telefonopringning, for at lade Roland vide, at jeg af grunde, jeg ikke kunne fortælle ham, ikke var i stand til at komme til mødet den onsdag aften, som jeg plejede, for at lovprise guderne. Jeg bad ham sige til præsten, at jeg snart ville kontakte ham.

Da jeg langsomt gik henad Bleury-gaden i nordlig retning, kom jeg forbi mange forskellige butikker, dog uden at lægge særlig mærke til dem. Alligevel kom jeg pludselig til at kigge et øjeblik i et udstillingsvindue. Da jeg allerede var gået et par skridt videre blev det mig klart, at

87

det var en Bibel, jeg havde set. Jeg gik tilbage og kiggede igen. Ja, der lå en ny Bibel midt i alt det omgivende ragelse, som var lagt til skue.

Det var et lånekontor, som tilbød de mest forskelligar­tede ting til meget gunstige priser. Bag Bibelen stod der på en seddel at læse: »Denne Bibel kan i dag købes til en sær­pris. Kom indenfor, det lønner sig.«

Langsomt snoede jeg mig ind i butikken, hvor der var mange købelystne. Udstillingskasserne var propfulde med varer og placeret på en måde, så man næsten ikke vidste hvor man skulle gå. I en del af rummet hang der herrebe­klædning og ned fra loftet hang der guitarer og forskellige andre musikinstrumenter. Overalt var der prisskilte og sedler med særtilbud.

En lille gammel mand kom hen til mig og spurgte: »Kan jeg hjælpe Dem?«

»Jeg er interesseret i Bibelen, som De har i vinduet. Hvad koster den?«

»Oh ja, Bibelen, jeg skal hente den til Dem.«

»De behøver ikke at hente den, jeg ville blot gerne vide prisen, da jeg ikke har ret mange penge på mig.« Men han hentede den alligevel.

»De har sikkert penge nok for denne Bibel. Jeg har lagt den i vinduet for en times tid siden, og jeg sælger den til en særpris.« Han blev ved med at snakke, og for hans alders skyld forsøgte jeg at være høflig.

»Hvis De vil købe en Bibel meget gunstig, så skal De ikke gå til en bibelbutik. Gå altid til en forretning som denne,« rådede han mig.

Nu havde han klaret at finde vej gennem alle de om­kringstående kasser og komme tilbage uden at kaste noget omkuld. Jeg tænkte, han i sin ungdom måske havde været akrobat. Han lagde Bibelen i mine hænder og sagde: »Det er en meget smuk Bibel, ikke sandt?«

»Hvor meget koster den?« spurgte jeg igen.

88

»De skal ikke betale så meget som i sådan en bibelbutik. Ser De, en Bibel som denne her sælges højst sandsynligt for omkring 15 dollars, måske endnu mere. Jeg skal vise Dem hvorfor.« Han åbnede Bibelen på Det ny Testamente og sagde: »Jeg kender ikke så meget til Bibler, men jeg ved, at én med røde fremhævelser, som denne her, er den bedste.«

Igen ville jeg spørge ham, hvor meget han skulle have for Bibelen, men han kom mig i forkøbet. »Jeg havde først haft til hensigt at kræve en temmelig høj pris for denne Bibel, men jo længere jeg taler med Dem derom, desto mere synker min pris.«

»Storartet! Tal De bare videre, indtil De kommer ned til en pris af én Dollar og 50 cents, så skal jeg gribe i min lomme og betale for den.«

»Det er en aftale. Giv De mig en dollar og femti cents.«

Det var i virkeligheden ikke hvad jeg havde villet og begyndte derfor at forklare manden, at jeg ikke havde til hensigt at forfordele ham, men at jeg godt ville betale den pris, han syntes var fornuftig.

»Nej, jeg vil ikke have en eneste cent mere. Når jeg engang har sagt en pris, så bliver det derved.«

Da jeg gav ham pengene sagde han: »Jeg vil ikke pakke Bibelen ind for Dem. Til denne pris kan jeg ikke også lægge indpakningspapir til. Det gør vel heller ikke noget for Dem at De tager den med uden – eller?«

»Nej, slet ikke,« svarede jeg og ville gå ud af forretnin­gen. Da jeg var ved at skulle lukke døren, standsede jeg og vendte mig om endnu engang. Jeg kom pludselig til at tænke på noget.

»Er der noget galt?« spurgte den lille mand.

»Min herre, dette var en af de mest usædvanlige hande­ler, jeg nogen sinde har gjort. Vil De sige mig ganske ærligt, hvorfor De har solgt Bibelen på denne måde? Jeg fik ind­tryk af, at De absolut ville af med den.«

89

Han så mig direkte ind i øjnene: »Unge mand, dette er uden tvivl en stjålen Bibel. Jeg har sidste uge taget imod den sammen med nogle andre genstande, som et par unge karle solgte til mig. Indtil det tidspunkt havde jeg i denne måned haft gode salgstal, men netop en time før De kom ind, spekulerede jeg over, at min forretning ikke gik godt mere siden det øjeblik da jeg købte den Bibel. Derfor lagde jeg den som et tilbud ud i vinduet. Tag De Bibelen, gå hjem og læs i den, og måtte Gud velsigne Dem.«

Jeg måtte med det samme tænke på teksten i Hebr. 4,15. Jeg takkede og gik bort. Ægte glæde fyldte mit hjer­te, da jeg med den nye Bibel under armen gik hjemad. Helt siden min barndom havde jeg ikke følt mig så veltilpas. Jeg følte det, som om en mørk sky, der havde tynget mig, nu var blæst væk. I virkeligheden var jeg blevet så veltilpas, at min appetit vendte tilbage. Da jeg kom forbi en jødisk delikatesse-forretning, besluttede jeg at købe en sandwich. Jeg ville spise den hjemme, mens jeg læste i min nye Bibel, indtil tiden kom, hvor jeg skulle begive mig til Cyril, for at få mere bibelundervisning.

Så skete der noget, som øgede min interesse i brevet til Hebræerne endnu mere.

Da jeg betrådte min lejlighed blev jeg klar over, at klokken var mere end jeg havde regnet med. Jeg lagde min Bibel på gyngestolen og vendte mig om for at trække jalousien ned i det ene vindue. Da jeg gjorde dette, stødte jeg med albuen mod stolen, hvorved Bibelen faldt på gulvet.

»Åh nej,« råbte jeg, »min nye Bibel røg på gulvet:«

Den var havnet på gulvet således, at den var slået op på Hebræerbrevets det syvende kapitel. Jeg læste: »Så har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evin­delig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem« (versene 24.25). Mit blik gled videre

90

over siden, og atter begyndte jeg at læse: »Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majes­tætens trone i Himlene, som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst« (Hebr. 8,1.2).

Gennem disse Bibelvers hørte jeg Jesus sige, at Han er en levende, kærlighedsfuld og mægtig Forløser, der er i stand til at frelse alle fuldstændig, der kommer til Gud ved Ham. Og dette betød, at Han også ville være i stand til at bringe dæmoner under sit herredømme.

Da jeg kørte ud til familien Crosse, brugte jeg tiden til at læse hele Hebræerbrevet. På vejen tilbage læste jeg det endnu engang, og da jeg kom hjem gjorde jeg det for tredje gang.

Det fascinerede mig at læse denne bog. Den viste mig, at Kristi forbøn i den himmelske helligdom for menneskets frelse var lige så væsentlig som Hans død på korset. Dette gjorde et dybt indtryk på mig.

Jeg erkendte Jesus som én, der også elsker de mennes­ker, der ikke er elskværdige. Jeg så i Ham den, der har magt til at bringe alle ting i orden. Jeg blev klar over, at Gud havde tilladt, at mennesker naglede Ham til korset, »for at Han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig djævelen« (kap. 2,14). Nu forstod jeg, at mit eneste håb bestod i, helt at forlade mig på Hans blods fortjenester, som kan frelse alle, der kommer til Ham.

Af de fire bibellektioner, som vi onsdag aften havde hos Cyril, var den ene især vigtig for mig, der havde til over­skrift: »De ugudeliges skæbne.«

Indtil dette tidspunkt havde Bibelen åbenbaret Livgive­ren for mig som en kærlighedens Gud, en Gud, der elskede verden så meget, at Han gav sin Søn, for at alle, som tror på Ham »ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh.3,16). To yderligere bibelske forklaringer understregede denne

91

kendsgerning på en måde, jeg aldrig skal glemme. For det første sendte Han ikke sin Søn til verden for at fordømme den, men for at frelse den (vers 17). For det andet ønsker Gud at frelse alle mennesker (I.Tim.2,4). Derved opdage­de jeg, at det er kærligheden, der bestemmer alle Guds forhold til menneskeheden.

Jeg spurgte nu mig selv, hvorledes en sådan Gud ville behandle dem, der nægter at tage imod Hans tilbud. Ville Han nu blive til et væsen, der bliver til nøjagtig det mod­satte, d.v.s. ville Gud finde sin glæde i at pine disse menne­sker i endeløse tider, som de fleste kristne mente? Jeg var meget opsat på at finde ud af, hvad Bibelen siger om den sag.

I vort studium drejede det sig allerførst om spørgsmålet vedrørende det ondes oprindelse og ophavsmand, samt om hvorledes Gud vil behandle ham, når syndens tid er omme. Jesaja siger: »Nej, at du faldt fra Himlen, du strålen­de morgenstjerne« (Jes. 14,12)! I Ezekiel 28,12-15 beskri­ves den ophøjede stilling og store forstand, som denne engel engang besad i Guds regering: »Så siger den Herre Herren: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkom­men skønhed. I Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning… Du var en salvet, skærmende kerub … Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig.«

Denne ophøjede engel holdt op med at beundre Guds væsens skønhed, han vendte sig bort, for at beundre sig selv. Hans selvbeundring blev til selvophøjelse »Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden…«Hans egen­kærlighed mangfoldiggjordes, og det tidspunkt kom, da han besluttede sig til at gå videre, han ønskede at blive Gud lig og ophøjet over Kristus.

Profeten Jesaja siger: »Du som sagde i hjertet: Jeg stor­mer Himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner,

92

tager sæde på stævnens bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig« (Jes. 14, 13-14).

Selvom de bibelske henvisninger vedrørende Satans oprør faktisk var interessante, så var jeg dog mere optaget af spørgsmålet om, hvad Gud ville gøre med den faldne kerub, efter at Satan og hans faldne engle havde åbenbaret deres sande karakter over for universet.

Ezekiel erklærer: »Derfor lod jeg ild bryde løs i din midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig. Alle blandt folkeslagene, der kendte dig, stivnede af skræk over dig, du blev en rædsel, og borte er du for evigt« (Ez.28,18.19). Livgiveren vil til sidst gøre ende på syndens og dødens ophavsmand. Djævelen vil da ikke mere eksistere.

Efter at jeg første gang havde læst denne bibeltekst, tænkte jeg ved mig selv – og sagde det også bagefter til hr. og fru Crosse: »Hvor kan det være muligt, at kristne teo­loger prædiker, at Satan vil leve evigt i en evigt brænden­de ildsø, når Bibelen i virkeligheden siger det modsatte?«

Fru Crosse sagde, at jeg ikke skulle være alt for forbav­set. Endog en tredjedel af englene, allesammen meget højtbegavede væsener, blev i Himmelen så forvirrede, at de på trods af risikoen for at gå fortabt for evigt, stillede sig på Lucifers (Satans) side (se Ab. 12,4.9).

Vi så efter i Bibelen. Hvad den siger om de onde men­neskers evige skæbne i Sal.37,20: »Thi de gudløse går til grunde, som engenes pragt er Herrens fjender, de svinder, de svinder som røg.« Denne tekst viser tydeligt, hvor omfattende ødelæggelsen er for dem, der har forkastet Guds nåde og derved selv valgte at gå til grunde.

Jeg måtte tænke på min barndom. Folk på landet den­gang plejede selv at fremstille deres kernesæbe. Min fader gjorde det helst i de kolde vintermåneder, hvor det var mest behageligt at tænde en stor ild. Der blev smeltet store

93

mængder dyriske fedtstoffer, som blev kogt i mange timer på en ovn, der stod i laden og blev fyret med træknuder.

Min broder Edgar og jeg fornøjede os med at lade små klumper fedt falde på den gloende ovn, vi syntes det var sjovt at se på, hvor hurtigt substansen forbrændte og helt forsvandt.

Således, erklærer Bibelen, at Gud vil udslette de ugude­lige og ethvert spor af det onde fra vores planet.

Vor bibellektion sluttede med at vi betragtede et andet afsnit, som drejede sig om de ugudeliges straf, hvilket brag­te mig til dyb eftertanke.

Profeten Malakias siger i kap. 4, versene l og 3: »Thi se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre, så der ikke levnes rod eller gren af dem… og trampe de gudløse ned; thi de skal blive til støv under eders fod­såler, den dag jeg griber ind, siger Hærskarers Herre.«

Cyril sagde, at universets store Monark er en kærlighe­dens, men på samme tid også en retfærdighedens Gud. Medens Han er fuld af kærlighed og barmhjertighed, må vi dog aldrig glemme at de, der forkaster Hans kærlighed og Hans Søns offer på Golgatha, har dømt sig selv. De har gjort sig skyldige ved at forkaste Hans nådes Ånd.

»Der kommer en dag,« vedblev Cyril, »hvor Gud vil fuldbyrde dødsdommen på de mennesker, der selv har bragt denne dom over sig. De vil lide en evig død, »thi syndens løn er døden« (Rom.6,23).

Nu forstod jeg, at lærdommen om den evige pine, som prædikes af adskillige kristne fra deres prædikestole, har ført til at talrige mennesker har bandlyst Gud fra deres tanker og deres liv. Tidligt i mit eget liv var også jeg blevet offer for denne vildfarelse.

Jeg blev mig også bevidst at enhver, der ønsker at blive rigtigt informeret gennem den Hellige Skrift vedrørende

94

de ugudeliges skæbne, skal begynde med den kendsger­ning, at kærlighedens lov er det egentlige fundament i Guds regering. Alle Guds handlinger overfor de menne­sker, Han har skabt, har denne forudsætning. Da er det helt umuligt at tro på læren om den evige pine. Denne bibellektion fjernede alt det fra mit hjerte, der før havde gjort mig forbitret mod Gud.

Senere forklarede Cyril, at de årtusinder med mennes­kelige lidelser, som denne jord har gennemgået, er det umiddelbare resultat af Lucifers handlemåde i Himmelen ved begyndelsen af hans store oprør. Den ophøjede stil­ling, som Lucifer havde i Guds regering, gav hans ord stor vægt og understøttede hans krav. Hans hemmeligheds­kræmmeri tilslørede hans egentlige mål. De fleste af Him­lens beboere kunne ikke forudse det endelige resultat af Lucifers handlemåde. Synden trængte ind i alle afdelinger af den guddommelige regering. Lucifer stræbte efter den ære og den magt, som tilhørte Gud alene.

Himmelens engle kunne ikke forstå syndens væsen og dens endelige følger. For at tjene hele verdensaltets vel måtte Gud give rimelig tid og tillade Lucifer og hans tilhængere, gennem deres onde gerninger, at lade syndens overordentlige ondskab blive åbenbar. Universets beboere iagttog med stille forfærdelse den nød, der kom over menneskeheden. Hvad de fik at se, efterlod et uudsletteligt indtryk på dem.

Jeg syntes godt om Cyrils beskrivelse af den store ånde­lige kamp, og jeg kunne have lyttet dertil i timevis, men han ville ikke, som han udtrykte sig, at jeg skulle få »fordøjelses-vanskeligheder«. Efter at vi havde studeret endnu et punkt sammen, skulle vi gå over til et andet emne.

»Når alle spor af det onde er blevet visket bort fra denne planet,« sagde han, »og Kristus har skabt en ny prægtig verden, som den der var i begyndelsen, da vil der herske

95

harmoni og lykke i hele Guds store skaberværk. Hvilken vidunderlig tidsalder da vil bryde frem!«

Den måde, hvorpå Cyril og Cynthia skildrede virkelig­heden af den store åndelige kamp for mig, som udkæm­pes mellem de gode og de onde magter, overbeviste mig om, at det var Helligånden, som var i virksomhed – og at den i årevis havde virket på en mægtig og underfuld måde – for at bringe mig til det punkt, hvor jeg nu befandt mig,

Jeg mindes endnu, hvorledes jeg den aften så på uret. Klokken var tyve minutter over ni. Det stod mig klart: Dersom ikke Guds Ånd havde grebet ind i mit liv, som Han gjorde, da ville jeg nu have befundet mig i samtale med dæmontilbederne. I stedet for glædede jeg mig nu over den herlige forrettighed at holde en Bibel i mine hænder, og jeg havde afgørende besluttet, med Guds hjælp, at befri mig fra dæmontilbedelsen. I dette øjeblik og ved tanken på alt dette, løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg fik gåsehud, og hårene rejste sig på mit hoved.

Ved slutningen af vort studium om de ugudeliges skæb­ne, nævnte jeg overfor hr. og fru Crosse, at jeg i den tid, da jeg skulle lære så meget udenad fra den katolske kate-kisme, var blevet konfronteret med en del bibelske udtryk, som blev brugt i disse bøger til understøttelse af forestillin­gen om at straffen over de ugudelige aldrig ville ophøre. Jeg mindedes udtryk såsom »evig helvedes ild«, »evig straf«, »deres pines røg skal stige op i evighedernes evigheder.«

Mine to værter indrømmede begge, at Bibelen virkelig indeholder den slags udtryk. De sagde, at det ville kræve en del tid at udforske betydningen af disse udtryk, men at det alligevel lønnede sig at gøre det. Tre dage senere havde vi da også en interessant bibeltime om dette, og det var L.W. Taylor, der ledede den. Jeg skal senere komme tilbage hertil.

Da jeg gik i seng den aften, havde jeg den faste overbevisning, at Cyrils Gud virkelig var Livgiveren; Han

96

var den, fra hvem endog de dæmoniske ånder havde fået deres tilværelse. Den kendsgerning, at jeg havde været i stand til at studere Guds hellige Ord, uden at de havde kunnet forstyrre mig, var et bevis herfor.

Men torsdag aften, da jeg kom hjem fra bibeltimen, stod det mig klart, at dæmonerne havde besøgt min lejlighed. Og da jeg kom hjem fredag aften, var jeg klar over, at de ville sige mig noget.

97

Svaret for min chef

Jeg havde lovet min arbejdsgiver, at jeg ville finde ud af, hvorfor Cyril helligholdt den bibelske sabbat. Derfor vil jeg på dette sted berette om det bibelstudium, der drejede sig om den bibelske sabbat. Alle de andre bibelstudier, som vi havde torsdag og fredag, vil jeg springe over, for at min beretning ikke skal blive alt for langtrukken.

Straks ved begyndelsen sagde Cyril, at den Hellige Skrift betegner den bibelske sabbat som den syvende dag i ugen »Det fjerde af de ti bud, som Gud selv forkyndte, for­maner os virkelig til at komme sabbatsdagen i hu og at holde den hellig. Opfordringen til at »komme i hu«, sker sikkert fordi menneskene i deres daglige arbejde så let glemmer de vigtigste ting i livet.

Vi slog op i vore Bibler og læste det fjerde bud: »Kom hviledagen (sabbatsdagen) i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller dat­ter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede Han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den« (2. Mos.20,8-11).

Jeg var forbavset ved at opdage, at budet om at helligholde den af Gud velsignede dag, var meget forskellig fra, hvad der stod i den katolske katekismus, som jeg havde

98

lært fra som barn. Jeg sagde straks til hr. og fru Crosse. »Det er ikke de bud, jeg i min barndom har lært udenad.«

Jeg så på det andet vers i kapitlet og begyndte at læse: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud …«

Jeg læste de ti bud helt igennem og opdagede derved, at de gik meget mere i enkeltheder end budenes ordlyd i katekismen, som jeg kendte. Så udbrød jeg: »Jeg har svært ved at tro, at dette er Guds ti bud.«

Cyril sagde meget venlig, men dog meget alvorlig, at det her virkelig drejede sig om Guds ti bud, som Gud gennem Moses havde overgivet Hebræerne. Ordlyden af de ti bud, som jeg havde lært, var resultatet af forandringer og forkortelser, som mennesker havde foretaget. Under Satans indflydelse havde de i de hensvundne århundreder øvet vold mod Guds hellige bud.

Idet vi koncentrerede os om den bibelske sabbat, gjorde det stort indtryk på mig at se, hvor meget Herren lagde vægt på den syvende dag som en helligdag.

»På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og Han hvilede på den syvende dag efter det værk, Han havde udført. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede Han efter hele Sit værk, det, Gud havde skabt og udført« (1.Mos.2,2,3).

Et punkt, som viste mig hvor alvorligt Gud tog det med denne dag og hvor hellig den var, var den kendsgerning, at Gud hver dag skaffede ny føde til Israelitterne under ørkenvandringen, undtagen på sabbaten.

»Da sagde Herren til Moses: Se, jeg vil lade brød regne ned fra Himmelen til eder, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prø-

99

ve dem, om de vil følge min lov eller ej. Og når de på den sjette ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, Så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre dage … I seks dage skal I samle det, men på den syvende dag, på sabbaten, er der intet at finde« (2.Mos. 16,4,5,26).

Jeg fandt det interessant at se, hvorledes Herren søgte at gøre Israelitterne fortrolige med sabbatens hellighed. Og da vi læste beretningen om erfaringen med mannaen, fandt jeg det helt latterligt, at der stadig var nogle, som stil­lede spørgsmål om Gud virkelig mente, hvad Han sagde: »Alligevel var der nogle iblandt folket, der gik ud på den syvende dag for at samle; men de fandt intet« (vers 27).

Efter at vi havde betragtet Mosebøgerne og de profetis­ke bøger vedrørende sabbatsspørgsmålet, vendte vi os til Det ny Testamente og så, hvorledes Jesus og de første disciple forholdt sig over for sabbatsbudet.

Lukas siger følgende om Jesus: »Så kom Han til Naza-ret, hvor Han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik Han efter sin sædvane ind i synagogen« (Luk.4,16). Jesus er­klærede over for det jødiske folk: »Så er da Menneskesøn­nen også Herre over sabbaten« (Mark,2,28).

Sabbatens Herre ville ikke, at Hans Faders hellige lov nogen sinde skulle blive forandret. I sin bjergprædiken gjorde Han det klart, hvilken fast grundvold Guds hellige lov hviler på: »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før Himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå – før det er sket alt sammen« (Matth.5,17.18).

Vi befattede os også med de bibelske beretninger om de første disciples sabbatshelligholdelse. Eftersom vi havde læst så meget i Guds Ord om helligholdelsen af skabelses-sabbaten, spurgte jeg Cyril, om han vidste noget om, hvor-

100

ledes det i det hele taget kom såvidt, at kristne holder søn­dagen, ugens første dag, som deres hviledag.

Han sagde, at den romersk-katolske kirke påstod, at den havde foretaget denne forandring for mange århund­reder siden gennem den autoritet, den havde fået af Gud. »Kirken giver uden omsvøb til kende, at den har forandret Guds bud …«

Den følgende søndag gik jeg til Montreals stadsbiblio­tek, for at undersøge noget i afdelingen om religion. En katolsk katekismus gav følgende erklæring med hensyn til det bud, som man dér betegnede som det tredje i række­følgen:

»Spørgsmål: Hvordan lyder det tredje bud? Svar: Det tredje bud lyder: Kom sabbatsdagen i hu, at du helliger den.

Spørgsmål: Hvilken dag er sabbatsdagen? Svar: Lørdagen er sabbatsdagen.

Spørgsmål: Hvorfor helligholder vi søndagen i stedet for sabbaten?

Svar: Vi holder søndagen i stedet for sabbaten, fordi den katolske kirke har henlagt højtideligheden til søndagen.

Spørgsmål: Hvorfor har den katolske kirke sat sønda­gen i stedet for lørdagen?

Svar: Kirken satte søndagen i stedet for lørdagen, fordi Kristus opstod fra de døde om søndagen og fordi Helligån­den kom over apostlene på en søndag.

Spørgsmål: Med hvilken fuldmagt erstattede kirken sabbaten med søndagen?

Svar: Kirken erstattede sabbaten med søndagen takket være den fylde af guddommelig magt, som Jesus har for­lenet den med.

Spørgsmål: Hvad befaler det tredje bud? Svar: Det tredje bud befaler os at helligholde søndagen som Herrens dag.«

101

Mine opdagelser gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg lærte dette afsnit udenad. Senere købte jeg mig et eksemplar af denne katekismus, og jeg er meget glad for at eje denne bog.

Medens min første opgave var den, at forklare min jødiske chef hvad det var for en religiøs opfattelse, Cyril havde, bestod den næste i at finde ud af, hvorledes det kom såvidt, at de kristne befattede sig så meget med søndagen. I de følgende måneder undersøgte jeg dette grundigt og gjorde derved nogle overraskende opdagelser.

På hin fredag aften indbød Grosse’s mig ved slutningen af vort studium, til at gå sammen med dem til gudstjenesten den næste dag. Cyril forklarede, at han da skulle døbes ved neddykkelse og blive medlem af Syvende-Dags-Adventis­ternes menighed. Vi aftalte, at jeg skulle komme til dem, hvorefter vi i fællesskab ville gå i kirke.

102

Et nyt liv

Sabbatsmorgen ankom jeg hos hr. og fru Crosse og mødte også nogle af ægteparrets venner, der ville ledsage dem til kirken. Efter at Cyril og Cynthia havde præsenteret mig for disse venner, sludrede vi lidt sammen og jeg trak, som det var min vane, mine cigaretter op af lommen og bød dem; men de sagde høfligt »nej tak«.

Da overvejede jeg, om det måske kunne være, at Adventisterne slet ikke røg tobak? Kort efter, da vi begav os på vej, spurgte jeg Cyril. Han fortalte mig, at Advent­isterne gjorde meget for at leve sundt, ganske vist ikke for at opnå Guds særlige gunst, men for at bevare sundheden. Sunde mennesker får mere ud af livet. Han fortalte mig, at de næste bibelstudier befattede sig med sund levevis. Der ville jeg få klarlagt de fordele man har, når man er ikkeryger.

Straks forsikrede jeg ham om, at jeg på den dag og når der var menighedsmedlemmer til stede, ikke ville ryge. Jeg spurgte ganske vist mig selv, hvorledes jeg mon skulle kunne holde det løfte.

På et senere tidspunkt talte jeg engang med Cyril om den kendsgerning, at tobakken havde indtaget en meget vigtig plads i mit liv. Jeg sagde, at jeg uden tvivl ville have nægtet at betragte Bibelen sammen med ham og hans hus­tru, dersom de straks i begyndelsen havde omtalt denne sag. Men de tålte gerne min tobaksrygning, for allerførst at gøre mig fortrolig med Kristus.

103

På dette tidspunkt stod det mig ikke klart, at Cyril og Cynthia søgte at forsone mig med Livgiveren; men Guds

o

And vejledte dem.

Da jeg f .eks. denne sabbatsmorgen forsikrede dem om, at jeg ikke ville ryge i nærværelse af menighedsmedlem­mer, glædede de sig. De så, at de var blevet bønhørt. Før de inviterede mig til at gå med dem til gudstjeneste, bad de Gud om at velsigne mit liv på en ganske særlig måde.

De bad om to mirakler.

For det første bad de om, at jeg skulle erkende den bibelske sabbats hellighed og lære at sætte pris på den. Når dette var sket, ville de bede mig om at gå sammen med dem til gudstjeneste. Hvis jeg tog imod deres indbydelse, ville de betragte dette som et tegn på, at Gud lod ske et forløsnings mirakel. For det andet bad de om, at Gud måtte tage min trang til tobak fra mig.

Gud bønhørte dem på en underfuld måde. Indtil klok­ken syv om aftenen tænkte jeg overhovedet ikke på tobakken. Men så kom det, og min krop oplevede i to timer en sådan kval, som jeg aldrig før havde følt, hvilket fik mig til at slutte, at jeg ubetinget havde brug for en Frelser – én, der gennem sin kærlighed kunne gøre et mirakel og fjerne nikotinen, som havde sat sig fast i hver fiber af min krop.

Det var en herlig dag, der begyndte denne sabbatsmor­gen i oktober 1946 i Montreal. Naturen strålede af liv, luf­ten var frisk og solstrålerne, der spillede gennem træernes blade, lod kærligheden formidle til jorden. Byen syntes at være gladere end ellers på denne dag, og overalt omkring os så vi beviser for, at kærlighedens Gud våger over det hele. Da jeg havde nogle bibelvers i erindring om skabel­sens sabbat, fik dagen en ny betydning for mig.

Jeg, en spiritist, gik til en Adventist-kirke med menne­sker, der fejrede sabbaten! Mine nye venner var endnu ikke klar over, at jeg langsomt var ved at træde ud af Lucifers,

104

deres farligste fjendes, rækker. Der var kun gået få dage siden min sidste kontakt med dæmonerne.

Da vi nærmede os kirken så jeg til min overraskelse, at næsten alle mennesker på fortovene var på vej til kirken. Nogle af dem bød mig hjerteligt velkommen og gav mig et trykt program. I forrummet opdagede jeg et stativ med tidsskrifter og traktater, og jeg tog mig en lille folder med derfra. I selve kirkerummet gjorde den kendsgerning, at der var så mange, som kom i denne kirke, et stort indtryk på mig.

Vi satte os ned, og jeg begyndte at læse i folderen, mens musikken spillede dæmpet. Den lille tryksag indeholdt mange informationer vedrørende organisationen og Ad­ventmenighedens mangfoldige virksomhedsgrene.

Sabbatskolen (som lignede en søndagsskole) med et særskilt program for hver enkelt aldersgruppe, inklusive de voksne, begyndte med en hjertelig velkomsthilsen. Jeg syntes at den del af programmet, der gik forud for bibel­studiet, var ganske særlig interessant og oplysende for enhver, der første gang kommer i en S.D.A.-menighed. Jeg fandt her mennesker, som så deres opgave i at være til velsignelse for deres medmennesker.

Der gik omtrent fyrre minutter med bibelstudiet. Præ­dikanten, L.W. Taylor, ledte en særlig klasse for besøgen­de. Studiet den dag var om Jesu Kristi liv. Hovedemnet var, at Jesus under sit jordeliv holdt sig nøje efter principperne i Guds Ord. Dette skulle være et eksempel for os. Pastor Taylor udtalte en sætning, som jeg indtil i dag ikke har glemt: »Når vi følger vor Herres eksempel, vil vi få en fred, en tilfredshed og en visdom, som verden hverken kan give eller fratage os.« Hans ord kunne ikke være bleven udtalt i et mere gunstigt øjeblik. De seneste få dages bibelstudier, hvis højdepunkt var betragtningerne af den bibelske sab­bat, havde vakt en længsel i mig efter at overgive mit liv til Kristus og at helligholde sabbaten, den syvende dag i ugen.

105

Den gribende gudstjeneste begyndte klokken 11.00 og sluttede med en dåbshøjtidelighed. Den ene af dåbskandi-daterne var min ven Cyril. Da han efter dåben vendte til­bage til sin plads sagde jeg, at jeg ved Guds hjælp den følgende sabbat atter ville være med i kirken. Jeg bad også om, ved lejlighed, at måtte tale med pastor Taylor.

Ved udgangen af kirken spurgte Cyril prædikanten, om han muligvis kunne afse lidt tid til os om eftermiddagen. Han forklarede ham, at jeg ville tilbringe resten af dagen i deres hjem. Pastor Taylor foreslog meget venligt, at han ville komme til os, i stedet for at bede os komme til ham.

Jeg sagde til hr. og fru Crosse, at jeg var dem meget taknemmlig for deres hjælp. De kunne dengang endnu ikke helt forstå, hvilke velsignelser de havde bragt ind i mit

o

liv. Guds And havde brugt dem som redskaber til at bringe mig ind i en åndelig oase. Dér kunne Kristus, som jo havde skabt hele efterårets skønhed, som jeg betragtede i de far­vede blade hin herlige oktoberdag, også skabe mig på ny.

Cirka kl. 14.30 ankom pastor Taylor. Efter en lille tid at have samtalt om almindelige ting, drejede vor samtale hen mod religiøse spørgsmål. Jeg nævnte, at vi i den svundne uge havde studeret Bibelen med hinanden. Han spurgte, hvor langt vi var kommet, og hvilke emner vi havde studeret.

Da jeg havde nævnt nogle af emnerne bemærkede jeg, at vi allerede havde haft over 20 bibeltimer sammen. Jeg husker dette øjeblik, som havde det været i går. Pastor Taylor var meget forbavset og spurgte, om han havde hørt rigtigt.

Da jeg forsikrede ham om, at det havde han, sagde han: »Kan De måske sige mig, hvorfor De har gennemgået så mange emner?« Jeg husker ikke mere helt bestemt hvad jeg angav som grund, men jeg husker meget godt, hvor overrasket jeg selv blev ved at se hans forbavselse over, at vi havde gennemgået så mange bibelstudier.

106

Jeg tænkte jo at alle, der kommer i berøring med de bibelske sandheder på samme måde som jeg, ville studere Bibelen med samme begejstring som jeg selv.

Før jeg gik hjem den aften, oplyste ægteparret Crosse mig om nogle ting. For en lille tid siden havde forskellige menighedsmedlemmer ytret ønske om, at de gerne ville lære, hvorledes de kunne meddele deres religiøse overbe­visning til andre mennesker. De havde spurgt prædikan­ten, om han ville give dem et kursus.

Pastor Taylor havde rådet dem til at være tilbageholden­de, når de granskede Bibelen med mennesker, der hidtil ikke havde beskæftiget sig ret meget med religiøse ting. Han havde sagt til dem, at det ideelle ville være én eller to bibeltimer om ugen, idet folk på denne måde ville have tid til at forstå de store spørgsmål og lære at sætte pris på dem.

Prædikanten havde jo ret, når han anbefalede denne tilbageholdne, omhyggelige fremgangsmåde. Men mit til-

o

fælde var en undtagelse, og Guds And ledte ægteparret Crosse til at gøre det, som netop var det rigtige for mig.

Jeg nævnte overfor pastor Taylor, at besøget i kirken denne formiddag havde gjort et meget dybt indtryk på mig. Derefter spurgte jeg ham, hvorfor andre protestantiske kirker ikke holdt den bibelske sabbat, når Gud dog havde påbudt at holde den som et middel til at modtage en særlig velsignelse, som Han ikke havde lagt på nogen anden dag i ugen.

Pastor Taylor svarede, idet han allerførst fremholdt, at Syvende-Dags-Adventisternes menighed er et samfund, der egentlig betragter sig selv som et forud profeteret kirkesamfund. Således som Gud kaldte Johannes Døber til at forkynde menneskene på hans tid (der havde tabt de messianske profetier af syne), at verdens Forløser dvælede iblandt dem, har Han også kaldet Adventmenigheden i vor tid, til at være en røst, der prædiker i »ørkenen«.

107

Vedrørende den kendsgerning, at så mange protestan­tiske kirker ikke holder den bibelske sabbat, erklærede pastor Taylor, at Gud ikke påtvinger mennesker sin vilje. Tværtimod: Han ønsker, at alle skulle tjene Ham af kærlig­hed og ære Ham af den grund, at de har lært at skatte Hans guddommelige karakter og Hans almagt som Skaber. Han glædede sig ikke over tvungen hengivenhed, og derfor giver Han alle frihed til at vælge, om de vil iagttage den gud­dommelige hviledag eller ej.

Da vi havde talt en stund med hinanden, blev jeg klar over, at jeg nu simpelthen ikke overfor ham kunne fortie min erfaring med dæmontilbedelsen. Min store interesse i religiøse spørgsmål viste pastor Taylor, at en eller anden stærk bevæggrund var årsagen. Jeg følte mig meget be­klemt ved at fortælle om min forbindelse med dæmoner­ne, alligevel havde jeg indtryk af, at prædikanten netop nu, hvor jeg havde besluttet mig til at befri mig fra denne onde magt, ville kunne give mig værdifulde råd.

Efter at jeg havde fortalt pastor Taylor om min forbin­delse med dæmontilbederne, henledte han min opmærk­somhed på kilden til alt liv og al kraft, Jesus Kristus. Han anførte følgende bibeltekst: »Thi i Ham bor hele guddoms-fylden legemlig, og i denne fylde har I del, idet I er i Ham, som er hoved for enhver magt og myndighed« (Kol .2,9.10). Derefter citerede han endnu andre bibeltekster som viser, at Frelseren er stærkere end Lucifer og alle dæmonerne.

Den erkendelse at alle magter, den faldne engel Satan og hans medarbejdere inklusive, endog kunne takke Kris­tus for deres tilværelse, opmuntrede mig og hjalp mig netop i den følgende nat ved en konfrontation med ånderne.

Jeg søgte nu lejlighed til at spørge prædikanten, om han kunne forklare mig nogle bibelske udtryk, der anvendes af dem, som forkynder menneskets udødelighed. Jeg skulle ikke vente længe. Da han spurgte mig, om jeg havde end-

108

nu flere spørgsmål, nævnte jeg nogle af de opdagelser, jeg havde gjort i ugens løb i Guds Ord. Jeg sagde, at vore stu­dier havde vist mig, at det er hele mennesket, som er dødeligt. Helt i modsætning til den almindelige tro på, at menneskets sjæl modtager sin løn eller sin straf, når det dør. Bibelen erklærer, at det er Gud alene, der ejer udøde­lighed. Vi havde læst mange bibeltekster, som understre­ger den kendsgerning, at Gud skænker udødelighed til de frelste ved de retfærdiges opstandelse.

Da de ugudelige ikke ejer udødeligheden, vil de faktisk holde op med at eksistere, når den tilmålte straf er fuld­byrdet. Skønt nu Guds Ord klart siger, at de ugudelige omkommer helt og holdent, syntes en del bibeltekster at bevise det stik modsatte.

»Som barn,« sagde jeg, »måtte jeg lære meget udenad fra den katolske katekismus. Derved stødte jeg på udtryk, der tilsyneladende understøttede forestillingen om en evigt-varende straf over de ugudelige. Jeg mindes udtryk som »evig ild«, »evig straf«, »røgen fra deres pine stiger op i evig­hedernes evigheder«. Jeg ville derfor være Dem taknem­melig, hvis De kunne forklare mig det, som her kan se ud som modsigelser.«

Pastor Taylor erklærede, at mange mennesker forstår ordet straf på en forkert måde. De siger, at straffen betyder bevidst lidelse, og at det ikke længere ville være nogen straf, dersom sanserne ikke mere føler nogen pine. Men når vi tænker på menneskelige straffedomme, da opdager vi, at vi bedømmer en straf efter det tab, man lider og ikke blot om udmålingen af de smerter, der tilføjes vedkommen­de.

Pastor Taylor fortsatte: »Hvorfor f.eks. betragtes en dødsdom for at være den allerværste straf? Ikke fordi smerten er mere intensiv, for der findes jo former for pinsler, som f.eks. piskning, der forårsager mere smerte end at blive halshugget eller hængt. Men vi betragter

109

dødsstraffen som den værste straf, fordi dens virkning er stedsevarende. Den berøver offeret alt, hvad der har for­bindelse med livet, og vi vurderer livet efter den livsvarig­hed, som mennesket kunne have haft glæde af. Dette er tilfældet ved den død, hvorfra der ikke gives nogen be­frielse, d.v.s. ingen opstandelse: Den anden død fratager synderen alle de herlige og uendelige år, som evigheden består af. Og ligesom de forløstes liv er evigt, således er også de ugudeliges tab eller straf evigt.«

»Jeg synes godt om den fornuftige måde, hvormed De behandler dette emne,« sagde jeg. »Jeg vil ikke lægge alt for meget beslag på Deres tid, alligevel vil jeg være Dem taknemmelig, dersom De ville forklare sagen endnu lidt mere.«

»I den Hellige Skrift,« fortsatte han »betyder udtrykket evigt i forbindelse med udtryk såsom ild og straf simpelt­hen de resultater, som ilden eller straffen fører med sig. Ordet har intet at gøre med varigheden af forbrændingen eller afstraffelse.«

Jeg sad meget spændt på min stol og ventede oprevet på, at prædikanten skulle tilintetgøre endnu en barndoms-frygt.

»Hvad er der?« spurgte Taylor pludselig.

»Intet, slet ingenting. Jeg har kun forandret min sidden­de stilling en smule. Vær venlig at fortsætte.«

»Jeg vil gerne give Dem tre korte eksempler,« fortsatte prædikanten. »I Hebræerbrevet 5,9 læser vi om en evig frelse, d.v.s. om en frelse, som er evig i sin virkning – det drejer sig ikke om en frelse, som altid er i gang og aldrig bliver fuldendt.

Hebr. 6,2 taler om en evig dom. Heller ikke her drejer det sig om en evigvarende rettergang, men derimod om en sådan, der, når den engang er fuldbyrdet over menneske­ne, ikke kan tilbagekaldes, idet dommen er evig i sin virk­ning.

110

Og til sidst læser vi i Hebr. 9,12 om den evige forløsning. Det drejer sig ikke om en forløsning, hvorigennem vi evigt imødeser en tilstand af at blive forløst uden at opnå den, men det er en forløsning, der i al evighed har befriet os fra syndens og dødens magt.«

Taylor sagde, at når Bibelen taler om en evig ild, så me­ner den dermed en ild, der har evige, vedvarende konse­kvenser.

I Judas 7 siges der, at byerne Sodoma og Gomorra »lider straf i evig ild.« Apostelen Peter siger: »Og byerne Sodoma og Gomorra dømte Han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet Han satte dem til advarende eksempel, for ugudelige mennesker i kommende tider« (2.Pet.2,6).

Dette viser blot, hvordan Bibelen forklarer sig selv. Aldrig før havde jeg hørt nogen tale om dette emne så flydende og kompetent. Pastor Taylor byggede sine ord på pålidelige bibelske henvisninger og tillod ingen tvivl med hensyn til Guds godhed og kærlighed overfor dem, Han havde skabt i sit eget billede.

Der var dog stadig et udtryk, som gennem min barn­doms religionsundervisning havde indprentet sig dybt i mit sind, og som jeg ikke så let kunne få bugt med. Jeg tøvede lidt med at stille spørgsmål derom, idet jeg tænkte at der muligvis ikke fandtes nogen forklaring herpå. Men så tænkte jeg, at hvis han nu alligevel havde en forklaring, da ville dette for altid fastslå for mig den kendsgerning, at Her­ren i ordets mest sande betydning er en kærlighedens Gud.

»Hr. Taylor, hvad betyder det, når Skriften siger: »Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder«

o

(Ab. 14,11). Med stor spænding sad jeg og ventede på hans svar.

Pastor Taylor erklærede, at når den Hellige Skrift an­vender ord som evigt og fra evighed til evighed, så gælder dette ting, der enten varer meget længe eller også en ubestemt tid. Bibelen benytter f.eks. udtrykket evigt, når

111

den omtaler det jødiske præstedømme, de mosaiske an­ordninger, besiddelsen af Kanaans land, om bjerge og høje, om jorden, såvel som om en slaves tjenestetid.

Begge udtryk betyder varighed eller tidens længde, hvorved længden af et tidsrum bestemmes gennem de omtalte genstandes natur. Når det drejer sig om ting om hvilke vi véd, gennem andre forklaringer i Bibelen, at de er endeløse, så betyder det en evig tilværelse. Men når ud­trykket er anvendt på noget, som holder op, da er dens betydning indskrænket i forhold dertil.

Han illustrerede dette med nogle Bibeltekster. I 2.Mos. 21,2-6 siges der, at når en Hebræer købte en hebræisk slave, da skulle denne slave frigives i det syvende år af sin tjeneste. Men i tilfælde af at tjeneren ikke ville forlade sin herre, da kunne han kundgøre sit afkald på frihedsrettig­hederne gennem et ganske bestemt ritual. I så fald bragte herren sin tjener hen til byens eller landsbyens dommere. I deres nærværelse opfordrede han slaven til at stille sig ved døren eller dørstolpen, hvorefter han gennemborde hans øreflip med en syl. Slaven skulle da tjene ham »for altid«. »For altid« kunne i dette tilfælde have en varighed af en dag eller af mange år, afhængigt af, hvorlænge dette menneske levede. Pastor Taylor anførte endvidere Salm 21,1-5, hvor der findes et andet interessant udtryk for »evigt«. Kong David takkede Gud for de mange gange, hvor Herren havde bevaret hans liv. Han udråbte for Gud: »Herre, kongen er glad ved din vælde, hvor frydes han højlig over din frelse… Han bad dig om liv, og du gav ham det, en ræk­ke af dage uden ende.« David levede temmelig længe, således betyder udtrykket »dage uden ende« (andre over­sættelser siger: »for evigt og altid«), på dette sted »en lang årrække«.

Efter at pastor Taylor havde givet mig en del eksempler fra Bibelen, hvor udtrykket »evigt« er anvendt på ting, som er f or gængelige, henviste han derefter til andre tekster,

112

hvor udtrykket betyder uendelig tilværelse. Kapitel to i Daniels bog fortæller om den udlægning, som profeten gav vedrørende Nebukadnezars store drøm om billedstøt­ten (vers 44): »Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå … det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evig­hed.« I kapitel syv erklæres der: »Men siden skal den Højestes hellige modtage riget og have det i eje i evigheder­nes evigheder« (vers 18).

Ligesom den Hellige Skrift tydeligt forklarer os, at Kristi rige, når det engang er oprettet, vil være et evigt rige og at de retfærdiges tilværelse vil vare evigt, d.v.s. aldrig ophøre, således lærer Bibelen også, at de ugudeliges tilvæ­relse vil slutte ved den anden død i ildsøen.

I løbet af denne bibeltime blev der væltet et bjerg af mørke og vildfarelse bort fra mig. Hemmeligheder, der havde pint mine katolske forældre, da de forsøgte at finde overenstemmelse mellem Guds væsen og læren om en evig pine, smeltede bort som is under tropesolens stråler. Jeg havde fået vished for, at Guds Ord ikke modsiger sig selv.

Klokken syv fik jeg pludselig en meget stærk trang til en cigaret. Jeg blev forbavset, da jeg blev klar over, at jeg ikke havde røget hele dagen, ja end ikke havde tænkt derpå. Jeg mente at årsagen måtte være, at mine åndsevner hav­de været så stærkt beskæftiget med dagens religiøse er­faringer. Således opdagede jeg, at jeg kunne bandlyse tobakken fra mine tanker – og fra mine lunger – dersom jeg beskæftigede mig med gode ting.

Vi fortsatte vor samtale om åndelige ting. Jeg stillede spørgsmål om ting, der havde plaget mig længe. Den kendsgerning, at prædikanten havde et bibelsk svar på dem alle, gjorde et stort indtryk på mig.

Men mit problem blev større. Jeg higede ganske forfær­deligt efter en cigaret. Spyttet i min mund blev tykt, så jeg

113

næsten ikke mere kunne tale, min næse smertede, som om jeg var ved at få en forkølelse. Jeg blev urolig og skiftede hele tiden min siddende stilling. Til sidst fik jeg hovedpine, og det var ellers noget jeg havde meget sjældent. Mit hoved smertede helt ned i nakken.

På grund af min påtrængenhed talte pastor Taylor med os om religiøse spørgsmål den aften til klokken blev omtrent ni. Da han var gået, tændte jeg allerførst en cigaret og røg derefter uafbrudt en times tid. Til min store forbavselse forsvandt alle mine legemlige symptomer, og jeg begyndte at føle mig veltilpas igen.

Før jeg gik hjem den aften, talte ægteparret Crosse ved bibeltimen med mig om en sundere levemåde. Derved kom også emnet »tobakken« på tale. Jeg blev helt klar over, at jeg var slave af en sundhedsødelæggende vane.

Da besluttede jeg mig straks til at ville slippe rygevanen. Jeg vidste godt, at jeg skulle kæmpe en hård kamp, for at komme af med denne lidenskab – med mindre sabbatens Herre, der på denne dag havde befriet mig i så mange timer fra længslen efter en cigaret, ville være beredt til at befri mig fra tobakken for altid.

Nu takkede jeg mine venner og kørte hjem. I sporvog­nen tænkte jeg over dagens begivenheder, særlig over min oplevelse med tobakken, og jeg blev klar over, at jeg havde mere end én mægtig fjende. Samtidigt udkastede jeg en plan, som jeg var sikker på, ville fjerne mit tobaksproblem.

Pastor Taylor havde lagt vægt på den forløsende kraft af Kristi blod, udgydt for os på Golgatha. Han havde vist mig – og jeg havde forstået det – at vi kun kan overvinde Satan og hans hjælpere gennem den kraft, hvorom der

o

står skrevet i Ab. 12,11: »Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod.«

Klokken den aften var omtrent 23.30, da jeg kom hjem. På døren til min lejlighed var der fastgjort en seddel, hvorpå

114

min ven Roland bad mig om at ringe ham op, lige meget hvor sent det måtte være blevet.

»Den sag må nok vente lidt«, tænkte jeg. Da jeg kom ind i lejligheden bemærkede jeg, at ånderne havde været urolige; næsten ingenting var på sin vante plads. Men da jeg havde vænnet mig til at have at gøre med det usædvan­lige, foruroligede det mig ikke synderligt.

Først tog jeg tre kartoner cigaretter, som jeg havde liggende i mit skab og lagde dem på mit bord. Derefter åbnede jeg min Bibel og læste Matt. det 27. kapitel, ver­sene 24-54 om korsfæstelsen. Så lagde jeg den åbne Bibel oven på cigaretterne, knælede ned ved bordet og begyndte at samtale med Jesus, min store Ypperstepræst, om mine problemer. Jeg takkede Ham, fordi Han havde velsignet mit liv, på trods af at jeg havde været Hans erklærede fjende og forbandet Hans navn. Jeg bekendte mine synder og indrømmede mit hjertes ondskab.

Pastor Taylor havde påpeget den kendsgerning, at Kristus i den himmelske helligdom er gået i brechen for dem, der er i vanskeligheder, og at Han forstår sig ganske særlig godt på håbløse tilfælde. Da jeg var klar over at jeg var et sådant håbløst tilfælde, som Han måtte tage sig af, klamrede jeg mig til det håb, som pastor Taylors ord havde vakt i mig. Jeg kæmpede imod fjender, der var altfor kloge og mægtige overfor mig.

Jeg takkede Gud for den opmuntring, Han havde skænket mig og bekendte, at jeg var klar over at Hans kærligheds magt havde holdt de dæmoniske ånder i skak, og at jeg derfor nu ville overgive mit liv til Ham, for at tjene Ham, således som Han fandt det for godt. Jeg ville også glæde mig i Herren, idet jeg ville komme Hans sabbatsdag i hu. Derefter pegede jeg på cigaretterne og sagde: »Herre Jesus, jeg beder Dig, gør mig fri fra denne mægtige fjende. Borttag ham hans magt, således som Du allerede tidligere

115

på den svundne dag har bevist Din kraft. Tag denne umættelige higen bort fra mig.«

Efter at jeg endnu havde samtalt med Herren en lille stund, takkede jeg Ham for at Han havde bønhørt mig, samt for de velsignelser, Han allerede havde skænket i mit liv. Så rejste jeg mig fra min knælende stilling bragte ciga­retterne til toilettet, åbnede hver pakke, krøllede cigaret­terne og skyllede dem ud i toilettet. Fra dette øjeblik rørte jeg ikke mere nogen cigaret og har siden da heller aldrig haft trang til at gøre det. På en vidunderlig måde fuldbrag­te Jesus i mig sin kærligheds mirakel.

116

Vanskeligheder med ånderne

Da jeg samme nat tog en bog i mine hænder, for at læse, var det pludseligt sket og roen forstyrret. Den seddel, hvorpå der stod at jeg skulle ringe til Roland, begyndte at svæve gennem værelset; derefter stødte den med en sådan kraft mod min åbne bog, at den faldt ud af mine hænder og næsten ned fra mine knæ. En ond ånd var i virksomhed. Min første indskydelse var at skælde den ud, men jeg havde besluttet, ikke at indlade mig i nogen samtale med den, lige meget hvad der måtte ske.

Jeg lagde sedlen mellem bogens sider og læste videre. Kort efter var der en kraft, som rev bogen ud af mine hæn­der og slyngede den til den modsatte side af værelset på væggen.

Ikke på grund af åndens aktivitet, men helt enkelt fordi jeg holdt af min ven, besluttede jeg nu at ville ringe til ham. I trappehuset var der en telefonboks, men i dette tilfælde ville jeg ikke benytte denne telefon, men gik til en restau­rant et par huse længere ned ad gaden. Da jeg sad i tele­fonboksen så jeg på mit ur og opdagede, at klokken var ét om morgenen. Jeg lod telefonen ringe to gange, så tog Roland den og sagde: »Hallo! er det dig, Morneau?«

»Ja, det er mig.«

Roland overfusede mig: »Morneau, din forvovne karl –men nå, hvad er det, jeg siger! sådan mente jeg det heller ikke. Men hvad jeg ville sige: Du spiler hasard med dit liv. Er du måske blevet helt forstyrret?«

117

Jeg svarede: »Du lyder så oprevet, hvad er det dog for et problem, du har?«

»Mit problem? Ikke jeg har noget problem. Det er dig som er i store vanskeligheder, og så lyder du så ubekymret, som om der overhovedet intet var i vejen. Morneau, jeg har altid beundret din kækhed, men nu er du gået for vidt – alt for vidt. Du har vendt dig imod ånderne, som har været dig til gavn, og nu vil de tilintetgøre dig. Jeg undres over, at du endnu er i live. Menneske dog, hvor er jeg bekymret for din skyld! Fordi dit vel ligger mig på sinde, har jeg siddet hele aftenen ved telefonen for at vente på, at du skulle ringe. Har du intet at sige?«

»Naturligvis har jeg noget at sige, men hvordan kan jeg gøre det, når du slet ikke giver mig tid dertil?«

Han fortsatte straks: »Morneau, du aner slet ikke i hvor høj grad du befinder dig i vanskeligheder. Allerede onsdag aften var du, hvad dine forhold til ånderne angår, i dybe vanskeligheder. Det sagde satanspræsten til mig. Men nu er det for sent, virkelig for sent.«

»Roland«, afbrød jeg ham, »når du falder til ro, vil det være meget lettere for os at forstå hinanden. Fortæl mig nu noget om onsdag aften.«

Efter nogle øjeblikke havde han fattet sig.

»Da jeg sidste onsdag kom ind i vort tilbedelseshus, blev jeg med det samme bragt til ypperstepræstens kontor. Han spurgte mig, om jeg havde set dig i ugens løb. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at der var sket noget skrække­ligt. Jeg spurgte ham om du var død, om du måske havde været offer for en ulykke. Han svarede, at du befandt dig i en meget værre situation. Natten til tirsdag, i den hellige midnatsstund, fik han besøg af en af åndeverdenens råd­givere, der sagde til ham, at du granskede Bibelen sammen med folk, der helligholder sabbaten – lige netop den slags mennesker, som mesteren hader allermest. Præsten op-

118

fordrede mig til at opsøge dig og gøre dig bekendt med den fare, du befinder dig i, men jeg kunne ikke få fat i dig.«

»Alting er under kontrol,« sagde jeg til ham, »jeg er ikke i nogen stor fare.«

»Det mener du,« sagde han med en stemme, der alle­rede var irriteret igen.

»I aften, kl. 18.30 ringede ypperstepræsten til mig, for at meddele mig, at du ifølge åndernes oplysninger i dag har været til sabbatsgudstjeneste hos disse sabbatsfolk, og det­te har gjort mesteren meget opbragt. Hvad har du at sige dertil?«

»Ja jeg har beskæftiget mig intensivt med Bibelen, og jeg var i en menighed, som helligholder sabbaten. Men det er mig fuldkommen ligegyldigt, hvad den faldne engel føler for min skyld. Dersom du ønsker at få mere besked om alle mine aktiviteter i den svundne uge, så kom og besøg mig i morgen.«

På hjemvejen bad jeg en bøn og gik derefter i seng. Tyve minutter senere blev lyset tændt. Jeg slukkede, men i næste øjeblik var det tændt på ny.

Så besluttede jeg mig til at sove med lyset tændt. Få minutter senere syntes næsten alting at bevæge sig bort fra sin plads. Et billede svævede fra den ene væg til den anden og blev hængende der, og en bordlampe hang i luften, uden at være synligt fastgjort. Da jeg iagttog disse aktivi­teter blev jeg klar over, at min bøn havde bevirket, at ånderne havde fået pålagt tilbageholdenhed. De kunne ikke tale med mig, hvilket de – således formoder jeg – gerne ville have gjort. Jeg befalede dem i Jesu Kristi navn at gå bort. Lampen og billederne faldt på gulvet. Jeg løftede lampen op og rettede den beskadigede lampeskærm op, mens jeg lod glasskårene fra billederne ligge, da jeg ville feje dem op næste morgen. Jeg takkede Jesus for Hans hjælp og gik i seng igen.

119

Den tanke, at mægtige dæmoner havde fjernet sig, da Jesu navn anråbtes, opfyldte mit hjerte med stor tilfreds­stillelse. Denne konfrontation bestyrkede mig i min over­bevisning, som jeg også havde sagt til min ven, at alting virkelig var under kontrol.

Det må have været omtrent en time senere, da ånderne vendte tilbage.

På ny tvang jeg dem i Jesu navn til at forlade mig. Uden nølen trak de sig tilbage, og jeg forsøgte at sove lidt.

Til min forbavselse begyndte de plagsomme besøg igen omkring klokken fire om morgenen. Jeg satte mig op i min seng og søgte efter en forklaring, hvorfor Herren havde tilladt ånderne at komme tilbage. Jeg kom til den slutning, at jeg måske af ånderne selv skulle høre hvad de mente om, at jeg havde antaget Jesus som min Herre og Frelser, (senere blev jeg klar over, hvor farligt det er, at give sig til at tale med ånderne.)

»Ja, så,« »I vil tale med mig, ja, så sig blot noget.«

»Hvorfor nægter du at tale med os?« spurgte en ånd med en stemme, der syntes at svæve omkring i værelset.

»Jeg har fundet en bedre Mester.«

»Hvorfor har du forladt os, hvor vi dog havde forberedt store rigdomme for dig?«

»I har bedraget mig i så mange år, at jeg ikke har mere tilovers for jer.«

»Vi har behandlet dig ordentligt, siden du sluttede dig til dem, der kender rigdommens og magtens sande kilde,« sagde han med en røst, der havde en autoritær klang og syntes at aftvinge agtelse.

Jeg erkendte, at jeg havde en samtale med en af åndeverdenens hovedrådgivere. Selve luften syntes at være ladet med energi, og hans nærværelse var overvæl­dende. Jeg var på det rene med, at jeg selv ikke kunne blive færdig med denne magt, men bad stille: »Herre Jesus, jeg beder Dig hjælpe mig!« Da kom jeg i tanke om en bibel-

120

tekst – en af dem, som pastor Taylor havde gjort mig op­mærksom på dagen før. »Han kom til sit eget, og Hans egne tog ikke imod Ham. Men alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på Hans navn« (Joh.l,11.12). Straks havde jeg det ind­tryk, at Gud ville føre mig sejrrig igennem dette risikofyldte møde. Mit hjerte blev fyldt af en stor ro.

Som vor samtale fortsatte, havde jeg indtryk af at denne ånd tilsyneladende stod overfor en eller anden krise. Jeg følte, at fortvivlelsens bølger omgav ham, da han blev klar over, at han anstrengte sig forgæves, for at trække mig over på sin side.

»Hør nu godt efter,« sagde ånden »jeg siger dig sandhe­den. Mesteren har forberedt store rigdomme til dig, hvis du opgiver kontakten med de mennesker, som han hader, og hvis du holder op med at fejre sabbaten, som han hader og foragter.«

»Ånd, jeg tror nok at du siger sandheden, men jeg vil slet ikke have din rigdom. Det er ikke nok. Jeg har fået et bedre tilbud som løn for min hengivenhed – alt det guld, jeg kunne ønske mig, og desuden et endeløst liv til at kunne glæde mig derover. Jeg har besluttet mig til at overgive mit liv til Kristus Jesus.«

»Nævn ikke dette navn mere,« sagde ånden rasende. »Jeg skal tale med dig, men nævn ikke dette navn. Jeg er en hovedrådgiver. Mine medarbejdere i åndeverdenen og jeg selv har beredt vejen, for at mesteren kan overøse dig med rigdom. Vi har skaffet George den berømmelse og ære, han nyder i dag. Og vi har arrangeret et møde med jer to, for at du kan erkende, hvilke vidunderlige planer, vi har for dit liv. Jeg beder dig indtrængende: forspild ikke denne anledning.«

»Ånd« sagde jeg, »for ti dage siden var jeg nok hoppet på det trick, men ikke i dag, Jeg er nu en forhenværende dæmontilbeder, som har draget sine konsekvenser. Jesus

121

er nu min Mester, og ved Hans hjælp vil jeg være et menneske, der holder Hans bud og slutte mig til dem, der helligholder sabbaten, som du jo hader. Hvad der angår dig og dine venner i åndeverdenen, er I ikke andet end bedrageriske karle. I tilbyder guld, dersom jeg giver afkald på det evige liv. Dette skal I ikke længere tænke på. Jeg kan vente indtil Herren kommer. Så vil jeg få alt det guld i eje, som jeg kan få brug for på den nye jord.«

I omtrent to minutter hørtes kun mit vækkeurs dikken. Åbenbart havde rådgiveren fra åndeverdenen ikke regnet med, at jeg ville reagere på den måde. Han havde brug for lidt tid til at tilrettelægge en ny strategi.

Tilsidst sagde han: »Nå, du afviser mesterens rigdom og ære, derfor vil fattigdom blive dit livs skæbne. Det vil sige, hvis det overhovedet lykkes dig at blive endnu en kort tid i live. Fra denne dag af vil du nemlig stå og gå under dødens skygge.«

Derefter hørte jeg en latter, som jeg endnu aldrig før havde hørt i hele mit liv. Han syntes at være fuld af glæde over grusomheden. Det løb mig koldt ned af ryggen, men alligevel følte jeg mig sikker på, at Gud ville beskytte mig.

»Ånd« tog jeg til genmæle, »jeg siger dig, at jeg har bedt om at Kristus vil beskyttelse mig, og jeg er beredt til at leve under dødens skygge, så længe Han er hos mig. Og nu befaler jeg dig i Hans navn, at forlade mig.«

En dør, der førte til den bageste altan, åbnede sig, da ånden forlod mig, og den bragede mod værelsets væg med en sådan kraft, at dørhåndtaget næsten trængte igennem gipsvæggen.

122

Trussel om død

Søndag morgen vågnede jeg, for at begynde et nyt liv, en ny levemåde.

I stedet for at gribe efter en pakke cigaretter på mit natbord – hvilket ellers havde været en fast etableret vane hos mig – blev jeg klar over, at jeg ikke følte nogen trang til cigaretter.

En bølge af lykke greb mig ved tanken om, at jeg i Jesu Kristi person havde en mægtig ny ven. Jeg mindedes, hvor vældig Guds Ånd, i anledning af min konfrontation med ånderne, havde virket på mig og styrket mig i min tænke­måde. Da jeg var helt klar over min menneskelige svaghed, bad jeg Herren om at styrke mig i den forestående konflikt. I den svundne tid havde andre menneskers indflydelse foranlediget mig til at træffe falske beslutninger. Meget ofte havde jeg fulgt min ven Rolands råd. Han havde langsomt ført mig ind i dæmontilbedelsen.

I løbet af de næste få minutter bad jeg, dog uden at udtale ordene højt. Jeg havde hørt, at dæmonerne ikke kan finde ud af en stille bøns indhold, og jeg ville være et skridt forud for mine fjender. Det gav mig en stor tilfreds­stillelse at lade dem være i uvished. Og jeg følte mig meget æret ved tanken om, at et så uværdigt menneskeligt væsen som jeg, kunne tale med de mægtigste væsener i universet, og at dæmonerne ikke kunne høre med.

Jeg sagde til Herren, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle gribe det an, at fortælle min ven Roland sandheden om de evige virkeligheder. Sandsynligvis ville han slet ikke være

123

parat til at lytte, for ikke at fornærme ånderne. Frem for alt spurgte jeg mig selv, hvorledes jeg skulle kunne modstå det forestående pres imod mig.

Jeg standsede et øjeblik i mine overvejelser, og mens jeg gjorde det, kom den bibeltekst fra første kapitel i Johannes-Evangeliet igen op i mine tanker: »Han kom til sit eget, og Hans egne tog ikke imod Ham. Men alle dem, der tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på Hans navn« (versene 11.12). Derefter havde jeg den faste fortrøstning til, at Guds Ånd ville føre mig sejrrig igennem alle de konfrontationer, som måtte komme.

På mit natbord lå min Bibel. Jeg greb efter den og begyndte at blade i den med den ene hånd. Derefter åbnede jeg den helt, som den netop ville åbne sig. På disse to åbne sider af Bibelen var den kraft, som i bogstavelig forstand skulle redde mit liv.

Straks efter besluttede jeg mig til at stå op. Jeg tog Bibelen i mine hænder og begyndte at læse der, hvor den var slået op, nemlig det 37. kapitel hos Jesaja.

Der var tale om en konge ved navn Ezekias, der havde fået et meget foruroligende brev fra Sankerib, en tyran, der var trængt ind i hans land og som var meget indtaget af sig selv. Den måde, hvorpå Herren blev færdig med den situation, gav mig yderligere tillid til, at jeg ikke skulle bekymre mig for det, som forestod. Jeg kunne ganske vist ikke undgå at gøre mig tanker derover, men bekymre mig skulle jeg ikke.

Til den aftalte tid ankom Roland. »Du ser så helt udmattet ud, er du syg?« spurgte jeg, da jeg så ham.

»Morneau, du har forskrækket mig og George helt til døden. Vi kan slet ikke tro, at du vil være så uvenlig og utaknemmelig overfor det, som George har gjort for at gavne os, og at du ville være bekendt at vende dig bort og fornærme mesteren, idet du afslår at tage imod den rig­dom, som han ville give dig.«

124

»Hvornår har du hørt derom?«

»Klokken 5.30 i morges. George ringede til mig, efter at en hovedrådgiver fra åndeverdenen havde givet ham besked om din dumme afgørelse. Han bad mig, at jeg dog skulle bibringe dig en smule fornuft, ellers vil det koste dig livet.«

»Jeg kan godt forestille mig, at jeg har oprevet denne hovedrådgiver temmelig meget, da jeg opfordrede ham til at gå bort.«

»Hvad? Du siger mig, at du har smidt en hovedrådgiver ud? Jeg begriber dig ikke.«

»Jo, du har forstået rigtigt. Omtrent klokken fire i morges havde jeg en samtale med en hovedrådgiver, og da

^^^ o

han blev fræk, bad jeg Guds And om at kaste ham ud. Han har efterladt sit spor på væggen, da han slog døren mod væggen.« Jeg pegede på fordybningen, som dørhåndtaget havde efterladt i væggen.

»Du, du, Roger Morneau, har haft en samtale med en hovedrådgiver fra åndeverdenen? Ved du også, at nogle af vore medlemmer i årevis har tilbedt dæmonerne og svær­get til dem, og endnu aldrig haft det privilegium at føre en samtale med en hovedrådgiver? Og du har kun i så kort tid haft at gøre med ånderne, og dig vises en så stor ære! Dette viser, hvor højt mesteren skatter dig.«

Hans ansigt var glødende af begejstring, da han råbte: »Du og jeg har en fantastisk fremtid foran os. Tag nu afstand fra sagen med kristendommen og kom med, vi går til ypperstepræsten. Han vil genoprette åndernes gunst for dig, og alting vil være i orden igen. Præsten forstår dig nok – han er ikke vred på dig, fordi du har interesseret dig for religionen. Han kan i virkeligheden godt lide dig og forstår dig. Han siger, at du af naturen er eventyrlysten. Præsten forstår, at det for dig er ganske naturligt, at ville søge dig en bedre vej.

125

Det eneste, som han i denne sag anser for at være dårligt, er den kendsgerning, at når du nu endelig interes­serer dig for religion, du da ikke har interesseret dig for en af de andre kirker end netop for disse sabbatsholdere.

Menneske, du forstår simpelthen ikke, hvor meget du har fortørnet ånderne. Men jeg har fået ypperstepræstens forsikring om, at alt vil være i orden, når du nu kommer med mig til hans kontor. Han venter os der.

Så altså, gamle ven, kommer du nu?«

Da han nu trak en pakke cigaretter op af sin lomme og tilbød mig en af dem, afslog jeg og sagde, at jeg ikke mere røg. Roland var forbløffet og sagde: »Morneau, du er blevet et helt andet menneske. Jeg mærkede det straks, da jeg kom ind. Ærligt talt, jeg er ikke veltilpas i din nærhed. Hvad jeg nu siger, føler du måske er meningsløst og dumt – men jeg har den følelse, at jeg her ikke er på min rette plads, og jeg ønskede at være et andet sted.«

Da han talte således blev det mig bevidst, at Kristus i mit liv opfyldte ordene hos apostelen Johannes: »Han kom til sit eget, og Hans egne tog ikke imod Ham. Men alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på Ham.« Jeg havde følelsen af, at den Herre Jesu’s herlige majestæt skinnede på mig og omgav mig med en usynlig atmosfære af magt og majestæt, som min ven følte, hvorfor han reagerede, som han gjorde.

»Hvad du føler i min nærhed«, sagde jeg, »beror på den

o

kendsgerning, at den And, som er hos mig, er stærkere end den ånd, som er med dig. Og hvad angår dit udsagn om, at jeg er et forandret menneske, da har du ret. Jeg vil aldrig mere være den Roger Morneau, som du har kendt før. I løbet af en kort uge har jeg vundet erkendelser, der er mig mere værd end alt det guld og sølv, som kan findes på jorden. Dette er grunden til, at jeg ikke kan tage imod den rigdom, som ånderne tilbyder mig. Dersom jeg ville gøre det, ville det være til skade for mig selv.

126

Jeg beder dig om, ikke at misforstå mig. Jeg er godt klar over, at åndernes tilbud er meget storstilet, men det vigtigste element mangler deri, som skulle være indbefat­tet: nemlig liv. Livet i den udstrækning, at det ville lønne sig at besidde sådanne rigdomme.

Jeg fik et bedre tilbud. Alt guld som jeg kan ønske mig, og desuden et liv uden en afslutning.«

Så begyndte jeg at udmale for ham den evige virkelig­heds herlighed. Skønt jeg ikke var i stand til at dokumen­tere disse gennem bibeltekster, således som hr. og fru

o

Crosse havde gjort det, lod Guds And min ven lytte med forbavselse i omtrent 45 minutter.

I hele den tid henviste jeg til de punkter, som syntes mig meget væsentlige. Da jeg var kommet til et vist punkt og standsede for at at vente på en eller anden reaktion, sagde han kun: »Nu forstår jeg det.« Men han stillede aldrig noget spørgsmål og gjorde ingen anden bemærkning. Derfor vedblev jeg at tale om Guds rige.

»Jeg ser,« sagde han tilsidst »at du ikke har til hensigt at gå med mig til ypperstepræsten. Men du og jeg må gøre det. Du må vende tilbage til virkeligheden. Alle de vidun­derlige ting, hvorom du har fortalt mig, er hverken for dig eller for mig, derfor glem dem. For det første, så vil jeg ikke have nødig at skulle vente på det gode liv – jeg vil have det nu. Hvad dig angår, Morneau, da har du intet valg. Måske mener du, at du har et sådant, men det har du ikke. Det er blot noget, som du foregøgler dig.

Vær dog klar over det, Morneau, du er ikke din egen herre. Jeg ønskede, at du var det, men det er du ikke mere. Ånderne har dig helt i deres besiddelse, og jo før du indrømmer det, desto bedre er det for dig.« Han var så ophidset og prøvede at ville fremkalde en katastrofestem­ning.

Han begyndte at vandre frem og tilbage i værelset og vred sine hænder.

127

»Jeg fik overdraget en meget vanskelig opgave. Hvad jeg nu skal sige dig, ville jeg hellere sige til en fjende end til en mangeårig ven.«

Nu svedte han meget, skønt der slet ikke var varmt i min stue. »Morneau, dine dage er talte – ligeså det unge ægtepars, som er ansvarlig for, at du er kommet bort fra mesteren. Jeg må dog sige dig, at du kan ophæve den tilintetgørelsesplan, som ånderne har forberedt, dersom du lige nu går med mig til ypperstepræsten. Han vil tilbagevinde dig deres gunst, og alting vil være i orden, så vil der ikke ske dig noget.«

Nu standsede han et øjeblik, for med sit lommetørklæde at tørre sveden af sin pande.

»Ypperstepræsten ønsker, at du frem for alt mærker dig følgende: Ingen har nogen sinde forladt vort hemmelige

o

selskab levende. Ånderne har bragt dig og mig derind, og vi må være dem underkastet, ikke de os. Lad mig forklare dette: Hidtil har du og jeg troet, at vort møde med George og hans indbydelse til os, om at gå med ham til denne restaurant, var et simpelt tilfælde. Men det passer ikke. I den forudgående nat, i den hellige time, var der kommet en åncl til ham og havde befalet ham, at gå til det spiritis-

o

tiske møde sammen med sin kone. Anden sagde ham dengang, at han skulle møde os der, og at vi havde tjent i handelsmarinen o.s.v.

Han forklarede i alle enkeltheder George, hvad han

o

skulle sige til os, og hvad han ellers skulle gøre. Ånderne havde også sørget for, at hans hustru indvikledes så intensivt i en samtale med det spiritistiske medium, at hun lod George tage hjem alene, og at Belangers kørte hende hjem.

Altså, min ven, lad os gå. Tiden er ved at løbe ud.« Han lagde sin hånd på dørhåndtaget og ventede, at jeg skulle komme. Jeg pegede på en stol og bad ham sætte sig ned et par minutter, så jeg kunne forklare ham, hvorfor jeg

128

ikke ville gå med ham til ypperstepræsten. Han nægtede at sætte sig og sagde, at han ikke længere kunne tåle atmosfæren på dette sted. En overnaturlig tilstedeværelse, som var ham fremmed, gjorde det umuligt for ham at slappe af.

Jeg sagde: »Helligåndens nærværelse hjælper mig, fordi jeg har bedt om hjælp.« Jeg bad min ven indtrængen­de om at ville løsrive sig fra dæmonerne, for at forbinde sig med Guds højere magt, og jeg forsikrede ham om, at han uden fare ville kunne gøre skridtet. Derefter følte jeg mig tilskyndet til at gå endnu et skridt videre og indbyde alle mine venner, hele gruppen af dæmontilbederne, til at følge mig. Igen sagde jeg, at jeg kunne garantere for, at der ikke ville ske dem noget som helst.

»I vil gerne have, at der vises jer agtelse og respekt,« sagde jeg. Jeg vil sige jer, hvad jeg vil gøre: Jeg vil tele­fonere til min pastor og reservere særlige pladser til jer i kirken ved næste sabbatsgudstjeneste. Det skal være særlig udvalgte pladser, helt foran i midten. Jeg skal gerne reservere hundrede pladser, for at være sikker på, at enhver får en god plads.«

»Det kan du spare dig,« sagde han. »Jeg er tilfreds der, hvor jeg nu er.« Igen måtte han tørre sveden af, som løb ham ned over ansigtet. »Og jeg véd, at de andre tænker nøjagtig ligeså.«

»Nå ja, jeg ville kun gerne tilbyde jer det evige livs velsignelser, for at ingen skulle gå fortabt.« Så skiftede jeg emnet, for at komme tilbage til det ultimatum, han havde talt om.

Du siger til mig, at mine dage er talte, ligeså mine nye venners dage. Du siger, at de dæmoniske ånder har til hensigt at fuldføre denne dom. Nu har jeg noget at sige til dig og til alle dem, der har onde hensigter mod mig og mod mine venner.

129

Som jeg allerede har sagt sidste nat til rådgiveren fra åndeverdenen, har jeg stillet mine venner og mig selv under Livgiverens, Kristus fra Golgathas, beskyttelse. Og jeg er beredt til at gå igennem dødsskyggernes rædsler, sålænge Kristus ledsager mig ved sin Ånds nærværelse.«

Dybt forskrækket kunne min ven ingenting sige i omtrent et minut.

Hans ansigt blev blegt, hans blik stirrende, og jeg tænkte han måske var ved at besvime.

»Er alt i orden?«

Han svarede ikke.

»Roland er der et eller andet, der ikke er i orden?« Han gav stadig intet svar. I stilhed bad jeg: »Hjælp, Herre Jesus!«

Så rystede han på hovedet og sagde tilsidst: »Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har indtrykket af at jeg tabte bevidstheden for et øjeblik.

o

Morneau, jeg ved at den And, der ledsager dig, er stor og mægtig. Nævn ikke dette navn mere. Det indgyder mig frygt.«

Da han igen syntes at være sig selv, bad jeg ham overbringe ypperstepræsten mit budskab.

»Morneau, vedrørende det ultimatum har jeg endnu ikke udtrykt mig helt klart. Truslen mod dit liv går ud over det, som ånderne kan gøre dig. Den førende komité er af den overbevisning, at der gennem dit frafald vil kunne komme hemmelige informationer fra vore rækker ud til offentligheden og mesterens sag blive skadet. Man talte om at leje nogen til at myrde dig. Et af medlemmerne tilbød at betale 10.000 dollars, for at skaffe dig af vejen. Vi be­tragtede dog hans forslag for at være uklogt og afviste det.

Vi har dog fældet en anden afgørelse. Når en ånd infor­merer os om, at du har talt med en eller anden uden for vores kreds om vor virksomhed som et hemmeligt selskab, da er tre frivillige parate til at skyde dig på et passende tids­punkt. Den ledende komité fandt, at dette er en klogere

130

fremgangsmåde, for så forbliver sagen indenfor vores selskab, og der vil således ikke være fare for at komme i vanskeligheder med lovene.

Vi har forelagt vore planer for en af rådgiverne fra ånde­verdenen, og han har godkendt dem helt og holdent. Dertil har han udrustet de frivillige med synskhed, så de på et­hvert tidspunkt ved, hvor du befinder dig. Jeg tænkte, at jeg ikke skulle behøve at sige dig dette, men da du nægter at efterkomme ypperstepræstens ønske, har jeg intet andet valg. Jeg er ked af det.«

»Sig til ypperstepræsten, at nok har jeg vovemod, men jeg er ikke dum«, svarede jeg »Det nytter ingenting, dersom jeg fortæller nogen om dette hemmelige selskab. Jeg kan holde mund derom. Men at stole på en løgneånds ord, kun for at overleve – det vil jeg ikke gøre.

Sig til ypperstepræsten, at jeg har fundet en ny ven i Jesu Kristus. HAN er almægtig og kræver respekt og det så meget, at dæmonerne allerede ryster, når blot Hans navn bliver nævnt. Og når der udgår en befaling i dette store navn, så flygter endog rådgiverne fra åndeverdenen således, som jeg selv har oplevet sidste nat.

»Jeg ved ikke, om det jeg følte, kan kaldes retfærdig harme, men Rolands trussel lod i mig vokse den beslutsom­hed, for hver eneste dag i resten af hans liv, at give ham den bevidsthed, at Gud er mægtig og retfærdig.«

»Præsten kender tilsyneladende Bibelen. Sig til ham, han skal læse Kol.2, vers 9 og 10. Der står skrevet sort på hvidt, hvad jeg har sagt om Herlighedens Herre.«

Hurtigt skrev jeg bibelteksten på et stykke papir, for at min ven ikke skulle glemme det. »Og når han så allerede har en Bibel i hånden,« tilføjede jeg, så ønsker jeg, at han skal tænke over noget andet også.

»For århundreder siden har en mægtig konge underkas­tet sig store nationer og mange mennesker, men én bestemt dag bespottede han den forkerte person. Han

131

angreb et menneske, der havde Gud som sin personlige ven. Som resultat mistede han 185.000 soldater. Kun nogle få af Sankeribs officerer overlevede, for at konstate­re resultaterne af deres konges praleri. Og efter at han var vendt tilbage til Ninive, stødte to af hans egne sønner et sværd i hans ryg (Jes. 37).

Roland, gå hen og informer præsten om, at han bør tænke sig grundigt om, før han skaffer Roger Morneau af vejen, for at ikke de, der vil dræbe, selv bliver dræbt.

Nu skal jeg bestemme reglerne om, hvordan dette tilintetgørelsesspil bliver spillet. Og jeg skal gøre det med fuld understøttelse af min nye ven, der i morges har vist mig, hvorledes Han har til hensigt at løse mit problem.«

Rolands øjne blev større og større, og jeg havde hans fulde opmærksomhed. Efter at jeg havde begivet mig hen til bordet, hvor min Bibel lå opslået ved Jesaja 37, bad jeg ham komme derhen, for at se på noget. Jeg havde under­streget disse vers med rødt, som jeg ville lære udenad: 14-20 og 33-38. Jeg viste ham her skriftligt, hvad jeg netop havde sagt til ham, og jeg forklarede ham, hvorledes Helligånden om morgenen havde velsignet mig i mine overvejelser. Han havde foranlediget mig til at åbne Bibe­len, for at give mig vished om, hvor let Gud kunne løse mine vanskeligheder. Derefter læste jeg nogle af versene højt for ham.

»Jeg kan godt se, hvorledes sådan noget også vil kunne tilstøde os,« sagde Roland synligt bekymret.

»Ja og ansvaret ligger hos ypperstepræsten. Sig til ham, at samme dag, hvor han og hans følgesvende alvorligt tænker på at myrde Morneau, vil Livgiveren kunne lade alle disse dæmontilbedere dø, så at han, præsten, bliver alene tilovers, for at sørge for begravelserne. Dette vil kunne ske under et af de møder, hvor de falske guder bliver lovprist. Så vil der pludselig herske dødsens stilhed i til-bedelsesrummet.«

132

Roland havde nu sat sig ned og tændt en cigaret. Han begyndte at ryste så voldsomt, at han ikke mere var i stand til at lægge sin cigaret på askebægeret. Jeg måtte gå hen og gøre det for ham.

»Morneau, jeg må gå nu. Jeg frygter at det, du lige har sagt, vil ske, dersom ingen anden end præsten ved noget derom. Så snart jeg er gået herfra, skal jeg telefonere til George og sige til ham, at vi alle er i fare, med mindre vi forhindrer disse tre frivillige bødler i at udføre deres plan. Når meddelelsen når ud til alle medlemmer før præsten får lejlighed til at kræve hemmeligholdelse af mig, da vil der endnu være en chance. Måske der så bliver øvet et pres på ham, som er stærk nok til at opgive attentatforsøget, og du får garanteret et langt liv.«

Da jeg rakte ham hånden for sidste gang, sagde han, at vi skulle undgå at se hinanden mere, fordi han ikke ønskede at mishage ånderne. I fald vi ved et tilfælde skulle mødes, da burde vi ignorere hinanden. Jeg svarede, at dersom dette var hans ønske, da var det hans egen sag.

På denne måde endte en spændingsfyldt rejse i den overnaturlige verden, og jeg mistede min nære ven. Men de velsignelser, som dette brud førte med sig, var talrige.

Den kendsgerning, at jeg endnu stadig lever, er et vidnesbyrd om Guds godhed og kærlighed og om Jesu magt til at frelse mennesker.

Roland mødte jeg aldrig mere, dog engang så jeg ham nærved, da han i Ste. Catherine-stræde kom ud fra en forretning. Han bar en hvid hat og sandsynligvis en habit af silke, idet han steg ind i sin Cadillac, som var forkert parkeret. Han så storartet ud, men jeg misundte ham ikke.

Da jeg på hin skønne juni-dag gik på gaden for at nå sporvognen, havde jeg stor glæde i Herren. Medens mine tanker dvælede ved den himmelske helligdom, samtalede jeg med Herren og tænkte, at jeg virkelig nød livet i fulde drag.

133

Skønt jeg havde vendt mig bort fra ånderne og fra alt, hvad de havde at tilbyde, forsøgte de dog at genoptage kontakten med mig. Måneder igennem bankede det hos mig næsten hver eneste nat. En aften var det, at Cyril kom og var vidne dertil. Da han hørte ånderne banke på, råbte han: »Lad os gå ud. Hvorledes kan du blive på dette sted? Hvorfor flytter du ikke?«

Jeg ville ikke skænke ånderne den tilfredsstillelse, at de kunne tænke om mig, at jeg nærede frygt for dem. Jeg tænkte, at dersom jeg ville begynde at flygte for dem, så måtte jeg måske altid flygte for dem.

Derfor bad jeg min Herre Jesus, at Han ville skænke mig den hjælp og beskyttelse, som jeg havde så stort behov for, hvor jeg end befandt mig.

134

Jeg kan kun takke

Da jeg hin første sabbat forlod Adventmenighedens byg­ning, bad jeg Herren om at gøre det muligt for mig at indfinde mig der igen ugen efter. Og da jeg så kom tilbage, takkede jeg Gud af hele mit hjerte, at Han i de nylig hen-svundne dage havde virket for mig. I virkeligheden var hele denne dag intet andet end glæde i Herren og at tælle de oplevede velsignelser.

Jeg opdagede gennem erfaring, hvor nyttigt det er, når man genkalder de oplevede velsignelser i sin erindring. Budet, at helligholde sabbaten, betragter jeg som en anvis­ning, der blev givet for at give mennesket anledning til at komme bort fra hverdagens pres og krav. Således skulle mennesket få tid, til at tænke på Hans velsignelser, at komme sin Skaber nærmere og at blive vederkvæget af Ham både legemligt og åndeligt.

Efter min konfrontation med ånderne, og efter at mit liv var blevet normaliseret igen, påtog jeg mig den opgave, fra kirkehistoriske og verdenshistoriske værker at finde ud af, hvorledes det var kommet såvidt, at den kristne kirke be­gyndte at holde søndagen og at opgive den bibelske sab­bat, samt antage læren om en udødelig sjæl og evig pine. I omtrent fem måneder tilbragte jeg næsten hele min fritid i Montreals stadsbibliotek. Med stor interesse læste jeg den romersk katolske kirkes bøger i lyset af de bibelske profe­tier. Jeg studerede visse katolske helgeners liv, der blev betragtet som søjler af den tidligere katolske kirke, og undersøgte deres indflydelse på kristendommen. Pavernes

135

historie fik en ny betydning for mig. Origenes fra Alek-sandria, en af de tidlige græske kirkefædre, der levede i tiden 185-254 e.Kr., og for hvem det lykkedes at forbinde nogle af filosofierne fra neoplatonikernes eklektiske skole med de kristne lærdomme, vakte min særlige opmærk­somhed. Disse måneder med forskning og studium gjorde mig endnu mere grundfæstet i den bibelske tro.

På en meget skøn sabbat i april 1947 havde jeg den vidunderlige erfaring, at blive døbt ved neddykning og at blive medlem af Syvende-Dags-Adventisternes menighed. På netop samme dag mødte jeg en ung kvinde ved navn Hilda Mousseau.

Da nogle af os den aften var i færd med at ville begive os på vej hjem fra mødet, sagde pastor Taylor, at dersom nogen af os skulle mod øst, kunne vedkommende køre med ham nogle husblokke videre, hvor han ville stille sin bil på en parkeringsplads. Fire personer tog imod hans til­bud, og efter at vi havde nået prædikantens parkerings­plads, begav vi os til fods til nærmeste sporvogns-stoppe­sted.

Undervejs lærte Hilda og jeg hinanden lidt mere at kende, og senere gik vi nogle gange sammen til sporvog­nen. Det varede ikke så længe, før vi begge hver især opdagede, at vi havde fælles interesser, fælles tilbøjelighe­der og fælles modvilje. Efter en tid opstod der ægte venskab imellem os.

Tilsidst tænkte jeg, at det måtte være en god idé at spørge hende, om hun ville blive min hustru. Dengang var det just ikke nogen let sag for en ung mand at komme med et ægteskabstilbud til en ung kvinde. Det måtte altsammen ske på rette sted og rette tidspunkt. Da jeg havde gennem­tænkt sagen nogle gange, bestemte jeg mig til at tale med hende en bestemt søndag aften.

Det vigtige spørgsmål skulle stilles i en afslappet atmo­sfære. Det ideelle tidspunkt syntes at være, medens vi

136

ventede på natvægteren, der skulle åbne døren for Hilda.

Hilda arbejdede dengang som sygeplejerske i Montreals rekreationshjem, og hun boede i sygeplejerskernes bolig. Alle sygeplejersker, som boede i komplekset, skulle være hjemme senest klokken 23.00. Jo nærmere man kom dette tidspunkt, desto kortere var ventetiden. Man måtte altid ringe to eller tre gange, før manden kom, undertiden varede det hele ti minutter, afhængig af hvor langt borte han var i bygningen. Jeg tænkte, at cirka klokken 22.30 måtte være den ideelle tid.

Det var en herlig dag i juni måned. Som planlagt havde vi en meget glædelig søndag-eftermiddag og -aften sam­men, og vi endte dagen med at køre gennem byen i åben sporvogn.

Hver gang, når sporvognen efter et stop kørte hurtigere igen, løftede blæsten Hildas lange blonde hår op fra hendes skuldre, og hendes blå øjne lyste og genspejlede lyset fra de mange neonreklamer i gaderne. Jo mere jeg betragtede hendes øjne, desto mere overbevist blev jeg, at hendes navn burde være Hilda Geraldine Morneau.

Omtrent kl. 22.30 nåede vi indgangen til sygeple­jerskernes hus, og som så ofte før, trykkede Hilda på ringeklokken og lænede sin skulder mod døren, idet hun regnede med den sædvanlige ventetid. Med det samme spurgte jeg hende, om hun ville gifte sig med mig. Næppe havde jeg udtalt ordene, før også natvægteren allerede kom. Han åbnede døren, gik et par skridt baglæns, lagde armene overkors og stirrede på mig, som om han ville op­fordre mig til, i hans nærværelse at give Hilda et godnat­kys.

Hilda blev overrumplet af mit spørgsmål, såvel som over den ellers så langsommelige natvægters pludselige tilsynekomst. Gifte sig med mig? Hun sagde, at hun havde tænkt på denne mulighed og forventet, at jeg snart ville stille hende dette spørgsmål. Nu forsikrede jeg hende om,

137

at jeg i dette øjeblik ikke ønskede andet, end hendes Ja, og at vi så senere kunne tale om sagen på et for hende mere passende tidspunkt.

Jeg havde næppe sagt dette, før natvægteren råbte med grov røst: »Frøken, kom nu ind, ellers må De forblive udenfor. Jeg har masser at gøre, og hvis De ikke kommer ind nu, lader jeg Dem stå derude.«

Hun gav mig et hurtigt »ja« og et flygtigt kys og havde næsten tårer i øjnene, da hun ilede ind i huset.

»Jeg skal lære jer piger, at når jeg åbner døren, da har I at komme ind straks,« snerrede manden.

»Det er nu ikke hver aften,« sagde hun, »at en ung mand spørger en pige, om hun vil gifte sig med ham.«

Natvægteren var forbløffet. »Det er jeg ked af,« sagde han. Hvorfor sagde De ikke, at det var noget vigtigt? Så havde jeg givet Dem lidt mere tid.«

Jeg begav mig på hjemvejen og havde en mærkelig følelse, fordi jeg havde taget så grundigt fejl med min tidsplan.

Så snart Hilda fik mulighed for at telefonere, ringede hun til sin mor, for at informere hende om sine planer. »Mor, jeg har noget vidunderligt at fortælle dig.«

»Ja så, hvad er det?«

»Jeg skal giftes.«

»Er du rigtig klog? Du er jo kun 21 år gammel. Og hvem er det, du vil giftes med?«

»Jeg skal giftes med Roger, den unge mand fra menig­heden, som jeg er kommet lidt sammen med. Du kender ham, og du har set ham nogle gange.«

»Jo men I har ikke kendt hinanden ret længe. Har I ikke for stort hastværk?«

Senere fortalte Hilda, at tårerne kom frem, og hun be­gyndte at hulke. Hendes mor sagde til sidst, at hun ikke havde nødig at græde de kunne tale sammen om sagen, når de mødtes igen.

138

Det viste sig, at Hildas mor havde forståelse for vore hensigter, og vi valgte den 30. september som vores bryllupsdag.

Efteråret kom hurtigt efter sommeren og syntes at ville overgå denne med varme, skønhed og fortryllelse. Vor bryllupsdag var en sabbat.

Jeg stod tidligt op og så, hvorledes hele naturen var fuld af liv. Da vi kom ud i det fri fra vor ugentlige gudstjeneste, var der 25 graders varme. Nogle tørre blade hvirvledes omkring af en let brise.

Vore venner Ruth og Arthur Cheeseman stillede om aftenen deres hjem til rådighed for vielsen. Vi havde kun ønsket et stille samvær med nogle gode venner. Pastor L.W. Taylor viede os.

Fru Cheeseman, fru Mousseau og de andre damer havde dekoreret hjemmet til højtideligheden på en meget smuk måde. Medens min brud og jeg gentog vort løfte foran prædikanten, stod jeg stolt oprejst. Ikke for at gøre indtryk på de tilstedeværende venner, men på grund af de mange usynlige væsener, der også var tilskuere: Engle, der var kommen fra den Almægtiges nærværelse, for at glæde sig med os, og dæmoner – som, tror jeg – blev udsendt af deres hjerteløse anfører, men som måtte se på, at deres ihærdige anstrengelser var bleven tilintetgjort, da jeg ved min Herres Jesu nåde forlod deres rækker.

139

Det lyder måske utroligt for moderne øren, når der nutildags er tale om satanskult, og alligevel findes den slags netop i dag. I Vesttyskland skal der – ifølge en fjernsynsud­sendelse – alene være omtrent 25.000 »hekse- og satans-præster« i virksomhed, og millioner af borgere gør brug af deres tjenester: Forbandelser, fortryllelser, rådgivning vedrørende vigtige livs- og fremtidsspørgsmål osv.

Hvad skal man mene om en så fremmedartet kult? Da så mange mennesker ser sig stillet over for de hemmelige magter, som ytrer sig i satanskulten, turde det være nød­vendigt med en passende orientering.

Den foreliggende bog ønsker at skabe klarhed gennem førstehåndsinformationer.

»En rejse ind i den mystiske verden« er den dramatiske rapport om Roger J. Morneaus egne oplevelser som for­henværende djævletilbeder.

Han er vokset op i en god katolsk landmandsfamilie. Han mistede allerede meget tidligt sin kristne tro og kom ind under satanskultens snarer. Men gennem Guds nådige forsyn fandt han tilsidst vejen til et lykkeligt kristent liv. Hans beretning viser – nu – mange år efter hans befrielse – hvorledes Gud frelser og velsigner og hjælper igennem mange år, og hvorledes Han kan tilintetgøre den ondes trusler.

Roger J. Morneau er gift og fader til tre voksne børn. Han leder i dag salgsafdelingen af et firma for varmeanlæg i Aplachin, New York.

Morneau er fast overbevist om, at Gud vil holde mørkets magter i skak til gunst for enhver, der er fast besluttet på at iagttage Bibelens sandheder.

140

Originalens titel: A trip into the supernatural

Oversat af H. Stark

ISBN 87 7532 231 5

Sat med Souvenir hos Starco Fotosats, København

Omslaget: Hakon Lund Jensen

Trykt hos Dansk Bogforlag offset, Odense, 1990

© Forfatteren og Dansk Bogforlag